Er det mon globaliseringen, der har ændret det danske sprog? I hvert fald er vi begyndt at tale om nogle danske bydele som ghettoer. Udtrykket omfatter nogle af landets større almene boligområder. 'Ghetto' - det kan man da kalde et stempel, der vil noget! I min kommune har Vollsmose fået sådan et stempel som et nyt bidrag til historien om Vollsmose. Hvilke billeder fremkalder ordet ghetto hos os? Hos mig er det billeder af store lukkede og ofte medtagede bydele, hvor mennesker med en bestemt nationalitet eller hudfarve holder til og bliver holdt fast. Stillestående, socialt forarmet, uden kontakt med det øvrige samfund. Uanset hvordan ordet er kommet i brug, så er det os politikere, regering og medier i fællesskab, der tegner det officielle billede af Vollsmose. Men når vi beskriver Vollsmose, er vi også med til at bestemme områdets skæbne. Indtil nu har beskrivelsen af Vollsmose lydt omtrent sådan: Vollsmose er en ghetto, og ghettoer skal bekæmpes. Ghettoen er præget af vold og kriminalitet, den står i stampe og kommer ingen vegne. Jo flere ghettomedlemmer, der flytter ind i området, des værre bliver ghettoens indbyggede problemer. Ligner det ikke et nationalt problem? Med den fortælling i rygraden, har den bedste medicin forekommet indlysende: Der skal flere danskere ind i ghettoen, for så mister den sit ghettopræg, og alt tipper over tid til det bedre. Udlændingene bliver bedre integreret, for enten bor de side om side med danskere i Vollsmose, eller også flytter de ud og bor sammen med danskere et andet sted i Odense. Indtægterne stiger, for når udlændingene bliver integreret, bider de sig også bedre fast på arbejdsmarkedet. De sociale problemer bliver mindre, når flere kommer i arbejde og færre er udlændinge. Så derfor har målestokken, frem for nogen, været antallet af danskere i Vollsmose. Flere danskere var godt, færre danskere var skidt. Men, desværre - trods alle anstrengelser blev det ved med at gå den anden vej. År for år er andelen af borgere med en anden etnisk baggrund end dansk vokset. Nu er rundt regnet hver tredje i Vollsmose dansk, resten er udlændinge. Sådan plejer vi at sige, »resten er udlændinge«. En sjov måde at klumpe mennesker sammen på, ikke? Man kunne ret beset også sige, at danskerne er klart den største gruppe i Vollsmose. Der er langt ned i antal til de andre grupper - beboere med en baggrund fra Tyrkiet, Libanon, Vietnam, Somalia, Irak eller f.eks. Bosnien. Jeg tror godt, læserne ved, at der er stor forskel på disse gruppers kulturbaggrunde. At slå dem sammen under ét giver ingen mening, medmindre meningen er at skabe et billede af 'dem og os'. Der kommer altså stadig færre danskere i Vollsmose. Så burde logikken jo tilsige, at kriminaliteten steg i samme takt, og at f.eks. indtægterne faldt tilsvarende. Men sådan ser virkeligheden ikke ud. Det ærlige billede af Vollsmose er nemlig et andet. Det er fuld af paradokser, der på mange måder sætter de nemme etiketter i relief. I forhold til at Vollsmose har fået stadig flere ikkedanske beboere, springer tre paradokser i øjnene: Kriminaliteten burde forventelig være steget, men det er den ikke. Den er faktisk kommet under kontrol. Nærpolitiet sammenligner nu niveauet med det, der er i en fynsk provinsby. Dette ikke sagt for at bagatellisere den konkrete kriminalitet, som findes i bydelen, og som naturligvis skal bekæmpes meget kontant. Men det er sagt for at bruge en ærlig skala på problemerne. Der er, som læseren kan se, langt til mediernes dramatiske billeder af brændende biler og hærgende unge. Indtægterne burde være raslet ned, men det er de ikke. I flere år oplevede vi stigende indtægter for beboerne i Vollsmose, selv om der var færre danskere imellem. Først da den nye lavere ydelse til flygtninge og for kontanthjælp slog igennem, kunne det ses på indtægtsniveauet igen. Så der skulle med andre ord et nationalt indgreb til for at skubbe den positive indtægtsudvikling i Vollsmose nogle skridt tilbage. Uden