Børn undfanget på det offentliges regning. Er det en ret eller en luksus? Kronikøren, der er forsker i filosofi ved Københavns Universitet, tager fat i hovedargumenterne i den standende debat. Der er i disse dage heftig debat blandt politikere, barnløse og befolkningen i almindelighed om, hvorvidt det er rimeligt eller ej, at barnløse skal have lov til at få barn nummer to på det offentliges regning. Der synes i diskussionen at være tale om to overordnede spørgsmål; for det første spørgsmålet om, hvorvidt barnløse kun skal have ét barn betalt af staten, og for det andet det mere generelle spørgsmål om, hvorvidt barnløse i det hele taget skal have behandling betalt af staten. Disse to spørgsmål hænger i væsentlig forstand meget tæt sammen, da en del argumenter mod, at barnløse skal have hjælp til barn nummer to, også er argumenter mod kunstig befrugtning generelt og omvendt. Dog mangler opponenter af begge spørgsmål gode argumenter for deres synspunkt. Jeg vil i det følgende vise hvorfor. 'Sygehuset er for de syge' - er et af de argumenter, der er blevet fremført i debatten mod kunstig befrugtning på det offentliges regning. Blandt andet har det (i hvert fald tidligere) været Venstres synspunkt. Synspunktet er her, at staten betaler for behandling, og ofte for den bedst mulige behandling, af de syge ; og videre, at barnløse ikke hører ind under denne kategori, hvorfor de ikke skal behandles på det offentliges regning. Dette lyder måske meget rimeligt, men hvis man kigger nærmere på synspunktet, er det også utroligt, problematisk. For det første synes synspunktet at indebære, at staten skal betale for behandling af barnløse, der er barnløse pga. af sygdom, og ikke blot de nuværende tre forsøg, men præcis så mange forsøg, som skal til for at opnå en graviditet, og endvidere er der ingen oplagt grund til, at dette kun skulle gælde det første barn. Et problem her er, at en relativt stor gruppe af de ufrivilligt barnløse er uforklaret barnløse, det vil sige, at der ikke er påvist nogen grund til den manglende graviditet. Det vil altså sige, at denne gruppe barnløse ikke er 'syge'. Problemet opstår, fordi det ikke virker rimeligt at drage denne distinktion mellem 'syge' og raske barnløse, for selvfølgelig er der noget galt, når en graviditet ikke indtræffer efter flere års forsøg, også selvom man ikke umiddelbart kan påvise nogen 'fejl'. For det andet indebærer synspunktet, at en række lidelser, der i dag bliver behandlet i det offentlige, og som ikke skyldes sygdom, ikke bør behandles på det offentliges regning. Dette gælder f.eks. abort, som jo er gratis at få foretaget i offentligt regi. Et andet eksempel er scanninger af gravide og andre undersøgelser af raske, hvilket også kan være forebyggende kontrolundersøgelser af raske personer, der f.eks. er genetisk disponeret for bestemte sygdomme. Pointen er ikke, at disse ydelser ikke bør afholdes af det offentlige, men snarere, at synspunktet, at sygehuset er for de syge, ikke kan accepteres, medmindre man er villig til at hævde, at nogle barnløse rent faktisk skal behandles gratis i det offentlige, og videre, at f.eks. abort ikke skal behandles gratis. Et andet argument mod offentlig behandling af barnløshed går på, at det ikke bør være statens rolle at opfylde borgernes ønske om f.eks. at få børn. Det vil sige, at hvis et barnløst par ønsker sig et barn, er det ikke statens opgave at opfylde dette ønske; parret må derfor blive behandlet i det private sygehusvæsen og, vel at mærke, selv betale for det. Rationalet bag dette synspunkt er, at der her er tale om en præference snarere end et behov, og at hvis staten skal opfylde denne præference, så bør staten også opfylde en lang række andre præferencer, som vi intuitivt ikke mener, det er statens opgave at opfylde. F.eks. kan man spørge, om ikke også staten skal hjælpe en enlig med at finde en partner i form af betaling for udgifter til et kontaktbureau og efterfølgende parterapi efter behov, da ønsket om en partner kan være lige så dybtfølt, som ønsket om et barn kan være det. Eller hvad med ønskejobbet? Skal