Kender du det?

Du tænker: »Godt, det ikke er mig«. Varmer dig lidt ved tanken, for det skal sgu nok gå. Der er altid nogen, der har det værre end dig selv. Hvis det her var et tv-indslag, ville du nu høre tonerne af et trist klaver, mens kameraet zoomede ind på uret på væggen. Tik. Tik. Tik. Lidt over halv ti en lys sommeraften. Går og går. Kommer ingen vegne. Så en patetisk panorering til de træt udseende blomster i en metalvase på sengebordet. Og til sidst – fokus på drengen i sengen. Han sover. Syv og et halvt år gammel, lang, lys dreng, der burde ligge hjemme i sit Spiderman-sengetøj med sin sovehund Mads, men han ligger her i det der hvide sengetøj med en blå stribe og ordene ’H:S Centralvaskeri 2001’. Han hedder Thomas og er min søn. Og vi er på Hvidovre Hospital, afdeling 415, stue 71. Børneafdelingen. Det er her, hvor ordene ’Børnemodtagelse’ og ’Børne-dagafsnit’ og den slags står på glasdørene med festlige bogstaver, og hvor der er malet skægge bjørnefodspor på det grå linoleum. Men her er hverken festligt eller skægt at være. Uanset, hvor meget solen skinner udenfor, føles det, som om der hænger en tung, lokal regnsky lige her. Konstant. For en halv time siden fik Thomas sin binyrebarkhormon-tablet. Knust mellem to skeer, blandet i en skefuld yoghurt og skyllet ned med saftevand. Om et kvarter skal jeg vække ham og give ham en kapsel med penicillin. Den smager værre end slemt, men hvis vi er heldige, bliver den i maven – især, hvis vi sørger for at skylle efter med ekstra stærk saft. Når det er gledet ned, græder han og vil ikke have salve på sine sår, fordi det gør så ondt. Når vi har gjort det alligevel, og han bliver ekstra ked af det, fordi det i aften er mig og ikke hans far, der gør det, kan han sove et par timer, til sygeplejersken kommer ind og måler hans blodtryk for femte gang i dag. Hun målte det også for en time siden. Så mildt på ham, mens hun lagde manchetten om hans arm. Jeg tror altså, du vender den forkert, sagde han. Med sådan en mat, grå stemme. Nej, det tror jeg nu ikke, svarede sygeplejersken kækt-venligt og trykkede på en knap, der sendte luft ind i manchetten for at blæse den stramt op om hans arm. Hvorefter den løsnede sig og faldt af, mens maskinen sagde sære, rytmiske hikke-lyde. Han har prøvet det nogle gange, efterhånden. Ved godt, hvordan den skal vende. Han har Schönlein/Henochs Purpura. ’Prosit’, siger du måske. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for hvem har nogensinde hørt om det? Men det er en slags immunforsvarets overreaktion på antistoffer fra en ganske almindelig virus. Børneafdelingen får et par børn ind med Schönlein/Henoch hver måned, så helt usædvanligt er det ikke. Den sygdom kan udarte sig på en del måder, men for min søn har den betydet foreløbig tre uger med opkast og mavekramper, blodigt, vabel-agtigt udslæt på benene og nu stærkt forhøjet blodtryk. 150/100 er ekstremt, vil den bare lidt sundhedskyndige vide. Ikke mindst for en syvårig. Han bliver rask. Det ved vi. Det kan tage alt fra et par uger til et halvt år, og det kan bølge op og ned, men han bliver rask. Der er nu ikke noget som syge børn, hvis man vil kalde tårerne og forståelsen frem. Selvfølgelig. Og det mener jeg slet ikke kynisk, eller hvordan det nu kunne lyde. Sådan er det bare. Således også i Thomas’ tilfælde. Kolleger, venner, familie. Alle følger med og ringer, sms’er og mailer dagligt for at høre, hvordan det nu går. Lytter forstående, og nogle husker endda empatisk at spørge til sidst, hvordan vi egentlig selv har det, Thomas’ far og jeg. Tak for det. Men der er kommet en sær standardsætning med i samtalerne nu, hvor han har været syg et stykke tid, og det for alle andre end os er blevet hverdag igen. Busserne strejker, social- og sundhedsassistenterne får for lidt i løn, og Klaus Pagh har giftet sig med en thai. Hverdagen har gensænket sig i deres tilværelser, og vores samtaler bliver som regel nu krydret med et: - Ja, men der er jo heldigvis mange, der har det meget værre end Thomas. Og det er hér, jeg får det, som når en negl ridser i en skoletavle. Skrriiiitsch … For hvad skal jeg bruge det til? Gad vide, om det på en eller anden måde er noget særligt dansk. Der er noget jantelov over det, nærmest. Man må kun have lov at være rigtig ked af det og bekymret, hvis: 1: Man selv skal dø. Og i det tilfælde må man kun være ked af det i et passende stykke tid, til det må forventes, at man har slugt kendsgerningen. Og kan forholde sig konstruktivt til den på den der måde, der skal få andre til at sige: – Hvor tager han/hun det flot. Hvis ikke, man når der til, er man at betragte som lidt sølle. 