0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Arkitektur uden grænser

Når Zaha Hadids tilbygning til Ordrupgaard indvies i morgen, kan danskerne glæde sig over endnu et stykke internationalt arkitektur. Vi har nemlig - i modsætning til hvad myten siger - en lang tradition for grænseløs arkitektur, skriver arkitekt og rådgiver på Ordrupgaard-projektet, Steen Estvad Petersen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Indvielsen af Ordrupgaards nye tilbygning tegnet af den irakisk/engelske arkitekt Zaha Hadid giver anledning til at mane en påstand, der efterhånden har antaget mytisk karakter, i jorden. Den handler om, at udenlandske arkitekter i flere århundreder ikke har fået opført et eneste byggeri herhjemme. Myten er netop opstået i kølvandet på de spektakulære udenlandske projekter, der i de seneste år er strømmet ind over de danske grænser, og hvoraf Zaha Hadids projekt er et af de allermest bemærkelsesværdige.

Den dukker med jævne mellemrum op i medierne, så man får det indtryk, at udenlandske tegnestuer - efter århundreders fravær - pludselig har invaderet Danmark, som var der tale om altædende græshoppesværme. Efterfulgt af historien om, at der ikke er givet en eneste opgave til udenlandske arkitekter siden 1771, hvor den franske arkitekt Nicolas Jardin forlod kongeriget, fordi hans projekt til Frederikskirken (Marmorkirken) blev stoppet på grund af pengemangel.

Men ser vi tilbage på dansk arkitekturs mere end 2.000-årige historie, vrimler det med udenlandske bygmestre og arkitekter - fra tidlig middelalder helt op til i dag. Projekter og ikke mindst ideer er vandret på kryds og tværs af grænserne - i begyndelsen hovedsageligt mellem de europæiske lande, senere over hele jordkloden. Hertil kommer, at mange af forbillederne for dansk arkitektur igennem hele arkitekturhistorien er hentet i udlandet. Ligesom udlandet naturligvis også har ladet sig inspirere af dansk og i det hele taget af den nordiske arkitekturtradition. I virkelighedens verden er bygningskunsten måske en af de mest grænseløse kunstarter, der overhovedet findes, så set i det lys er den sejlivede myte ikke så lidt af en skrøne.

Et af de mest markante indslag af udenlandsk medvirken i dansk arkitektur er kirkebyggerierne fra det 10. til det 12. århundrede. Vi ejer cirka 1.700 landsbykirker, som ligger spredt overalt i det danske kulturlandskab, og de er uden sammenligning det mest imponerende byggeforetagende, der nogensinde er gennemført her til lands. I forhold til datidens midler og indbyggertal en ufattelig bedrift, der krævede massiv bistand fra udlandet. Bygherrerne var fyrster, biskopper og stormænd, men det var bønder, der måtte lægge krop til slæbet, hvorimod bygmestrene kom fra det tyske og måske også fra det engelske sprogområde som en sidste rest af vikingernes Nordsø-imperium.

Tilhugning af marksten og teglbrænding krævede en teknologi, som kun udlændinge mestrede, og som de igen havde hentet i bl.a. Norditalien. Eller som Axel Bolvig skriver: »Vesteuropa var et kulturelt fællesmarked fra Sicilien helt op til Råsted nord for Randers på breddegrad med Holstebro« ('Kirkekunstens storhedstid', 1992).

De udenlandske bygmestre var organiseret i de såkaldte Bauhütten eller Lodges, der var en form for kooperativer. Den øverste stenhuggermester kaldtes Magister Lapidarius, og da han rejste fra byggeri til byggeri, opstod allerede i 1200-tallet behovet for egentlige arbejdstegninger i korrekte målestoksforhold, som bønderne kunne arbejde ud fra. Hermed begyndte ordet 'arkitekt' så småt at få mening. Det er dannet af det græske architecton, hvor archi betyder øverste og tecton mester, altså den øverste bygmester, der på grund af tegningsmaterialet nu fik en frihed til at rejse fra byggeplads til byggeplads og føre tilsyn med sine byggerier.

