Sundhedsvæsnet har fået fedmeproblematikken galt i halsen, mener formanden for foreningen Sylfiderne. Man kan godt være fed og sund på samme tid - hvis slankemafiaen ellers gav os lov. En endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at 49,6 procent af danske mænd og 41,7 procent af danske kvinder over 16 år er overvægtige. Det vil sige, at de har et Body Mass Index (BMI) mellem 25 og 30. Endvidere viser den, at 9-10 procent af disse overvægtige er fede, at de har et BMI over 30. Disse tal har de seneste dage givet anledning til store overskrifter i både aviser og på tv samt i radioen - godt understøttet af de få ernæringseksperter og fedmeforskere, der altid er mere end parat til at stå frem med udtalelser om fedmens forfærdeligheder. Interessant er det, at de, der er allermest villige til at udtale sig om forholdene, professor og overlæge, dr.med. Arne Astrup samt formand for Dansk Selskab for Adipositasforskning (DSAF), 1. reservelæge, dr. med. Ole Lander Svendsen, også er de 'eksperter' på området, der på høringen om fedme på Christiansborg 30. august 2001 stod frem og påstod, at fedme er den direkte årsag til udviklingen af diverse sygdomme. DSAF har endda underskrevet en international erklæring under WHO med samme påstand. Der er altså kræfter både nationalt og internationalt, der har formået at bilde WHO ind, at fedme er en sygdom, der skal bekæmpes med alle midler. Det er på denne baggrund, man har dannet begrebet fedmeepidemi . At tykke mennesker diskrimineres i sundhedsvæsenet og af lægerne, er et faktum, der understreges af denne sygeliggørelse. Mange af de undersøgelser, der omhandler overvægt og fedme, konkluderer, at det er fedmen, der er årsagen til udviklingen af sygdomme, men kigger man disse undersøgelser nærmere efter i sømmene, ser man, at der alene er tale om subjektive vurderinger. Det er nemlig på ingen måde bevist, at fedmen forårsager sygdomme som f.eks. type-2 diabetes, hjerte-kar-sygdomme, kræft eller nogen andre sygdomme. Alt, hvad man kan se, er, at der blandt overvægtige/fede er flere, der udvikler visse sygdomme, end blandt såkaldt normalvægtige. Ud fra de epidemiologiske undersøgelser er det alene muligt at konstatere sammenhænge, og i interventionsstudierne gør tæt korrelerede faktorer, som f.eks. motion, kost, stress og andet, det vanskeligt at sige, hvilken faktor der er den afgørende. Alligevel har man brugt disse subjektive konklusioner som anledning til at sygeliggøre en hel befolkningsgruppe udelukkende ud fra størrelsen af deres kroppe, ligesom man på landsplan har igangsat initiativer med henblik på at slanke disse mennesker. Hvor håbløs denne beslutning og strategi er, understreges af statistikker, der viser, at mellem 90 og 99 procent af dem, der målrettet slanker sig, tager det tabte på igen inden for to-fem år. Om man vælger en slankemetode, der består af pulver, piller, kostomlægning, livsstilsændring eller noget helt femte, har i denne sammenhæng ingen betydning. Når vægten svinger op og ned ad skalaen på grund af mislykkede forsøg på slankning, kaldes det en yoyo-vægt. Samtidig er det en yderst alvorlig sag at anbefale mennesker målrettet at slanke sig, for undersøgelser viser, at mennesker, der har en yoyo-vægt, har markant større risici for udvikling af sygdomme som f.eks. type-2 diabetes, hjerte-kar-sygdomme, kræft, galdesten, m.v. end overvægtige, der ikke har slanket sig. Endvidere viser undersøgelser, at der er en større dødelighed blandt overvægtige, der har slanket sig, end blandt overvægtige, der ikke har slanket sig. Fordommene og diskriminationen af overvægtige/fede i sundhedsvæsenet og blandt læger eksisterer således på mange niveauer - sygeliggørelsen er én af dem. Undersøgelser har nemlig vist, at motion kan forebygge og reducere symptomerne på en række af de såkaldt fedmerelaterede sygdomme, herunder også type-2 diabetes, og det er vel at mærke uden betydning, hvilken størrelse kroppen har. Man kan godt være både fed og sund på samme tid - hvis sundhedsvæsenet altså giver én lov til at være det. Sygeliggørelsen af fedme er imidlertid blevet udbredt og normaliseret med en sådan styrke, at det er lykkedes slankemafiaen at spinde hele landets befolkning ind i et spindelvæv af en substans, så det er svært at vriste sig fri eller komme til orde med synspunkter og argumentation, der går mod de fasttømrede normer. Spindelvævet er så struktureret, organiseret og udbredt, at det overgår selv den værste pædofiliring, og med konsekvenser, der er lige så alvorlige for det enkelte menneske, som havde der været tale om seksuelle overgreb. De små rovdyr, som edderkopper jo er, sidder i spindet og suger alle ressourcer ud af ofrene. Mellem 30 og 50 procent af de overvægtige har en