Da jeg var teenager, var min viden mangelfuld. Til gengæld havde jeg stærke følelser. Desuden var jeg krigsbarn og var blevet vænnet til at have helte. Skolen opmuntrede til heltedyrkelse, men jeg fandt hurtigt mine egne. Feltmarskal Montgomery var nærmest et nationalt ikon, som jeg dog forskød til fordel for Bessie Smith, Lena Horne og Louis Armstrong, Danny Kaye og Marie Curie. Og Jeanne d'Arc, som jeg så første gang i Dreyers stumfilm med Marie (Renée) Falconetti. Jeg skelnede ikke mellem kætter og heks, jeg så kun en ung kvinde, forrådt af sine egne og overladt til englænderne, der gav hende båldøden. Siden kom Jean Seebergs og Ingrid Bergmans versioner, og selv om jeg nu principielt skulle være klogere, faldt jeg for Seebergs Jeanne. Jeg faldt så hårdt, at jeg efter filmen lånte et barberblad og skar mit hår lige så kort som Seebergs. Det hører med til historien, at jeg dengang sidst i 1950'erne følte mig socialt fejlplaceret og udstødt og derfor nærede de varmeste følelser for oprørere. Og var kætteren og heksen ikke de mest kontroversielle oprørere? Jeg er ikke den eneste, der har romantiseret heksen og raset mod kirkelige og sekulære myndigheder. Men virkeligheden er ikke tjent med alle de følelser, det er lidt mere interessant at se på, hvorfor uhyrlighederne sker - for det er uhyrligt at dømme et menneske til bålet på mildt sagt flydende anklager. Jeg mener, hvordan ser en pagt med djævlen egentlig ud? Findes der en skreven kontrakt? Er indgåelsen af en mundtlig kontrakt blevet hørt af andre end djævel og kvinde? Og hvorfor har der i perioder været mange hekseprocesser? Og er processerne i de forskellige europæiske lande ens? Europa er en lille del af verden, men ualmindelig rig på forskelle. Det gælder også for hekseprocesser, kirkelig indflydelse og jura, ikke mindst efter reformationen. Tiden efter reformationen var turbulent, et religionsmonopol er brudt, pengestrømmene til Rom svundet ind. Danmark oplever ikke en mod-reformation, der i lande som f.eks. Østrig blir forfærdelig blodig. Men uro er der, ikke mindst fordi lovgivningen skal ændres efter bruddet med pavestolen. Mellem reformationen og 1680'erne færdiggøres Danske Lov, der fastholder adskillelsen mellem anklager og domstol og fastslår, at retssager mod hekse behandles som andre straffesager (kirkenævninge afskaffes). Der stilles også krav om bedre bevisførelse, et klart fremskridt. Der var tidligere blevet skelnet mellem 'sort magi', der var strafbar, og 'hvid magi', der ikke var (den havde helbredelse som sit område). Men Christian IV lod sig tilsyneladende påvirke af teologerne, der hævdede, at udøverne af den hvide magi misbrugte Guds navn. Der var gået religion i lovarbejdet, og kongens forordning i 1617 gør også den hvide magi strafbar. Årene mellem reformationen og Danske Lov blev den periode, hvor der var flest hekseprocesser. En magtstruktur var brudt sammen, nye territorialstater skulle opbygges og enevælden indføres i Danmark. I en sådan overgangsperiode, der er eksplosiv af magtkampe, blir såkaldt almindelige mennesker selvfølgelig også ramt. I tumulten kommer landsbyens slumrende konflikter, nag og jalousier op til overfladen. Nogen skal have skylden for en dårlig høst, kvæg med sygdomme, dødfødte børn! Og almuens brug for syndebukke fortsætter længe efter den sidste hekseproces. Anklagerne kan handle både om trolddom, uhyggelige skikkelser og spædbørn, der blir spist. Der er også heksesabbaten og sekter med hemmelige møder, som er så lette at forestille sig i nattens mørke, og som er lige så lette at fabrikere rygter på. Hvis du råber efter nabokonen, at gid hun vil brække benet - og madammen går hen og brækker benet, ja, så kan du risikere dit liv. Dog - jo længere væk fra landsbyen, din retssag kommer gennem ankesystemet, jo mildere blir dommene, du kan slippe med en forvisning. Hvis du lever før 1837, vil du - hvis du dømmes til døden - efter domsafsigelsen blive torteret. Ikke for at få en tilståelse ud af dig, men for at du kan bekende dine synder og derved frelse din sjæl. Og så skal du selvfølgelig også angive de andre, før du bindes fast på stigen og bæres ud til det tørre træ på torvet. Og bålene flammer, der er år i 1600-tallets europæiske historie, der synes styret af vanvid og barbari. Modreformationen og fyrstehuses ambition om en stærk kongemagt satte dagsordner, der kostede blod og pinsel. Det gik ikke helt så hårdt til i Danmark, fordi