Fyrreårsdagen forElyséetraktaten mellem Frankrig og Tyskland blev fejret med pomp og pragt 22. januar. Mere end tusind parlamentarikere fra de to lande var af den franske præsident inviteret til Solkongens slot i Versailles for at genoplive og genopleve en forsoning mellem de to magter, som mere end nogen andre er sig bevidste om det skæbnefællesskab, der knytter dem sammen i europæisk politik. Hvorvidt festen blot havde en symbolværdi, eller den på lidt længere sigt vil vise sig at have markeret et paradigmeskift, et nyt mønster i europæisk politik, vil den nærmeste fremtid vise. Meget tyder på, at begivenheder i februar 2003 vil afsløre styrken af det projekt, som vi kalder Den Europæiske Union, EU. Enten viser det sig, at Frankrig sammen med Tyskland kan tilføre unionen den élan vital, den livskraft, som den konventionelle historiske visdom har tilskrevet dem, eller unionen viser sig at være et pragmatisk økonomisk samarbejde, som i storpolitik er underlagt amerikansk dominans. I 1960'erne nægtede præsident de Gaulle at undergive sig USA. Jacques Chirac afslører nu sine ambitioner om at indgå i historien som Charles de Gaulle den Anden. For at kunne forstå baggrunden for denne tese, er det nødvendigt at skrue tiden de fyrre år tilbage.De Gaulle varikke europæer, i den forstand man nu bruger udtrykket i forbindelse med EF/EU. Han var franskmand. Han havde ikke nogen interesse for den slags 'lavpolitik', som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab beskæftigede sig med. Hans hele opmærksomhed samlede sig om 'højpolitik', udenrigs- og sikkerhedspolitik i traditionel forstand. Hans vision af Europa var et 'Europe des états' - et 'Europa af nationalstater' (i parentes bemærket en vision, som den danske statsminister nu har gjort til sin), som kunne agere på lige fod med USA og Sovjetunionen. For ham var målsætningen om en føderation, et 'Europas forenede stater', udtryk for en farlig vrangforestilling, som kun kunne føre til en opløsning af Frankrig. Lige siden slutningen af 1940'erne havde han erkendt, at Frankrig og Tyskland måtte indgå et partnerskab, men også klart markeret, at det var hans opfattelse, at »et Europa ikke vil blive skabt, hvis ikke Frankrig tager ledelsen«. I maj 1960 fremførte han tanken om et organiseret udenrigspolitisk samarbejde mellem de vesteuropæiske stater, som »måske kunne føre til en imponerende konføderation«. Der kom dog ikke noget ud af dette initiativ, for Beneluxlandene modsatte sig det. Dels frygtede de, at de Gaulle var ude på at afspore Det Økonomiske Fællesskab, dels stillede de som betingelse for et politisk samarbejde, at Storbritannien først blev optaget i Fællesmarkedet. Men initiativet var anledning til, at briterne i sommeren 1962 besluttede sig til at indlede forhandlinger om optagelse i Fællesmarkedet. De Gaulle var utvivlsomt overbevist om, at USA var indstillet på at fastholde kontrol over udviklingen i Europa. Cubakrisen i oktober 1962 havde bekræftet ham i, at rådighed over atomvåben var helt afgørende i den storpolitiske situation, men Europa var her langt bagud for USA, især med hensyn til affyringsmissiler. Et forsigtigt udspil over for den britiske premierminister Macmillan om samarbejde herom gav ikke resultat, og da Macmillan i december 1962 kom tilbage fra et besøg hos præsident Kennedy med et tilbud om, at både UK og Frankrig kunne få adgang til at anvende NATO- Polaris-ubåde og missiler under særlige omstændigheder, var målet fuldt. Briterne var ikke til at stole på som sande europæere. Deres special relationship med amerikanerne gjorde, at de Gaulle måtte opfatte dem som en trojansk hest i forhold til et europæisk samarbejde. Det førte frem til den berømte pressekonference 14. januar 1963, hvor de Gaulle med foragt afviste det amerikanske tilbud om at gøre den franske atomslagstyrke, force de frappe, afhængig af amerikanske missiler. Samtidig afbrød han brutalt de igangværende forhandlinger om britisk optagelse i Fællesmarkedet. For ham var »England i virkeligheden insulær, maritim, bundet med sin handel, sine markeder og sine forsyninger til lande, der er meget forskellige og ofte langt borte ... Hvorledes kan (dette) England blive inddraget i Fællesmarkedet, således som det blev skabt, og som det nu fungerer?«. To uger senere trak han de franske forhandlere tilbage fra Bruxelles. I mellemtiden, 22. februar, underskrev Frankrig og Tyskland Elyséetraktaten. Med hensyn til Forbundsrepublikken Tyskland har det underliggende eksistentielle spørgsmål lige siden 1949 været: »Kan vi stole på tyskerne?