0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sørgebindet tilbage

Vi danskere bliver ofte frygteligt forlegne, når folk omkring os rammes af sorg. Derved opfører vi os helt upassende i den tro, at mennesker i sorg helst vil være alene.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vi danskere bliver ofte frygteligt forlegne, når folk omkring os rammes af sorg. Derved opfører vi os helt upassende i den tro, at mennesker i sorg helst vil være alene. Journalist og forfatter Peter Olesen beretter fra sorgens univers.

En gymnasieelevi 2. g i Bjerringbro mistede sin far. Moderen gav besked til gymnasiet, også om hvornår datteren ville vende tilbage. Da hun en uge efter dødsfaldet mødte op i gymnasiet igen, så alle væk. Ingen sagde noget. Og første undervisningstime forløb som normalt. I første frikvarter kontaktede eleven sin lærer og sagde: »Jeg vil lige sige, hvorfor jeg har været væk. Min far er død«. »Jamen, det vidste jeg godt«, svarede læreren, vendte om på hælen og gik.

En kvinde i 50'erne oplevede en aften kl. 21, at hendes mand blev pludseligt syg. Han blev kørt på hospitalet. Hun og deres to store drenge tog med. En noget ufølsom læge tog imod og fulgte forløbet, indtil han kl. 3 lukkede døren op ud til gangen, hvor familien sad, og sagde: »Så er det overstået«. »Klarede min mand det?«, spurgte konen. »Nej, det er overstået«.

Og sådan kunne jeg fortsætte. Og fortsætter senere.

Vi er med andre ord sjældent ret gode til at tackle situationer, hvor mennesker rammes af skæbnen. Hvor sorg og død spiller hovedrollen. Vi bliver forlegne, stikker hovedet i busken, opfører os lettere kujonagtigt, vender os bort eller holder os helt væk. I misforstået hensyn og i den fejlagtige tro, at folk i sorg helst vil være alene, ikke vil kontaktes, for alt i verden ikke vil græde eller have lov at fortælle. Så ud over tabet af en ægtefælle, en far eller mor, en anden nær slægtning, så bliver de mennesker, man er vant til at omgås, pludselig også mærkelige og holder sig væk. Voksne kan til nød reflektere og forstå det med forstanden, men vanskeligt med følelserne. Men børn, de fatter det ikke. Nu har de næsten mistet alt. Først mor eller far. Så også kammeraterne. Og de andre voksne. Hvorfor de isolerer sig og føler sig ladt i stikken.

Jeg har selv prøvet det som barn. Min far døde i 1961, da jeg var 15 år gammel. Da jeg kom i skole en uge efter, stod min skoleinspektør helt fremme ved skolens indgang, gav mig hånden og sagde: »Må jeg kondolere«.

Og så blev der ikke sagt et ord mere om min fars død i resten af min skoletid. Hverken af mine lærere eller mine kammerater. Alle undgik mig i lang tid. Som var jeg pestbefængt. Vel af frygt for at komme til at sige noget forkert, bringe emnet på bane, gøre mig ked af det, få mig til at græde. Hvad jeg vel trængte til mest af alt.

Min lillesøster på nu 53, dengang 11, sagde for nylig kort og kontant, da vi på TV 2 havde set Claus Birchs fine udsendelse 'Sorgens børn' - om betydningen af at komme i sorggruppe med andre børn i samme situation:

»Tænk, hvor anderledes vores liv havde været, hvis vi havde haft den mulighed dengang«.

Det var ikke, fordi vi ikke kendte andre børn i samme situation. Men vi bar det hver for sig. Som så mange andre, og for manges vedkommende som store knuder i maven og ar på sjælen - resten af livet.

Nogle af de bedste legekammerater på vejen, Jens og Frans, havde også mistet deres far kort før os. Vi talte aldrig om det. Vi kunne ikke.

Ingen hjalp os. Men min gode ven og klassekammerat Peter, hvis mor var fraskilt, og som altså også levede uden en far, prøvede at hjælpe med:

»Nå, nu er vi da lidt i samme båd, nu er I ikke lige så fine mere«. Den bemærkning huskede jeg i hvert fald. Måske blev jeg såret, men ikke vred.

Da jegfor godt tre år siden begyndte at holde foredrag om dette emne - efter udgivelsen af 'Min mor døde. Min far døde', havde ca. fem procent af danske skoler en sorgplan. I dag har ca. 75 procent af skolerne en, andre arbejder på det. Det er langt at nå på kort tid, uden ringeste hjælp fra øverste sted - Undervisningsministeriet. Uanset om ministeren hed Vestager eller Tørnæs. Daginstitutionerne er også i gang. De vil også gerne have sorgplaner.

