»En stærk offentlig sektor er det, der skaber en kontrakt i samfundet om at yde hjælp til dem, der har brug for det«.

Det har vi altid vedkendt os. Jeg tror ikke, at der er nogen velfærdsreform i danmarkshistorien, som Venstre ikke har været med i og har støttet. Vi har været bærere af opbygningen af velfærdssamfundet«. Så groft usandfærdigt fik beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen mulighed for at udtale sig til Politiken 17.11. – uden korrigerende modspørgsmål. Det skete i en pause mellem hans mange kraftige udfald mod de liberalistiske partifæller, som – under ledelse af Søren Pind – ønsker, at V skal fastholde sine tanker om mindre stat og mere privat, lavere skat, reducerede overførselsindkomster med videre. Men disse helt traditionelle V-tanker må for tiden end ikke diskuteres af partiets medlemmer . Og da den kommunalpolitiske ordfører alligevel gjorde det, fik han omgående frataget sit ordførerskab af chefindpisker Hjort Frederiksen. Hvor liberalt! Ikke overraskende har nogle V-folk i frustration udmeldt sig af partiet, hvis topstyring efterhånden minder om DF’s. Disse udmeldte dannede sidste sommer et nyt parti, Liberalisterne. Efter et års chikanerende betænkningstid nedlagde indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen imidlertid forbud mod brugen af dette partinavn. Det ligger efter hans skøn for tæt på V’s tillægsbetegnelse: ’Danmarks Liberale Parti’, skønt den strømning, som for tiden præger V, er alt andet end liberal, det vil sige frisindet. Men Hjort Frederiksen lider for sit vedkommende ikke blot af mangel på frisind. Han fifler også med danmarkshistorien, når han tillader sig at påstå, at V har deltaget i opbygningen af det danske velfærdssamfund, ja ligefrem været ’bærer’ af denne udvikling – uden at nogen samtidsfaghistoriker har hævet et bryn. En af lavets fremmeste, departementsråd i Statsministeriet, Bo Lidegaard, er ligefrem på linje med beskæftigelsesministeren: »Velfærdsopbygningen blev typisk gennemført med bred politisk opbakning«. – Nej, det gjorde den ikke! Som det fremgår af nedenstående retrospektive oversigt, er kendsgerningen den, at det 20. århundredes danske politiske historie blev præget af en markant uenighed mellem det parti, som udviklede velfærdsmodellen, og de to borgerlige partier, som modarbejdede den – ganske særligt V. Endnu i marts 1998 førte V valgkamp mod »velfærdsnarkomanien« – et udtryk hentet fra Anders Foghs minimalstatsbog fra 1993, hvor det i øvrigt beklages, at borgernes »higen efter tryghed« gav Socialdemokraterne – »socialstatens bagmænd« – et vink om, at det lønner sig at gentage »det simple budskab, som skal bide sig fast i enhver borger: Velfærdsstaten sikrer social tryghed. Det er et snedigt budskab. For hvem kan egentlig være imod ’tryghed’?«. Ja, det kunne jo f.eks. Fogh selv og alle andre liberalister – hør blot, hvad han videre skrev i sin minimalstatsbog: »Tryghed er en nem vare at sælge«. For ham er politik som bekendt ikke længere at vælge, men at sælge – de budskaber, som hans spindoktorer finder frem. Og borgerne er for Fogh ikke længere vælgere, men forbrugere. »Reklamefremstødet har da også været en formidabel succes«, konkluderede han nedladende om opbygningen af den velfærdsmodel, som han og Hjort Frederiksen nu af vælgertaktiske grunde priser i høje toner. V fremlagde i 1989 sammen med K og R (!) en ’Danmarkshistorisk plan’ – siden kaldt ’Århundredets plan’ og til sidst kun ’Planen’ – stærkt inspireret af daværende skatteminister Anders Fogh. ’Planen’ rummede forslag om: nedskæring af uddannelsesstøtten, boligtilskuddene i den almene sektor – men naturligvis ikke i parcelhussektoren – dagpengene, efterlønnen og invalide- og folkepensionen, samtidig med at skatten skulle lettes for de mest velaflagte. 