’It’s the economy, stupid!’. ’Det er økonomien, dit fjols!’, er blevet et legendarisk udtryk, der blev brugt ved Bill Clintons sejre ved præsidentvalgene i USA i 1992 og 96, som svar på, hvorfor valget gik, som det gik. Muligvis går det helt tilbage til Roosevelts sejre under den økonomiske depression i 1930’erne – i hvert fald var det lige så relevant dengang som i 90’erne og som nu igen her i 2008. I 30’erne var der brug for en new deal. Spørgsmålet er, hvad der er brug for nu? I hvert fald noget radikalt anderledes end det, vi har set de sidste otte år, hvis man vil bringe den amerikanske økonomi i balance igen og forbedre udsigterne for verdensøkonomien. Men er den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama, en økonomisk mirakelmager? Den europæiske debat omkring de amerikanske præsidenter og valg har ofte fokuseret mest på de strategiske sikkerhedspolitiske emner, hvilket langt hen ad vejen for et Nato-medlemsland som Danmark er velbegrundet. Men i stigende grad under Bushregimets otte år er det blevet klart, at ikke mindst økonomien – også set fra et europæisk/dansk synspunkt – bør tillægges helt afgørende betydning. I øvrigt er sikkerhedspolitikken tæt sammenvævet med den økonomiske politik og udvikling; primært på grund af Irakkrigen. Det mest overbevisende forskningsresultat, jeg har set dokumentere sammenhængen mellem økonomi og præsidentvalg, har fhv. gæsteprofessor ved Copenhagen Business School Daniel Pope præsenteret, idet han over en række længere historiske perioder har påvist en signifikant negativ korrelation mellem den siddende præsidents opinionstal og oliepriserne uge for uge (med en vis forsinkelse). Jo højere oliepriser, jo lavere score til præsidenten (– hans partis kandidat), og jo højere score til oppositionen (– modkandidaten). Forbløffende enkelt i betragtning af alle de hensyn, den enkelte vælger kan tage i betragtning. Vi skal dog ikke tro, at vi dermed nemt kan forudsige, hvem der bliver USA’s næste præsident. Det kan vi ikke (personligt er jeg glad for min oddsetkupon på odds 3,5 fra 1. feb. 08). Men vi kan konstatere, at der er tætte bånd mellem centrale politiske og økonomiske bevægelser. Når økonomien er i fokus, skyldes det, at der er mange tegn på, at vi er på vej ind i en verdensøkonomisk krise (i Danmark en lavkonjunktur), efter mange års krisefri vækst. En krise der – ligesom i 30’erne i øvrigt om end nu på et langt højere materielt niveau – har sine rødder i USA. Dengang var det krakket i Wall Street i 1929, der var årsagen, eller i hvert fald blev symbolet på den efterfølgende krise. I dag er symbolet og på sin vis også årsagen at finde i den chokerende lave dollarkurs, der er helt utrolig lav historisk set, særlig set i lyset af, at USA dog (stadig) kaldes en supermagt. Hvordan man kan være verdens suverænt eneste supermagt og samtidig have sin valuta vurderet så lavt på verdensmarkederne, nærmer sig en gåde. Dollaren har i vor tid en kurs (over for euroen), der på få år er faldet, faldet og atter faldet. Det seneste par år har kursen gang på gang overrasket selv de fleste mest pessimistiske prognosemagere (inklusive mig selv). Det har kostet store tab i en række banker. Dertil kommer, hvad værre er, at den lave dollarkurs har transformeret USA’s kritiske ubalancer til Danmark og resten af Europa, i kraft af de ikke længere særlig konkurrencedygtige priser på europæiske eksportvarer, og de lavere indtægter for omsætningen handlet i dollar på verdensmarkedet for en række eksportvirksomheder. Godt nok er dollar-euro-kursen udtryk for stabile europæiske økonomier og euroens succes, men det er trods alt mere dollaren, der er faldet, end det er euroen, der er steget, som jeg vil tillade mig at fortolke udviklingen samstemmende med de fleste økonomer. USA’s ubalancer er meget tydelige, når man går tallene efter i sømmene. I et længere historisk perspektiv udgør dollaren kun en tredjedel af værdien for 25 år siden (over