Der er ikke mange ting, der er mere nedværdigende end at banke på døren hos nogen, man ikke kender, for at bede dem om at stemme på ens kandidat. Scenen er sat: tidlig eftermiddag, en tom vej i en forstad til en by som Cleveland, Tampa, eller som i mit tilfælde i den forgangne uge, Virginia Beach. Den frivillige står ude på trappestenen, klistret til med mærkater som en anden farvestrålende hofnar. Klistermærkerne med kandidatens navn er vigtige. Uden dem kan man nemt blive forvekslet med en inkassator eller dørsælger. Man jonglerer med clipboard, kuglepen, registreringsblanketter og pamfletter ('læsestof', som det hedder i jargonen) og fremtvinger et smil. Hunde kradser og gør, så snart dørklokken lyder. Hvis man er heldig, går døren op. Små børn og kæledyr slipper ud og angriber éns ben. En forsigtig skikkelse viser sig: en kvinde, der taler i telefon og har et barn på armen; en ældre dame i blomstret kjole og forklæde, eller en mand i træningstøj, der ikke har barberet sig i en uge. Så begynder man at recitere sit slidte og bevidstløse manuskript: »Hej, jeg er frivillig i Obamakampagnen. Ved du, hvad du vil stemme ved det kommende præsidentvalg?«. Her ryster det fremmede menneske som oftest forarget på hovedet og siger noget i retning af: »Hvad bilder I jer egentlig ind?«. Eller også bliver man mødt med en affærdigende håndbevægelse som for at vifte en flue væk. Og alligevel ved vi, at direkte samtale - det, kampagnefolkene kalder »autentisk ansigt til ansigt-kontakt« - er den mest effektive måde at vinde stemmer på, langt mere effektiv end fjernsyns- og radioreklamer, telefonsamtaler eller offentlige møder. Metoden er specielt effektiv, når vælgeren tror, at det er en nabo, der står i døren. LÆS OGSÅVi er alle amerikanere Det er en af grundene til, at Obamas dørklokkestemmere i Virginia skal tale i første person flertal, også selvom mange af dem faktisk er kommet rejsende fra stater i den anden ende af landet - fra Louisiana i mit tilfælde. Den første, jeg mødte i sidste uge i Virginia, var den 29-årige Theo Butt Phillip fra Somerset i England. Phillip er viceborgmester i Wells, en by med en befolkning på 10.000, og håber at blive borgmester i byen næste år. Han fløj til Charlottesville, Virginia, ti dage før valget for at hjælpe med at genvælge præsident Obama. Han gjorde det samme i 2008, da han valgte Charlottesville, fordi han besøgte byen i tre måneder som elleveårig, mens hans far underviste et semester på University of Virginia. På valgkontoret var der tre andre engelske frivillige og en enkelt fra New Zealand. Over for vælgerne omtaler de frivillige sig altid som 'vi', hvad enten det er ud fra strategiske overvejelser eller ud fra følelsen af, at valget - selv om det bliver afgjort af et lille antal vælgere i svingstaterne - har global betydning.
I den forgangne uge oplevede jeg med en hyppighed, der kom bag på mig, at det opsøgende arbejde kan have en håndgribelig virkning på udfaldet af et valg. Jeg bankede på døren omkring 90 gange om dagen, og omkring 25 blev åbnet. Bag omkring fire eller fem af dem mødte jeg så den mest sjældne og eftertragtede art: en vælger i tvivl, det amerikanske demokratis svar på enhjørningen. Det er ikke nogen stor overraskelse, at jeg mødte så mange af denne type vælgere. Min liste over husstande er blevet udfærdiget af et avanceret computerprogram, der er udviklet af Det Demokratiske Parti og designet til at finde tvivlende eller »overtalelsesvillige« vælgere. I et forstadskvarter med flere tusind indbyggere sendte min liste mig forbi præcis de tredive eller fyrre huse, der gemte på vælgere i tvivl. Jeg kendte deres navne, alder, telefonnumre på forhånd, og jeg vidste, hvordan de havde stemt ved tidligere valg. Men at få folk til at bestemme sig er ikke den eneste grundt til, at man stemmer dørklokker. I 2004, da George W. Bush skulle sikre sig sin anden valgperiode, havnede jeg for eksempel i Dayton, Nevada, en lille soveby tredive kilometer fra statens hovedstad, Carson City. Dayton ligger ved en motorvej midt i det, der går under navnet 'The Twenty-Six Mile Desert'. For enden af alle byens veje blev asfalten brat afbrudt af det åbne landskabs tørre sand, forblæste buske og kaktus. LÆS OGSÅEkspert: USA's glemte valg er lige så vigtigt som præsidentkapløbet På valgdagen fik jeg og en af mine venner udleveret navne og adresser på hver eneste demokratisk vælger i et af valgdistrikterne i Dayton. Vi besøgte pligtopfyldende alle adresserne i løbet af dagen. Når vælgerne fortalte os, at de havde stemt, stregede vi dem over på listen. Hvis de ikke havde stemt, opfordrede vi dem til at gøre det, og vi blev ved med at komme tilbage, indtil de gjorde det. Da mørket faldt på, og der var mindre end en time til, at valgstederne lukkede, var vi ved at være helt febrilske. Vi spænede rundt i svingene på de snoede forstadsgader og for rundt mellem de få huse, hvor vi vidste, der boede folk, som endnu ikke havde stemt. Aftenen nåede sit højdepunkt, da vi, mindre end en halv time før valgstederne lukkede, fandt ud af, at en af de mest flygtige genstande for vores anstrengelse var hjemme for første gang den dag. Hun var en midaldrende latinamerikansk kvinde, der kom hjem fra en tolv timer lang arbejdsdag som stuepige på et hotel i Carson City. Hendes datter tog imod os i døren. Hun fortalte os, at hendes mor var udmattet og syg, men inviterede os alligevel ind.
