»Jeg har absolut ingen problemer i min plejefamilie, de er søde og rare. Men lige siden jeg kom i min plejefamilie, har jeg isoleret mig på mit værelse, hvor jeg har lavet ingenting! Bare siddet derinde og hørt musik og spillet computer. (...) Er der andre, der kender til mit problem?«. Indlægget er skrevet af 'Deep Inside' på 15 år på hjemmesiden www.boernetinget.dk. 'Deep Inside' er blandt de 6.500 børn og unge, der i dag lever i en plejefamilie. Og 'Deep Inside' må som resten af samfundet acceptere, at der på anbringelsesområdet er én overordnet dagsorden i dagens Danmark: Hvordan kan kommunerne med fagligheden i behold få anbringelsestallet og dermed udgifterne til at falde? Argumenterne hentes blandt andet i de seneste forskningsrapporter, der sætter spørgsmålstegn ved, om det nytter noget at anbringe, når nu de tidligere anbragte ikke får så godt et voksenliv som resten af befolkningen. Et spørgsmål, der til gengæld sjældent sættes på dagsordenen i disse år, er: Kan vi ved at sætte massivt ind med forbedringer under en (pleje)anbringelse sørge for, at barnet eller den unge får det løft, som det fortjener, altså får de samme muligheder som andre for selvværd, arbejde, kærlighed, familieliv og livsudfoldelse? Det er ikke kun i Danmark, at dette spørgsmål ikke er i så høj kurs som det spørgsmål, der handler om at knække udgiftskurven. Dr. Robert Goerge fra forskningsenheden Chapin Hall i Chicago, der i efteråret 2004 gæstede Danmark, inviteret af Kommunernes Landsforening, sagde under et møde for fagfolk på anbringelsesområdet nogenlunde sådan her: »Det, der foregår i familieplejen, er stort set ukendt land. Vi ved stort set intet om, hvad der udgør en god familiepleje«. Men den offensive faglige udvikling af familieplejeområdet må ikke gå i stå, fordi budgettallene skræmmer. Blandt andet derfor søsatte Familieplejen Danmark med støtte fra Egmont Fonden for to år siden projekt Børnetinget, og nu foreligger om kort tid bogen 'Har andre plejebørn det som mig?', hvor vi samler erfaringerne fra projektet i form af dels en række kvalitative interview med en gruppe plejebørn, dels de første ti ugers indlæg på hjemmesiden www.boernetinget.dk. I bogen er der vigtige input fra plejebørnene selv om deres situation - input, som både socialministeren, kommunalpolitikerne, sagsbehandlerne, plejefamilierne og familieplejekonsulenterne kan lære meget af. Helt grundlæggende har projekt Børnetinget handlet om at give stemme til plejebørnene selv. Ikke bare formelt, men også reelt har vi forsøgt at give både nuværende og tidligere plejebørn tid og rum til at give deres mening til kende om deres egen livssituation så ufiltreret som muligt. Og plejebørnene har meninger om ganske mange ting. I bogens konklusion er fremdraget de væsentligste: At mange plejebørn er bevidste om, at det, at de kom i pleje, har været en kæmpe chance i livet - men at langtfra alle har fået det godt nok i plejefamilien. At grupper, hvor plejebørn kan mødes og støtte hinanden, står højt på mange plejebørns ønskeseddel - men at kun en forsvindende del af landets plejebørn tilbydes denne mulighed. At plejebørn har de samme længsler som andre børn om den betingelsesløse kærlighed - men langtfra altid møder den hos forældre og plejeforældre. At et (ukendt) antal plejebørn oplever, at der livet igennem er en slange i paradis i form af en stadig trussel om hjemgivelse til forældre, som de ikke ønsker at bo hos. At det føles uretfærdigt, når man som plejebarn oplever, at forældre har ret til samvær - og ret til at udeblive fra samvær - men at samme ret ikke tilfalder børnene. At mange plejebørn mangler en person i dagligdagen, som de har tillid til - bare én! På denne måde griber plejebørnenes udsagn ganske tankevækkende ind i mange af de aktuelle politiske og faglige diskussioner, der florerer på anbringelsesområdet. Nytter det at anbringe? Det er nok det aktuelt set mest brændende tema. Og skal man tro udsagnene fra plejebørnene selv, vil svarene svinge fra et klart 'ja' til et mere tøvende 'ja, men ...'