Indvandrerne i Danmark er et forholdsvist nyt fænomen. Ganske vist har vi modtaget polakker, russiske jøder, hollændere med flere, men netop de nye kommunikationsveje, her transportveje og den lave pris for at blive transporteret langt, har gjort det muligt at bevæge sig til Danmark fra fjerne egne, og det mest diskuterede resultat af globaliseringen er jo netop indvandrerne. Med den moderne globalisering er antallet af indvandrere en bølge i forhold til tidligere tiders små skvulp af indvandrere. Hvor er fagbevægelsen henne i forhold til indvandrere og globalisering? En undersøgelse over forskellige befolkningsgruppers stemmeafgivning ved de sidste valg viser, at kortuddannede i udpræget grad stemmer nej til EU, mens den rigeste og bedst uddannede del af befolkningen stemmer ja. »Underdanmark stemte nej, og Overdanmark stemte ja«, lød det i Radioavisen efter én af de sidste EU-afstemninger. Tilsvarende har Danmarks antiglobaliseringsparti, DF, fået mange stemmer fra ufaglærte arbejdere. Man kunne derfor forvente, at SiD mere end nogen anden fagforening var imod globaliseringen, men det forholder sig stik modsat: Der er næppe nogen fagforening, der har forholdt sig så bevidst og progressivt til globaliseringen som SiD. Lad os starte med et historisk tilbageblik. Da de første fremmedarbejdere kom til Danmark for godt 35 år siden, var Danmark et land med store regionale forskelle og med en halv million kvinder uden for arbejdsmarkedet. Danmark var samtidig et industriland, som manglede kortuddannet arbejdskraft. Diskussionen drejede sig for fagbevægelsen om forholdet mellem økonomisk vækst, en sikring af teknologisk udvikling (billig arbejdskraft skulle ikke bruges til at holde liv i forældet maskinel), kvindernes ligestilling med mændene på arbejdsmarkedet, regional udvikling og en fastholdelse af de lønmodtagergoder, som fagbevægelsen havde kæmpet sig frem til i det foregående halve århundrede. I 'De fremmede i dansk avisdebat' viser Bent Jensen (souschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed), hvordan der forud for de første gæstearbejderes entre på det danske arbejdsmarked blev sendt politiske prøveballoner op, bl.a. i form af en Kronik i Politiken af Hilmar Baunsgaard i 1964. Den 30. juni 1964 interviewede Aktuelt flere fremtrædende fagforeningsfolk om emnet, og »Formanden for DASF, Viggo Wivel, hævdede mere generelt, at situationen næppe var så klemt, at man burde gribe til at hente udenlandsk arbejdskraft, og Edith Olsen fra Kvindeligt Arbejderforbund var ligefrem modstander af forslaget«. Af de mange aviscitater, som Bent Jensen bringer, fremgår, at debatten ikke drejede sig ret meget om de mennesker, som skulle arbejde her i landet - debatten drejede sig om industriens problem med at producere så meget, som der var afsætningsmuligheder for. Behovet forekstra arbejdskraft var imidlertid så stort (bl.a. inden for slagterierne), at kødindustriens parter i 1965 blev enige om en forsøgsordning, og »slagteriarbejdernes formand J. Jensen blev citeret for, at der ikke fra danske arbejderes side var noget i vejen for, at der kom udenlandsk arbejdskraft ... Forbundsformanden fremhævede samtidig, at spanierne skulle have samme arbejdsvilkår som danske arbejdere«. Citatet viser tydeligt fagbevægelsens bekymring: at importen af udenlandsk arbejdskraft skulle bruges af arbejdsgiverne til at forringe de opnåede velfærdsgoder i Danmark på arbejdsmarkedet. Formanden for LO, Thomas Nielsen, anslår samme tone i Aktuelt den 24. september 1967, hvor han udtaler, at