Mens den danske regering har fokus på integration og hjemsendelse, er herboende indvandrere i færd med initiativer, der skal forbedre forholdene i de samfund, som de kommer fra.

Det gælder f.eks. for indvandrere og flygtninge fra Somalia, Marokko, Pakistan og Tyrkiet. Disse indvandrere er samtidig genstand for en række tiltag og undersøgelser, som skal forbedre deres integration i det danske samfund. Men så længe regeringen ikke vil anerkende, at integration og engagement i hjemlandet kan gå hånd i hånd, skaber det et uløseligt dilemma for Danmarks indvandrere. Hvis de engagerer sig i udviklingsprojekter i hjemlandet, bliver de beskyldt for manglende vilje til integration. Og hvis de engagerer sig i integration, beskyldes de for manglende engagement i hjemlandet. Det bevirker f.eks., at indvandrerne er uenige om, hvor de skal bruge deres positive engagement og kræfter – i hjemlandet eller i Danmark? Migration skaber i mange tilfælde en positiv dynamik for de samfund, som er berørt af den. Når dele af befolkningen rejser væk fra et område med begrænsede muligheder for arbejde eller uddannelse, fører det ofte til fordele for området. Det skyldes bl.a., at udvandrerne rejser til et sted, sædvanligvis en storby, hvor disse muligheder er bedre. Private pengeoverførsler fra migranter til familiemedlemmer, som stadig bor i hjemlandet, er næsten altid i fokus, når migrationens positive indvirkning på udvikling er i søgelyset. Det gælder også for Verdensbanken, som i sin årsrapport understreger, at disse pengeoverførsler har stor betydning for lavindkomstgrupper rundt om i verden. Men en del af overførslerne er i stedet kollektive, fordi de kanaliseres til hjemlandet gennem foreninger, ofte såkaldte hjemstavnsforeninger, som opstår i forbindelse med migration mange steder på kloden. Disse overførsler er mindre i omfang, men interessante, fordi de udgør en mulighed for at styre, hvad pengene bliver brugt til, f.eks. gennem tilskudsordninger. I det omfang disse foreninger er demokratisk opbygget, er der desuden en gennemsigtighed i pengenes anvendelse, som ikke gælder for de private og individuelle, oftest familiebaserede overførsler. Det har forskere i migration for længst erkendt. Mere nyt er det, at globale aktører som Verdensbanken, FN og EU anerkender, at migration fører til udvikling. FN’s seneste generalforsamling var helliget sammenhængen mellem migration og udvikling, og den daværende generalsekretær, Kofi Annan, understregede ved den lejlighed, at migration fører til udvikling for både modtager- og afsenderland. Når den danske regering optræder i internationale fora som FN og EU, anerkender den, at migration rummer en sådan positiv dynamik. Denne erkendelse er imidlertid svær at spore i de initiativer, som samme regering har iværksat. Ikke desto mindre er det nødvendigt, at regeringen udvider sin opfattelse af, hvordan migration bidrager til udvikling, ikke mindst gennem migranterne og deres aktiviteter. De fleste udvandrere opretholder nemlig kontakten og føler en moralsk forpligtelse i forhold til det samfund, som de har forladt. Inden for det seneste halve årti har migranter i Danmark, bl.a. fra en enklave af kurdiske landsbyer i Konya-regionen i Tyrkiet, nu primært bosat i Københavns vestlige forstæder, etableret hjemstavnsforeninger. Foreningerne forbinder migranter fra den samme by eller landsby med dem, som fortsat bor i byen eller landsbyen. Den hjemstavnsforening, som f.eks. Selim, en ca. 50-årig mand, der migrerede fra sin landsby for mere end 20 år siden, er den første formand for, har allerede taget initiativ til udviklingsprojekter i hjembyen. Den direkte anledning til, at foreningen blev dannet, var, at landsbyens borgmester kom til København og gjorde migranterne det klart, at der var behov for deres hjælp. Selim formulerede det således: »Faktisk bor mere end halvdelen (af landsbyen) i Danmark. Det var derfor, vi mente, at vi ville skabe en forening, som kunne gøre noget for vores hjemby såsom at plante træer. I fremtiden kunne vi indsamle bidrag iblandt os og plante f.eks. 10.000 træer og skabe en skov. Desuden er der nogle fattige familier, som vi gerne vil hjælpe, og vi vil gerne, at deres børn kommer i skole, så vi kunne betale deres udgifter«. Selim billiger således, at der er behov for, at migranterne gør noget for deres hjemby. Hvor begrænsede disse initiativer end forekommer, ser de ud til at være af betydning. I lighed med denne forening har andre hjemstavnsforeninger tilhørende nabolandsbyer taget initiativer til projekter i deres hjembyer – indkøb af it-faciliteter, renovering af skolen, kloakering, indkøb af en brandbil – alle