staten også hjælpe mig med at finde det? Et svar her er, at der i hvert fald er én moralsk relevant forskel på ønsket om et barn og ønsket om f.eks. en partner og et job. Barnløse er nemlig ikke i stand til at få børn uden hjælp, mens alle er i stand til at møde en partner og få et godt job. Ikke dermed sagt, at det er let, men det kan lade sig gøre, og det er netop forskellen! Et argument, der ikke er så fremtrædende i den politiske diskussion, men som ikke desto mindre eksisterer i befolkningen, er synspunktet, at barnløse må acceptere naturens gang. Da det åbenbart ikke er 'meningen', at alle skal have børn, må barnløse acceptere deres skæbne og udfylde tilværelsen med noget andet. Det burde være oplagt, at dette synspunkt har fuldstændig uacceptable implikationer. F.eks. indebærer synspunktet, at al medicinsk behandling burde indstilles, da sygdom og lignende jo er naturens gang. Hvis barnløse skal acceptere deres skæbne, må forældre så også acceptere den tragiske skæbne at miste et barn f.eks. på grund af en infektion, der kan behandles med antibiotika, men ikke bliver det, fordi det er naturens gang? Det vil de fleste formentlig benægte. Det, der ligger bag indvendingen, er sandsynligvis en bestemt opfattelse af, at noget er naturligt og dermed godt, mens noget andet er unaturligt og dermed skidt. Hvor en masse behandlinger, der rutinemæssigt udføres på landets sygehuse, formentlig anses for at være 'naturlige', anses kunstig befrugtning for at være unaturligt. Hertil kan man naturligvis indvende, at denne distinktion er arbitrær, og at der skelnes mellem det naturlige og det unaturlige på baggrund af, hvad der anses for at være rigtigt og forkert, snarere end hvad der på baggrund af nøje overvejelser anses for naturligt og unaturligt. Men endnu vigtigere kan man indvende, at det på ingen måde er klart, hvorfor det forhold, at noget er naturligt, automatisk skulle sætte det op på en moralsk piedestal. Det argument, jeg vil kalde godgørenhedsargumentet, dukker også ofte op i debatten, forstået som det argument, at kunstig befrugtning ikke bør opmuntres eller betales af det offentlige, fordi barnløse kan og bør adoptere. Dette er uden tvivl et meget sympatisk synspunkt, men der kan dog rejses forskellige indvendinger imod det. For det første og vigtigst er der ifølge adoptionscentrene i Danmark flere adoptanter end børn til adoption - der er simpelthen flere, der gerne vil adoptere, end der er børn! Det betyder også, at barnløse, der i mange tilfælde har ventet mange år på ønskebarnet, skal vente i gennemsnit tre år på adoptivbarnet. For det andet viser det sig, at det faktisk er et meget dybtfølt ønske hos mange barnløse at få deres eget barn. Dette kan på nogen synes egoistisk, men det er ikke desto mindre tilfældet, og derfor et vigtigt hensyn at tage. Endelig er det ikke alle, der har råd til at adoptere et barn. Dette fører naturligt til diskussionen om, hvorvidt barnløse skal have hjælp til barn nummer to. Som det er nu, er det forbeholdt de mest velhavende barnløse ikke blot at adoptere, men også at få opfyldt ønsket om mere end ét barn; eller ét barn i det hele taget, da det jo ikke er alle, der får et barn ud af de tre behandlinger, man gratis kan få i offentligt regi. Dette i sig selv synes at være urimeligt, da det er et område, de fleste intuitivt ikke vil mene bør være afhængigt af økonomi. Videre viser det sig, at ønsket om barn nummer to kan være lige så inderligt som ønsket om nummer et. Desuden må man heller ikke ignorere vigtigheden af at have nogen til at føre samfundet videre! På sigt er det næppe en dårlig investering for samfundet, når man tager i betragtning, at gennemsnitligt hvert femte par på et eller andet tidspunkt vil have problemer med fertiliteten. Ikke alle disse par har råd til barnløshedsbehandling eller adoption. Men, hævdes det, er det overhovedet rimeligt at tale om, at barn løse skal have hjælp til barn nummer to; det vil nærmere sige, at tidligere barnløse, der har fået ét barn, vel næppe kan siges at være barnløse? Dette er rent faktisk blevet anført