. Uanset at plejebørnene elsker deres egne forældre, er bekymrede for dem og savner dem, drager kun ganske få deres anbringelse i tvivl (vores holdning her er klar: én er én for mange!). Der er mange udsagn om plejebørn, der har fået det bedre i deres plejefamilie, som har fået flere venner, er begyndt at tale mere (!), kommer i skole til tiden. »Det er dejligt, at der findes sådan nogen, der kan sige, at vi gerne vil have hende i vores hus«, som en pige på 14 år siger. Men det er problematisk, at mange godt nok ved, at de havde behov for at komme væk fra deres forældre, men desværre ikke har det godt i deres plejefamilie. »Totalt nedern«, skriver Naja på 12 år på hjemmesiden. Andre fortæller om sure plejeforældre, om verbale overgreb, om forskelsbehandling mellem dem og plejefamiliens egne børn og om at føle sig alene og anderledes. Med udgangspunkt i projekt Børnetinget kunne vi ønske os, at politikerne i stedet for kun at diskutere, om det nytter at anbringe, ville lære af plejebørnene og opstille nogle kvalitative mål for familieplejeområdet. Nogle mål, som tager udgangspunkt i, at plejebørn skal værnes og beskyttes og have lige så megen kærlighed, respekt og omsorg som alle andre børn. Et andet yderst aktuelt spørgsmål lige nu er, hvor meget børn og unge skal inddrages i deres egen sag, og hvordan det skal ske. Interview med plejebørn og de utallige indlæg på hjemmesiden viser, at det fortsat anno 2004/2005 står sløjt til mange steder med at inddrage børnene løbende. Et plejebarn på 14 år fortæller, hvordan hun har lært sig at sidde med øret mod et glas på væggen mellem sit værelse og stuen, når familieplejekonsulenten er på besøg hos hendes plejeforældre. Det er den eneste måde, hun kan holde sig orienteret på. Forbavsende mange af plejebørnene har et klart og bevidst forhold til, at der er ting, de ønsker at have medindflydelse på, og ting, hvor de voksne selv bør tage affære. Men i skræmmende mange tilfælde får man fornemmelsen af, at børnenes indre liv og tavse viden lever isoleret fra det, der foregår i deres ydre liv. Børnesamtalen som formelt redskab er ved at vinde indpas mange steder. Men er der den tilstrækkelige rummelighed, tid, lyst og mod til reelt at lytte og videregive den følelsesmæssige tryghed, der skal til for at få et barn til at åbne sig. Tankevækkende er det i hvert fald, at selv nogle af de velfungerende plejebørn, der indgår i gruppen af børn, vi har interviewet in extenso til projektet, har åbnet for tanker og bekymringer, som de ellers ikke deler med nogen. Det offentliges tilsyn med plejebørn er et af de emner, der burde være på dagsordenen i disse år - men som ikke har stor bevågenhed. I den anbringelsesreform, som Folketinget med et stort flertal vedtog før jul, er der godt nok for første gang sat tal på, hvor mange tilsynsbesøg der skal være årligt i et plejeforhold. Ét er det blevet til! Og som socialminister Eva Kjer Hansen siger det, skal vi være glade for det fremskridt, tallet indebærer. Men hvordan kan samfundet få et tillidsfuldt forhold til et barn, det måske kun ser én gang om året? Hvordan skal man opdage, at plejebarnet måske ikke trives - eller går og ruger på en ting, som måske kunne løses med lidt konduite? Familieplejen Danmark (FD) udfører en del af tilsynene med plejebørnene på kommunernes vegne. I FD's kvalitetsstandarder står der, at der i gennemsnit bør være otte besøg i plejefamilien om året - og at mindst to af disse besøg bør indeholde en samtale med barnet. Men en sådan kvantificering er heller ikke nok. Der er stort behov for en faglig videreudvikling af tilsynet med barnet i fokus - og her er der stof til eftertanke for både sagsbehandlere, familieplejekonsulenter og plejefamilier i 'Har andre plejebørn det som mig?'