procesformen var anderledes end på kontinentet, men Christian IV gjorde sit til at holde gang i rædslerne. Så tørrer de ud. Vældig mange ord visner i sproget og mister troværdighed. Efter oplysningstiden blir det sværere at henvise til Gud og djævlen, selv om det naturligvis forekommer. Men heksen og kætteren forsvinder ikke, de kan være både kvinder og mænd og skifter navn. I det 20. århundrede hedder de kulakker, kontrarevolutionære, kommunister, terrorister, kulturradikale og rygere, alt efter hvilket sted og hvilken tid de befinder sig i. De kan være aktive som den kloge kone med sin hvide magi - og blive straffet for dét. De kan også være passive og bare holde sig væk fra løjerne omkring gadekæret. Men også dét kan de blive straffet for, landsbyen har ikke rigtig plads til enspænderne, afvigerne. Selv nutidens omsorgsfulde pædagog kan finde på at spørge en mor, om hendes barn er sygt - for ungen sidder jo bare og kikker ud i luften og vil ikke lege som de andre børn! Sagt anderledes: Heksejagtens ofre er forskellige, men fælles for dem lader til at være magtcentrenes trang til kontrol med afvigere. Reformationen var en gigantisk rystelse og udfordring for den katolske kirke, for territorialstaterne. Men også borgerne følte sig udfordret, for var deres verdensbillede ikke ved at krakelere? Hvad skulle man tro på? I århundreder havde kirken med sit videnmonopol tilbudt - og påtvunget - borgerne et sprog og en forståelsesramme, der forekom stik- og nagelfast. Skriftestol og ufattelig rigdom var på plads, det Gode og det Onde veldefineret, Gud hér - satan dér. Og så et stykke papir på en kirkedør i Wittenberg ... Parallellen holder ikke, og alligevel må jeg tænke på det kløvede atom, på Hiroshima og den svimlende erkendelse af, at vi nu kunne ødelægge vores klode totalt. Det sprog og den forståelsesramme, der nærmest havde virket som en naturlov, var brudt sammen. Men som under reformationen slæbte ideologierne bagefter, heksen forsvandt jo ikke efter 1520, tværtimod, hun fik fornyet aktualitet: Tidligere århundreders tolerance blev glemt, og forfølgelsen af heksen blev sat i system. I det 20. århundrede fortsatte den konventionelle krigsretorik og tankegang efter Hiroshima på trods af de nye og altødelæggende våbentyper. Renæssancen, reformationen og oplysningstiden kunne forføre en til fremskridtstro. Men selv om en afgørende del af den moderne åndshistorie hviler på fortidens præstationer, så er det ikke helt så enkelt. For selv om der i perioder sker kvantespring i videnskab, kunst og arkitektur, findes der stadig en mørk understrøm i de fleste samfund, som er vanskelig at forstå og definere, og som fører til tilbagevendende heksejagter. F.eks. afskrev Luther jo hverken heksen eller antisemitismen i sit opgør med pavestolen. Man kan se de tilbagevendende heksejagter i et magtperspektiv, et stykke ad vejen forstå forfølgelser og krige som resultat af magtkampe mellem store institutioner som kirke og konge og - mere ydmygt men måske lige så vigtigt - magtkampe mellem dominikanermunkene (der prædikede og missionerede i lokale miljøer) og det kirkelige hierarkis topfolk. I de magtkampe er det afgørende at skabe ro og orden i bunden af samfundet for at undgå overraskelser. Ikke mindst udpinte bønder kunne rundt om i Europa kaste sig ud i rasende oprør. Ikke godt med ballade omkring gadekæret, så hellere social og åndelig konformitet fremskaffet med de midler, man nu engang havde til rådighed. Ganske vist fandtes der veluddannede mænd som - ikke mindst gennem deres læsning af Erasmus Rotterdamus - vidste, at tilståelser opnået ved tortur var utroværdige. Inkvisitionens svar på den intelligente tvivl var en møjsommeligt sammenflikket manual, der beskrev heksenes synderegister ned til mindste detalje. Spørgsmålene under forhør var de samme overalt, og svarene blev derefter, det kirkelige apparat kendte ikke til landegrænser. Det betød, at anklagede var totalt underkastet sprog og forståelsesmåder, som den arme sjæl måske ikke delte. Hvis ikke man havde tænkt over det før, så var netop dét aspekt tydeligt i al sin gru under Moskva-processerne i 1930'erne. Det gjorde hverken fra eller til, at tortur ikke var tilladt: Den sidste opfindelse i den ædle kunst at tortere var uden synlige spor og skulle vise sig at være langtidsholdbar. Torturformen kaldtes tormentum insomniae og bestod i al sin rørende enkelhed i at holde anklagede vågen døgn efter døgn. Med