eksempler på initiativer, som hjemstavnsforeninger har finansieret. De nye foreninger er dannet for at samle dem, der har en bestemt landsby som fælles hjemstavn. Er de dermed udtryk for manglende vilje til integration? Det er der faktisk ikke noget, der tyder på. Men i foreningerne hersker der uenighed om, hvorvidt det er foreneligt med en tilværelse som borger i Danmark at engagere sig i at udvikle sin hjemby i afsenderlandet. Nogle anser det for en moralsk forpligtelse at hjælpe andre med oprindelse i Tyrkiet til at blive integreret i det danske samfund. De er uenige med de migranter, der støtter projekter i hjemstavnen. Sezer, migrant fra en af de kurdiske landsbyer og bestyrelsesmedlem i en anden hjemstavnsforening, antyder, at migranters engagement i udviklingsprojekter er en mulighed for at bevise ens succes i udlandet over for de tilbageblevne landsbybeboere. Han siger: »Mange af dem, der er tilhængere af aktiviteter i landsbyen, har kæmpe huse i landsbyen. De har faktisk brugt en formue på at bygge huse. Det er klart, jeg forstår dem godt. Så forventer man at have en vej og en brønd, der fungerer, og elektricitet. Det kan jeg ikke lide. Jeg siger på forhånd, at vi skal have en dagsorden sådan før hvert bestyrelsesmøde. Så vi mere og mere vægter aktiviteter her i landet«. Sezer mener altså, at det ikke er hjemstavnsforeningernes opgave at finansiere landsbyudvikling. Han ser i stedet foreningernes opgave som værende aktiviteter her i landet, dvs. aktiviteter, der er rettet mod integration i det danske samfund. Men initiativer til udvikling i afsenderlandet skaber samtidig en globalt set mere ligelig fordeling i og med, at de indebærer, at migranter overfører en del af deres indtægt til afsenderlandet. Med FN og Verdensbanken i ryggen kan man med lige så stor ret sige, at dét er en moralsk forpligtelse. I disse organisationer finder man nemlig anerkendelse af migranters sociale, økonomiske og politiske engagement i det land, som de har forladt. I Danmark anses dette engagement snarere for at være et tegn på, at borgere i Danmark opfører sig illoyalt over for det land, hvor de tjener deres penge og nyder godt af offentlige ydelser. Men det er langtfra hele billedet. Det er som regel velintegrerede 1. generations migranter, orienteret mod hjemlandet, som opretter og er aktive i hjemstavnsorganisationer. Det er ligeledes tilfældet for den håndfuld af hjemstavnsorganisationer, som for nylig er dannet i Konya-regionen. Det er samtidig vigtigt at gøre sig klart, at migranter ikke er ens. Migration er en langstrakt proces, hvor migranterne udvikler indbyrdes forskellige strategier for at opnå social og økonomisk succes, ud fra deres forskellige forudsætninger. På samme måde har migranter forskellige potentialer for at ændre på forholdene i afsendersamfundet. Udvekslinger og kontakt af forskellig art, der jævnligt finder sted mellem de af landsbyernes beboere, som ikke er udvandret, dens udvandrere og deres efterkommere, bevirker, at disse landsbyer nu reelt er transnationale, dvs. rækker ind over flere nationale territorier, i dette tilfælde det tyrkiske og det danske. Kontakten holdes via telefon, internet, sommerferieophold, økonomiske transaktioner, gavegivning, ægteskabsindgåelse m.m. mellem ikke-migranter og migranter. Gennem landsbyernes og foreningernes hjemmesider på internettet er det muligt at kanalisere noget af den kommunikation, som er nødvendig for at opretholde et fællesskab – f.eks. information om bryllupper og dødsfald, om sange og historier, der er på vej i glemmebogen, og om landsbyens historie som sådan. Denne kommunikationskanal kan tjene fællesskabsfølelsen som en form for erstatning for en mere fysisk kontakt og kommunikation ansigt til ansigt og bevirker, at både de tilbageblevne og de udvandrede bliver mere bevidste om landsbyens transnationale karakter. Generelt er det i de tilbageblevne landsbybeboeres interesse. Men de forskellige landsbybeboere har fordel af migration i forskellig grad. Alle har ganske vist familiemedlemmer, som er rejst til Danmark eller et andet skandinavisk land, men jo tættere familieforholdet til udvandrerne er, jo større er samtidig sandsynligheden for at opnå penge, gaver, værdifulde informationer og andre fordele. De ofte store indkomstforskelle og deraf følgende forskelle i forbrugsmuligheder imellem familierne taler man imidlertid ikke om i det transnationale landsbyfællesskab, tværtimod prøver både de, der bor i landsbyen, og de, der bor i københavnske forstæder, at ignorere dem. Eksistensen af en form for landsbyfællesskab, solidaritet eller forpligtelse over for landsbyen og dens beboere er en