for den tilsvarende centrale europæiske valuta, D-marken). Nogle af mine makroøkonomiske kolleger vil sige, at valutakursen bare er udtryk for det, man i lærebøgerne kalder den klassiske model. Det betyder, at valutakursen bestemmes residualt, det vil sige, når alt det andet er bestemt. Det er rigtigt nok teoretisk set. Men alligevel. Man kan ikke komme uden om, at valutakursen reflekterer (når bortses fra kortsigtet spekulation og arbitrage) den underliggende realøkonomi bag møntsorten. Der er reelle økonomiske grunde til det voldsomme kursfald. Valutakurserne er på sin vis udtryk for det, Adam Smith kaldte »nationernes velstand«, deres holdbarhed, behov og balancepositioner på længere sigt. Dermed ikke være sagt, at USA er faldet til en tredjedel af sin økonomiske værdi i 80’erne – heller ikke relativt til andre lande. Selvfølgelig ikke. Men USA har mistet terræn til et mere stabilt og større og samlet EU-marked og Kina samt en række andre nyindustrialiserede lande fra den sydlige del af jordkloden, som man tidligere ikke regnede for noget. Noget tyder på (først USSR og nu USA), at en supermagtsposition kan være for dyrekøbt, så det går ud over den langsigtede økonomiske styrke. Barack Obama så rigtigt, da han stemte imod Irakkrigen, der i hvert fald indtil videre – selv om han ikke kan sige det direkte – må anses for tabt, og i hvert fald har været enormt kostbar såvel i menneskeliv som i økonomiske midler. Det er et meget godt udgangspunkt, også bedre end Hillary Clinton, som stemte for krigen, men fortrød. Men derfra og til at være den økonomiske ’frelser’, der næsten er brug for, og som mange amerikanere givet savner, er der trods alt langt. Hvilken økonomisk politik skal han føre? Skal det være efter Keynes’, Adam Smiths eller Friedmans modeller? ... for nu at nævne hovedskolerne (den fjerde, Marx, er selvfølgelig udelukket, selv om Bushs politik chokerende nok ligner klassepolitik købt af kapitalen!). Skal det være offentlig konjunkturregulering, frihandel eller stram pengepolitik? Det er svært at sige, men jeg tror, at lærebøgerne kommer til kort. Der er vist brug for noget nyt. Noget eklektisk, lidt af hvert tilsat noget helt nyt, ’Obamaconomics’! For bedre at overskue de enorme økonomiske problemer kan vi prøve at opdele det i enkeltelementer af uundgåeligt makroskopiske dimensioner. Jeg har tilladt mig til lejligheden at udpege syv nationaløkonomiske dødssynder centreret omkring USA: – statsgælden, som hele tiden øges som følge af budgetunderskuddet – udlandsgælden, som hele tiden vokser på grund af handels- og betalingsbalanceunderskuddene – dollarens lave kurs og truede status som reservevaluta – olieafhængigheden og de høje oliepriser som følge af bilismecentreret overforbrug m.v. – finanskrisen med subprime-lån som følge af overbelåning på ejendomsmarkedet m.v. – fødevarekrisen internationalt som følge af global ulighed og manglende ny energiteknologi m.v. – risikoen for ny protektionisme som følge af frygt for tab af arbejdspladser m.v. Det er en ordentlig mundfuld at gøre noget effektivt ved disse problemer (og så er miljø og klima, uligheden og andre store problemer ikke engang nævnt). Uden opbakning fra en kommende amerikansk præsident (og Kongres), kommer der ikke til at ske nok. Så man må kunne forlange, at præsidenten, som indsættes medio januar 2009, sætter initiativer i gang, der trækker i den rigtige retning de kommende fire år. Uden at trætte med en lang række nationaløkonomiske tal er det i hvert fald sikkert, at omfanget af problemerne er historisk stort. Populært sagt er det kun, fordi vi tilhører den økonomisk rige og militært stærke del af verden, at en verdensrevolution udebliver! Mindre kan også gøre det. Den socialliberale blandingsøkonomi (med demokrati) har jo gået sin sejrsgang i det 20. århundrede i de fleste lande på jordkloden. Heldigvis. Derfor er det også naturligt, at det er i den retning, USA må gå, hvilket er, hvad Obama