Fremtiden bliver online, hverdagen digitaliseres. Og panikken breder sig, for kriminaliteten og terroren flytter med ud i cyberspace. Men er svaret på denne frygt overvågning, spørger kronikørerne, der har studeret netværkssamfundets etiske udfordringer. »Regeringer af den industrielle verden, I trætte giganter af kød og stål, jeg kommer fra cyberspace, bevidsthedens nye hjem. På fremtidens vegne beder jeg jer lade os være i fred. I er ikke velkomne blandt os. I har ingen suverænitet, hvor vi samles. Vi har ingen valgt regering ... jeg erklærer det globale menneskelige rum, vi bygger naturligt, uafhængigt af det tyranni, I forsøger at påtvinge os«. Dette er indledningen til John Perry Barlows uafhængighedserklæring for internettet. Uafhængigheds-erklæringen udtrykker idealet om internettet som det frie, anarkistiske medium, der skulle ændre verden. Det var internettet, der skulle knuse tyrannierne, give hele verdens forbrugere bedre og billigere produkter og sikre den totale ytrings- og informationsfrihed. At internettet er en udløber af et militært forskningsprojekt, glemte teknoideologerne hurtigt. Men visionen om det fri og anarkistiske er bristet. Internettet er i dag mere kontrolleret, overvåget og aflyttet end noget andet. Ikke fordi overvågningen bekæmper kriminalitet eller forhindrer terrorisme; det handler om nationalstaternes forsøg på at imødegå den digitale fremtids trusler og om magten over individet i rummet, der ikke er noget sted. Vi lever ikke vores liv i cyberspace, men en større og større del af vores kommunikation og hverdag bliver digital. Frem-tiden bliver online. Den vestlige verdens politikere snubler over hinanden for at komme først med digitalisering af forvaltning, sygehuse, uddannelse. Militæret er godt på vej. Lidt for godt måske. Krig, sikkerhed, forbrydelse og overvågning i det digitale netværkssamfund handler i dag i stor grad om digital aggression og kriminalitetens digitale aspekt. Det er i hvert fald sikkerhedstjenesternes nye yndlings-skrækscenarie. Frygten for terror og ny teknologi har givet nyt liv til efterretningstjenesternes tilbøjelighed til dyneløfteri. Offeret er i første omgang forestillingen om, at frihed er lig fraværet af statslig indblanding i det enkelte menneskes liv. Det absurde er imidlertid, at svaret på netværkssamfundets sårbarhed og usikkerhed er øgede overvågningsbeføjelser, hvis reelle muligheder for at beskytte samfundet er næsten lig nul. Den intensiverede overvågning af elektronisk kommunikation er et resultat af staternes usikkerhed ved cyberspace og de elektroniske netværks egenskaber. Eller også er det en gigantisk bevillingssejr for efterretnings-miljøerne, der som aldrig før får midler til at kigge med i civilsamfundets elektroniske aktiviteter. Digital aggression og kriminalitet udgør i fremtiden en reel fare for verdens samfund. Det skyldes hovedsagelig tre faktorer: muligheden for at angribe institutioner over lange afstande, at kunne gøre det anonymt samt de digitale netværks sårbarhed. Det gør det muligt for en enkelt computerkyndig person at udrette skader, der tidligere krævede Kalasjnikover og plastiske sprængstoffer. Det kan ske både ved at hacke sig ind i computersystemer og ødelægge eller ændre data og ved at skabe en ondsindet virus som den berygtede I Love You-virus. Skabt af en filippinsk teenager ødelagde den alene i Danmark for over 200 millioner kroner, på verdensplan var det milliarder af dollar. Internettet er også langsomt ved at finde sin plads i krigens postmoderne fysiognomi. I 1999, under Kosovokrigen, beordrede daværende præsident Bill Clinton CIA til at anvende en række eksperimentelle digitale våben og hackere. Det skulle destabilisere præsident Milosevic' regime og opspore og snuppe hans banktransaktioner. Det er det sidste trin på krigens teknologiske evolutionsstige. I maj 2001 