som grund til, at, undskyld udtrykket, barnløse ikke skal have hjælp til barn nummer to. Men det virker helt skævt at se på situationen på den måde. Grunden til, at spørgsmålet overhovedet er kommet på tale, er jo netop, at barnløse eller 'folk, som har været barnløse, men som nu har fået et barn ved hjælp af behandling' ikke kan få børn på naturlig vis. Det har for så vidt ikke noget at gøre med, om de har et barn nu, men snarere om der er ressourcer til, at de kan få et barn mere. Terminologien er derfor underordnet. Vi kunne også anvende en anden terminologi, men det er nu engang lettest at tale om barnløse, selvom det måske vil være mere korrekt at tale om 'par med lav eller ingen fertilitet, hvor naturlig reproduktion ikke er mulig'. Problemet er som sagt prioriteringen inden for sundheds-væsenet, og det er her, debatten om hjælp til barn nummer to hører hjemme. Jeg skal ikke her forsøge at give et bud på det særdeles vanskelige spørgsmål om prioritering, men der er, et par ting, jeg gerne vil gøre opmærksom på i den forbindelse. For det første er der ved barnløsheds-behandling tale om forholdsvis billige behandlinger. For det andet er der tale om behandlinger, der i afgørende grad øger livskvaliteten afgørende for det infertile par. Selvom det infertile par ikke har smerter, som f.eks. hoftepatienter har, er der ingen tvivl om, at det er utrolig fysisk og psykisk belastende for parret. Det er derfor ikke rimeligt at tale om barnløshed som et luksusproblem, eller om andre patientgrupper, som f.eks. hoftepatienter, som havende mere 'ret' til de begrænsede ressourcer. For det tredje er det muligt at hævde, at eftersom barnløse i høj grad kan gavnes af en forholdsvis billig behandling, bør vi prioritere denne gruppe højere end f.eks. patientgrupper, som vil have gavn af en meget dyr behandling, som kun vil forlænge patientens liv med et år eller to. Ikke dermed sagt, at det er sådan, vi bør prioritere, blot at det også bør indgå i betragtningerne. Eller hvad med sygdom, der skyldes risikofyldt adfærd? Er det ikke mere rimeligt at prioritere barnløse over f.eks. behandlingen af sportsskader, der skyldes 'farlige' sportsgrene, som f.eks. skisport, bjergbestigning og så videre? Sidst, men ikke mindst, er det absurd, at gratis hjælp til barn nummer to er genstand for så stor modstand, mens sygehusene ikke uden videre har lov til at opkræve gebyrer fra patienter, der ikke dukker op til deres planlagte undersøgelser, hvorfor sygehusvæsenet mister store beløb hvert år. Endelig er der jo allerede amter i Danmark, der tilbyder behandling til barn nummer to, hvilket med det frie sygehusvalg betyder, at et par kan tage fra f.eks. Fyn og Jylland til Holbæk og få hjælp til barn nummer to. Regningen bliver efterfølgende sendt til det amt, parret tilhører. Ud fra et rent praktisk hensyn er der, som situationen er nu, derfor ikke afgørende forskel på, om alle amter vælger at tilbyde samme behandling. Naturligvis går en del af diskussionen derfor også ud på, dels om kunstig befrugtning overhovedet skal afholdes af det offentlige, dels at de amter, der på nuværende tidspunkt tilbyder behandling til barn nummer to, skal forbydes denne praksis. Opponenterne i debatten er formentlig delt i to grupper. For det første de, der ikke mener, at kunstig befrugtning skal betales af det offentlige under nogen omstændigheder, det vil sige, også selvom vi havde ubegrænsede ressourcer i det offentlige sygehusvæsen. For det andet de, der mener, at vi bør fordele ressourcerne anderledes, end vi gør, eller på en sådan måde, at barnløse ikke skal have hjælp til barn nummer to, hvilket vil sige, at hvis vi havde ubegrænsede ressourcer i det offentlige sygehusvæsen, ville denne gruppe formentlig ikke være imod hverken kunstig befrugtning generelt eller hjælp til barn nummer to i offentligt regi. Jeg håber her at have vist, hvorfor der ikke er belæg for det førstnævnte synspunkt, samt hvorfor der kan være gode grunde til at bruge de sparsomme ressourcer i sygehusvæsenet til at hjælpe barnløse, formentlig også til at få barn nummer to.