står for med progressiv beskatning, sundhedsreformer, m.v. Hvad angår gældsposterne og dollaren, er der tale om ’tekniske sammenhænge’. Både statens gæld og gælden til udlandet vokser per definition som følge af løbende underskud. Underskud, der aldrig er set så store tidligere i historien, når man vel at mærke måler dem relativt til USA’s samlede produktion (BNP). Bushstaten kan ikke styre sine finanser. Man hober gæld op til de kommende generationer, ligesom man pantsætter sig til lande som Kina og Japan samt opsuger kapital fra verdensmarkedet, der kunne være gået til bedre formål, f.eks. investeringer i fattige lande. Det har i denne valgkamp vist sig at være acceptabelt at sige, at Washington er gået fallit! Det regnes ikke længere for at være upatriotisk, i modsætning til mange andre kritiske bemærkninger om den føderale stat, som meget let fordømmes som upatriotisk, hvilket er meget slemt i USA. Rimeligt nok, for så vidt at det er ret upatriotisk at fortsætte pantsætningen til udlandet. Sætter den kinesiske stat pludselig alle sine amerikanske statsobligationer til salg på det finansielle verdensmarked, vil det få katastrofale konsekvenser, dollaren vil styrtdykke (yderligere), og amerikanerne bliver tvunget til at stramme finanspolitikken, sætte skatterne op og skære ned, med renters rente så at sige, dvs. endnu mere, end hvis man havde gjort det i tide. Obama vil stramme indkomstskatten i toppen, men lette i midten og bunden, og spørgsmålet er, om det er nok, når han også vil så meget godt, der koster på den amerikanske finanslov. Andre skattetyper, virksomheds-, formue-, boligskatter og miljøafgifter kan blive nødvendige (at indføre eller stramme), men disse instrumenter skal han ikke nævne nu, hvis han vil have flere republikanere til at skifte parti. Det kan også blive nødvendigt at trække valgløfter i land, og diplomati kan stabilisere finansmarkederne. Her kan Obamas retoriske og venlige stil måske vise sig at være guld værd, også når amerikanerne skal lære at spænde livremmen ind. Obama vil omlægge energipolitikken væk fra olieafhængigheden af Mellemøsten, ligesom Kerry ville. Det vil kræve massive investeringer i vedvarende energi, og det kan give grobund for omfattende dansk eksport. Hvad angår finanskrisen, kan det blive virkelig svært, medmindre Obama lader en stor del af den løse sig selv på markedet, hvilket indebærer store tab, bankkriser osv. Roskilde Banks situation er ad uransagelige veje en parallel til subprimekrisen i USA, i det omfang ejendomsmarkedet internationalt har været overbelånt og en spekulativ boble, der nu er bristet. Det er udbredt, at en række forskellige lån pakkes sammen og handles globalt, således at der opstår en (uigennemskuelig) dominoeffekt, når markederne brister. Uden at have fået indblik i Roskilde Banks regnskabsbøger vil jeg ikke udelukke, at der kan være tale om tab fra USA direkte eller indirekte, eventuelt uopdagede i andre banker. Finanskrisen er global. En risikofaktor i Obamas økonomiske politik består i, at han kan udløse global protektionisme, således at verdenshandlen skrumper. Men det er før set, at demokratiske præsidentkandidater under valgkampen taler om beskyttelsestold m.v., uden at det bliver til ret meget bagefter. Der skal stor dygtighed – overblik og konsekvens – til for at gøre noget ved USA’s enorme økonomiske problemer, som rammer os alle. Bortset fra den protektionistiske skønhedsplet vil Obama det rigtige, men om han kan gennemføre det, er noget andet. Imidlertid kan hans evne til at skabe mirakuløse stemninger, når han taler, overføres til de finansielle markeder, hvor massepsykologi betyder meget. Hvis han desuden bruger de mange dygtige økonomer i nobelprisklassen, som bor i USA, som sine rådgivere og tør bruge deres råd, så kan han måske rette op på de store økonomiske ubalancer i USA de kommende fire år og forhindre en truende verdensøkonomisk krise. Det vil i sandhed være et mirakel.