lancerede en anonym gruppe af kinesiske hackere en ti dage lang 'cyberwar' mod USA. Amerikanske militære, offentlige og kommercielle hjemmesider blev simultant hacket. Sloganer i bedste maoistiske 70'er-tradition, som 'Den kinesiske stornation - HURRA' og 'USA bærer ansvaret for dette angreb' mødte amerikanerne på internettet. Med til historien hører, at en gruppe amerikanske cybercowboys syntes, det var deres patriotiske pligt at rette lignende 'angreb' mod kinesiske internetportaler. Denne digitale konflikt stilnede relativt hurtigt af. Der har siden været en del diskussion om episoden. Der er meget, der tyder på, at den kinesiske regering var vel vidende herom og måske havde en finger med i spillet. De kinesiske myndigheder holder et skarpt øje med og registrerer alle kinesere, der på et eller andet tidspunkt har arbejdet med computervira og software. Derudover er det kinesiske internet opbygget som et stort intranet med få, store porte til resten af verden; porte, som den kinesiske efterretningstjeneste og militæret kontrollerer med den kinesiske befolknings 'åndelige velfærd' for øje. Ergo: Digital krigsførelse, terror eller sabotage udvikles simultant med den digitale infrastruktur. Det samme med digital kriminalitet. Det er internettets ældste problematik, at det per definition udfordrer nationalstatens autoritet. Sagerne med pædofile netværk, hasardspil, nynazistisk propaganda og den massive omgåelse af copyrightlovgivningen har fulgt internettet siden dets barndom. Muligheden for at udføre et angreb, med enorme økonomiske konsekvenser og eventuelt dødsfald, bliver større, i takt med at computersystemer overtager flere vitale funktioner i verden. Fra børser til elforsyningen foregår kontrollen med de væsentligste strømme gennem computernetværk. Ti procent af den samlede pengemængde, der er anbragt i dollar verden over, flyder hver dag igennem to mainframecomputere på Manhattan. Sabotage mod disse to mainframes eller tilsvarende knudepunkter ville være katastrofalt. Faktum er, at den vestlige verden, med sin stigende digitalisering, er sårbar. Det afføder et anderledes behov for sikkerhed. Vi har brug for at beskytte vores data, vores infrastruktur, vores virksomheder og vores digitale netværk. For at tackle den usikkerhed og de risici, der ligger i en ny tid, har staterne udviklet en løsningsmodel. Den seneste danske terrorpakke, den engelske og amerikanske ditto, har indeholdt hovedsagelig én ting: overvågning, overvågning og atter mere overvågning. Terrorpanikkens lovpakker er foreløbigt sidste akt i en Orwellsk udvikling. Det herostratisk berømte Echelon har i de sidste ti år drevet intens industrispionage og politisk ukontrolleret overvågning. Amnesty International og Princess Di har været blandt dem, efterretningstjenester bag Echelon har haft i søgelyset. Efter 11. september har efterretningsmiljøerne i Europa og USA lovmæssigt fået alle de beføjelser, de før er blevet nægtet af politikere med ondt i frihedsrettighederne. Ifølge den nye danske terrorpakke skal internetudbydere og mobiltelefonselskaber gemme oplysninger om deres brugeres aktiviteter i mindst 12 måneder og skal udlevere disse oplysninger til politiet på forlangende. I 'gamle' dage havde politiet, med en dommerkendelse i hånden, ret til at registrere en mistænkts telefon- og internettrafik. Vores fysiske færden registreres i dag af teleoperatører, der har pligt til at opbevare oplysninger om alle mobiltelefoners positioner. Nu overvåger man alle, hele tiden. Samtidig er borgeres og virksomheders mulighed for at beskytte deres kommunikation blevet forhindret. Takket være den amerikanske regerings forbud mod eksport af krypteringsteknologi har borgere måttet nøjes med svag kryptering, der kan 'knækkes'. Det er blevet opgivet at bygge kryptering ind i de mest populære programmer, som f.eks. Windows. Da