Jeg har hørt om en 14-årig tysk dreng, som blev ramt af en meteorit på størrelse med en ært. Han var på vej til skole, da den fra det ydre rum med omkring 50.000 kilometer i timen strejfede hans hånd og efterlod et brandsår på ca. 10 cm. Undertiden skal der en hel del til for at dø. Ikke engang en sten med et tilløb på millioner af kilometer kunne for alvor få ram på drengen. Men når døden så endelig truer, sker det ofte med samme chokerende pludselighed, som hvis man blev ramt af en meteorit fra det ydre rum, også selv om det mindst overraskende, man kan komme ud for som menneske, er at stå over for døden. Skulle jeg som en sølle hund alligevel ikke have fattet min egen endelighed, blev jeg mindet om den, da jeg for tre år siden også blev ramt af en sten. Ikke noget dramatisk, som en meteorit, men en indre sten, der blokerede vitale organer, efterfulgt af en operation, som gik galt. Jo – jeg overlevede. Men som stenen fra det ydre rum afsatte et brandsår på den tyske dreng, så afsætter ethvert møde med døden mærker – et memento mori – fordi vi ikke er forberedt på, hvor meget døden er de levendes problem. Selv da jeg blev rask, fortsatte angsten for døden med at gøre mig zombiagtig i forhold til livet. Jeg blev mere og mere livsforskrækket, og i de efterfølgende år fik jeg reduceret livet til blot dødens forstadie, så mine dage blev en ophobning af ulevet liv, hvilket naturligvis skabte endnu mere dødsangst.
Angsten er nemlig dødens måde at komme i kontakt med de levende på, og livet er ikke for kronofobiske. Som klaustrofobi er angst for lukkede rum, er kronofobi angst for at være lukket inde i tiden – en slags tidsmæssig klaustrofobi. Som Vladimir Nabokov skrev, så gynger vores vugge jo tilsyneladende over en afgrund. I hver sin ende, mente han, er der to evigheder af mørke, det prænatale, hvert enkelt individs mørke, før det blev født, og så, i den anden ende, mørket fra den død, vi går i møde. Mørke på begge sider af vores eksistens. Mellem disse enæggede tvillinger, de to evigheder, hænger vores kortvarige liv som en tidsmæssig lyssprække, hvor vi er lukket inde. Det var et aftagende, svagt blinkende lys fra denne sprække, jeg kunne ligge og iagttage, da jeg på grund af problemer under en fuldstændig banal operation endte på intensivafdelingen. Slanger, kanyler, intravenøse sonder, elektroder og måleudstyr af enhver art krængede mine indvolde ud, gjorde dem synlige og afslørede, at den trojanske hest i mit indre var ved at åbne sig, klar til at slippe invasionsstyrken løs. Som Odysseus fandt på træhesten, for at skaffe grækerne gennem Trojas forsvarsværker efter ti års belejring, har døden fundet på det geniale træk altid at være lagret inden i os for uden nåde at være parat, når det gælder. Men der er et tæt slægtskab mellem invasionsstyrken og den invaderede. Epikurs påstand om, at når jeg er her, er døden her ikke, og når døden er her, er jeg her ikke, passer kun ud fra en overfladisk betragtning. Sådan er den eksistentielle matematik nemlig ikke. Døden er her i høj grad, mens jeg er her.
