Debatten om den rummelige folkeskole er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der er grænser for klassernes rummelighed, men alene om, hvor grænserne skal gå, mener kronikøren, der er lærer og medlem af hovedstyrelsen for Danmarks Lærerforening. Som lille dreng nærede jeg et hedt ønske om at kæle med en vild fugl. Den skulle sidde roligt i min hånd, jeg skulle nulre dens bløde nakkedun og stryge den ned over vingerne. Men hvordan? Man skulle komme salt på halen, havde jeg hørt. Tog en håndfuld groft køkkensalt, sad ubevægelig længe, men ingen fugl kom tæt nok. Så lavede jeg en fælde. En træplade, en skråtstillet kasse, der støttede på en pind med en snor, nogle brødstumper ind under kassen. Fuglene hoppede intetanende ind under kassen, jeg trak i snoren, fuglene flaksede op, men en af dem nåede ikke ud. Med hamrende hjerte bar jeg fælden ind på mit værelse. Nu skulle vi rigtig hygge os, fuglen og jeg. Hvor skulle jeg være god ved den, og hvor skulle vi være gode venner. Jeg satte fælden på gulvet, lukkede døren og lindede stakåndet på kassen. Der sad den. En skovspurv, småpjusket og uroligt vuggende og på en eller anden sær måde helt forkert. Forsigtigt førte jeg min hånd hen imod fuglen. Nu skulle den bare lige hoppe op i min hånd og så ... Men spurven lettede, fløj forvildet rundt i det alt for lille rum, busede ind i væggen og faldt ned på gulvet. Jeg gik hen imod den, men straks var dyret på vingerne igen, styrede direkte mod vinduet, dunkede ind i det med en ubehagelig lyd, røg ned på vindueskarmen, fløj igen ind i ruden. Panikken steg op i mig. Da fuglen sad stille et øjeblik, prøvede jeg at få fat på den, men den baskede forvildet op, ind i væggen og så igen mod ruden. Fjer på gulvet, dun på ruden, synligt blod i panden. Desperat flåede jeg vinduet op. Fuglen fandt ud. Sitrende af sindsbevægelse og ubehag så jeg den forsvinde mellem havens træer. Det, der skulle være en rolig og tæt hyggestund var blevet et mareridt. Alle mine varme følelser for fuglen var mundet ud i et overgreb, der nær havde kostet den livet. Denne oplevelse fra min barndom meldte sig i et glimt, da jeg for nogen tid siden skulle prøve at forklare en forsamling, hvordan lærere har det med de få, men stærkt iøjnefaldende elever, der beskrives som fejlanbragte i normalklassen. Denne følelse af at være fuldstændigt afvist, reduceret til magtesløst vidne til et barns evindelige frontale kollisioner med omverdenen. Kunne man dog bare få barnet til at falde til ro et øjeblik. Så kunne man overbevise barnet om sine gode hensigter, nå ind til det, vinde dets tillid. Men barnet aner ikke, hvor det selv holder op og andre begynder. Det er spændt som en fjeder til bristepunktet, bekræftet i sin aggressive mistro om modstandere på alle sider. Opfarende, kampklar, altid på krigsfod. Folkeskolen skal være rummelig. Men hvad er det for et rummelighedsbegreb, der i praksis indebærer, at skolen fastholder et barn i en håbløs situation? Der pålægger klasselæreren i årevis at lægge sit hjerteblod i det ene udsigtsløse initiativ efter det andet, indtil alt og alle omkring barnet har spillet fallit? Hvad er det i grunden, der sker i en skoleklasse, når den skal rumme en så desperat elev? Den pågældende elevs destruktive adfærd cementeres. Læreren kan kun se hjælpeløst til, mens den nærmest blændede elev vælter sig rundt fra konflikt til konflikt. Uafladeligt bliver han - for det er syv gange så ofte en dreng som en pige - konfronteret med de utallige skæve, han slår, men han er for længst holdt op med at registrere dem. Lærerens henvendelser, opfordringer og irettesættelser bliver som en vandhane, der