Debatten om prostitution drejer sig for tiden også om mulighederne for at forbyde danske soldater at købe sex, mens de er udsendt i fredsstøttende missioner. Tilsyneladende har en del politikere, organisationer og andre debattører defineret netop de danske soldater som Danmarks dårlige samvittighed i kampen mod internationalt organiseret prostitution. Bl.a. har DR's glimrende eftermiddagsdebatter i P1 sat fokus på sagen, og senest har KFUK via Kristeligt Dagblad sendt et åbent brev til forsvarschefen med anmodning om relevante foranstaltninger, som skal sikre, at udsendte danske soldater ikke køber sex. Forbudstilhængernes indlæg afslører både myter, følelser, fordomme, moralisering og kønskamp. Man får let det indtryk, at en del af debattørerne dybest set opfatter de (mandlige) danske soldater som utæmmede sexuhyrer, der grådigt kaster sig over alt inden for rækkevidde for at få afløb for deres drifter. Man kan undre sig over, hvorfra den opfattelse er kommet, og man kan også undre sig over, hvorfor netop soldaterne - blandt statens mange andre udsendte repræsentanter - er blevet så overbelyste i denne sag. Det er hævet over enhver diskussion, at staten - og derfor også forsvaret - må sikre, at offentlige udsendinge overholder andre landes love, internationale konventioner, menneskerettighedsprincipper og så videre. Herunder må man naturligvis gøre alt for at forebygge, at der - bevidst eller uforvarende - sker køb af seksuelle ydelser, som er tilvejebragt gennem tvang, eller som på anden måde er i strid med nationale love eller internationale konventioner. En Kronik rummer ikke plads til en tilbundsgående drøftelse af de juridiske og moralske problemer ved prostitution som sådan. Lad os blot konstatere, at hvad enten vi synes om det eller ej, er (frivillig) prostitution i dag lovligt i en række lande. Men Kroniken giver plads til at udrede en række misforståelser, til at undersøge, om udsendte danske soldater egentlig bidrager i særlig grad til at opretholde ulovlig prostitution, samt til at vurdere, om netop soldaterne er den eneste relevante målgruppe for eventuelle restriktioner. Ved at følge debatten kan man konstatere, at modstanderne af soldaters adgang til købesex hovedsagelig benytter seks argumenter. De påpeger, at anvendelsen af prostitution bidrager til: - Fornedrelse af lokalbefolkningen i missionsområdet. - Undergravelse af soldatens forhold til egen partner. - Kønsdiskrimination (i forhold til de udsendte kvindelige soldater). - At bekræfte (mænds fejlagtige) opfattelse af, at sex er en menneskeret. - Risiko for pådragelse af alvorlige sygdomme samt understøttelse af international mafiaorganiseret sexslaveri. Som chef for en af Den Danske Internationale Brigades bataljoner vil jeg til enhver tid søge at hindre mine soldater i at benytte prostitution (også den lovlige af slagsen), hvis der skulle være større sandsynlighed for, at det udløste blot nogen af disse seks konsekvenser. Som flere gange udsendt i fredsstøttende missioner - senest Kosovo 2003 - har jeg imidlertid indsigt i den virkelighed, som danner rammen om unge danske soldaters dagligdag i udlandet. Endelig kunne jeg styrke mine argumenters vægt ved at oplyse, at jeg på grund af alder, ægtestand og livsindstilling ikke vil føle mig personligt ramt af et eventuelt forbud mod købesex! Kosovo har især været brugt som eksempel i debatten - formentlig fordi der på Balkan ulykkeligvis er en meget veletableret mafia, som udnytter bl.a. østeuropæiske kvinder under forhold, der kan karakteriseres som sexslaveri. Debattens åbenlyse fokusering på Kosovostyrken - frem for på forsvarets andet betydelige styrkebidrag i Irak - skyldes formentlig, at anvendelsen af prostitution af flere årsager næppe antager noget nævneværdigt omfang for de danske soldater, som er udsendt til Irak. Forbudstilhængernesførste argument er, at (mandlige) danske soldater ved at købe sex bidrager til en fornedrelse af den (kvindelige) del af den lokalbefolkning, de er sat til at beskytte, og at dette skaber et uacceptabelt dilemma i forhold til kravet om soldatens generelle neutralitet over for parterne i området. Her må man forstå, at det længe har været forbudt for danske soldater i det hele taget at have privat - og herunder naturligvis også seksuelt - samkvem med lokalbefolkningen i missionsområdet. Man må ikke fraternisere med parterne, som det hedder. Adgang til købesex opstår derfor kun under soldatens orlov uden for missionsområdet. Orlov kan finde sted som kortvarige (normalt op til 60 