Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.
Sådan står der i grundlovens paragraf 44, stk. 1, og det er den bestemmelse, der henvises til, når det forklares, hvorfor det ikke er administrative myndigheder, der tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding kan få indfødsret eller statsborgerskab i Danmark. Udtrykket ’ved lov’ tages altså helt bogstaveligt, og i praksis er det sådan, at Folketinget to gange om året vedtager love bestående af lister over et antal udlændinge, som derved bliver tildelt dansk statsborgerskab. Der er altså ikke tale om almindelige love f.eks. om befolkningens rettigheder og forpligtelser, men simpelthen om en oplistning af navnene på de udlændinge, som Folketinget mener skal være danske statsborgere. Lovforslaget forberedes i Integrationsministeriet på grundlag af cirkulæreskrivelse om naturalisation. Det nugældende cirkulære baserer sig på en aftale mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Cirkulæret indeholder bestemmelser om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en udlænding kan optages på et lovforslag, og det er ingen overdrivelse at sige, at disse krav er blevet endog voldsomt skærpet gennem de senere år.
