I Frankfurts lufthavn er udbuddet af danske aviser, især Politiken, lille, så jeg greb det næstbedste, tidsskriftet ’The Economist’, som 9. december havde en forside og inde i bladet en artikel, der straks fangede min opmærksomhed.

Overskriften var: ’Good Food? Why ethical shopping harms the world’ (Gode fødevarer? Hvorfor etisk indkøb skader verden). Det lød så tilpas politisk ukorrekt, at jeg ikke kunne lade være med at skrive om det. Jeg har sjældent læst en artikel, der passer så fint ind i min erfaringsverden. Tidsskriftet har taget begreber og dogmer om god og bæredygtig fødevareproduktion og -kvalitet op til diskussion. Kan vi ændre verdens gang og tilgodese den oprindelige natur ved at købe fødevarer ud fra etiske principper for vesterlændinge? Som tidsskriftet skriver, er det uendeligt sjovere at shoppe i supermarkedet og købe de ’rigtige’ fødevarer end at beskæftige sig med drastiske ændringer af vores politik på det globale landbrugsområde. Lad os sætte de mest populære begreber inden for fødevareproduktion til debat: økologisk fødevareproduktion, retfærdig handel med fødevarer og køb af lokalt producerede fødevarer. Men først en kort introduktion til den globale fødevareproduktion. Min baggrund er mere end 40 års erfaring med landbrug i såvel ilande som ulande. Da emnet indeholder flere aspekter end de rent landbrugsfaglige, må jeg hellere sikre mig mod anklager for videnskabelig uredelighed ved at gøre opmærksom på, at jeg her udtaler mig som privatperson med en vis baggrund i emnet. Befolkningstilvæksten tog rigtig fart for ca. 200 år siden. Vi måtte opdyrke mere og mere jord for at brødføde den hastigt voksende befolkning. Vi ryddede heder, regnskove og stepper, pløjede og harvede og såede vores afgrøder. Til at begynde med gik det godt, fordi jordkvaliteten var god i dele af de nyopdyrkede stepper og skovområder i såvel Nord- som Sydamerika. Langsomt, men sikkert skete der imidlertid en udpining af de ellers frodige steppe- og skovjorde, så de i dag kræver tilførsel af plantenæringsstoffer for at opretholde et fornuftigt udbytte. Kvaliteten af den nye jord, vi opdyrkede i Europa, var fra begyndelsen ofte af ringe kvalitet. Vi behøver ikke gå længere end til opdyrkning af den jyske hede for ca. 150 år siden; det var hårdt slid og små udbytter på sandede jorde. Landbrug er og bliver et ødelæggende indgreb i den naturlige økologiske balance, som er styret af topografi, klima og jordbund. Vi rydder regnskove og stepper for naturlig plantevækst, pløjer og sår vores afgrøder, og med i købet forsvinder der plante- og dyrearter. Det er en historisk erfaring, at fødevareproduktion så godt som altid har forrang over for bevaring af miljøet. Der skal ikke meget matematisk sagkundskab til for at regne ud, at med ca. 10 milliarder mennesker om ca. 35-40 år vil der være langt mindre dyrket jord pr. indbygger, end der er i dag, også selv om man rydder de sidste rester af oprindelig natur for at dyrke afgrøder. For knap 50 år siden fandt man ud af at kombinere planteforædling, kunstgødning og kemisk plantebeskyttelse (pesticider) på en ny måde, og siden da har vi tredoblet fødevareproduktionen pr. hektar. Vi har med andre ord sparet ’naturen’ for helt utrolige ødelæggelser. Dette fremskridt i planteproduktionen, der i vide kredse kaldes ’den grønne revolution’, har sandsynligvis reddet store naturområder fra at blive ødelagt af plov og harve. På grund af denne historisk enestående udbyttefremgang inden for så få årtier har vi efter 1960 næsten ikke inddraget mere jord til dyrkning i forhold til tidligere. Der er lavet forskellige beregninger af, hvor meget ’natur’ vi har sparet ved at have tredoblet udbytterne, og et af buddene er omkring 1.000 gange det danske landbrugsareal på ca. 2,3 millioner hektar. Økologiske fødevarer er dyrket uden brug af kunstgødning og pesticider. Det er heller ikke tilladt at dyrke genetisk transformerede afgrøder, de såkaldte gmo’er. Gmo-afgrøderne kom frem for cirka ti år siden. De vigtigste gmo’er er sojabønner, bomuld og majs. De er blevet gjort tolerante over for det kemiske ukrudtsmiddel glyphosat. Det vil sige, at man kan sprøjte og effektivt bekæmpe ukrudt i de tolerante afgrøder, uden at de tager skade. En anden slags gmo’er kan producere et stof, kaldet Bt-toksin, som er giftigt for visse skadelige insekter, men ikke giftigt for mennesker og dyr. Med andre