IBM søgte om eksporttilladelse til sit sidste Lotusprogram, var det et krav, at krypteringen skulle være så gennemsigtig, at FBI og lignende organisationer nemt kunne bryde kommunikationen. IBM måtte fjerne den oprindelige kryptering, de ellers ville have tilbudt virksomheder. Virksomheden bag virusprogrammet McAfee og krypterings-programmet PGP (Pretty Good Privacy), Network Associates, har lavet en bagdør i sin kryptering til brug for NSA og FBI. McAfee-virusbeskyttelsesprogrammet skulle i tilgift indeholde såkaldt spyware, der tillader FBI at snuse rundt i folks computere. FBI har også installeret en række kasser ved navn DCS-1000 hos de store amerikanske internet-udbydere. De registrerer al kommunikation, der flyder gennem de store servere. Kasserne er bedre kendt under navnet Carnivore - kødæder. Den amerikanske pendant til terrorpakken, en lov ved navn Patriot, fritager de amerikanske ordenshåndhævere for domstolskontrol ved terrorefterforskninger, og der er ingen persondatalov i USA. Danske og europæiske internetbrugere bruger ofte amerikanske servere og registreres derfor ligesom amerikanske borgere. Den nye Convention on Cybercrime Treaty er blevet lavet i Europarådet og er netop blevet underskrevet af 52 lande, inklusive landene i Den Europæiske Union og USA. Traktaten søger at standardisere og koordinere indsatsen mod den globale webkriminalitet ved at sikre udlevering af oplysning og krypteringsnøgler. Traktaten handler i vid udstrækning om at beskytte staters og virksomheders interesser, og der er ikke et ord om borgeres rettigheder på nettet. Men den kan ses som et logisk svar på de problemer, som de grænseløse digitale netværk skaber for staten. Dette problem blev helt tydeligt, da den tyske indenrigsminister Otto Schilly ansatte hackere til at angribe nazistiske websites i USA og Canada for at forhindre tyskere i at studere og downloade materiale, der er forbudt i Tyskland. Det internationale samarbejde er den eneste måde for staterne at håndtere de digitale netværks udfordringer på. Mere sikkerhed opnås oftest gennem et kompromis med individuelle friheder. Undertiden kan der sikkert være ræson i undtagelsestilstande, ransagninger, telefon-aflytninger eller lignende. Men fornuften i terrorpakkerne og cybercrimetraktaten er simpelthen ikke til stede. Først og fremmest har de massive investeringer i elektronisk overvågning ikke forhindret et eneste terrorangreb. Mere overvågning ville ikke have forhindret 11. september. Når det kommer til børnepornografi, lader det til, at politikerne har glemt, at de fleste overgreb mod børn sker i hjemmet eller af nogen, barnet har tillid til. Skal man sætte ind over for overgreb mod børn, er internetovervågning af minimal nytte. Resultatet er, at vi har fået en ubetydeligt forbedret sikkerhed, samtidig med at vi har mistet al kontrol med, hvem der ved hvad om hvem, og ikke mindst hvad de gør med deres data. Hvem overvåger overvågerne? Stoler vi på efterretningsmiljøerne? Mange vil sikkert sige, at de intet har at skjule; det er jo kun terrorister og andre kriminelle, der har grund til at frygte øget overvågning. Sandheden er imidlertid ikke så enkel. Følelsen af at blive overvåget og frygten for ubevidst at have gjort noget forkert får os til at opføre os anderledes; folk holder ofte op med at pille næse, når der er et overvågningskamera i nærheden. Frygten for at blive grebet i noget, der er socialt ildeset, men fuldkommen lovligt, får derfor mange til at undlade at gøre det. Derfor er internettet blevet hjem for mange grupper og organisationer, der beskæftiger sig med noget, folk er bange for at vise offentligt. Hvis andre følger med i, hvad man foretager sig på nettet, forsvinder følelsen af tryghed og frihed. Hvorfor sender vi ikke alle vor korrespondance som postkort? Når det drejer sig om økonomiske oplysninger, er