2: Hvis nogen, man er tæt på, skal dø eller lige er afgået ved døden. Og igen gør det sig gældende, at man kun må være sådan rigtig ked af det et bestemt stykke tid. Så bliver man bedt om – på en sød og venlig måde – at komme videre. Må jeg og Thomas’ far ikke også godt få lov at være bange, bekymrede og kede af det? På ubestemt tid? Kunne man bare lytte, eventuelt? Kunne man slette den der sætning om dem, der har det værre, eller i det mindste gøre den stum? Jeg er klar over, at jeg ikke ligefrem er selvlysende af overskud i denne tid, og at de, der har formastet sig til at pointere det på en måde helt rimelige faktum, at han jo får det godt igen, og at andre har det langt værre, udelukkende har sagt det i en god mening. Jeg vil bare gerne have lov til at udbede mig et øjeblik af samtalepartnerens refleksion over, hvad jeg skal bruge det til. Hvorfor siger vi sådan? Det er nærmest automatik. Jeg kan jo også høre mig selv sige det. Men nu kan jeg se, hvordan det så at sige fratager mig retten til at have det, som jeg nu har det: Hudløs, bekymret, ked af det. Prøv at forestille dig, at det var dit eget barn eller din mand, kone, kæreste, far, mor, chihuahua, der lå i en hospitalsseng. Det bliver ikke ret meget morsommere eller rimeligere af, at det står på et stykke tid. Heller ikke, selv om du ved, at udsigterne til, at han, hun, den bliver helt og aldeles rask igen, er lyse. Og min søn bliver ikke hurtigere rask, og vi får det ikke bedre af, at andre har det værre. Der ligger en seksårig pige på Thomas’ stue med borelia. Den praktiserende læge havde i tre uger fejet det hen som almindeligt udslæt. Flot. Har hun det værre? Er det mere synd for hendes mor og far? Det ved jeg ikke. Det er frygteligt for dem, og det er frygteligt for os. Ligesom det er frygteligt for det stortudende forældrepar, der gik op og ned ad gangene forleden, mens alle tilstedeværende hvide kitler stod bøjet over deres spædbarn efter en hjertestopalarm. ’Andre har det værre’-sætningen er i familie med en historie, min skønne, gamle tante i Århus for nylig skrev til mig: Hun er ked af, at hendes mand har det meget dårligt. Hun er ked af, at hun skal klare alting selv. Hun er ked af livet, som det er lige nu. Og som hun skriver: »Når andre gamle så siger til mig: »Jamen, vi skal jo være glade for, at vi har haft et langt, godt liv«, så er jeg altså lige ved at brække mig. Hvad skal jeg bruge det til nu?!«. Hendes næste sætning er et spørgsmål: »Måske er jeg urimelig?«. Nej, det er min tante – eder og forbandelser – ikke. For der er den igen – lyt nu til det menneske, der sidder overfor og forsøg at møde det, hvor det er. Vurder ikke det, du hører – i hvert fald ikke over for vedkommende selv, medmindre du bliver spurgt. Bare lyt og spørg ind, forsøg at forstå. Og slet de velmente klicheer: »Vi har jo haft et langt, godt liv«. Ja – og? Fordi det har været godt indtil nu, må man så ikke blive deprimeret og opgivende, når ens ægtefælle er alvorligt syg og kalenderbladenes antal ikke længere er uendeligt? »Vi skal jo ikke klage«. – Hvorfor ikke? Du har fået sat benet af, men ham i nabosengen har mistet begge sine. Gør det mindre ondt på dig af den grund? »Vi har jo vores gode helbred«. – Igen: Ja – og? Huset er brændt, dit job er væk, hunden er skredet med en anden, men i det mindste hoster du ikke?! Der bliver noget Monty Python over det – den sorte ridder, som mister arme og ben og til sidst kun er en hoppende torso, der råber: »Jeg kan stadig bide dig i knæet!«. Fint med ukuelig optimisme, men lad være med at påføre andre den. Lad andre vælge selv. ’De glade informanter’ måtte også godt skrue ned: Da Thomas blev syg, og vi langt om længe også fik en diagnose, gik alle naturligvis på nettet og læste om, hvad Schönlein/Henoch var for noget. Helt fint. Men hvorfor skal jeg så præsenteres for rædselshistorierne? Jeg læste selvfølgelig også selv, og vi får masser af information fra læger og sygeplejersker. Men jeg blev helt træt, da jeg en sen aften havde en telefonsamtale med en, der havde været på nettet og fortalte mig, at vedkommende endda havde læst en historie om et barn, der var endt i kørestol pga. den her sygdom. Må jeg ikke sige tusind tak for informationen? Det var lige det, jeg havde brug for. Samme mekanisme optræder næsten automatisk, så snart en kvinde fortæller, hun er gravid. Af en eller anden grund får det andre kvinder (eller nogle bestemte slags, i hvert fald) til at fortælle de grummeste, mest skrækindjagende fødselshistorier. Sådan nogle, der gør, at man mest har lyst til at eksperimentere med, om det mon kunne lykkes at føde ved knopskydning i stedet for at gøre det ad den naturlige vej. – Nu må vi søreme ikke håbe, det går dig, som det gjorde min veninde Grethe. Uha. Hun sprak jo nærmest helt op til navlen. De havde nær aldrig fået hende syet sammen igen. Det døjede hun dæleme med længe. prøv at lytte til samtalens musik, eller hvad man nu skal kalde det – fornem, hvor den, der går igennem noget svært, er. Du behøver ikke at brøle al din viden og dit overskud ud. Som regel holder vi af hinanden alligevel – der er ingen konto, der skal være i balance, når mennesker bruger hinanden i svære situationer. Brug sanserne – og især høresansen. Og lad den, der er i underskud, fylde mest. Du skal nok komme til en anden gang.