det var væksten fortsat, tilmed på et procentuelt niveau, der lå over den gennemsnitlige indkomstvækst i Odense. Økonomisk fremgang er altså stik imod den gængse opfattelse muligt i en bydel som Vollsmose. Evnen til at kunne forsørge sig selv burde falde kraftigt. Men det gjorde den nu ikke. De seneste år er det tværtimod lykkedes at få hele 1.000 Vollsmosebeboere trukket ud af bistandshjælp, og de er nu i stand til at forsørge sig selv. Det sidste er faktisk et meget flot resultat af en målrettet kommunal indsats. Men har vi så været glade og stolte. Nej, ikke ubetinget! For hvad gjorde mange af de beboere, der nu stod økonomisk på egne ben og kunne træffe frie valg? De opførte sig præcis som danskerne og fandt sig en bolig, der lige passede til det, de havde brug for. Odense er en stor by med et godt og åbent boligmarked, så mere end halvdelen fandt deres nye bolig uden for Vollsmose. Så stod vi der og syntes, at vores indsats var forgæves. Ja, jeg skal love for, at man kan blive så blind, at man ikke kan se skoven for bare træer. Hvis man blot et øjeblik løfter sig op og kigger med lidt større perspektiv end det, der kun kan rumme Vollsmose, så er billedet jo et ganske andet. Heroppefra ser vi hvert år ganske mange på offentlig hjælp flytte ind i Vollsmose. Det er nu engang der, det er nemt at få en bolig, og det er der, man ved, at der sker noget, så man kan komme videre i livet. Vi ser også ganske mange flytte ud af Vollsmose igen, men der er sket en bemærkelsesværdig forandring. Langt flere er nu i stand til at klare sig selv - de står i højere grad økonomisk på egne ben og træffer egne frie valg på boligmarkedet. Det må man da kalde for integration! Men denne strøm ind og ud af Vollsmose, har vi ikke hidtil kunnet rumme i vores forståelse af bydelen. Den ærlige sandhed er jo, at den rummer noget godt, for hele Odense. Ret beset fungerer en lille del af Vollsmose som et sted, hvor man kan flytte ind, komme i kontakt med det danske arbejdsmarked, komme på egne ben og blive gjort klar til at træffe sin helt egen beslutning om et nyt, selvstændigt liv uden offentlig forsørgelse. Man kunne kalde denne mekanisme for en integrationssluse, men jeg kan forestille mig, at det ikke er helt politisk korrekt, at en såkaldt ghetto samtidig kan rumme en ganske effektiv integrationsmekanisme. Virkeligheden er som bekendt ikke altid politisk korrekt. Set fra en snusfornuftig betragtning er det måske ikke så indviklet. Når der bor mange på et sted, og en hel del har samme behov for udvikling og forandring, så er det nemmere at sætte effektiv støtte og hjælp ind. Indsatserne kan masseproduceres, og resultaterne bliver tilsvarende mere effektive. Det kunne man også kalde for en social indsats, der bygger på realiteter. Virkelighedens Vollsmose er derfor en sammensat fortælling. Mange af Vollsmoses beboere er glade for at bo i bydelen, og bor her i mange år. Et mindre antal bor her i forholdsvis kort tid og bruger så tiden til at komme i kontakt med Danmark og forsøge at blive selvforsørgende. Så der er både stabilitet og gennemstrømning i Vollsmose. Men i den gamle fortælling om Vollsmose har vi glemt, at der også er et liv uden for bydelen. Ingen har interesseret sig for det faktum, at Vollsmose så at sige producerer rigtig mange integrerede og økonomisk selvhjulpne borgere til glæde for hele Odense. Det er overset, fordi mange af disse borgere har valgt at flytte et andet sted hen end Vollsmose. Men den nøgne sandhed er jo, at deres vej til integration gik gennem Vollsmose. Er Vollsmose så kun et problem, eller er det også en mulighed? I Odense har vi besluttet at ændre vores syn på Vollsmose, fordi vi synes, vi har lov til at blive klogere. Virkeligheden er, at der år for år bor en lille smule færre danskere i Vollsmose. Men virkeligheden er altså også, at der kommer noget godt ud af Vollsmose. Det kræver bare en stærk og målrettet social og arbejdsmarkedsmæssig indsats. Nu vil vi målrette