vi bange for misbrug, når det drejer sig om personlige oplysninger, bryder vi os simpelthen ikke om, at postbuddet skal følge med i intime og personlige detaljer. En af de fundamentale rettigheder i et retssamfund er retten til at vide, hvad andre mennesker ved om os. Kernen i den accelererende overvågning er, at stater har det svært med cyberspace. Det har ingen lokalitet, der kan tæppebombes, det har ingen huse, politiet kan storme. Statens voldsmonopol er meningsløst over for de flydende netværk. Den gamle nationalstat reagerer på to måder over for netværkssamfundets udfordringer. Den første nævnte vi tidligere. Staten opløser sin form udadtil og indgår gradvist i internationale samarbejder. Det andet er at opløse sig selv indadtil og nedbryde forestillingen om grænser mellem stat og individ. Der er ikke længere en meningsfuld forskel mellem offentlig og privat i det elektroniske univers efter terrorpakkerne, Echelon, Carnivore, Patriot, cybercrimetraktater og registreringen af mobiltelefoners bevægelser. Iveren efter at imødekomme efterretningstjenesternes og politikorpsenes ønske om styrkede beføjelser har ingen potent politisk opposition. Dybest set er det en totalitær udvikling. Echelon og den nye terrorpakke er udtryk for manglende politisk bevidsthed om, at staten ikke skal blande sig i alt. Der er simpelthen ikke stemmer i komplekse diskussioner om, hvor staten holder op, og hvor det private begynder. Det virker paradoksalt, at samfundene, der har nået toppen af behovspyramiden, udvikler sig totalitært i disse år. En af årsagerne er afideologiseringen af det politiske; kampen for det gode eller bedre samfund er afløst af en reaktiv politikform. Det vil sige, at politik med sammenhængende substans er afløst af usammenhængende løsninger på isolerede problemer. Man kan sige, at politikken historisk har ændret samfundsmæssig funktion fra moderniteten til i dag. Fra en proaktiv til en reaktiv position i samfundets udvikling. Nutidens pragmatiske og ikkeideologiske politik tager ikke det filosofiske fundament for demokratiet med. Demokratiet hviler på skillelinjen mellem offentlig og privat. Staten er ikke altid god. Majoritetens selvdefinerede interesser bør have grænser over for individer og minoriteter. Hvis staten endelig skal invadere det private, skal det ske med offentlige procedurer, der garanterer hensyntagen til det private. Forestillingen om det private er absurd, når alles adfærd og samtaler registreres konstant. Kernen i vore demokratier trues mere af de paranoide reaktioner på netværkssamfundets trusler. Kuren virker ikke, men patienten dør. Det er sikkert. Hvad vi ser, er staten, der er ved at forsøge at erobre sin traditionelle magt i cyberspace. Statens magt har altid været baseret på at kunne holde øje med sine borgere. Hvis den ikke vidste, hvad der foregik i samfundet, hvordan skulle den så kunne opkræve skatter, rekruttere værnepligtige, begrænse forurening og bygge veje? Selv sociale goder som folkepension og sygdomsforebyggelse kræver, at staten har styr på, hvem folk er, hvor gamle de er, og hvordan de lever deres liv. Ellers fungerer systemet ikke. Det anonyme menneske i cyberspace kan unddrage sig dette opsyn. Selvfølgelig lever de det meste af deres liv uden for cyberspace, men i cyberspace kan de gebærde sig uden statens kontrol. Eller rettere: kunne. Ved at holde øje med individet i cyberspace forsøger staten at genoprette kontrollen. Det handler ikke så meget om at overvåge som at give folk opfattelsen af at blive overvåget. Sociologen og filosoffen Michel Foucault påviste, at mennesker begynder at ændre opførsel, så snart de føler sig overvågede, også selv om de på det pågældende tidspunkt reelt ikke er overvågede. Den totalitære drejning i politik bunder i en praksis, hvor overvågning af individet knytter det til staten som borger.