Nu blomstrer de igen. I hvidt. Studenterne. Og lad det være klart fra begyndelsen. En tredjedel af studenterne er dygtige. Meget dygtige. De er videbegærlige, nysgerrige, interesserede, arbejdsomme, flittige, begavede etc. etc. Lad os kalde dem H. En anden tredjedel, lad os kalde dem M, bliver akademiske, eller noget der ligner. Med dem er der heller intet problematisk. De bliver som gymnasiet forestiller sig, og som de selv har forventet det. Alt i orden. Når det gælder disse to tredjedele er det en fornøjelse at vore lærer. Lærer. Ved lærer, gymnasielærer forstås en faglig formidling. At lære dativ at kende. Glæden ved dativ. Glæden ved akkusativ. Glæden ved at lære. At boltre sig i kvadratrødder. Så langt så godt. Det er bare ikke det, denne kronik handler om. Og det er egentlig en skam. For vi beskæftiger os alt for lidt med de dygtige, de ivrige, de begejstrede elever. 'De skal nok klare sig', siger man. Nej. Netop de skal have opmærksomhed og udfordringer. Nemlig. Jeg har set mange dygtige elever gå i stå, miste lysten til at læse. Og det er en sørgelig historie. Denne kronik handler om den sidste tredjedel af studenterne, gymnasieeleverne. Lad os kalde dem L. Dette er beretningen om Lille Dhomas og hans artsfæller. De har ikke brug for lærere. De har brug for pædagoger. Eller ny-pædagoger - de sidste dages hellige, som Erik Jerlung kalder dem i bladet Gymnasieskolen nr.9, 1996. Jeg kunne også kalde dem pædagogger. Eller lad mig bare være lidt uartig - pædagokker. Gymnasiepædagokker. Nu skriver jeg så sødt, at L har brug for pædagokker. Nej, de bliver påduttet pædagokker. Og hvad værre er. Også H og M bliver påduttet pædagokker. Hvad er det dog, der er sket? Jeg vil forsøge at give en forklaring. Og så kan man jo altid være uenig. Først: Er der noget galt med L? Nej, det er friske, forstandige unge, som er trætte af folkeskolen og nu håber på noget bedre i gymnasiet. For hvad ellers? Gymnasiet er nemlig blevet en mulighed for dem, der hverken ved ud eller ind. Hvis man ikke kan finde på noget, kan man jo altid gå i gymnasiet. Fordi man ikke kan finde på andet. Når man er 16, 17, 18 år. Fordi jeg ikke kan finde på andet. Og så er der stadig en hel del prestige forbundet med gymnasiet. Det er fint eller in eller fedt at gå i gymnasiet. Gymnasiet er altså blevet en livsstil og en flokstil. Denne livsstil består bl.a. i, at man har mange penge til eget forbrug. Indtjent i og på pølsevogne, grillbarer, tankstationer, bilka'er, føtex'er - listen er lang. Og da såkaldt moderne forældre ikke blander sig i ret meget - gymnasieeleverne er jo voksne mennesker - at være voksen i denne forbindelse betyder, at man kan passe sig selv noget så grusomt - er udfaldet, at ingen 16-19årige i Danmarkshistorien har haft så mange penge til eget forbrug som 90ernes gymnasieelever. De snedigste får også S.U. Resultat: Gigantforbrug af ligegyldige og overflødige ting og ikke mindst fornøjelser. Fornøjelser er ikke fester men lalledruk fra torsdag eftermiddag til mandag morgen. Og for Ls vedkommende vel at mærke fra hver eneste torsdag eftermiddag til hver eneste mandag morgen. Og samtaleemnerne er næppe Sokrates, Pythagoras og Einstein. Gymnasiet er for en meget stor dels vedkommende ikke længere et lærested men et værested. Og værestedet opfattes som et nødvendigt onde. En sådan livsstil ville under normale omstændigheder (læs: tidligere) ikke føre til en studentereksamen. Men her er vi fremme ved en ny vejsten. Lad mig her indflette, at der selvfølgelig altid har været gode og dårlige, eller dygtige og knapt så dygtige elever. Eller hvad de nu skal betegnes. Hvor 25 overlæger eller blikkenslagere er forsamlede, vil der hurtigt udskille sig en H, en M og en L. Det er ikke det, der er pointen. Der har altid