De færreste skandinaver er klar over, at en ny verden, der ikke var Amerika, lokkede mange fattige danskere og nordmænd til i 1870'erne. Landet var New Zealand, men omstændighederne omkring dette udvandringsprojekt kaster skam over datidens koloniregering - og også over nogle af de danske skibskaptajner. Efter det katastrofale slag ved Dybbøl i 1864 måtte den danske regeringschef, biskop Ditlev Monrad, tage konsekvensen. Han drog sammen med sin familie i eksil i den fjerneste afkrog af kloden: New Zealand. Den britiske koloni var endnu ung, og Monrad nød en vis anseelse hos kolonistyret. Han havde sørget for, at tilværelsen ikke blev alt for trøstesløs i det nye eksotiske hjem, ved at medbringe sit flygel og bibliotek. I 1869 vendte han hjem og blev tilgivet af sine sognebørn. Det er uklart, om Monrad drøftede New Zealands behov for arbejdsduelige nybyggere med kolonistyret. Men i 1870 rejste repræsentanter for New Zealands regering i hvert fald rundt til fattige byer i Skandinavien og lokkede med muligheden for en ny start på livet i et land, der flød med mælk og honning. Billetten skulle ikke koste de fattige skandinaver noget, og når de kom frem, ville man forære dem gratis landbrugsjord og kvæg. Det var et langt bedre tilbud end at udvandre til Amerika. Men nybyggerne i det fjerne New Zealand kom til at sande, at de var blevet taget grundigt ved næsen. De skulle nemlig selv betale for det hele. Dampskibene var for længst begyndt at krydse verdenshavene, men de nordiske transporter af nybyggere til New Zealand foregik med gamle fragtsejlskibe. Rederierne opdagede, at udvandrermarkedet var en lukrativ måde at udfylde huller i sejlplanerne på. Tid var penge, og omkring 84 dage i træk på havet med så lidt forplejning som muligt gjorde det menneskelige gods til en rigtig god forretning. Og det var netop sådan, man betragtede de ulykkelige nybyggere, der var stuvet sammen under dæk - som en besværlig form for gods. Da en tyrannisk dansk kaptajn anløb New Zealand, meldte de oprørte passagerer ham til myndighederne, fordi han havde tilbageholdt deres rationer af saltet kød, beskøjter og kaffe og solgt dem. Det menes, at kaptajnen blev transporteret tilbage til Danmark i myndighedernes varetægt, men det kan ikke dokumenteres. En skibslæge nægtede at tilse syge patienter om aftenen og natten. Fra en af lægens sejladser rapporteredes det, at han stort set altid var tordnende beruset. Heller ikke dette tilfælde af brud på embedspligten blev tilsyneladende straffet. De lange sørejser var præget af kedsomhed og afbrudt af tragedier. Der skete dødsfald, særlig blandt småbørn, og der var alvorlige sygdomstilfælde. De første to skibe ankom to dage før jul i 1872. Det gode skib 'Høvding' ankom fra Kristiania (Oslo) med 365 nordmænd og 11 danskere om bord, mens 'Ballarat', der kom fra London, havde 71 danskere blandt sine flere hundrede passagerer. En dansk mand beskriver i sin dagbog de rygter om bestemmelsesstedet, der verserede på skibet, og han bemærker tørt, at han ikke er bange for den indfødte maoribefolkning, men kun for slanger, vilde dyr og englændere. Stillehavet var større og voldsommere end noget andet, nybyggerne havde oplevet. Når det gjaldt Atlanterhavet og Amerika, kunne man bedre forestille sig, hvad der var i vente. Men dette nye land på den anden side af kloden var noget helt nyt og ukendt. Utrygge rejsende med begrænset uddannelse søger gerne efter noget, hvad som helst, der ligner deres hjemland. Men de første nybyggere, der kom til New Zealand, fandt intet genkendeligt. Det var jul og 30 grader i skyggen. Kysten var dækket af ildrøde pohutukawa-træer, også kendt som maoriernes juletræ. Planterne var alle foruroligende anderledes, og det samme gjaldt lyset, temperaturerne, terrænet og sproget. Der var ingen sammenligning. Det var som at komme til en anden planet, uden det store håb om nogensinde at gense den, de havde forladt. For at gøre det hele værre opdagede de til deres fortvivlelse, at de fra havnebyen Napier på Nordøen eller det noget større Wellington skulle forcere 100 kilometer tæt bevoksning for at komme frem til den jord, de var blevet stillet i udsigt. Men de kunne ikke gøre stort andet end at slå sig til