En sorgplan er et stykke papir, hvorpå der står, hvordan skolen eller institutionen agerer, når et barn mister en forælder eller en søster eller bror, når et barn i skolen dør, eller en voksen i skolen dør. At skolen husker at kontakte hjemmet. Og, når far eller mor er død, så husker at have en god, lang snak med barnet om, hvordan første skoledag efter dødsfaldet skal forløbe. Af hensyn til det sorgramte barn - og af hensyn til de andre knugede elever i klassen, der ikke aner, hvordan de skal reagere. Det er en sorgplan.

Børn i sorg har som antydet også ualmindeligt stort udbytte af at komme i gruppe med andre børn i samme situation. Men den mulighed er yderst begrænset i vores sparesamfund i dag. I et samfund, hvor en latterligt lille skattelettelse er vigtigere end f.eks. at tage sig ordentligt af mennesker i sorg og nød. Kræftens Bekæmpelse har sine grupper.

Egmontfonden har med sit arbejde 'Vil:kan' påvist behovets omfang. Men kun meget få følger det op. Faktisk har pinligt få kommuner i dette land en sorggruppe for børn, der har mistet forældre. Ganske få hundrede børn ud over hele landet har muligheden. Men hvert år mister 4.000 danske børn en mor eller far. Og de lades i stikken. Kun hvis man er så 'heldig', at far eller mor er død af kræft, er muligheden for at komme i sorggruppe større, end hvis de er døde i trafikken, af en blodprop eller ved selvmord.

Kan vi være det bekendt?

Jeg mener selvfølgelig nej!

En sorggruppe kan uden større besvær stables på benene hvor som helst. En sådan sorggruppe kan en fornuftig og behjertet præst, en sygeplejerske, en sundhedsplejerske, en skolelæge, en lærer, en pædagog sagtens etablere - og vel at mærke i den i forvejen lønnede arbejdstid. Kun meget få kommuner er med. F.eks. Grenaa, Løgstør, Sejlflod, Solrød, Køge og Fjerritslev plus et par stykker til. Her er der etableret meget velbesøgte sorggrupper - med ventelister. Så spørg ikke mig, om det er noget at tage fat på - for et ellers civiliseret samfund, der lige nu har mere travlt med at bryde ned end at bygge op.

Det handler jo om at vise medfølelse. At udtrykke deltagelse. At være til stede. At turde sige ord eller bare stå ved sin tavshed. Men ikke vende ryggen til. Eller gå over på den anden side af gaden. Se væk. Undgå hinanden.

Det handler om at turde. Og de, der tør, ved også, hvor megen hjælp de kan have været til - med blot en lille indsats og et mindstemål af omtanke og omsorg.

Hvem har måske nogen sinde skrevet til en sorgramt og fået et fornærmet svar tilbage? Hvem har ikke oplevet, at netop kondolencebreve er de breve, der gemmes længst, generation efter generation?

Jeg giver et par eksempler til - eksempler på manglende situationsfornemmelse. Eller det modsatte.

Først et lærerigt, positivt eksempel:

Kenneth på ca. 10 år mister sin far. Først omtales faderen i avisen som forbryder og smides i fængsel. Og her tager han siden sit liv og kommer i avisen igen. Spørg ikke, om det er let at være Kenneth og at skulle ned at lege eller i skole igen. Men så får han et brev. Brevet lyder: »Kære Kenneth. Det gør mig virkelig ondt at høre, at du har mistet din far. Jeg skriver bare, fordi at du er min bedste ven. Og harvirkeligondt af dig. Uanset det, jeg har hørt med din far, skal dualdrigvære flov over for mig. Har du lyst til at ringe, så gør det endelig. Kærlig hilsen Jonas, Rasmus og Evy. PS: Du er altid velkommen«.

Mon det brev hjalp? Jeg har fået brevet af Kenneths bedstemor. For det hjalp ikke kun Kenneth - men også hans mor og hans bedstemor. Og han kom både ned at lege og i skole igen.

Og så et par mindre rare historier:

En ung mor sidder en aften på hospitalet i Kolding og er ved at skulle vænne sig til, at hendes mand få timer forinden er blevet dræbt i trafikken. Hun er helt alene, og ingen på hospitalet sanser at ringe efter hendes familie og venner. Da hun skal til at gå, spørger hun lægen og sygeplejersken: »Hvordan fortæller jeg mine to små børn, hvad der er sket? Lidt ad gangen eller råt for usødet?«.

Det vidste hverken lægen eller sygeplejersken. De turde slet ikke råde.

Kendte intet til emnet.

Om der var en psykolog til stede? Nej, først i morgen igen kl. 9. Og så måtte den unge, nybagte enke tage hjem alene.
Havde jeg været med som bror eller bedste ven, kunne jeg måske have haft så megen nærværelse, at jeg havde spurgt efter hospitalspræsten, som der kan ringes efter dag og nat.