det er naturligt, at udenlandske arbejdere søger til Danmark, men fremmedarbejdere skal arbejde i henhold til overenskomster. Arbejdsgiveres og boligspekulanters udnyttelse af fremmedarbejdere blev meget hurtigt et vigtigt tema for medier og faglige organisationer. Bent Jensen citerer Information for at kræve en indvandrerpolitik og Politiken for at beklage, at indvandrerne fik pariastatus, fordi den »nemme adgang til det danske arbejdsmarked er blevet til skade for indvandrerne«. DASF blev i 1970 i Berlingske Tidende citeret for at beklage den mangelfulde politik på området. Fagforeningen foreslog en række nye regler, bl.a. at indvandringen skulle begrænses til færre lande, at der på virksomhederne kun måtte være en maksimal andel af indvandrere på 25 procent i de enkelte faggrupper, at arbejdstilladelser kun kunne udstedes i oprindelseslandet, samt at arbejdsgiveren skulle føre lønningsbog, så lønudbetalinger kunne kontrolleres. Desuden indskærpedes behovet for, at alle gæstearbejdere havde overenskomst. Det store behov for arbejdskraft til industrien blev brat vendt da oliekrisen indtrådte i 1973. Det førte til krav om øjeblikkeligt stop for import af udenlandsk arbejdskraft fra DASF's side. Der var i det danske samfund udbredt frygt for en krise som i 1930'erne, og Bent Jensen citerer en repræsentant for DASF for at ville have gæstearbejderne fyret før danskerne, og staten skulle sørge for, at de blev sendt hjem. Den arbejdsløshed, der fulgte i kølvandet på oliekrisen, ramte da også hurtigt fremmedarbejderne. Allerede omkring 1975 var en tredjedel af DASF's godt 6.000 medlemmer af fremmed herkomst arbejdsløse. Den aktuelle debat om indvandrernes kulturelle normer, om tørklæder, islamisk fundamentalisme, muslimske kirkegårde, ægteskab og lignende var totalt fraværende i midten af 1970'erne. SiD var det fagforbund med flest medlemmer fra ikkevestlige lande, og for SiD gjaldt det om at varetage medlemmernes faglige interesser uden hensyn til etnisk baggrund, eller rettere: SiD ville ved at tage særligt hensyn til medlemmernes etniske baggrund sikre sig, at alle medlemmer uanset deres kulturelle og nationale baggrund opnåede gode vilkår på arbejdsmarkedet. Det er en holdning, SiD konsekvent har holdt fast ved i over 30 år, selv om der blandt de indfødte medlemmer har været negative holdninger til indvandrere, og selv om nogle få SiD-formænd har udtalt sig negativt om indvandrerne. Ganske vist udarbejdede LO og DA tidligt for Arbejdsministeriet regler om, at en arbejdsgiver kun måtte ansætte fremmed (importeret) arbejdskraft, hvis han ikke kunne skaffe dansk arbejdskraft, men SiD (DASF) og Træindustriforbundet udarbejdede velkomstbrochurer, og man sikrede sig, at det fra 1973 blev obligatorisk for berørte brancher at udarbejde informationsblade om arbejdsvilkår, arbejdstidsregler, lønforhold, ferieregler, sygedagpengeregler med videre I oktober 1970 udsendte DASF rapporten 'Samme vilkår', og i Fagbladet blev der optaget mange artikler om indvandrere. Flere artikler havde til opgave at beskytte de fremmede mod udnyttelse, men også at beskytte danske arbejdere mod, at de fremmede kunne blive løntrykkere. SiD forsøgte ikke at tegne et negativt billede af indvandrerne, det var tværtimod arbejdsgivernes skyld, hvis tingene ikke fungerede. I 1973 kunne man i en artikel læse om »den arbejdsgivermentalitet, der råder i forhold til de fremmede. Det er ligesom ikke mennesker, men maskiner, der handles med«. En analyse af Fagbladet i 2000 viser, at SiD har fastholdt en positiv