timers) weekendture til nærliggende lande; for Kosovostyrkens vedkommende f.eks. til Grækenland eller Bulgarien. Formålet med disse ture er ikke at organisere købesex, men at give soldaterne mulighed for et hårdt tiltrængt pusterum fra en ensformig og stresset hverdag. Hver soldat vil i gennemsnit få mulighed for en eller to af den slags ture under en seksmåneders udsendelse. Desuden finder orlov sted som egentlig ferie (normalt én gang a cirka to uger under en seksmåneders udsendelse), hvor den enkelte soldat selv vælger sin destination. Mange tager på familiebesøg i Danmark, mens andre vælger at mødes med venner eller kæreste i et andet land. Så vidt altså den påståede fornedrelse af lokalbefolkningen i missionsområdet. Kort sagt eksisterer der ikke noget reelt problem med danske soldaters køb af sex i de lande eller provinser, de beskytter. Her ses naturligvis bort fra enkeltpersoners mulige overtrædelser af bestemmelserne. Jeg har ikke selv konstateret sådanne brud under mine egne udsendelser, men hvis overtrædelser erkendes, vil de som hovedregel medføre både straf og hjemsendelse fra missionen. Men vi må altså indledningsvis konkludere, at eventuelt køb af sex som udgangspunkt kun kan finde sted i soldatens fritid og under principielt ansvar over for gældende straffe- og retsplejelov i suveræne lande. Her kunne man i øvrigt spørge forbudstilhængerne, om danske soldater også skal forbydes købesex under orlov i Danmark (?). Det andet argument består i det angivne moralske problem, at udsendte soldater i kraft af prostitutionsbesøg bedrager deres hjemmeværende ægtefæller eller kærester. Nu er der i sagens natur ganske mange singler blandt de udsendte, især selvfølgelig blandt de 20-25-årige, som udgør langt hovedparten af styrken. Der er derfor ingen speciel grund til at antage, at eventuelle prostitutionsbesøg skulle krænke eksisterende parforhold. Men i det omfang det skulle være tilfældet, må vi nødvendigvis forudsætte, at den enkelte lever op til den moralkodeks, som hersker i den pågældendes aktuelle forhold. I hvert fald kan vi vel være enige om, at udsendte danskeres eventuelle - og fuldt frivillige - sidespring aldrig i sig selv kan begrunde en udstedelse af statslige forbud, ligesom staten selvfølgelig heller ikke blander sig i, om den hjemmeværende partner skulle begå sidespring i Danmark. Her er det i øvrigt min iagttagelse, at langt de hyppigste ægteskabelige konflikter ikke udspringer af den udsendtes handlinger, men tværtimod af, at den hjemmeværende partner lader meddele, at man har fundet en anden, og at forholdet dermed skal bringes til ophør. En overordentlig kompliceret situation for den enkelte udsendte soldat og en stressfaktor, som mange chefer og kammerater har oplevet at skulle tackle i samarbejde med de ramte. Det tredje anvendte argument er, at der er tale om forskelsbehandling mellem kønnene, idet de udsendte kvindelige soldater ikke selv har adgang til (mandlige) prostituerede. Rent bortset fra at det ganske givet vil være muligt for en kvindelig soldat at opsøge købesex under orlov, så er behovet næppe aktuelt. Det forholder sig sådan, at normalt kun cirka 5 procent af en udsendt dansk styrke består af kvinder, og kvinderne har - meget naturligt - ingen problemer med at få tilfredsstillet deres seksuelle behov blandt de 95 procent mænd i enheden. I praksis indgår de kvindelige soldater, som ønsker det, hurtigt et parforhold i missionen; for nogle kvinders vedkommende endog flere forhold efter hinanden med skiftende partnere. Disse forhold er naturligvis legitime, så længe de ikke belaster tjenesten, og så længe forholdene ikke opstår mellem foresatte og undergivne. Kort sagt er det altså ikke relevant at inddrage ligestillingsspørgsmålet mellem de udsendte soldater som argument for at forbyde (mandlige) soldater at købe sex. Uopfyldte seksuelle behov eksisterer stort set udelukkende blandt mændene. Det fjerde argument, som ikke mindst de kvindelige debattører har fremført, er, at sex ikke er en menneskeret, og at de udsendte soldater derfor må lære at udvise den fornødne seksuelle tilbageholdenhed under deres udsendelse. Om sex er en menneskeret, kan vel diskuteres, men i hvert fald er der næppe grund til at forkaste essensen af den psykiatriske forskning, som har fundet sted de sidste cirka 100 år. Den påpeger klart, at netop seksualdriften er en af de stærkeste menneskelige drifter overhovedet. Hvor meget vi end måtte ønske det anderledes, tager det betydeligt mere end nogle få hundrede års civilisation at eliminere