ord, afgrøderne producerer deres egen pesticid. Resultatet er, at man får bekæmpet disse skadelige insekter uden at skulle sprøjte med kemiske insektmidler. I dag er der ca. 100 millioner hektar (43 gange Danmarks dyrkede areal) med gmo-afgrøder, overvejende i Nord- og Sydamerika, Asien og det sydlige Afrika. Succesen skyldes, at disse gmo’ere har gjort livet lettere for landmanden og sparet miljøet for en række giftige pesticider, men de har ikke bidraget overvældende til udbytteforøgelsen på verdensbasis. Hvad FREMTIDEN vil bringe er vanskeligt at sige, men en ting er sikkert: Som enkeltstående teknologi vil gmo’erne ikke i sig selv øge udbytterne markant og dermed standse den fremtidige rovdrift på den oprindelige ’natur’. Gmo’er skal indgå i sammenhæng med kunstgødning og plantebeskyttelse for at være med til at brødføde verden. De glyphosattolerante afgrøder fik en ublid medfart i Europa og har fået et dårligt rygte, som de faktisk ikke fortjener. Visse steder i verden kan man ikke pløje, uden at jorden blæser væk eller bliver ødelagt af regnskyl. Det medfører udpining af jorden og kan ende med, at tidligere god landbrugsjord bliver omdannet til gold ørken. En af pløjningens vigtigste funktioner er at bekæmpe ukrudt. Derfor kan glyphosat som den kemiske plov være med til at bevare selv følsomme jorders dyrkningsværdi. Store dele af de nordamerikanske og sydamerikanske stepper dyrkes i dag med glyphosat som den kemiske plov. Hvis jeg var regnorm, ville jeg foretrække sprøjtning med glyphosat frem for pløjning, som er en virkelig regnormedræber. Da det økologiske landbrug fravælger kunstgødning og pesticider, får man gerne et mindre og ofte mere svingende udbytte end i den såkaldte konventionelle dyrkning, som benytter disse kemiske hjælpemidler. Med andre ord, man skal bruge mere jord til at producere den samme mængde fødevarer, end hvis man brugte de moderne teknologier. Der er belæg for denne påstand, idet det netop var kombinationen af planteforædling, kunstgødning og plantebeskyttelse, der var med til at tredoble udbytterne pr. hektar de forløbne 50 år. I lande med rigelige forsyninger af fødevarer kan det være vanskeligt at se, hvorfor økologisk produktion ikke er godt for ’naturen’ globalt set, fordi vi har fødevarer nok. Og det konventionelle landbrug har generelt en meget dårlig presseomtale. Økologiske fødevarer er pr. definition gode, sunde og miljømæssige forsvarlige, og derfor er annoncer som »brødet er bagt af økologisk hvede, naturligvis« i sig selv et salgsargument. Debatten om det sundhedsmæssige vil jeg overlade til andre. I vores iver efter at udbrede budskabet om den økologiske planteproduktions fortræffeligheder til ulande, hvor der ofte er mangel på fødevarer, overser vi de historiske kendsgerninger. Men vi gør det i den bedste mening. Retfærdig handel med fødevarer er et begreb, som forbrugerne har taget til sig. De vil gerne købe fødevarer til lidt forhøjede priser, hvis de mener, at det kommer de fattige landmænd til gode. Ideen med retfærdig handel med fødevarer er absolut beundringsværdig, men kan give overdrevne forventninger til vores godgørenhed over for de fattige landmænd i ulandene. Jeg har imidlertid erfaringer for, at denne form for støtte til fattige landmænd i visse tilfælde kan have en gunstig virkning, når overprisen kanaliseres direkte tilbage til landmanden. Det kræver sikkert en velbevandret landbrugsøkonom til at udrede trådene på en mere kvalificeret måde, end jeg kan. Det er bedst at købe lokalt producerede fødevarer, hedder det. Jo tættere forbrugeren er på produktionsstedet for fødevarer, jo bedre, fordi vi så minimerer det, man kalder fødevarekilometerne, og dermed bidrager vi også til at minimere CO2-udledningen. Men i England og andre steder har man vist, at halvdelen af de kilometer, der bliver brugt på at transportere fødevarer rundt i verden, kan tilskrives de private husholdningers indkøb. Det er billigere rent energimæssigt at transportere fødevarer med skib, jernbane eller lastbil fra fjerne steder i verden til Europa end at producere fødevarerne her. F.eks. har undersøgelser vist, at det er energimæssigt billigere at sende spanske tomater i lastbil til England end at dyrke dem i engelske drivhuse. Et andet forbløffende resultat af en analyse viser, at det er mindre energikrævende at producere mælkeprodukter, lammekød, æbler og løg på New Zealand og