været træge og tynde gymnasieelever. Altid. Men nu er gymnasiet ved at udvikle sig til en social højskole. Ingen 16-19årige i Danmarkshistorien har tidligere oplevet, at de svageste, de dovneste, de mest uinteresserede og de mest ligeglade kom så afgørende i centrum. At der skulle vises hensyn til de svage ... Jo, selvfølgelig. Men at undervisningen skulle være på deres betingelser. At al energi skulle være koncentreret om dem. At man skulle have karakteren 7 for intet at udrette. Aldrig. Læg mærke til hvor mange der dumper til studentereksamen. Stort set ingen. Læg mærke til hvor ofte karaktererne OO, 03 og 5 anvendes. Meget, meget sjældent. Alle pædagokker er stiltiende enige om, at karakteren 6 er en meget, meget lav karakter. Og dog er den bestået. 'Jamænd, de kan jo ikke bruge deres eksamen til noget.' Underforstået: 'De skal jo bare være der.' Hvorfor er det blevet sådan? At jo flere ikke-egnede der søger gymnasiet jo flere bliver studenter? Svar: Fordi det ikke er elevernes skole. Men pædagokkernes. Og pædagokker måler succes på samme måde som man gør i Superligaen og Bilka. Jo flere der køber varen des bedre. Jo flere elever, jo flere pædagokker. Og gymnasiet er en succes. 40 procent af en årgang bliver studenter. Og student bliver man, hvis man gider sidde på sin dertil i 3 år og kede sig fordærvet. For at det ikke skal være alt for vanskeligt for Lille Dhomas, så har pædagokkerne udskiftet en del af de gamle tjubang-fag eller svækket dem og indført en del tjuhej-fag, hvor alle kan være med, hvis de gider. Altså højskolefag. Sykkelogi og sån nogen ding. Og refrænet er, at hvis Lille Dhomas ikke kan forstå det der med akkusativ og V9{li}3 og at Chr.IV døde i 1648. Så er det ikke Lille Dhomas, der er noget i vejen med - så er det akkusativ og V9{li}3 og at Chr.lV døde i 1648, der er noget i vejen med. Ingen 16-19årige i Danmarkshistorien har været så omklamrede og befamlede af mandlige og kvindelige studievejledersker, støttiner, behandlersker, terapeutiner, rådgiversker, psykologiner, pædogoginer og fordå det så godt, at Lille Dhomas på næsten enmeterogenoghalvfems kan få endnu mange flere forklaringer på, hvorfor det går lidt skidt, og han kun kan få syvdaller og måske ikke kan blive professor lissom alle de andre. Det er gået så galt, at Lille Dhomas og de andre L læsper. De er så forhutlede, så omklamrede, at de ikke kan tale rent. De er blevet til pattebørn på enmeterognogenoghalvfems, når de er sammen med -tinerne og -gokkerskerne mandag, tirsdag, onsdag, torsdag. Ude i byen torsdag, fredag, lørdag, søndag er de nogen farlige karle, der næsten går i 3.g og bare har styr på det hele. Der er noget frelse i den indstilling. Men frelse fra hvad og til hvad? I gamle dage fortalte vi de unge om Tor og hans bedrifter i Jættehjem. Om Helge Hundingsbane, Sigurd Fafnersbane og Rolf Krake. Om Bjarke og Hjalte. Om Harald Hildetand og Stærkodder. Nu underviser pædagokkerne de unge i deres rettigheder og klagemuligheder. Hvordan et sekstal blir til et syvtal. Vupti. Hvordan et syvtal blir til et ottetal. Og hvordan et ottetal blir til et nital. Hokus. Pokus. Vil du i verden frem så klag - vil du i verden frem så lav en sag. Kukkuk. Halvdelen af tiden går med tiltag og pumpestok. Eleverne lærer først og fremmest at blive hele mennesker. Er der andre end pædagokker og auralæsere, der ved, hvad hele mennesker er? - Nå, men det kan jeg gemme til en anden gang. Latin. Historie. Matematik. Biologi. Fransk. Kom i hu den lille Scherfig-skid i 'Det forsømte Forår'. Hvad laver denne underlige, halvskjulte fortæller egentlig i gymnasiet? Der er jo ikke et fag, han holder af. Der er ikke én lærer, han har sympati for. Men han skal åbenbart være der. Hvorfor rejser han ikke til Vest-Indien med