de millioner af år gamle gener, der gemmer sig i os. Og hvad angår netop seksualdriften, er den jo en af årsagerne til de mange foranstaltninger, man gennem historien har iværksat for at give soldater mulighed for at få opfyldt deres seksuelle behov. Hvad enten vi synes om det eller ej. I Danmark er vi heldigvis - indtil videre i hvert fald - kommet over den tid, hvor soldater sendtes i krig fjernt fra hjemlandet og på ubestemt tid. Bl.a. (men ikke udelukkende) af den grund skal vi heller ikke under nogen omstændigheder vende tilbage til tidligere tiders organiserede feltbordeller (som i øvrigt eksisterede fuldt lovligt i visse vestlige hære helt op i 1970'erne). Men lad os dog være ærlige og erkende, at det naturligvis er et konkret problem for mange helt unge - i deres bedste og mest virile eller fertile alder - at præstere total seksuel afholdenhed i et halvt år. At cølibat rent fysisk kan lade sig gøre, betyder ikke, at det er den mest hensigtsmæssige tilstand for et ungt menneske, som skal kunne agere kontrolleret i et ofte meget stressende eller ligefrem fjendtligt miljø. Og det ændrer i hvert fald ikke på, at drifterne fortsat bobler, og at de vil indtage en stigende og stadig mere plagsom plads i (under-)bevidstheden hos den enkelte. Alt dette har selvfølgelig intet med prostitutionens iboende problematik at gøre. Men det klarlægger, at der realiseres helt andre behov og problemer, når vi taler om en udsendt soldat blandt mange hundrede andre soldater i en afsondret lejr - i forhold til f.eks. en embedsmand på en kortvarig tjenesterejse. Man kan derfor undre sig over, hvorfor ønsket om forbud mod købesex ikke i første omgang har rettet sig mod de mange øvrige (men - indrømmet - hovedsagelig civile) kategorier af offentlige udsendinge. Blandt dem vil adgangen til prostitution under rejser normalt være betydelig bedre end soldatens, og der er næppe nogen, som vil hævde, at det kun er militære udsendinge, som benytter sig af købesex. Men det er tilsyneladende sådan, at netop soldater - og fordommene om deres adfærd - virker særlig provokerende på mange debattører. Det femte af de benyttede argumenter er, at soldaterne gennem købesex løber en risiko for at pådrage sig sygdomme. Det er absolut en reel risiko, og det er en medvirkende årsag til, at forsvaret allerede gennem mange år har undervist sit personel i både sundhedsmæssige risici og forholdsregler - såvel i relation til sex som til andre aktiviteter. (Man skal i øvrigt erindre, at kønssygdomme også overføres i forbindelse med ikkeprofessionelle seksuelle forhold). Men sundhedsrisici kan naturligvis ikke i sig selv give anledning til forbud, så længe det er muligt at beskytte sig mod dem. Og set i forhold til de betydelige risici, soldaten i øvrigt løber i kraft af sit erhverv, er risikoen for seksuelt overførte sygdomme næppe den mest iøjnefaldende. Tilbage står det sjette - og i virkeligheden eneste relevante - argument i denne sag, nemlig om danske soldater bidrager til at opretholde en både frastødende og illegitim form for prostitution, som i et vist omfang tilvejebringes gennem mafialignende organisationers tvang af unge kvinder. Lad os indledningsvis slå fast, at kunden - f.eks. af sproglige årsager - formentlig vil have vanskeligt ved at afklare, hvorvidt den prostituerede er frivillig eller handler under tvang. Hvis den seksuelle 'forretning' finder sted inden for lovens rammer i det pågældende land, og det besøgte prostitutionsmiljø i øvrigt ikke fremstår som kriminaliseret, kan man derfor hævde, at kunden er i god tro. Det er imidlertid klart, at man må overveje, om vi som stat kan tillade os at risikere, at vores udsendte repræsentanter uforvarende indlader sig på ulovlige - eller blot kritisable - former for prostitution. Det rigtige svar er formentlig, at det bør vi ikke. Der er derfor meget, der taler for, at Danmark i lighed med visse andre lande - f.eks. Norge - generelt forbyder sine udsendinge at købe sex i udlandet for dermed at sikre, at de ikke kommer til at understøtte ufrivillig eller anden illegitim form for prostitution. Et sådant forbud må i givet fald - og helt selvfølgeligt - omfatte alle offentligt ansatte, herunder også soldater. Det er i øvrigt min erfaring, at mine chefkolleger i forsvaret allerede i dag tilskynder deres udsendte soldater til helt at holde sig fra prostituerede - på grund af de moralske, sundheds- og sikkerhedsmæssige risici, som købesex kan indebære for begge parter. Sker denne tilskyndelse også i andre offentlige virksomheder?