løber; det bliver en normaltilstand, der sker jo ingenting. Tiden går med ævl og kævl, drengen får ingenting lært, og omkring pubertetens indtræden går det op for drengen, at løbet er kørt. Han affinder sig med tilstanden. Han etablerer en afvigeridentitet, søger sammen med ligesindede og bliver hurtigt en ung mand. Nu er det ikke længere bare skolens problem. Det er blevet samfundets problem. Meget tidligt i forløbet er klassens arbejde faldet fra hinanden. Planlagte aktiviteter kan ikke afvikles, progressionen i undervisningen går fløjten, de andre elever begynder at kede sig. Læreren bruger størstedelen af sine kræfter på denne ene elev og når aldrig raden rundt til de øvrige elever, der er reduceret til tilskuere til den konstant pågående, inderligt forudsigelige og dybt kedsommelige konflikt. De går i venteposition. Og ventetiden trækker ud. Men små børn er ikke gode til at vente. Inden længe begynder de mest utålmodige, men i øvrigt ganske omgængelige elever, at blive rastløse og urolige. Frustrationerne bobler op. Uger, måneder spildes. Almindelig demoralisering, hårde ord, gråd og tænders gnidsel, slagsmål, råb og skrig. Klassen bliver en heksekedel. Den desperate elev ser ustandselig sin fjendtlighed gengældt, oplever ikke på nogen måde sig selv som konflikternes ophav og har ofte et ualmindelig godt helbred. Kun sjældent er han fraværende. De få dage, det sker, er som oaser i ørkenen for klassen og dens lærere. Nu begynder forældrene at røre på sig. Nogle af dem taler sammen, læreren indkalder til et forældremøde, men de hjem, der er allermest brug for at få i tale, udebliver. Det ville næppe heller have ændret situationen. Intet forældremøde kan alligevel råbe det desperate barn eller dets hjem op. Alle de ord, der findes, er for længst brugt op, og de gør ikke længere nogen forskel. De forældre, der ikke vil lægge barn til længere, stemmer med fødderne. De forlanger deres børn flyttet til en anden klasse eller tager dem ud og sætter dem i en privatskole. Klassen er nu i rivende forfald. Læreren har på dette tidspunkt henvendt sig til hjemmet utallige gange. I perioder nærmest hver dag. Hun - for mindst tre ud af fire gange er det en kvinde - har talt med sine nære kolleger. Gang på gang har de tilrettet deres ageren, forsøgt sig med nye vinkler, ændret taktik. Skolens ledelse har læreren ikke haft megen glæde af. Efter adskillige tilløb henvendte hun sig til den nyansatte inspektør allerede efter den første måned i klassen, da problemets art og omfang stod hende klart, men den overarbejdede stakkels mand have intet kendskab til det pågældende barn og skulle ud ad døren til møde på rådhuset. Slet skjulte anklager for ikke at slå til og en generel præken om folkeskolens rummelighed var, hvad hun fik ud af den samtale. Hun tog dog med ledelsens nødtvungne accept kontakt til kommunens pædagogiske-psykologiske rådgivning (PPR). Efter fire måneders venten blev en skolepsykologisk undersøgelse af eleven foretaget, og skolepsykologen kunne efter endnu et par måneder meddele, at eleven efter hans vurdering skulle visiteres til det alternative undervisningstilbud, som kommunen etablerede i kølvandet på nedlæggelsen af observationsklasserne og et par amtslige institutioner for børn med denne type af vanskeligheder. Desværre var alle pladser optaget, og det er de stadig. Der kommer hele tiden mere presserende sager ind. Denne dreng går jo kun i 3. klasse og er endnu ikke ligefrem fysisk farlig for sine omgivelser Hvad sker der videre med klassen, som årene går? Jo, de resursestærke elever klarer sig. De får støtte hjemmefra, de arbejder solo eller vælger hinanden, og