I senmiddelalderen blev Danmark en virkelig stormagt, og dermed steg behovet for byggerier, der kunne måle sig med udlandets. Kirke- og klosterbyggerier stagnerede, mens antallet af verdslige byggerier steg markant. Bygningsteknologien udviklede sig med stormskridt, og det samme gjorde udvekslingen af lærde arkitekturtraktater, der via Italien og Nederlandene nåede Danmark. De blev studeret flittigt af de danske bygherrer, og utallige er de slotte, herreborge og byhuse, der formentlig bærer udenlandsk signatur. Vi kender kun navnene på ganske få, og det skyldes, at bygherrerne, som tilhørte samfundets absolutte elite, var berejste og havde studeret på europæiske universiteter, hvor de var blevet indført i bygningskunsten. De vidste nøjagtig, hvad de ville med deres byggerier, og tog derfor hele æren for dem. En egentlig ophavsret i nutidig forstand var der ikke tale om, så denne anonymitet måtte arkitekterne indordne sig. Også på trods af, at det netop var i renæssancens Italien, at arkitektfaget begynder at blive betragtet som en selvstændig kunstart.

Vi ved dog, at f.eks. Kronborgs og Frederiksborg Slots arkitekter var udlændinge. Hertil kommer en mangfoldighed af adelige byggerier, der ligger spredt over hele landet, og hvor vi med stor sikkerhed kan konstatere, at udlændinge må have medvirket. De kom især fra Nederlandene, men også fra Tyskland, og bar navne som Hans von Diskau, Hans von Paeschen, Peter de Duncker, Antonius van Opbergen, Mathias Rubensaadt, Domenicus Baetiaz og Hans Steenwinkel for blot at nævne nogle få. Sidstnævnte grundlagde et veritabelt arkitekt- og kunstnerdynasti i Danmark, der skulle få stor indflydelse på samtidens byggerier.

Med enevældens indførelse i 1660 og Kunstakademiets oprettelse i 1754 begyndte vi så småt at se danske arkitekter på byggerier. Hidtil var de uddannet ved militæret, men nu blev undervisningen institutionaliseret og fik fast bopæl på Charlottenborg på Kgs. Nytorv med den danskfødte arkitekt Nicolai Eigtved som den første direktør.

Enevældens umættelige behov for pragtbyggerier skabte imidlertid en situation, hvor de danske arkitekter måtte konkurrere med indkaldte udenlandske arkitekter. Og det er netop her, den førnævnte Nicolas Jardin kom ind i billedet. Han tegnede bl.a. Bernstorff Slot i Gentofte og Marienlyst ved Helsingør, samtidig med at han leverede hele fire udkast til Frederikskirken. Men han forlod Danmark i frustration over ikke at kunne få sit største projekt gennemført.

Uddannelsen på Kunstakademiet medførte naturligvis, at danske arkitekter overtog flere af de hjemlige byggeforetagender, selv om udenlandske arkitekter og kunsthåndværkere stadig dominerede nogle af byggeregnskaberne. Det var en udvikling, der fortsatte langt op i 1800-tallet med en perlerække af danske arkitekter som f.eks. Harsdorff, C.F. Hansen, Nebelong og Bindesbøll. Nu kunne vi selv, og det begyndte at tynde ud i de udenlandske navne. En undtagelse var f.eks. den franske arkitekt J.J. Ramëe, der tegnede landstederne Sophienholm ved Bagsværd Sø og Øregaard i Hellerup.

Samtidig begyndte vi at 'eksportere' arkitektur til udlandet. På et tidspunkt, hvor statsbankerotten og krigen i 1864 skabte et nationalt traume, hvor vi vendte tæerne indad og levede efter devisen 'Hvad udad tabes, skal indad vindes', vendte dansk arkitektstand devisen på hovedet - måske af nød - og påbegyndte en arkitektureksport, som fortsatte med stigende intensitet lige til