En anden ung kvinde i samme forsamling i Kolding fortalte om sit møde med præsten, da hun skulle aftale det praktiske om sin mands begravelse.

Pludselig sagde præsten: »Tak!«. - »Jamen, skal De ikke vide noget om min mand?«. - »Nej, jeg taler aldrig personligt over afdøde«, svarede han.

Der syntes at være en præst, der trængte til en samtale med en af sine overordnede.

Et forældrepar bliver ringet op og bedt om at skynde sig til sygehuset i Gentofte. Deres 20-årige datter er kommet slemt til skade. De kommer på Gentofte og får i receptionen besked om at skynde sig videre til hospitalet i Glostrup, hvortil hun er overført akut. De skynder sig. I Glostrup ved man ikke i informationen, hvor datteren måtte være, men rådet er at skynde sig op på intensiv. Så de skynder sig og møder 'en hvid kittel', der også skynder sig, og 'den hvide kittel' spørger stakåndet: »Må vi tage organerne?«.

Vi opføreros indimellem ganske alvorligt pinligt. Også i hvid kittel og i sort præstekjole. Men det må vel kunne tales midt imod. Mit liv har lært mig, at debat kan flytte holdninger, så det prøver jeg på - også her.

Er der mon noget, vi har mistet og glemt? Hvor blev sørgebindet af? Det ses nu om dage kun i kongefamilien, militæret og blandt sportsfolk. Hvad med at synge ud og strø blomster på gaden, som kun få praktiserer herhjemme i dag? Hvad med at have den døde stående hjemme i kisten et par dage, som vi gjorde tidligere? Hvad med at lære de unge mennesker at stoppe op, når en rustvogn og dens følge passerer - i stedet for at overhale på cykel? I min barndom vidste vi, at vi skulle stoppe på cyklen, stå stille og tage strikhuen af. Med andre ord vise respekt - for den døde og de efterladte. Forholde os til døden. Ikke som noget abstrakt - men noget konkret. Men lærer vi de unge mennesker det i dag? Hvorfra skal de så vide, hvordan man opfører sig?

Og hvad med i det hele taget at lære at se døden i øjnene, når den er der. Og ikke kun er fast underholdning i enhver spændende film på fjernsynet. Ikke en rejseholdsserie uden en god død, et godt mord. Men ikke hjemme i virkeligheden, tak! Så står vi af og vender ryggen til og ser bort.

Se bare avisernes dødsannoncer. Nu om dage dør folk ikke. Men »sover stille ind«, »er taget fra os« eller »gået bort«. Men dø, nej det gør man ikke, det kan man ikke byde andre.

Vi er ofte, mange af os, så kejtede, at man tror, det er løgn. Ikke at jeg nødvendigvis vil have sørgebindet tilbage, men det havde da en funktion. Ikke at vore kvinder som deres medsøstre i det sydlige Europa skal gå i sort, når de bliver enker. Men et eller andet omkring åbenhed med sorg må man da have lov at efterlyse. Livet er jo, med en lidt dårlig kliche, ikke lutter lagkage, men også indimellem barskt at stå igennem, og så hjælper det jo ikke med kejtede og undvigende omgivelser. Hverken på arbejdspladser eller på uddannelsesinstitutionerne. Jo højere vi kommer op i uddannelsessystemet, i gymnasiet, på tekniske skoler og handelsskoler og på universiteterne, jo ringere er hjælpen, jo mindre omsorg, eftertanke og medmenneskelighed møder vi.

I håb om at det alligevel kan blive bedre, vælger jeg at slutte med en opbyggelig historie, som kan bruges til nyttig eftertanke. Historien er skrevet af 14-årige Mette, hvis far begik selvmord, da Mette var 12. Hun skriver i bogen 'Børn om mors og fars død':

»Et halvt år efter min fars død mistede en af mine veninder sin mor. Det har været godt for mig at kunne snakke med hende om min far i stedet for kun med min familie. Og så vidt jeg ved, har det også været godt for hende. En dag tog vores klasselærer veninden og mig med ud på den kirkegård, hvor min venindes mor ligger, og ud i den skov, hvor min far begik selvmord. Og vi talte meget med hende om tabet af venindens mor og min far. Bagefter tog hun os med på grillbar. Det blev jeg meget glad for, at hun gjorde, for det var godt at snakke om min far med andre voksne end min mor. Og jeg havde heller ikke regnet med, at nogle af mine lærere var så interesseret i, hvordan jeg havde det med min fars død. Der kunne vi jo se, at ikke alle var helt ligeglade«.

Og hvemtalte så om næstekærlighedsbudskabet? Og om at anvende det i praksis? I hverdagen - lige mellem dem, vi færdes midt iblandt, og om hvem vi nok ved, at de måske kunne bruge os - bare lidt?