de tager fra, når undervisningen undtagelsesvis fungerer. De skal nok komme i gymnasiet og indhente det forsømte. Enkelte af de allerstærkeste, ikke specielt indsigtsfulde, men meget politisk korrekte hjem giver udtryk for, at dette her må vi stå igennem i fællesskab. De svage elever, der ikke kan koncentrere sig i et uroligt og konfliktfyldt miljø, går derimod helt i stå. Nogle af de mest uselvstændige lader sig rive med af det forvildede barn. De skifter nærmest karakter og fremtræder pludselig som uromagere i stor stil. Og så begynder den linde strøm af indstillinger til læseklinik fra den ansvarsbevidste klasselærer. Op imod en tredjedel af eleverne kan ende med at ryge ud og ind af klinikken på skift. I special-undervisningens overskuelige miljø med smågrupper af rolige elever får de rettet sig op, men tilbage i klassens heksekedel går de igen i stå. Den proklamerede rummelighed er rent faktisk slået over i sin absolutte modsætning: udstødning. Nu er klassens lærere efterhånden i krise. Hvis de er gamle i gårde og ved, hvilke tråde der skal trækkes i, får de snoet sig ud af arbejdet med klassen ved næste fagfordeling. Eller de søger forflyttelse. Hvis de da ikke bliver regulært syge, skal have psykologhjælp, går på orlov eller får et kursus, der kan befri dem fra i det mindste en del af det daglige åndsfortærende konflikthelvede. Og så kommer der nye lærere på klassen. De får måske nok at vide, at der er 'visse' problemer med klassen, men de får sjældent hele historien, for så ville de aldrig have taget den klasse. De får derfor heller ikke den hjælp, som deres forgængere manglede. Ofte er de udenbys eller kommer direkte fra seminariet, forudsætningsløse og fulde af gåpåmod. I så fald løber de hurtigt ind i det såkaldte praksischok. Det her hørte de ikke noget om på seminariet. Måske siger de ligefrem op efter et halvt år, drænet for energi og overbevist om, at de har valgt et forkert erhverv. Og måske bliver de aldrig mere lærere. Hvor udbredte er forløb af denne art? Mit kvalificerede bud er, at så godt som alle lærere på gulvet i folkeskolen har oplevet i det mindste dele af det - enten som part i processen eller også som tæt kollega. Undervisnings-ministeriets undersøgelser viste for nogle år siden, at lærerne vurderede godt 2 procent af eleverne til at være såkaldt 100 procent forstyrrende. Herved forstås ganske enkelt elever, der forstyrrer sig selv og deres omgivelser uophørligt. Cirka halvdelen af disse var efter lærernes mening så vanskelige at nå, at lærerne betegnede dem som fejlanbragte i normalklassen, og sådanne elever fandtes på 72 procent af landets skoler. Vi taler altså her om godt og vel en elev ud af hundrede, svarende til at der i gennemsnit befinder sig en i hver femte klasse. Arbejdstilsynet har netop afsluttet en omfattende undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i folkeskolen og konkluderer, at konflikter med elever er den mest belastende enkeltfaktor i lærernes dagligdag. Udenlandske skolefolk, der besøger folkeskolen og ikke ønsker at fornærme værterne, hæfter sig altid ved den frimodige og ligeværdige omgangsform mellem lærere og elever, men bemærker ofte lavmælt, at der spildes megen energi på uro. To danske lærere, der netop havde gennemført et midlertidigt jobbytte med amerikanske lærere, fortalte mig for nylig samstemmende, at hvis almindelige amerikanske ordensregler havde været gældende i den danske folkeskole, var halvdelen af børnene formentlig blevet bortvist på grund af deres opførsel. Det skal straks tilføjes, at de pågældende lærere nu alligevel foretrak den danske skoleform. Hvilke følger har det for eleverne, at