60.000 ansatte i daginstitutionerne, på hospitalerne og i hjemmehjælpen skulle fyres – et pænt minimalstatsskridt. V gennemførte i 1982 sammen med de øvrige borgerlige partier – ved Schlüter-regeringens tiltræden – en nedskæring af dagpengene, efterlønssatserne og bistands- og kontanthjælpen. V stemte i 1972 sammen med K og R (!) imod dagpengereformen. Men i 1960’erne var velstandsudviklingen så stærk og behovet for velfærdsydelser så opstemt, at VK ikke magtede at gå imod. VKR-regeringen gjorde dog i slutningen af 1960’erne nogle spagfærdige forsøg. I 1961 modsatte V sig en revision af medhjælperloven fra 1921 – tyendelovens afløser – og i 1960 stemte VK mod den første offentligt finansierede sygedagpengeordning. I 1959 udformedes ’VK-planen’, ifølge hvilken de sociale udgifter skulle beskæres. Kun de allerfattigste skulle have hjælp. Derimod skulle der gennemføres en lettelse af formue- og A/S-skatten og et bortfald af de statslige ejendomsskatter. Mange V-folk var imod gennemførelsen af loven om folkepension i 1956. Den daværende V-formand, fhv. statsminister Erik Eriksen, mente, at Danmark med denne lov blev »en formynderstat«, fordi alle – rig som fattig – nu modtog denne pension i et heldigt gennemført forsøg på omsider at få fjernet det mindreværdsstempel, som de borgerlige siden 1800-tallet havde haft held til at sætte på alle modtagere af socialhjælp. V var – sammen med K og R (!) – i ni år, 1945-1954, med til at få udskudt vedtagelsen af den første alle omfattende arbejderbeskyttelseslov, og V fik loven forringet på landbrugsområdet trods de mange arbejdsulykker inden for dette erhverv. I 1949 undlod V at stemme for loven om husmoderafløsning – det, vi i dag kalder hjemmehjælp. V undlod også sammen med K at stemme for en afkortning af ventetiden for ulykkesforsikringsdagpenge fra 13 uger (!) til 1 uge. I 1947 undlod V og K at stemme for en forhøjelse af invalide- og aldersrenten med fra 66 til 123 kroner – om året. Højeste pensionssats var dengang 2.376 kroner. Fra den ene dag til den anden afskaffede V-regeringen i 1946 alle offentlige beskæftigelsesarbejder, og i 1945 fjernede den samme regering loven om arbejdsfordeling, skønt arbejdsløsheden steg fra 8 procent i 1944 til 13 procent i 1945. En forbedring af arbejdsløshedsdagpengene fra foråret 1945 blev ligeledes fjernet af V-regeringen. V brugte besættelsestiden til i 1942 at få rullet socialreformen tilbage og få genindført tab af stemmeret for modtagere af socialhjælp – den socialreform fra 1933, der kom til at stå som portalen ind til det velfærdssamfund, som vi lever i dag – en kendsgerning, som en af V’s program- og taleskrivere, socialministerens spindoktor Christopher Arzrouni bestrider i en nys udkommen Cepos-historiebog, hvor han i lighed med andre V-folk beklikker min historieskrivning. I 1933 undlod V at stemme imod socialreformen, til gengæld for at landbruget fik noget så uliberalistisk som hjælp fra staten. V’s inderste mening om socialreformen kom tydeligt frem i forbindelse med landstingsvalget i 1936. I partiets valgoplæg blev det beklaget, at SR-regeringen havde »gjort knæfald for den demoraliserende understøttelseslovgivning (det vil sige socialreformen), som er socialismens kvaksalvermiddel«. Heroverfor fastholdt V »sandheden i det gamle ord, at enhver er sin egen lykkes smed«. Endnu så sent som 20.2.1996 udtalte Uffe Ellemann til Berlingske Tidende, at »målet for et ægte velfærdssamfund må være, at enhver er sin egen lykkes smed«. Men målet med velfærdsstaten er jo at hjælpe dem, som ikke har været i stand til at smede deres egen lykke. Under V-regeringen