Om morgenen 18. oktober 1977 åbnede personalet i det topsikrede Stammheim-fængsel ved Stuttgart under stigende foruroligelse en for en dørene til de fire celler på øverste etage, hvor ledelsen af den såkaldte Rote Armee Fraktion, RAF, sad indespærret.

Andreas Baader, 33, lå død i en blodpøl, han havde skudt sig gennem sit baghoved. Den jævnaldrende Jan-Carl Raspe havde skudt sig gennem tindingen, men var på dette tidspunkt endnu i live, mens den 37-årige Gudrun Ensslin havde hængt sig i en ledning. Den fjerde indsatte, den 30-årige Irmgard Möller, overlevede et særdeles barsk selvmordsforsøg: Hun havde kun haft en af fængslets ret stumme bordknive til sin rådighed, og med den forsøgte hun forgæves at begå en slags mislykket harakiri. Hovedpersonerne i dette drama var så afgjort Baader og Ensslin. Man må tvivle på, at de under nogen omstændigheder, selv hvis de ikke havde dannet terrorgruppen RAF, havde levet så længe, at de i år kunne have fejret deres henholdsvis 63- og 67-års fødselsdag. Bilbøllen Baader ville mest sandsynligt have endt sine dage i et rygende vrag et sted på de tyske motorveje. Og det er nærliggende at tro, at den ensporede Ensslin, når livet var blevet hende en tand for surt, havde fulgt den vej, hendes første mand, digteren Bernward Vesper, anviste allerede 1971, da han bare 32 år gammel tog sit eget liv og overlod parrets fælles søn, Felix, til hans egen skæbne. Omvendt er det næppe et tilfælde, at fodfolkene Raspe og Möller ikke gik til det aftalte kollektive selvmord med samme overbevisning. Baader skød sig under selvopfundne dramatiske omstændigheder, så såre Raspe kort efter midnat over et skjult telefonnet havde underrettet ham om, at spillet var ude. Han havde lige på sin transistorradio hørt, at en tysk kommandoenhed i Mogadishu i Somalia havde stormet et kapret tysk fly og befriet alle de gidsler, der skulle have været udvekslet med Stammheim-fangerne. Ensslin fulgte trop, da hun hørte skuddene fra Baaders celle overfor. Ingen af dem kunne forestille sig at tilbringe resten af deres voksne liv bag tremmer. Men Raspe tøvede helt til morgenstunden med det uigenkaldelige tryk på aftrækkeren, og Möller opgav at holde fast om metalkniven, da den blev fedtet ind i blod. Dramaet i Stammheim blev indledningen til en tysk 30-års krig, der kulminerer i disse dage med umådelige mængder af tv-dramatiseringer, interview, bøger og serier i aviser og ugeblade – og næste år ender i den store spillefilm om RAF med tyske megastjerner i hovedrollerne. Omsider er Baader-Meinhof-folkene blevet det, de altid ønskede sig: større end livet. Baaders, Ensslins og Raspes død blev på ingen måde afslutningen på fortællingen om Rote Armee Fraktion. Det sørgede begge parter i denne magtkamp for. Fangerne i Stammheim havde siden deres arrestation i 1972 vundet tilslutning til den forestilling, at de ikke var en fortvivlet gruppe unge mennesker, der selvforskyldt var endt i forbrydelser, de slet ikke kunne overskue, men legemliggørelsen af verdensrevolutionen. De var blevet hellige liv. I de fem år, der gik fra deres pågribelse til deres selvmord, handlede RAF’s terror i Tyskland ene og alene om deres befrielse. Der var ingen andre reelle mål for deres handlinger. I ord og gennem sultestrejker og misinformation om deres fængselsforhold gjorde de sig til ikoner for en antiparlamentarisk revolutionsromantik, hvormed de rekrutterede de næste generationer af tyske terrorister, som holdt gryden i kog, indtil gruppen kastede håndklædet i ringen i 1998 og opløste sig selv. De placerede sig et andet sted end der, hvor de virkelig var. De skaffede sig et perfekt idealistisk alibi, hvis aura endnu ikke har nået sin skumringstime. Sympatisører er den dag i dag trygt forvisset om, at Baader, Ensslin og Raspe blev myrdet af mørke kræfter i Forbundsrepublikkens tjeneste. Forbundsrepublikkens politikere holdt sig heller ikke tilbage, når det gjaldt om at overdrive den fare, den lille gruppe unge udgjorde, ja, i starten nærede de den endog. Men i årene efter 1970-77 antog ’det tyske efterår’ i 1977 karakter af en slags grundlæggelsesmyte. Kun den omstændighed kan forklare, at RAF i den offentlige debat helt overskygger vore dages religiøst opildnede bombemænd. 