tåls med realiteterne. Mændene begav sig af sted til fods, gennem ubegribeligt smukke, men også lidt skræmmende, uberørte skovområder. De store træer dannede en endeløs baldakin, der gjorde, at nybyggerne, selv om dagen, måtte bruge lygter på deres vej gennem skoven. Da kvinderne og børnene nogle dage senere fulgte efter i oksekærrer, græd flere af dem bitre tårer over den håbløse situation, de var havnet i. Man kan næsten ikke forestille sig det, men en af kaptajnerne havde bildt nogle af svenskerne, danskerne og nordmændene ind, at det var Amerika, de var kommet til. Flere af dem forsøgte ligefrem at skaffe penge til at komme videre til USA. Andre krydsede havet til Australien. En svensk kvinde skrev i sin dagbog: »Hvis der fandtes en vej, som jeg kunne gå på hele vejen hjem til Sverige, så ville jeg gøre det«. Den newzealandske regering havde i annoncer lovet vordende indvandrere guld og grønne skove, men da de kom frem, fik de en tarvelig behandling. De opdagede, at de alligevel skulle betale for skibsrejsen. Den midlertidige indkvartering, de var blevet lovet, fandtes ikke. De måtte bygge deres egne primitive træhytter og havde ingen penge mellem hænderne, før de fik deres første løn for skovrydning. Og selv da jordstykkerne var blevet fordelt ved lodtrækning, gik der et år, inden de så den første ko. Hver mand fik tildelt 16 hektar jord. Midt i vildmarken skød nabobyerne Dannevirke, der var domineret af danskere, og Norsewood, der var overvejende norsk, efterhånden op. »Nybyggerne fik en elendig behandling«, siger Bill Gundersen, der er formand for den skandinaviske klub i Dannevirke. Hans norske oldeforældre kom tomhændede hertil i 1872. »Alle nybyggernes efterkommere har fået overleveret historier, der i mange tilfælde tyder på, at det var et utrolig hårdt liv. Mændene arbejdede fra tidlig morgen til sen aften med at anlægge stier og veje og fælde de enorme kauri-træer, der ofte var over 30 meter høje. Tit kom de kun hjem i weekenden, så kvinderne og børnene var overladt til sig selv i ugens løb. Når den nærmeste nabo boede adskillige kilometer borte, var de yderst sårbare«, fortæller Bill Gundersen. De helt unge blev også sat i arbejde med økser, huggerter og skovsave. For at hente forsyninger skulle man som regel krydse farlige floder, der uden varsel kunne gå over deres bredder. De bevægede sig ad ujævne stier, hvor krattet bredte sig, så det var umuligt at bruge heste. I de første år var de i skræmmende grad overladt til sig selv, og de få forsyninger måtte opvejes af initiativ og gåpåmod. Gærede kartoffelskræller gav gær til brødbagningen, vildsvin var en delikatesse til festlige lejligheder, og skovens smukke fugle, hvoraf mange i dag er uddøde, havnede i de skandinaviske jerngryder. En stormfuld nat i 1881 opdagede en dansk kvinde, hvis mand arbejdede langt fra hjemmet hele ugen, at familiens dyrebare ko var forsvundet. Hun begav sig ud i mørket og for vild. Til sidst fald hun om af udmattelse, og da manden flere dage senere kom hjem, fandt han hende død i skoven. De afkræftede og fortvivlede børn var stadig låst inde i huset. »Livet i de små nybyggerbyer mindede en del om Det Vilde Vesten i USA«, fortæller Bev Lohman, der er tipoldebarn af norske indvandrere og den stolte ejer af deres udførlige dagbøger. »Kvinderne var nødt til også at påtage sig meget af det hårde fysiske arbejde, mens de fleste mænd mødtes på barerne i weekenden. Der var mange ulykkelige og brudte ægteskaber«. Lørdag aften tjente de interimistiske beværtninger store penge, når mændene mødte op for at drukne deres frustrationer. Det var ikke ualmindeligt med fuldskab og håndgemæng. Den slags bidrog til den spændte stemning på hjemmefronten. En stærkt troende norsk kvinde for i flint, da hendes teenagesøn en aften kom fuld hjem. Hun konfiskerede resten af den ugeløn, han havde tjent som skovarbejder, og brændte pengene. Samme handlekraftige kvinde huggede egenhændigt hovedet af sin datters kat, der havde taget livet af en høne. Pionermuseet i Norsewood rummer mange genstande, der vidner om de første nybyggeres stærke lutherske tro, og også en fascinerende samling af landbrugsredskaber, køkkengrej, tidsskrifter og aviser og andre simple, men