«. Tyskerne har for så vidt selv været i tvivl om, hvorvidt de kunne 'stole på sig selv'. Alle forbundskanslere fra Konrad Adenauer over Willy Brandt og Helmut Schmidt til Helmut Kohl har søgt at indbinde Tyskland i Vesten for dermed at undgå spørgsmålet: 'Wo liegt Deutschland?'Mellem Adenauer og de Gaulle udviklede der sig et forhold af gensidig respekt, om ikke beundring. Om sit første besøg hos de Gaulle i sommeren 1958 skrev Adenauer senere i sine erindringer, at han »var lykkelig ved at have mødt en helt anden mand, end jeg oprindeligt havde frygtet. Jeg blev overbevist om, at de Gaulle og jeg ville kunne iværksætte et værdifuldt og tillidsfuldt samarbejde«. Og det var tilsyneladende, hvad der skete, at dømme efter det begivenhedsrige besøg i Reims i sommeren 1962 og de Gaulles triumftog gennem Tyskland samme efterår, hvor han henvendte sig til tyskerne som »et stort folk«. Adenauer var sig fuldt bevidst, at det udelukkende skyldtes USA, at Den Tyske Forbundsrepublik blev etableret i 1949, og at landet blev optaget i NATO i 1955. Men han blev skuffet over den vigende reaktion på russernes krav om en fredstraktat og bygningen af Berlinmuren i 1961. Var amerikanerne og briterne af frygt for en atomkrig villige til at acceptere et kompromis og løsne forbindelserne mellem Forbundsrepublikken og de vestlige lande? Denne tvivl gjorde, at Adenauer viste forståelse over for den indgroede mistillid, som de Gaulle nærede til les Anglo-Saxons. Den abrupte afvisning af Storbritannien kom som et chok for de tyske forhandlere. Stort set hele den politiske klasse i Tyskland var indstillet på, at briterne skulle med i Fællesskabet. Men selv om de Gaulle ikke havde informeret sin gode ven på den anden side Rhinen, ville Adenauer ikke lade generalens enerådighed komme i vejen for sit livsværk, en fundamental udsoning med Frankrig. Derfor afviste han i dagene efter 14. januar at lægge pres på præsidenten, for at optagelsesforhandlingerne kunne køre videre. Tværtom, dagen før underskrivelsen af den aftalte tekst blev den opgraderet til en egentlig traktat, hvori det bl.a. hed, at »de to regeringer vil forhandle med hinanden forud for enhver beslutning angående alle vigtige udenrigspolitiske spørgsmål, og i første række om spørgsmål af fælles interesse, med henblik på så vidt muligt at nå til en fælles holdning«. Man må tage i betragtning, at Adenauer på det tidspunkt var 87. Det var givetvis sidste chance for ham for at nå sit mål. Få måneder senere trak han sig tilbage fra kanslerembedet for at skrive sine erindringer. Men da traktaten senere på året skulle ratificeres i Forbundsdagen, blev den forsynet med en fortale, hvor det blev understreget, at Tyskland tilstræbte et snævert samarbejde mellem Europa og USA, herunder et fælles forsvar inden for NATO, og søgte at inddrage Storbritannien og andre lande i Fællesskabet. Hermed mistede den enhver interesse for de Gaulle, og i virkeligheden fik den i de følgende fyrre år kun symbolsk værdi som en ramme om udveksling og kontakt mellem landene i en række kulturelle anliggender.Så springer vide fyrre år frem til 2003. Der er ingen grund til at tro, at forholdet mellem Chirac og Schröder er hjerteligt og fortroligt. Chirac sidder i øjeblikket med alle trumferne. Den franske venstrefløj spændte i den grad ben for sig selv under præsidentvalget sidste forår, at Chirac vandt anden valgrunde med et formidabelt flertal over for højreekstremisten Le Pen. Derfor har han nu en uovertruffen demokratisk legitimitet, som han med sit uforlignelige politiske talent formår at udnytte efter at have lidt under et påtvunget samliv, cohabitation, med en socialistisk premierminister i de sidste fem år af sin første regeringsperiode. Udadtil kan han nu uantastet føre sig frem som præsidenten, der egenhændigt sikrer, at Frankrigs placering i verden bliver opretholdt og respekteret. Mere ubemærket har han også indadtil taget et fast greb om tøjlerne. Gerhard Schröder er derimod svækket som ingen tidligere forbundskansler. Tyskland lider under høj arbejdsløshed og inflationspres og er tilmed ikke i stand til at opfylde ØMU'ens stabilitetskrav. At Frankrig heller ikke gør, siger noget om holdbarheden i det gloriøse pengeprojekt, som de to store europæere Kohl og Mitterrand aftvang hinanden. Det sidste generer åbenbart ikke Chirac så meget. Han er en sand gaullist, forstået på den måde at hans europæiske engagement altid har været betinget af, at Frankrig havde ledelsen. Han formår at udnytte og udfylde det