Skoleskibet Danmark eller går i blikkenslagerlære eller bliver stuntman i en Morten Korch film? Hvorfor skal den lille bebrillede gnom sidde på bageste bænk og hade Lektor Blomme og hans possim, possis, possit, possimus, possitis, possint? I årevis? Og bogen, som udkom i 1940 - for seksoghalvtredssindstyve år siden en kæmpe succes. Læses endog i gymnasiet år efter år af de mandlige dansklærerinder med stor begejstring. Alle hader Lektor Blomme, der bare ønsker at undervise i latin og indvi disciplene i dette pragtfulde, logiske og konsekvente sprog - og alle elsker Dumme-Hans, eller hvad fortælleren nu hedder, der sidder og mukker og vel stort set aldrig har læst en brik, fordi det hele er så dumt. Og hele Danmark har lært og forstået, at lille Hans er fin men Blomme er et svin. Og fordi vi har lært, at der er så mange dumme fag og så mange dumme blommer, ja så er gymnasiet blevet den største undervisningssucces i nyere undervisningshistorie. Jamænd er det ikke pragtfuldt? 'Nå fru Dhomassen. Hvad laver lille Dhomas på næsten enmeterogenoghalvfems så?' - 'Jo Fru Spørgesen. Han går skam i gymnasiet. På Nørre Hakkelse Gymnasium i Nørre Hakkelse'. - 'Ih dog', siger så en benovet Fru Spørgesen. Og sådan er det jo. 'Ih dog' Nu har sandheden jo aldrig været populær. Men hvis ovenstående samtale skulle udvikle sig bare nogenlunde i overensstemmelse med virkeligheden burde den lyde noget i retning af: 'Nå Fru Dhomassen. Hvad laver Lille Dhomas på næsten enmeterogenoghalvfems så?' - 'Jo Fru Spørgesen. Han går skam i gymnasiet. På Nørre Hakkelse Gymnasium i Nørre Hakkelse. Lille Dhomas på næsten enmeterogenoghalvfems kan jo hverken læse eller skrive. Så der var ikke rigtig andre muligheder. Både blikkenslagermester Røhr og tømrermester Pindh hylede af grin, da vi søgte en læreplads. Og nede i Superbrugsen-frisk med det hele-osse med prisen-og så behøver du kun handle et sted - ja, der faldt uddeleren om i nogle kasser med nogle lidt overmodne bananer med noget frygteligt hiksteri. Bare fordi vi spurgte om Lille Dhomas på næsten enmeterogenoghalvfems kunne blive butikselev.' Og hvis der så var en smule ide i det hele, så kunne Fru Dhomassen tilføje: 'Men han er naturligvis kun kommet ind i afdeling L. Men sådan bliver det aldrig. Så hellere en 4. eller 5.g eller en anden måde at skjule sandheden på. Mennesker har forskellige evner og interesser. Hvorfor er det så mærkeligt? Men her standser pædagokkerne ikke. Nye tiltag. Lad os købe EDB-udstyr for milliarder, så Lille Dhomas kan se dingene fra en anden synsvinkel. Måske kan han så fordå, hvad akkusativ er for noget. Lad os bygge cirkelrunde klasseværelser for andre milliarder og sidde i rundkreds, så vi alle kan se hinandens navler. Måske kan han så fordå, at V9{li}3. Lad os lave en 16-årig grundskole for billioner og være sammen fra 1. til 16. klasse, så vi kan blive gamle sammen. Måske kan han så fordå, at Chr.IV døde i 1648. Og politikerne. Dem har jeg helt glemt. I enhver ordentlig kronik plejer de da at få et par på lampen. Og dog. Glemt og glemt. Er ikke stort set 50 procent af alle politikere tidligere folkeskolelærere eller gymnasielærere eller noget der ligner? Nogen der lissom ikke har lyst til at undervise mere eller ikke gider undervise mere eller bare er trætte af børn og unge? Nej - sådan er det naturligvis ikke. Men til gengæld har I set lyset. Og nu tilspørger jeg jer som mangeårig lærer/Lærer i gymnasiet ganske fredsommeligt: - Skal gymnasiet fortsat være folkeskolens udvidede 1O. klasse? - Er min påstand rigtig? At gymnasiet svigter de dygtige elever H og M og ødelægger og pattebørniserer L? - Skal vi blive ved med at beskæftige/underholde/opbevare L i gymnasiet, selv om de ikke har lyst til at være der? - Eller er det bare lige meget?