alle de historiske og nationale variationer, der findes frem til slutningen af 1600-tallet i Europa, vil jeg alligevel tale om en slags klassisk heksejagt foretaget af både den katolske og den protestantiske kirke. Processerne svinder ind af flere grunde som forbedret lovgivning, enevældens triumf og modreformationens afslutning. Men den mørke understrøm findes overalt trods de tilsyneladende fremskridt og kan kaldes frem igen som en flod fra bjergets indre. Det så man i begyndelsen af 1950'erne med mccarthyismen, hvor konspirationsorgier og paranoia nåede et endnu uovertruffet højdepunkt i efterkrigsårene. Folk blev fængslet, fik liv og karriere ødelagt, nogle begik selvmord, alt sammen fordi en middelmådig, løgnagtig senator ville profilere sig. Af taktiske grunde valgte han Hollywood som kampmål, så var han sikker på at få mediernes opmærksomhed. Og det fik han. Hans ofre blev kaldt kommunister. Hollywood-mogulerne var henrykte, for lige siden Roosevelts New Deal-politik fra 1930'ernes slutning havde de hadet fagforeninger og bekæmpet de usynlige scenearbejderes forsøg på at organisere sig og få anstændige lønninger. Senere kom terroristerne til. Ikke 1970'ernes terrorister, der havde artikulerede krav, men de terrorister, der var ansvarlige for 11. september. Det varede ikke længe, før terrorist blev ensbetydende med muslim, dernede i den mørke understrøm. Er vi i en skræmmende bue ved at vende tilbage til den klassiske, religionsbaserede heksejagt? Rundt om vores lille gadekær er billedet ret enkelt, da der er tale om en slags arbejdsdeling mellem statsministeren og Dansk Folkeparti: Statsministerens ministre sørger gnidningsfrit for centraliseringer af institutionerne og kontrol af borgerne, som enhver enevældig konge fra fortiden ville være grøn af misundelse over. Personligt tager statsministeren sig af eksperter, smagsdommere og kulturradikale og skiller i øvrigt befolkningen i får og bukke, sådan som statsmænd ynder. DF - støttet af teologer uden for Folketinget - tager sig af de religiøse problematikker med både ildhu og flid (de kunne lære en del af fortidens Spanien, der først smed maurerne ud og derefter klassificerede jøderne som kættere og gav dem båldøden sammen med heksene). Konspiration og paranoia findes hos boghandleren og i biografen, hvor forlystelsessyge borgere kan svælge i da Vinci-mysteriet - for den roman/film har jo det hele. Kort sagt, vi mangler ikke noget ved gadekæret, der minder ikke så lidt om barokken med den epokes afmægtigt rige og et væld af syndebukke. Man skal ikke lade sig narre af vores tolerance (statsministerens opfattelse), kolonihavehygge og røde pølser, der siger knæk, når man sætter tænderne i dem - vi er nærmere barokken, end godt er. Lad mig vende tilbage til Jeanne d'Arc, min ungdoms heltinde. Hun er svær at fastholde, da der både er franske og engelske kilder at øse af. Med de forventelige fordomme. Men at hun hørte stemmer, var en del af danske skolebørns pensum i historie. Hun var muligvis en glimrende hærfører og fik en fransk konge kronet mod englændernes vilje. Så hun var - som en engelsk historiker siger - både mystisk og farlig. Og døde på bålet som kætter og heks. Der var gået religion i magtkampene. I det 20. århundrede går der politik i religionen. Det er bemærkelsesværdigt, at Jeanne d'Arc helgenkåres lige efter Første Verdenskrigs afslutning, 600 år efter sin henrettelse. Mange år senere forsøger højrepopulisten le Pen at monopolisere hende. Men selvfølgelig ved han som så mange andre, at den, der tilkæmper sig ret til at definere fortiden, vinder fremtiden. Dér - ved gadekærets grønne bred - så vi noget lignende med statsministerens forsøg sidste år på at omskrive besættelsestidens historie. Den moderne kætter-heks lytter til larmen omkring gadekæret. Hun hører ikke stemmer som Jeanne, men ser den mørke understrøm boble op overalt. Den fortæller, at noget skal leves ud som i den klassiske heksejagts år. Men hvad? Forrige århundrede var ekstremernes århundrede med folkemord, verdenskrige, holocaust, imperiers sammenbrud og sagesløse menneskers ubeskrivelige lidelser. Skal det gentages i ny forklædning? Det ligger lidt tungt med nye sprog og forståelsesformer, men hvad med nye, strømlinede anklagepunkter, nye syndebukke og henrettelsesmetoder koblet sammen med gamle torturformer som tormentum insomniae? Sommernatten dufter, bålet knitrer, alt er ved det gamle denne sankthansaften.