magttomrum, som en svag tysk forbundskansler åbner. Da Schröder under valgkampen i efteråret spillede det pacifistiske kort og erklærede, at Tyskland under ingen omstændigheder ville være aktiv deltager i en krig mod Irak, begik han en diplomatisk brøler, også selv om han oprigtigt mente, at det var uansvarligt at gå i krig for at fjerne Saddam Hussein. Herved overlod han hele banen til Frankrig, som med stor dygtighed manøvrerede resolution 1441 gennem FN's Sikkerhedsråd. Herefter har Chirac rakt hånden frem for at hjælpe Schröder ud af hans diplomatiske lammelse ved at antyde, at Frankrig i givet fald ikke vil holde sig tilbage fra at anvende sit veto. Hvis Chirac vil genskabe Elyséetraktaten efter de Gaulles hensigt, må de to lande vise, at de »står sammen angående alle vigtige udenrigspolitiske spørgsmål«. Konkret vil det kunne betyde, at det permanente medlemskab i FN's Sikkerhedsråd, som Frankrig har, fremover reelt udøves i fællesskab mellem de to lande. Herved kan de Gaulles Europa, under fransk ledelse, få en selvstændig placering i verdenspolitikken.Europæerne hartil fryd for amerikanerne demonstreret deres uenighed og afmagt over for Irakkrisen, ikke mindst med de otte regeringschefers famøse læserbrev 30. januar. De betragtes med nedladenhed i Washington, hvor forsvarsministeren, Donald Rumsfeld, taler om det »gamle Europa« som værende uden betydning. Uden blusel afslører han den klassiske taktik: divide et impera! - del og hersk, når han peger på det ny Europa som trofaste støtter. Han ved, at mange i Central- og Østeuropa tvivler på, om de kan stole på Tyskland. De mistede tilliden til EU som et sikkerhedsfællesskab i løbet at 1990'erne og søgte derfor ind i NATO, hvor amerikanerne med glæde slog portene op. Man må have ondt af Colin Powell, der som krigsprøvet general ved, hvad krig indebærer af ufattelige lidelser og uforudselige konsekvenser. Han blev pålagt 5. februar at retfærdiggøre et angreb på Irak ved at sandsynliggøre, at landet besad masseudryddelsesvåben, men hans fremstilling gav intet svar på de to spørgsmål, som for ham og for alle os andre må være helt afgørende. For det første (som også påpeget i denne avis af Per Knudsen 8.2.): Udgør Saddam Hussein en sådan trussel mod international fred og sikkerhed, at han må udryddes med militær magt? At han er en ond diktator, som hæmningsløst har søgt at tilrive sig magt i Mellemøsten, er rigtigt; men han er ingen Khrusjtjov, og Irak er ingen Sovjetunion. For det andet: Vil en sådan magtanvendelse efterlade verden i en tilstand af større sikkerhed, eller vil truslen om international terrorvirksomhed med brug af biologiske og kemiske våben ikke tværtimod blive forøget? Det sidste kan meget vel være tilfældet. I august 1914 ville Østrig-Ungarn, bakket op af Tyskland, give Serbien en læresteg med en angrebskrig, som alle mente, hurtigt ville være overstået. Det udløste fire års blodbad. Vil en præventiv krig mod Irak blive en klinisk operation som fjerner Saddam i løbet af få uger, hvorefter Irak og det øvrige Mellemøsten vil udvikle sig til stabile demokratier, hvor menneskerettighederne respekteres? Det er tilsyneladende, hvad Bush, Cheney og Rumsfeld mener, og derfor kommer krigen. Men det kan meget vel være en eventyrpolitik, og det bekræfter den i Europa udbredte opfattelse af, at USA efter 11. september lider af et granatchok, som bevirker, at supermagtens udenrigspolitik er præget af naivitet og forenkling. Ifølge Bush har USA en evangelisk mission i verden, men han ser dog helst, at USA bliver leder af en 'alliance' for at føre dette korstog for demokrati og menneskerettigheder. Derfor anstrengelserne for at få opbakning i Sikkerhedsrådet. Havde europæerne været værd deres salt, kunne de have udnyttet denne situation ved i det mindste at have krævet større balance i amerikansk Mellemøstpolitik som betingelse for ikke at anvende det europæiske (fransk- tyske) veto i Sikkerhedsrådet over for en Irakkrig. USA burde acceptere at lægge et sådant pres på Ariel Sharon, at den israelske besættelse af de palæstinensiske områder opgives, og vejen dermed åbnes for en tostatsløsning. Herved ville risikoen for udbredt terrorvirksomhed som reaktion på en krig mod Irak utvivlsomt være markant mindsket. Men Den Europæiske Union er ingen union. Den kan have formandskaber og måske 'præsidenter', men den har ingen ledelse. Sagen er, at vi europæere ikke stoler på os selv og hinanden. Derfor er vi nødt til at stole på USA. Men kan vi det nu bedre, end vi kunne det i den kolde krigs tid?