Madsen-Mygdal 1926-1929 blev det af den første S-regering oprettede socialministerium nedlagt, ligesom der blev skåret voldsomt ned på de i forvejen beskedne sociale støtteordninger – arbejdsløsheds-, ulykkesforsikrings- og sygedagpengene tillige med alders- og invaliderenten – mens formueskatten blev lettet. Al ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse blev afskaffet, skønt arbejdsløsheden blev den højeste i 1920’erne, nemlig 22 procent. Mange arbejdsløse blev derfor henvist til fattighjælpen – som bistandshjælpen hed dengang – hvad der frem til socialreformen i 1933 medførte tab af stemmeret. På denne måde fik V ikke blot reduceret de offentlige udgifter, men også S-stemmetallet. I 1920 anvendte V et groft antiparlamentarisk middel for at undgå en videreførelse af den socialpolitik, som der under og lige efter Første Verdenskrig var blevet taget skridt til, bl.a. på arbejdsløshedsområdet og på arbejdstidsområdet (8-timers arbejdsdagen blev gennemført ved overenskomst i 1919). V støttede kongens fjernelse af den radikale af S støttede regering – selv om der ikke var konstateret et flertal mod denne regering i Folketinget, hvad der »udløste den alvorligste politisk-parlamentariske krise, som vort folkestyre har kendt« (Tage Kaarsted: ’Påskekrisen 1920’). Forfatningskampens ledende parti, V, anvendte altså dette groft antiparlamentariske middel for at hindre videreførelsen af SR-reformpolitikken. Det er således i grov uoverensstemmelse med sandheden, når Claus Hjort Frederiksen, Bo Lidegaard, Christopher Arzrouni m.fl. påstår, at V har deltaget i opbygningen af det danske velfærdssamfund. V har tværtimod modsat sig denne udvikling længst muligt – for derefter i enkelte tilfælde at lade sig slæbe med til visse velfærdsforbedringer. Man har diskuteret, om Anders Fogh mener sin ideologiske omklædning fra velfærdsstatsbekæmper til velfærdsstatsfortaler alvorligt, eller om der blot har været tale om en vælgertaktisk manøvre i den hensigt at sikre V regeringsmagten. Efter Politikens samtale med Hjort Frederiksen forleden bør ingen længere være i tvivl. Hvis V fulgte de partifæller, som ønsker at holde minimalstatsliberalismen i hævd, ville V ikke længere ifølge Hjort Frederiksen være »et parti med 30 procent af stemmerne (for tiden 25 procent), men et parti med højst 15 procent«. Tydeligere kan det jo ikke siges, at hans og Anders Foghs efter valget i 1998 aftalte omvendelse fra hetz mod til forsvar af velfærdsmodellen ikke er begrundet i en ændret ideologisk overbevisning, men alene i ønsket om at erobre magten – også selv om det har medført en fjernelse af V’s ideologiske grundlag. Magtbegæret har sejret over holdningen. »Der er ingen modsætning mellem en ordentlig og stærk offentlig sektor og det at være liberal«, udtalte Hjort Frederiksen videre til Politiken. Nej – hvordan skulle der dog kunne være en modsætning mellem det at være frisindet, det vil sige liberal, og det at ønske en god offentlig service? Men der er en klar modsætning mellem det at være liberalist – det vil sige: ønske en så lille stat og så meget privat som muligt, de frie kræfters frie spil, vind eller forsvind, sin egen lykkes smed og så videre – og det at udvikle »en ordentlig og stærk offentlig sektor«. Det er nok derfor, at det er så upraktisk for V at skelne mellem disse to begreber. Men hvorfor undlader Politikens og DR’s politiske medarbejdere også at gøre det? »Venstre er ikke en fjende af den offentlige sektor«, fremhævede Hjort Frederiksen videre. Men det er dog kun et par måneder siden, at Anders Fogh på V’s jubelmøde 23.9. i anledning af, at han nu er den V-statsminister, som vi har måttet trækkes med længst, udtalte: »Der er nogen med et liberalt (nej: liberalistisk) sindelag, som næsten ikke kan sige fællesskab og den offentlige sektor, uden at de skal skylle munden bagefter«. Netop, mange V-folk får – på grund af deres liberalistisk-individualistiske holdninger – meget let en dårlig smag i munden, når de hører ordet fællesskab – især i dets latinske form: kollektivisme. Det gjaldt også Fogh selv, da han skrev sin minimalstatsbog. Bogen er ét langt opgør med den »kollektivistiske ideologi«, som den kommer til udtryk i det socialdemokratiske velfærdssamfund domineret af noget så uliberalistisk som det »solidarisk tænkende menneske«. I dette samfund må »den enkeltes ønske om frihed i solidaritetens navn underordnes hensynet til fællesskabet«. Men »i ordbogen« havde Fogh faktisk læst, at »kollektivisme« udtrykker den elementære grundtanke, »at kun i fællesskabet er individets frie udfoldelse og tilfredsstillelse af dets behov og interesser mulig« – en styg tanke for en liberalist, som mener, at enhver er sin egen lykkes smed. Men hvordan lader det sig gøre at skabe samfund på et doktrinært, liberalistisk grundlag? Det lader sig ikke gøre – hvad ultraliberalisten Fogh da også har måttet erkende, efter at han har nået sine drømmes mål: statsministerposten. Derfor taler han nu varmt om fællesskab og sammenhængskraft og om den offentlige sektors fortræffeligheder – han, der indtil for få år siden mistænkeliggjorde disse begreber. På V’s seneste sommermøde 12.8. understregede Fogh bl.a., at »vi (Venstre) for længst (!) har forladt tanken om, at den offentlige sektor begrænser den enkeltes udfoldelse. Ja, jeg vil nærmest påstå det modsatte. Der er masser af eksempler på, at vi igennem den offentlige sektor skaber mere frihed« – ganske rigtigt. Men den styrkelse af den offentlige sektor, som dannede grundlaget for det velfærdssamfund, S udviklede i forrige århundrede, og som skabte større frihed for hele befolkningen – bedre boligforhold, bedre skole- og videreuddannelse, bedre hospitalsbehandling og bedre forhold i alderdommen for alle – blev af V (og K) anset for at være et samfund, som undertrykte den enkeltes frihed, og i nyere tid blev Fogh denne velfærdsmodels mest hadefulde kritiker. Udviklingen af velfærdssamfundet førte til, at borgerne blev reduceret til »tæmmede og lydige sociale dyr« præget af »en ynkelig slavenatur« og »trællementalitet«, skrev han i sin minimalstatsbog. Ja, det danske velfærdssamfund udviklede sig i realiteten til »et samfund af livegne« – skrevet i 1993 umiddelbart efter ti års borgerligt styre med Fogh selv som skatteminister, indtil han i 1992 måtte gå af, fordi han havde vildledt Folketinget, og lade sig afløse af en anden af V’s mange gode folk, Peter Brixtofte. Men på V’s seneste sommermøde tillod Fogh sig at stå frem og påstå, at »vi (Venstre) for længst har forladt tanken om, at den offentlige sektor begrænser den enkeltes udfoldelse«. Endnu i marts 1998 førte Fogh og V som nævnt valgkamp mod »velfærdsnarkomanien, der som al anden narkomani er vanedannende«. Måneden efter bekendte han sig til »det grundlæggende princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel« (Berlingske Tidende 19.4.98), og nu kan man så af hans egen mund høre, at den offentlige sektor, som han og V har bekæmpet, »skaber mere frihed«. Hvor langt videre vil Fogh gå ad utroværdighedens vej i sit forsøg på at beholde magten? Og hvor længe endnu vil han blive troet? PS: Jeg har for et par år siden på denne plads bedt Bo Lidegaard om en kommentar til min kritik af hans uholdbare påstand om, at velfærdsopbygningen i vort land blev gennemført »med bred politisk opbakning«. Da kommentaren endnu ikke er indløbet, tillader jeg mig at bringe min opfordring i erindring.