sende dem med skib til England end at producere de samme varer i England. Mange mennesker lever tættere på supermarkedet end på landmandens stalddør. Derfor vil mere lokalt produceret mad solgt ved stalddøren kræve flere fødevarekilometer, end hvis varerne blev samlet og forarbejdet for så at blive sendt med store lastbiler til det lokale supermarked. Denne tendens vil sikkert blive endnu mere udtalt i fremtiden, når mere end halvdelen af Jordens befolkning vil bo i kæmpestore byer. At handle efter princippet ’køb lokalt’ modarbejder faktisk princippet om at købe ulandenes produkter. Som djævlens advokat kunne man godt få den tanke, at ’køb lokalt’-bevægelsen mistænkeligt nærmer sig den gode gamle protektionisme med et skær af bekymring for miljøet over sig. Og princippet hjælper ikke de fattige landmænd i ulandene. Gode fødevarer er også spørgsmålet om fødevaresikkerhed. Fødevaresikkerheden er beundringsværdig høj i EU, fordi vi vil være sikre på ikke at blive syge eller dø af at spise det daglige brød. For at ulandene kan få adgang til det lukrative marked i EU, må fødevarerne kun indeholde forsvindende lidt af giftstoffet aflatoksin. Aflatoksin produceres af svampe, der lever på bl.a. korn og nødder. Det er til stede på alle disse fødevarer, men i små mængder. Umiddelbart ser det tilforladeligt ud, at vi går ind for høje standarder, men i dette tilfælde kan man diskutere, om det ikke er en særlig snedig form for teknisk handelshindring. Selv om de fattige bønder i bl.a. Afrika godt kunne tænke sig at eksportere visse fødevarer til EU, bliver de stoppet ved grænserne på grund af for højt aflatoksin-indhold. Der er lavet internationale grænseværdier for aflatoksin i fødevarer, men EU har valgt at have sine egne skrappere krav. EU’s grænseværdier er mindre end det halve af de internationale grænseværdier. Så stort set intet afrikansk land kan levere f.eks. nødder med aflatoksin under EU’s grænseværdi. Verdensbanken har undersøgt konsekvensen for Afrika, og den hævder, at den lave grænseværdi for aflatoksin måske kan redde livet for én europæer om året, mens Afrika vil miste 670 millioner dollar i tabte eksportindtægter. En af de store skurke i spillet om gode fødevarer er måske i bund og grund de industrialiserede landes subsidiering af landbrug. Det medfører overproduktion af fødevarer i vores del af verden. Men det overskud har vi netop kun i kraft af, at vi har prioriteret fødevareforsyningen højt. De smertelige erfaringer efter Anden Verdenskrig, hvor knaphed på fødevarer var udtalt, skulle ikke gentage sig, og i den forbindelse har EU’s landbrugsordninger været en kæmpesucces. Men politikernes vrangvillighed til at foretage gennemgribende ændringer fører nu til absurde forhold for den fattige verdens landmænd. Som en af de store amerikanske provokatører i debatten skrev og sagde for mere end ti år siden: »Red verden med pesticider og plastik og ophæv EU’s landbrugsordninger«. For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at han som amerikaner lige i forbifarten glemte, at USA også subsidierer landbruget på næsten samme niveau som EU. Hvad med fremtiden? Det er efterhånden gået op for de fleste, at olien ikke varer evigt, og alternative energiformer er nødvendige. En af de hurtigst voksende industrier i Midtvesten i USA er produktion af bioethanol til biler. Også i EU er der interesse for sagen. Danskerne er lidt mere tøvende, fordi vi i øjeblikket er det eneste land i EU, der producerer mere olie, end vi forbruger. Hvis vi vil gøre os uafhængige af ustabile regimer med store olieressourcer, er der ingen vej udenom, vi må dyrke vores egen energi på markerne. Det vil sige, at landbruget vil få endnu et stort ’forretningsområde’, nemlig energiproduktion. Fra at være leverandør af fødevarer, foder, fibre og vegetabilske olier skal erhvervet nu også levere energi til forslugne biler og andre transportmidler. Den ændring i afgrødeproduktion vil fuldstændigt ændre fødevaresituationen i verden. I ilandene vil vi ikke mere kunne producere overskud af fødevarer til hele verden, men kun fødevarer og energi til os selv. Når vi diskuterer, hvad vi forstår ved bæredygtig landbrugsproduktion og gode fødevarer, er det sundt en gang imellem at justere vores indre automatpilot, der normalt styrer vores opfattelse af, at gode fødevarer er dyrket økologisk og lokalt og handlet i et globalt retfærdigt system.