34 mennesker blev dræbt af RAF, og et par hundrede blev såret i gruppens trediveårige historie. Andreas Baaders karriere i al-Qaeda ville med det præstationsniveau være blevet kort. RAF blev en slags overspringshandling i et demokrati, der var blevet landet påtvunget af andre. Forbundsrepublikken konsoliderede ganske vist stille og roligt selv sit demokrati, men tålte også mange kompromiser undervejs. Den terroristiske udfordring i 1970 gav Vesttyskland en enestående chance for at vise, at det kunne og ville kæmpe for at forsvare sit dyrt købte retssamfund uden hjælp fra storebror i Washington. RAF var en overskuelig modstander i en stærkt forenklet problemstilling. Denne mobilisering tog tid, og Tyskland måtte i 1972 sande, at beredskabet stadig ikke var på plads, da palæstinensiske terrorister tog israelske sportsfolk som gidsler ved de olympiske lege i München og endte med at dræbe dem. Det var end ikke på plads så sent som i 1975, da vestberlinske terrorister i den såkaldte 2. Juni Bevægelse bortførte en CDU-politiker, Peter Lorenz, og brugte ham til at løskøbe fem terrorister. Af dem vendte flere direkte tilbage til terrorscenen og medvirkede til grusomme drab både i Tyskland og andre steder. Arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyers morder var formentlig en af dem. Helmut Schmidt undskylder sig i dag med, at han lå hjemme med 40 i feber, da hans regering gav efter. Men den savnede åbenbart en klar forholdsordre. Det blev 60 millioners kamp mod 6, som nobelpristageren Heinrich Böll udtrykte det med digterisk klarhed – og til sine landsmænds forargelse. Det endelige opgør i september-oktober 1977 kom, fordi Stammheim-fangerne i tilspidset form insisterede på at få et svar på det, der i tysk politik kaldes ’magtspørgsmålet’, altså spørgsmålet om, hvem der har magten. Forbundskansler Helmut Schmidt viste, at det havde det tyske demokrati. Derom havde der egentlig aldrig været tvivl, men med befrielsen af gidslerne i Mogadishu den 18. oktober 1977 og selvmordene i Stammheim senere samme morgen fik borgerne syn for sagn. Og dermed var RAF de facto reduceret til intet. Den efterfølgende imaginære 30-års krig om regnskabet efter RAF har først og fremmest været et langstrakt forsøg på at fastslå, eller man skulle måske hellere sige holde fast i, at det demokratiske Tyskland er blevet så fornuftigt som en tørlagt alkoholiker. Med Tysklands historie in mente er det vel heller ikke noget, landet nødvendigvis behøver at skamme sig over. Problemerne på den anden side har vist sig at være større. I årene 1970 til 1977 var RAF i mangt og meget var tysk udløber af den palæstinensiske terrorisme. Den var afhængig af PLO og siden af det decideret terroristiske PFLP, når det gjaldt våbenleverancer, et sikkert bagland og træningslejre. Det er væsentligt at få med, fordi det dermed bliver mere klart, at den tyske terror dengang ikke bare havde en kampform, ja selv selvmordsterrorismen, men også en vis regional forankring i Mellemøsten fælles med vore dages terrorister. RAF gik foran. Det skal ikke skygge for forskellene. RAF gik ikke i princippet efter civile, gruppen ikke i forvejen selv havde sat navn på, og den forestillede sig ikke muligheden af at myrde i flæng. Gruppens terror var angiveligt en terror rettet mod toppen af det vesttyske samfund og amerikanske interesser om end med meget collateral damage, som vi siger i dag. Og den markedsførte ingen officiel trosretning. Alligevel overtog palæstinenserne så godt som fra dag et den rolle i RAF’s politiske mytologi, som vietnameserne oprindelig var tiltænkt. Den tyske psykolog Peter Brückner så sidst i 1960’erne og et godt stykke ind i 1970’erne med sympati på radikale udfordringer af det tyske samfund, og han skjulte en tid lang Ulrike Meinhof, da hun var gået under jorden. Kort efter hendes selvmord i Stammheim i 1976 skrev han en lille bog til hendes minde. ’Ulrike Marie Meinhof og de tyske forhold’, hedder den. Bogen er ingen hyldest til Meinhof. Brücker, der afgik ved døden i 1982, er den første, der på original vis peger på de overordnede psykologiske ligheder mellem RAF og palæstinenserne: Ingen af parterne har et sted eller en tid, ud fra hvilken de fører deres