holdning til indvandrerne, men at indvandrerne ikke kan ses isoleret fra SiD's holdning til globaliseringen i øvrigt. Samlet set fylder artikler om nazisme, indvandrere, illegale arbejdere, ulande og internationale forhold knap 10 procent af Fagbladet, altså en ret anselig del i forhold til den interesse, man generelt må tillægge bladets læsere disse områder. Jeg undrer mig over de mange artikler om nazisme - de skyldes måske, at man vil ligestille nazisme og DF's holdninger til de fremmede? I en enkelt artikel tegnes et portræt af Herlevs borgmester, Kjeld Hansen, én af kritikerne af Socialdemokratiets indvandrerpolitik før Thorkild Simonsen - ellers er artiklerne alle med til at tegne et positivt billede af de etniske minoriteter i Danmark. SiD kæmper for bedre forhold for arbejdere i udviklingslande, bedre uddannelse af arbejdsløse indvandrere og bekæmpelse af illegal arbejdskraft. Man skal se konflikten mellem SiD og regeringen og DF i lyset af SiD's klart positive indstilling til en globaliseret verden med lønmodtagere fra andre lande i Danmark, men med fagligt gode forhold overalt i verden. Det borgerlige Danmark vil svække fagforeningerne, nedbryde deres engagement på ulandsområdet og integrere indvandrere på arbejdsmarkedet ved at nedsætte de sociale ydelser. Filosofien er, at det i dag ikke kan betale sig at arbejde, men med en lav integrationsydelse vil man motivere de fremmede til at gå ud på arbejdsmarkedet. SiD mener, at det skal ske gennem uddannelse og bedre danskkundskaber, og SiD har gennem en række projekter forsøgt at fremme en positiv proces ved at samarbejde med AF, DA, daghøjskoler, AMU-centre og det offentlige. Nærings- og Nydelsesmiddel Forbundet vedtog på sin kongres i 2000, at NNF »skal på banen for at sikre flygtninge og indvandrere en plads på det danske arbejdsmarked«. I midten af 1990'erne gennemførte LO 'Plads til alle'-kampagnen, og for første gang gik HK aktivt ind i arbejdet for at give plads til indvandrere på arbejdsmarkedet, og HK har siden besluttet, at man i egne rækker skal øge antallet af ansatte med anden etnisk baggrund end dansk. HK har aktivt forsvaret medlemmers ret til at klæde sig, som de vil, det vil konkret sige muslimske HK'eres ret til at bære tørklæde. Det var i høj grad takket være HK, at FDB fandt en løsning med tørklæder til muslimske butiksassistenter. I 2001 udgav LO og AIF (Arbejdernes Internationale Forum) et 20-siders særnummer af Horisont, 'International Horisont', om globalisering. Budskabet i magasinet er, at globaliseringen er en kendsgerning, den er en kilde til rigdom, men den rummer også problemer, bl.a. det problem, at de sociale og økonomiske uligheder er så store i verden, at dansk fagbevægelse må være sit ansvar bevidst. På bagsiden af magasinet kan man læse en kort artikel om, at de flygtninge, der kommer til 'din' kommune, er et resultat af globaliseringen, og i en anden artikel nævnes, at økonomiske flygtninge skyldes uretfærdig fordeling af verdens goder. Særnummeret blev sendt til alle socialdemokratiske tillidsrepræsentanter i Danmark, hvilket må tages som udtryk for, at LO har prioriteret området højt. Men det lykkedes ikke for LO at påvirke Socialdemokratiet. I 2001 tabte Socialdemokratiet valget på indvandrerspørgsmål, og regeringens støtteparti, DF, henter stort set sine stemmer fra samme målgruppe som Socialdemokratiet. Da Mogens Lykketoft overtog ledelsen af Socialdemokratiet, var én af hans vigtigste opgaver derfor at få lagt låg på indvandrerdebatten. Det har Lykketoft gjort ved stort