forudsætning for initiativer med henblik på udvikling. Nogle migranter forsøger – måske forgæves – at løsrive sig fra dette forpligtende fællesskab, men samlet set betyder disse aktiviteter, at ikke-migranter og migranter knyttes sammen, og at den enkelte landsby udgør et transnationalt fællesskab – et socialt rum, hvor også inspiration, idéer og påvirkninger overføres fra de københavnske forstæder til landsbyen i Tyrkiet. Udvandrerne er nemlig fortsat en del af landsbykollektivet, til trods for at det efter mere end 30 års udvandring er mere og mere hyppigt, at hele familier er flyttet til Europa. Derfor er det ikke længere så store pengebeløb, som overføres til landsbyen. Til gengæld er hjemstavnsforeninger vigtige for igangsætning af udviklingsprojekter i hjembyen. Det er ikke givet, at den form for aktivisme fører til udvikling i et langsigtet perspektiv. Der kommer hverken arbejdspladser eller økonomisk vækst ud af, at migranterne samler penge ind til en brugt ambulance til landsbyen eller til en renovering af landsbyskolen. Men der er måske også nogle effekter af migranternes aktiviteter, som ikke så let lader sig måle, fordi de ikke direkte er baseret på penge. Udviklingen af et afsendersamfund afhænger således ikke kun af økonomiske tilbageførsler, men også af sociale. Det er de idéer, normer og praksisformer, som migranter i modtagerlandet tager til sig og derefter introducerer i afsendersamfundet. Det kan dreje sig om en anderledes arbejdsdeling mellem kønnene, en skærpet opmærksomhed over for forurening eller nye standarder for forbrug. Disse overførsler kan illustreres ved dét, Sezer fortsætter med at sige: »Jeg synes ikke, det er vores opgave at betale for folks skraldespande og renovation, det er statens opgave, den tyrkiske stats opgave. Jeg vil gerne gå med til, at vi måske lærer de folk, der bor dernede, om, hvordan de skal bede om hjælp fra staten – hjælpe dem, støtte dem og rådgive dem til at hente hjælp fra den tyrkiske stat, i stedet for at betale dem«. Sezer mener altså, at det er i orden at tilbageføre ny viden og normer, selv om han er modstander af, at hans forening med penge støtter projekter i den landsby, som han er født i. Sezers job og uddannelse som folkeskolelærer bevirker givetvis, at han især har øje for den form for hjælp til selvhjælp. Med andre ord kan opmærksomhed på, at udvikling er mere end blot tilførsel af økonomiske bidrag og også handler om at ændre normer og praksis, måske samle de migranter, der er uenige om målet med hjemstavnsforeningerne. Samtidig er der håb om, at det kan skærpe politikernes forståelse af, at der er potentialer til udvikling og ny dynamik i afsendersamfundet, som rækker ud over de økonomiske tilbageførsler. Den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs, deltog i et dialogmøde forud for FN’s seneste generalforsamling i september 2006. Formålet med dette møde var »internationalt at drøfte, hvordan de positive virkninger af international migration kan forøges og de negative konsekvenser samtidig imødegås« ( www.um.dk). Udviklingsministeren fandt dog, at FN’s generalforsamling først og fremmest var en anledning til at understrege, at regeringen har støttet hjemsendelse af flygtninge til deres hjemland. I sin tale sagde udviklingsministeren: »Inden for ét område inden for migration og udviklingsdagsordenen har Danmark været førende. Vi har opnået betydelig erfaring i forhold til Region of Origin-initiativet«. Dette initiativ har til formål at hjemsende flygtninge og er dermed unægtelig en meget snæver fortolkning af den dagsorden, som FN har sat. EU anerkender i stigende grad migranternes betydning for udvikling i hjemlandet. I november 2006 fandt en EU-ministerkonference sted i Tripoli, hvor formålet var at diskutere migrationen fra Afrika til Europa for, som det hed, at fremme de positive effekter af migration og minimere de negative. Et initiativ, som blev udpeget på denne konference, var »brugen af potentialet blandt indvandrere i Europa til at styrke udviklingen af deres oprindelsesland« – i den danske delegation deltog såvel ansatte fra Udenrigsministeriet som fra Integrationsministeriet. Med andre ord må udviklingsministeren udvide sin forståelse af sammenhængen mellem migration og udvikling og regeringen finde frem til initiativer, der i stedet støtter Danmarks indvandrere som igangsættere af udvikling. For at undgå, at disse mennesker det ene øjeblik fremstilles som vrangvillige objekter for integrationstiltag og det næste som prisværdige, uafhængige aktører, der skaber udvikling, må regeringen forlade sin hidtidige fordømmende holdning til indvandreres engagement i hjemlandet.