indsatsen endnu mere. Vi vil holde op med at skære udlændinge over én kam, når der er tale om en række særdeles forskellige folkegrupper. I stedet vil vi indrette vores indsats, så den endnu mere præcist kan bruges til at udvikle de muligheder, hver enkelt borger besidder, for på den måde at sikre hver enkelt den bedst mulige integration. I den nye 'Helhedsplan for Vollsmose' beskriver vi hovedtrækkene i denne indsats. Lige nu arbejder vi på planen, og den forventes klar til sommer. Vi ser Vollsmose som en del af den store by Odense og som en del af vores kommune. Vi ser muligheder i Vollsmose, og dem vil vi gerne udvikle. Når nu mange af Vollsmoses beboere godt kunne tænke sig at komme i gang med noget selvstændigt, hvorfor så ikke skabe muligheder for det i nærområdet? I givet fald kunne indsatsen være et lokalt iværksættercenter kombineret med nogle arealer, der kan betragtes som frizoner for iværksættere. Det kunne også være interessant at se på, om blandede ejerformer er en mulighed for bydelen. Vollsmoses skoler og gymnasium har uomtvistelig mange tosprogede elever, så hvordan vender vi det til en styrke og får udviklet kvalitetstilbud, hvor det tosprogede ikke er et problem, men en styrke? Jeg vil gerne kunne give hver enkelt far og mor i Vollsmose en garanti for, at de lokale skoler og gymnasiet vil sikre den bedst tænkelige undervisning og skolegang lige netop til deres børn. Hidtil har vi ment, at løsningen var flere danske børn på skolerne. Men hvad er svaret, hvis det ikke bliver tilfældet? Selvfølgelig er der et positivt svar, også på den udfordring. Sådan må fortællingen om Vollsmose drejes fra at være en skræmmehistorie om en ghetto til at være en beretning om et boligområde, en bydel i Odense, hvor vi tilpasser den kommunale indsats til at styrke områdets muligheder. Vi vil hellere støtte de gode resultater og finde veje, der kan give hver enkelt borger de bedste muligheder for at leve et liv på egne betingelser. At stemple en hel bydel som et samfundsproblem er næppe særlig frugtbart som strategi til at styrke beboerne og selve bydelen. Mange beboere er meget aktive i arbejdet for bydelen, og de fortjener snarere en håndsrækning end prædikatet ghetto. Mon ikke det snarere forstærker de problemer, vi alle sammen arbejder på at få bugt med? Er der ikke også en stor risiko for, at en sådan strategi gør blind for de muligheder, der altid er selv i meget vanskelige situationer? I Odense Kommune vil vi hellere satse på at styrke alt det, der i forvejen peger i den rigtige retning - styrke den enkeltes muligheder for at blive selvforsørgende, styrke børnenes muligheder for et godt uddannelsesforløb på trods af manglen på danske børn, styrke selve Vollsmose som en god bydel med gode boliger og gode friarealer. Det vil vi, samtidig med at vi udvikler en endnu mere målrettet og tilpasset indsats over for de store og vanskelige sociale problemer, som en del af bydelens beboere lider under. For selv om Vollsmose har tydelige potentialer til udvikling, har bydelen også markant flere med meget lav indkomst, og som ikke er blevet integreret gennem arbejdsmarked og samfundsliv. Odense Kommunes egen massive indsats står heldigvis ikke alene. Den suppleres af det vigtige arbejde, boligorganisationerne laver i bydelen og ikke mindst af den indsats, som staten er med til at finansiere. Nogle har brugt overskriften, at 'Nu opgiver Odense Kommune Vollsmose'. Sikke noget sludder! Det kan være, at vi sejler en smule mod mediestrømmen, når vi stille og roligt peger på, at der faktisk er muligheder i at udvikle Vollsmose, og at de muligheder allerede er til stede i Vollsmose i dag. De senere års solide indsats skal fortsættes og på nogle punkter spidses endnu mere. Men Vollsmoses mange beboere skal ikke være i tvivl om, at området selvfølgelig har en fremtid som en af Odenses aktive og levende bydele som et godt sted at bo og leve og et spændende sted at besøge. Odense Kommune vil nemlig Vollsmose!