dyrebare klenodier, der kunne minde dem om deres fødeland. Særlig fascinerende er det såkaldte Scandy-hjul, et fikst og billigt redskab til fremstilling af oksekærrer og hestevogne, som blev opfundet af de første nordiske nybyggere i New Zealand. Der findes omfattende fotografisk dokumentation fra nybyggertiden takket være Charles Mariboe, der var født i Glostrup og som 24-årig kom til New Zealand som landarbejder. Han lærte sig selv fotografiets nye kunst og rejste rundt mellem bosættelserne i en lille overdækket hestevogn, som han brugte som mobilt mørkekammer. Han medbragte endda nogle møbler, der kunne fungere som kulisser og pynte lidt op i de spartansk indrettede nybyggerhjem. Forholdet til den lokale maoristamme var glimrende, og der blev handlet fødevarer på rimelige betingelser. Da skandinaverne først havde vænnet sig til maoriernes tatoverede endebalder og øvrige eksotiske kropsudsmykning, opstod der en stærkere indbyrdes tillid, end nogen af de to grupper nærede til de mere reserverede briter i landet. Maorierne havde øre for den anderledes musik i de nordiske sprog - og for de hyppigst anvendte ord - og kaldte skandinaverne for ja jas. Interessant nok opretholdt danskerne og nordmændene adskilte samfund, mens svenskerne valgte at slå sig ned i den største af byerne, Dannevirke, sammen med danskerne. Nogle svenskere beklagede sig over, at nordmændene ikke vaskede sig hyppigt nok. Svenskerne var kede af, at ingen at de to byers navne afspejlede deres svenske rødder, og nogle af dem indrømmede, at de følte sig marginaliseret. Der var også en håndfuld tyske indvandrere, der holdt sig på god fod med alle. Det kan egentlig virke overraskende, når man tænker på, at slaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland stadig stod frisk i erindringen hos danskerne. John Peterson, der har danske rødder, kender meget til rivaliseringen mellem skandinaverne. »I nogle familier var der en forventning om, at børnene giftede sig med nogen af samme nationalitet. En anden skandinav var ikke godt nok, og en engelsk ægtefælle ville have været helt uantageligt«, siger han. Mod slutningen af 1890'erne havde områdets frodige græsningsarealer sikret en lille blomstrende mejeriindustri, der fremstillede smør, som blev distribueret til andre dele af landet. Der var også så mange tømmerpladser, at Dannevirke fik tilnavnet Sawdust City (Savsmuldsbyen, red.). De skandinaviske nybyggere var de første i New Zealand, der fik ordentlige dræningssystemer, takket være skandinavernes tekniske kunnen. Resten af landet, hvor nybyggerne især var englændere, skotter og irere, måtte vente nogle år med at kunne benytte sig af samme moderne teknik. I dag er Dannevirke, med 6.000 indbyggere, og Norsewood, med 1.500 indbyggere, velstående landbrugsbyer med en afslappet og uformel stemning. Navnene i telefonbogen vidner ligesom navnene på gravstenene om stærke nordiske rødder. Men bortset fra at nogle lokale børn lærer skandinavisk folkedans, er der ikke mange aktiviteter i byen med nordiske forbindelser. Svenskernes efterkommere fejrer dog Luciadag, der jo er en vinterfest, hvorfor den i New Zealand er henlagt til juni. Der er hverken skandinaviske bagerier eller restauranter, når man ser bort fra en kinagrill, der reklamerer med noget, den kalder smørrebrød, som dog viser sig at bestå af en tvivlsomt udseende buffet med stegte ris, chow mein og så videre. De ældre indbyggere begiver sig nogle gange ud på den store rejse til deres forfædres land, som dog ikke altid kan leve op til mytologien. To kristne søstre og enker blev rystet over den pornografi, de stødte på i det verdslige København. En 80-årig mand fra Dannevirke besøgte for få år siden nogle af sine fjerne slægtninge i Sydsverige. »Det var som at komme hjem«, fortæller han. »Jeg fik at vide, at vores slægtninge også havde ledt efter os. Der var en kvinde, der begyndte at græde, fordi jeg lignede hendes onkel«. Han bed dog også mærke i den kulturkløft, der findes. De mennesker, han mødte, mindede ham lidt om »østers«, fordi de ikke var lige så åbne som folk i nybyggerlandet New Zealand. »De vil gerne vide alt om én, men de fortæller ikke ret meget om sig selv«, siger han med fortrydelse i stemmen.