. Et meget følsomt og kontroversielt emne, som politikere og professionelle har gået rundt om længe, er samværsretten. Ofte kommer den på dagsordenen, når medierne har fat i en konkret sag, som for eksempel senest Farsøsagen, hvor en pige blev flyttet fra en plejefamilie, fordi plejefamilien - angiveligt - nægtede at samarbejde omkring faderens samværsret. Plejebørnene i projekt Børnetinget har ikke fløjlshandskerne på, når de omtaler deres forældres rettigheder - og deres egne manglende samme. For hvorfor skal en alkoholiseret mor have 'lov' til at ødelægge sin søns fødselsdag, selv om barnet/den unge er helt klar på, at han ikke vil have hende med. I mange andre professionelle sammenhænge kan vi voksne diskutere, hvad der er bedst for et barn/en ung på lang sigt, og hvor langt man kunne være kommet med støttet og overvåget samvær, før det går så galt, som det åbenbart er gået i dette eksempel med drengen og fødselsdagen. Men i projekt Børnetinget er det børnene, vi skal høre på. Og ud af deres erfaringer og indlæg springer konklusionen, at børnene og de unge bør have ret til at sige nej. Ikke kun, når der er risiko for deres fysiske helbred, men også 'bare' hvis deres livsprojekt om stille, udramatisk normalitet står på spil. Og så kan man i sit eget stille sind tænke, at det må være de professionelle (og bevilgende) voksnes ansvar, langt inden dilemmaet bliver så stort for et plejebarn, at støtte det til en harmonisk afklarethed omkring sine egne forældre. Forældrene - og følelserne for forældrene - forsvinder jo ikke ud af barnets liv, fordi det får lov til at sige nej til samvær. En ret til at sige nej kunne også være overskriften på et andet tema for nogle plejebørn. Også her er det vigtigt for os at understrege, at intensive interview med 15 plejebørn og 200 indlæg på en hjemmeside ikke er eksakt videnskab - det er 'kun' en række vægtige input i debatten. Men en række plejebørn peger på, at de er utrygge i deres plejeforhold, fordi truslen om at deres forældre vil kræve dem hjemgivet, ligger og lurer. »Du har aldrig hjemme noget sted, for du ved ikke, hvornår det er slut!«, skriver den 19-årige Adda, der har boet i samme plejefamilie siden hun var 16 måneder. Andre plejebørn siger, at de først blev tilfredse, da deres frivillige anbringelse blev ændret til en tvangsanbringelse - for så forsvandt truslen om hjemgivelse. Socialministeren har nedsat en arbejdsgruppe med højesteretsdommer Marianne Højgaard Pedersen i spidsen, der i foråret blandt andet skal behandle netop dette emne. Ud fra udsagnene i projekt Børnetinget bør plejebørn have en ret til at sige nej til at komme hjem under nogle ganske særlige forhold. Det har de i både Norge og Sverige. Vi kender ikke de konkrete erfaringer i de to lande - men opfordrer hermed ministeriet til at undersøge, under hvilke omstændigheder muligheden er blevet brugt. Det måske allervigtigste budskab, der kommer ud af Børnetinget, er, hvor vigtigt det er for plejebørn at kunne spejle sig i og søge støtte hos andre plejebørn. Både direkte og indirekte kommer det til udtryk - igen og igen. 'Har andre plejebørn det som mig?' er ikke en tilfældigt valgt titel til bogen om projektet. Nysgerrighed og medfølelse lyser ud af hjemmesidens indlæg - og de 15 plejebørn, der er blevet interviewet, har med bedende øjne ønsket sig gruppemøde på gruppemøde. Ikke kun for at snakke om savn af forældrene, svigt, gode og dårlige erfaringer med plejeforældre og konflikter. Men også bare for at kunne sidde og pjatte og udveksle mobilvitser i et forum, hvor ingen er anderledes. Kun ganske få plejebørn har til daglig muligheden for at deltage i en gruppe med andre plejebørn/-unge. Vores erfaring er, at børn og unge, der deltager i grupper med andre plejebørn, blomstrer op, når de får mulighed for at spejle sig i andre, der også er i pleje. Når de kommer på skitur med andre plejebørn, når de deltager i den årlige udflugt med andre børn eller unge i pleje - eller når de mødes en gang om måneden for at lave mad, hygge sig og snakke om stort og småt. Så når kommunerne her i 2005 lægger sidste hånd på den børnepolitik, som anbringelsesreformen har givet dem pligt til at udforme på skrift, så vil vi på plejebørnenes vegne spørge, om ikke man kunne indføje denne sætning: Alle kommunens plejebørn skal i fremtiden have tilbuddet om under hele deres anbringelse at deltage i en gruppe med andre plejebørn. Det er samfundet, der anbringer børn i plejefamilier. Derfor er det også samfundet, der har ansvaret for, at et ophold i en plejefamilie hjælper barnet til selvværd og livsudfoldelse. Her kan vi alle lære af plejebørnenes egne udsagn - som jo i øvrigt fortsætter på hjemmesiden. Egentlig er det ikke så svært.