kamp. Begge er og må være bevægelser, hvis de skal overleve. De må være i evig bevægelse, for begge befandt sig i et ingenmandsland. Ingen af dem havde grund under fødderne. De kunne ikke præstere et politisk system eller en statslig form med rod i virkeligheden. Brückners iagttagelse er ikke blevet mindre rigtig med årene, i særdeleshed ikke, hvad angår den terrorisme, der lader sig inspirere af al-Qaeda, hvad enten den kommer hertil fra Mellemøsten eller er vokset frem i Europa selv. Det er terror i ingenmandsland. Det er ikke muligt at sætte den ledende klike i Baader-Meinhof-gruppen på en formel. Den var meget langt fra et generationsopgør med Hitler. Langtfra alle kom fra hjem, der var ødelagt af krigen. Kun ganske få havde nogen som helst reel viden om den tredje verden, på hvis vegne de angreb metropolerne i den første verden. De var kun fælles om den skæbne at være unge – og så at tilhøre en kultur, der med Brückners ord var uden for tid og sted. Dette intellektuelle vilkår er skildret knusende godt af den nylig afdøde franske forfatter André Gorz, hvis venstreintellektuelle holdninger ingen kan anfægte. Gorz var det modsatte af en terrorist, han var et klogt, kærligt og åndfuldt menneske. Men han vidste fra sig selv, hvad rodløshed vil sige, og især hvor perverst man kan kompensere for den. Med et halvt århundrede imellem sig skrev han bøgerne ’Forræderen’, som han gjorde færdig i 1956, og ’Brev til D.’, der udkom i fjor. Hans sidste bog kommenterer hans første. Begge handler helt grundlæggende om hans kærlighed til Dorine, hans hustru. Den første er nogle dybt originale betragtninger over begrebet forræderi. Gorz var østrigsk jøde og overlevede krigen på flugt i det neutrale Schweiz. Han havde intet at vende hjem til, end ikke et navn, end ikke et sprog. Tysk ville han aldrig mere tale, sine navne opfandt han selv, og jødisk kultur var udryddet i Europa. Som intellektuel tog han det radikale skridt at udslette sin identitet. Han var besat af tanken om at gøre sig selv usynlig, at hæve sig over det, han så og levede midt i, at intellektualisere det trivielle og endog at betragte livet som en synd og kærligheden som en svaghed, et forræderi. I ’Forræderen’ analyserer han den angst for et frygteligt kompromis med virkeligheden, der kunne tænkes at beskære den venstreintellektuelles åndelige vingefang. Han er som den nok så bekendte due, der tror den kan flyve hurtigere, hvis luften ikke bremsede dens flugt. Gorz når til den konklusion, og det er hans indirekte og ubetalelige taknemmelighedsgæld til Dorine, at vi hverken må blive fanger af de ideologier, hvis repræsentanter vi puster os op til at være, eller af de materielle vilkår, som så mange betragter som deres skæbne. Man må forråde begge vrangforestillinger, og sammen med andre nå længere, end man kunne være nået alene. Hans afsluttende ’Brev til D.’ er en afsløring af dette forræderis egentlige omfang. For selv i ’Forræderen’, denne for intellektuelle så grusomme bog, har han ikke mod til at vedstå, at han blev hos Dorine af ren og skær kærlighed, og at han sagde hende disse ord. Han løj sig ’højere’ motiver til, fordi vi alle er så fortvivlet bange for at slippe taget i forstillelsens verden. Ensslin, Baader og Meinhof ville ikke vide af noget forræderi. Ligesom Gorz havde de taget afsked med deres personlige identitet, delvis opmuntret af det værdimæssige kaos i Tyskland efter krigen, og de troede derfor, at der slet intet var at forråde. De udnævnte sig til repræsentanter for en ikke-eksisterende sag. I et folkestyre findes der kun de repræsentanter, der er valgt til at repræsentere andre, det vil sige være til stede på deres vegne. Vi andre må være til stede på vores egne vegne og ikke placere os uden for tid og sted, for at tale med Gorz. I et moralsk ingenmandsland kan alt ske, også det forfærdelige, for dér skal man ikke aflægge regnskab for andre. Brückner skriver om Meinhof, at hun anvendte ordet ’folk’ på en sådan måde, at det virkelige, reelt eksisterende folk var udelukket fra betegnelsen. Gorz kalder det en »besiddende generøsitet«, altså at man bestandigt taler om andres frihed, men selvhævdende underforstår, at disse andre modtager friheden af ens hånd.