mange af folkeskolens klasser er så konfliktfyldte? Det er indlysende at kæde dette forhold sammen med den foruroligende kendsgerning, at folkeskolens elevgruppe i mindst en halv snes år har haft en tendens til at knække over i to. I modsætning til hvad man skulle forvente, fordeler eleverne sig ikke efter den velkendte klokkeformede normalfordelingskurve: få svage, mange i midten, få dygtige. I stedet udviser fordelingskurven to tydelige pukler: mange svage, færre i midten og mange dygtige. Enten er man med forrest på vognen, eller også hænger man kun med nød og næppe på. Det kom tydeligt til udtryk i de famøse læseundersøgelser fra 1990'erne, og tendensen er på ingen måde aftagende. Tværtimod. En del af den nyeste pædagogiske forskning peger faktisk på, at skolens øgede satsning på tværfaglige, projektorienterede tilgange og selvstændighedskrævende arbejdsformer med udgangspunkt i den enkelte elevs egne erfaringer skærper problemet yderligere. Navnlig de tosprogede samt gruppen af stærkt utilpassede elever kommer mere og mere i klemme her. Undervisningen er i stigende grad rettet mod gruppen af velfungerende, selvstændige elever fra ansvarsbevidste hjem, der engagerer sig i børnenes personlige udvikling. Folkeskolen udvikler elitære træk. Som følge heraf vokser behovet for specialundervisning som antydet stærkt. Især i forhold til den betragtelige gruppe af fagligt svage, der fordrer fred og ro for at lære. De ville sagtens kunne rummes i normalklassen, hvis der var arbejdsro og læreren havde tid og overskud til at hjælpe dem. Vi ved, at fagligt svage elever kan profitere stærkt af en velfungerende klasses fællesskab, og der er tilmed intet belæg for, at det sker på bekostning af de dygtigere klassekammerater. Men med tilstedeværelsen af en desperat spilfordærver i klassen går klassens fællesskab rabundus, og de første, der betaler regningen, er - ud over staklen selv, naturligvis - de svage elever. Den ansvarlige lærer har kun én mulighed at trække på: indstilling til specialundervisning. »Rummelighed er en god ting«, sagde konen. - Hun lagde en sild mere i tønden. Men skolen er ikke en tønde, og eleverne er ikke døde sild. Et rummelighedsbegreb, der fokuserer ensidigt på skolens evne til rent fysisk at fastholde stærkt afvigende elever i normalklassen, kan ikke bruges til noget. Et barn, der mentalt befinder sig i permanent krigstilstand med alt og alle i klassen, slider alle nære relationer i stumper og stykker. Det er fysisk umuligt for klassen og læreren at opbygge positive relationer til et sådant barn på de vilkår, der må og skal gælde i en gruppe med én lærer og 20 børn på 50 kvadratmeter - hvis de både skal kunne være og lære der. Det ligger for så vidt i selve ordet: rummelighed. Det forudsætter et rum. Et rum med gulv, loft og vægge, kort sagt begrænsninger. Et forvildet barn, der bogstaveligt talt farer rundt og støder ind i vægge, møbler og mennesker er at sammenligne med den vilde fugl, der ikke anede, hvor den befandt sig, men var skræmt fra vid og sans og i færd med at ødelægge sig selv. At holde et barn inde i rummet på sådanne betingelser er ikke et udtryk for inkluderende rummelighed, men for ligegyldighed og kynisme. Folkeskolen er for alle, ja. Men alle eleverne kan ikke være i det samme rum alle sammen. Spørgsmålet er ikke, om der er en grænse for den almindelige klasses rummelighed, men alene, hvor den skal gå, hvis rummeligheden skal være optimal. Vi må anstændigvis træffe et valg: Hvilke børn er det, der ikke hører hjemme her? Er det de relativt mange, der skal have fred og ro til at lære, eller er det de ganske få, der splitter det hele ad?