set aldrig at udtrykke uenighed med den kvinde, som den tidligere statsminister og formand for Socialdemokratiet Poul Nyrup Rasmussen havde erklæret for ikkestueren, og som det i visse sammenhænge er tilladt at kalde racist. Det kom også helt tydeligt frem efter tørklædedommen i december 2003. HK havde på vegne af en ung muslimsk kvinde anlagt sag mod Dansk Supermarked, fordi pigen ikke måtte bære tørklæde som ansat i Føtex. HK tabte sagen, og DF udtrykte naturligvis sin tilfredshed. Det chokerende er, at S også var tilfreds! Det gamle arbejderparti, der skulle forsvare individet mod kapitalen, turde ikke tale imod DF! Det kunne koste stemmer ved næste valg. Mens Socialdemokratiet således er godt i gang med at svigte sit idégrundlag, som vel skulle bygge på egalitet (vi får se, om partiet blot er taktisk og vil støtte fagbevægelsens holdninger efter en eventuel valgsejr), så har fagbevægelsen ikke kun fastholdt en positiv holdning til indvandrere, men styrket sin indsats på området de sidste ti år. Globaliseringen behandles på mange fronter inden for fagbevægelsen. I januar bragte 'HK Privat' en artikel med overskriften 'Højt gear over for globalisering'. Formanden for HK Privat, Karin Retvig, blev her citeret for et ønske om, at fagbevægelsen styrker sin internationale orientering, og artiklen henviste til SiD's holdning på området - og holdningen er, at LO skal føre en mere offensiv strategi på området for at tackle de problemer, der følger med virksomheders outsourcing. I Ugebrevet A4's Erhvervspanel, som består af 24 tillidsfolk fra større danske virksomheder, behandles globaliseringen også. En repræsentant fra Reddernes Landsklub under Group 4 Falck, Ebbe Vang, mener, at »vi er nødt til at acceptere globaliseringens vilkår. Og at der i princippet ikke behøver at være noget galt i outsourcing. Danske arbejdspladser kan komme arbejdstagere i andre lande til gode, og vi skal så bare være bedre til noget andet herhjemme«. Fællestillidsmanden fra Coloplast, Lise Schachtschabel, citeres for følgende: »Det nytter ikke at gå i panik og kun tænke på, at man mister arbejdspladser ... Når der outsources, er det jo, man skal gå til ledelsen og spørge: Hvad så med os, der er tilbage. Hvad er det for en medarbejderprofil, der er brug for et par år frem? På den baggrund kan man hjælpe kollegerne i gang med den rette uddannelse«. Fagbevægelsen eraltså generelt positiv over for indvandrere i Danmark og over for, at arbejdspladser flyttes til udlandet. Kravene er mere uddannelse i Danmark og gode forhold til arbejderne i andre lande. Men regeringen har en anden globaliseringspolitik. Uddannelsen af de kortuddannede er blevet beskåret på daghøjskoler og aftenskoler. Og nok så tankevækkende er det, at mens det om flygtninge har lydt, at man skulle hjælpe dem, der hvor de var, så er regeringen reelt i gang med at forringe forholdene for de dårligst stillede i andre lande. Med et snuptag fjernede regeringen rammebevillingen på 44 millioner kroner til Ulandssekretariatet. Ulandssekretariatet blev stiftet i 1987 af LO og FTF og havde bl.a. til formål at styrke fagbevægelsen i andre lande. Både SiD's internationale afdeling og Ulandssekretariatet har gennemført en masse projekter, som havde til formål at sikre en demokratisk fagbevægelse i ulande til gavn for de lavtlønnede. Det er en farlig politik for en regering, som vil styrke de liberale erhverv, og som har en anden dagsorden for den globale politik. Der er nemlig to globale dagsordener - fagbevægelsens og regeringens. Vælg selv!