Hvorfor skal SAS permanent være økonomisk nødlidende?
Hvorfor skal det skandinaviske luftfartsselskab det ene år efter det andet præstere katastrofale milliardunderskud, gennemføre den ene voldsomme sparerunde efter den anden og afskedige medarbejdere i tusindvis … for blot året efter at konstatere nye milliardtab?
Hvordan kan det være, at ejerne, primært den svenske, den norske og den danske stat – tre af verdens rigeste lande – ikke længere evner eller har viljen eller ambitionen til i et målrettet samarbejde at støtte dette selskab, så det giver overskud, er velkonsolideret, veldrevet, fremtidsorienteret – og driftsikkert uden de ustandselige strejker, konflikter og uvarslede arbejdsnedlæggelser, der får frustrerede passagerer til at benytte nok så stabile selskaber? Det er jo ikke den globale finanskrise, der på det seneste har fået SAS til helt at miste vingesuset og tvunget selskabet til økonomiske nødlandinger. Finanskrisen har klart forværret situationen, men heller ikke mere. Nu kæmper selskabet for overlevelse og vi nærmer os sidste udkald for SAS som selvstændigt flyselskab. Mange år før finanskrisen udviklede sig til en altomfattende global nedtur, havde det skandinaviske luftfartsselskab ondt i økonomien.