decideret spiseforstyrrelse, der er lige så alvorlig og invaliderende som både anoreksi og bulimi, og som blev selvstændigt klassificeret i USA i 1994. Den hedder Binge Eating Disorder , eller overspisning på dansk. Spiseforstyrrelser er generelt kendetegnet ved et lavt selvværd samt vanskeligheder ved at give udtryk for egne følelser og behov. De spiseforstyrrede er ofte jegsvage og henter derfor værdierne i dét, andre mennesker siger, gør, og udtrykker. Overspisere har i højere grad end andre haft en opvækst præget af negativ selvopfattelse, forældres depression, kritik fra forældre, store forventninger, manglende kærlighed, mangel på omsorg, overbeskyttelse, seksuelle og fysiske overgreb, familiens og samfundets kritiske kommentarer omkring krop, vægt og spisning. En del overspisere har været overvægtige allerede som børn. Med et lavt selvværd og en svag jeg-følelse er det en gruppe, der er let at manipulere og få til at tro, at overvægtige/fede selv er skyld i al diskrimination og mobning. De er jo med deres store kroppe per definition både syge og grimme, og fordi de ikke kan udvise nok viljestyrke til at spise noget andet mad og dermed slanke sig, så er de også skyldige i, at samfundet skal bruge så mange penge på at gøre dem raske. I kølvandet på sygeliggørelsen florerer mere eller mindre bevidst mobning, hetz og diskrimination, og fordomme, som f.eks. at fede er dumme, viljeløse, ukontrollerede, karakterløse med meget mere, er blevet en norm, som er indbygget i alle forhold i samfundet, og som udbredes og forstærkes via medierne, herunder bl.a. reklamerne. At sundhedsvæsenet selv er en kraftigt medvirkende faktor i undertrykkelsen ses blandt andet af, at læger kritikløst udskriver slankepiller til deres patienter eller anbefaler kirurgiske indgreb til mindskning af mavesække, så spisningen kan kontrolleres. På trods af at enhver operation medfører risici for komplikationer, og at slankepiller igen og igen ses kædet sammen med alvorlige bivirkninger eller ligefrem dødsfald, anbefales de stadig til svært overvægtige. Målet om fedtreduktion sættes på denne måde til enhver tid over menneskeliv og helbred, hvilket er uheldigt af flere grunde, også fordi slankning er en del af spiseforstyrrelsens funktion og vedligeholdelse. Det er også sygeliggørelsen af overvægtige/fede, der er en kraftigt medvirkende faktor til at idealisere det tynde og slanke, og som derfor er grobund for en slankeindustri med milliardindtjening. Fedtbekæmpelsen er blevet en kæmpe industri, og mange har set fidusen i at hoppe med på trenden. Totalt overflødige og udhungrende madvarer med fedtfattigt indhold bliver produceret i massevis sammen med diverse lightprodukter. Kogebogsforfattere en masse producerer opskrifter med fedtfattigt indhold. Kvinder - der pudsigt nok alle selv har tabt lige netop 30 kilo - gør sig til fortalere for, at alle overvægtige skal gøre ligesom dem, så de kan blive slanke. Foreninger for overvægtige skyder op i hver en krog af landet med fællesvejninger og målet om slankning som en fast bestanddel af samværet - mindst én af dem hjulpet godt på vej af DSAF. Aftenskoler og fitnesscentre laver specielle hold for overvægtige. Slankeskoler - nu også for unge - skyder op her og der, og selv de gamle højskoler har ladet sig ensrette til slankeformål. Overspisning er blevet sidestillet med alkoholisme og narkomani, og overfladisk set kan trangen til specielle madtyper indeholdende fedt og sukker da godt sammenlignes hermed. Ikke mindst er det for slankeindustrien, kosteksperter og fedmeforskere en fiks måde at betegne overspisningen på, for det åbner op for, at man kan 'hjælpe' den overvægtige med at være afholdende - mod passende betaling, naturligvis - eller mod øgede midler til forskning. Hvis man dykker dybere ned i overspisnings-problematikken, holder denne lighed imidlertid op. Alkohol og narkotika er rusmidler, hvor misbrugeren i yderste konsekvens mister bevidstheden og kontrollen. Den samme effekt kan ikke opnås ved overspisning, for overspiseren mister aldrig bevidstheden eller kontrollen ved sit brug af mad, og hvor alkoholikeren og narkomanen kan undvære sit stof helt og aldeles, er overspiseren nødsaget til dagligt at kunne håndtere maden, for den er nu engang en forudsætning for, at man kan leve. Samfundets forståelse af kontrol er kædet sammen med minimering og indskrænkning, og det overdrevne madindtag og overvægten betragtes derfor som det modsatte af kontrol. Intet kan imidlertid være mere forkert, for maden bruges til at dulme, berolige og pacificere den indre uro og stress, og fedtlaget på kroppen bruges til at udtrykke det, som man ikke kan sige med ord. Ved en spiseforstyrrelse - i modsætning til alkoholisme og narkomani - bruges kroppen aktivt som et redskab til at udtrykke de svære følelser. Alle og enhver føler sig berettiget til at komme med gode råd og meninger omkring, hvad den overvægtige skal putte i munden, samt om hvornår og på hvilken måde det skal ske. Det er et udtryk for et kollektivt storhedsvanvid, når mennesker - fagfolk eller ej - har en så grænseløs adfærd. Alligevel er det blevet normen, at læger udleverer kostplaner til de overvægtige patienter og tager dem ind til regelmæssige kontrolvejninger - eller ligefrem henviser patienterne til en diætist, hvor de samme ting sker. Det er blevet et almengyldigt råd til de overvægtige, at de skal spise seks gange om dagen for ikke at blive sultne, og dermed opfordres de til at overhøre deres egne indre sult- og mæthedsfornemmelser. At spise er noget af det mest intime og personlige, og at skulle styre sin spisning efter andres normer er et overgreb på ikke bare krop, men også på sjæl. Undersøgelser viser, at en restriktiv adgang til mad, kalorietælling og vejninger udløser overspisningsepisoder, og statistikkerne om, at næsten alle tager det tabte på igen efter målrettet slankning, underbygger disse. I USA, Canada og Australien er der gjort erfaring med, at overspisere, der støttes i at spise efter indre fornemmelser af sult og mæthed samt efter individuel lyst og behov, relativt hurtigt stabiliserer vægten og endda ofte taber sig stille og roligt. Det er altså mere en fordom end en sandhed, at overvægtige ikke selv kan finde ud af at spise noget ordentligt mad, og at det er derfor, de bliver fede. Det stigende antal overvægtige mennesker er et udtryk for en iatrogen virkning - det vil sige forårsaget af behandlingen. Sygeliggørelsen af fedme medfører også en social slagside, for når mennesker fastholdes i et symptom og udelukkende får opmærksomhed på dét, er det svært at kunne give udtryk for det kreative potentiale, de ellers besidder. Fedmebehandlingen og den målrettede slankning - hvad enten den foretages af læge, diætist eller psykolog - har dermed som virkning, at den overvægtige fastholdes i en offerrolle, hvor andres værdier og normer til enhver tid har førsteprioritet. Idealet om det lykkelige og sunde liv som slank bliver den narresut, som skal få de overvægtige til at makke ret, og som giver de slanke en ophøjet status i samfundet. Denne klasseopdeling er ikke ny, den har eksisteret i lang tid og med det offentliges økonomiske støtte og accept. Man har helt bevidst adskilt de overvægtige fra det øvrige samfund ved at lave specielle ghettoer - også kaldet kurser, skoler og klubber - udelukkende for dem og på den måde søgt at overbevise dem om, at de ikke kan fungere i samfundet, førend de er blevet slanke og acceptable. Mange af de overvægtige er umiddelbart glade for at være sammen med andre, der ser ud som de selv, og som de derfor kan føle sig trygge sammen med, men det er et problem, hvis man kun kan finde ud af at være sammen med nogen, der ser ud på samme måde som én selv. Det er vigtigt, at man som menneske udvikler en selvstændig identitet og styrer sit liv på baggrund af egne sanser, følelser og behov. I stedet for at forsøge at tilrette de overvægtige, så de kan passe ind efter andres normer, skulle man i stedet søge at ændre normerne, sådan at samfundet kan tage imod de overvægtige. Det må være det individuelle, der skal styrkes og støttes, frem for at skabe et uniformeret samfund. Et menneske er ikke nogen standardvare, og det skal heller ikke behandles som en sådan på baggrund af en uberettiget sygeliggørelse. Noget af det første, der må gøres, er at iværksætte omfattende initiativer for at stoppe den mobning og diskrimination, der finder sted. Krænkeren må tage sin irettesættelse og straf i dette forhold, ganske som det sker i alle andre forhold i samfundet. Spindelvæv er normalt ikke noget, vi betragter som en trussel for mennesker, men når et helt lands befolkning er spundet ind i det og hænger fast som små insekter, hvis hjernemasse bliver opløst og fortæret ganske langsomt af et sultent rovdyr, så er det et problem, der har betydning for vores alle sammens livskvalitet og helbred. Adskillige undersøgelser har i årtier vist en markant sammenhæng mellem manglende omsorg og opmærksomhed til børn og disses udvikling af overvægt som børn, unge eller voksne. Derfor må man være både døv og blind - og temmelig ignorant - hvis man som ansvarlig for menneskers helbred og velfærd kan forsvare at blive ved med ensidigt at fokusere på kosten som årsag til udviklingen af fedme. Den tid må nu være kommet, hvor vi vrister os fri af spindelvævet og fremmaner modet til at kunne se fordomsfrit på det samfund og de normer, vi har skabt under edderkoppens overlegne strategi og regime.