Indvielsen af Ordrupgaards nye tilbygning tegnet af den irakisk/engelske arkitekt Zaha Hadid giver anledning til at mane en påstand, der efterhånden har antaget mytisk karakter, i jorden. Den handler om, at udenlandske arkitekter i flere århundreder ikke har fået opført et eneste byggeri herhjemme. Myten er netop opstået i kølvandet på de spektakulære udenlandske projekter, der i de seneste år er strømmet ind over de danske grænser, og hvoraf Zaha Hadids projekt er et af de allermest bemærkelsesværdige. Den dukker med jævne mellemrum op i medierne, så man får det indtryk, at udenlandske tegnestuer - efter århundreders fravær - pludselig har invaderet Danmark, som var der tale om altædende græshoppesværme. Efterfulgt af historien om, at der ikke er givet en eneste opgave til udenlandske arkitekter siden 1771, hvor den franske arkitekt Nicolas Jardin forlod kongeriget, fordi hans projekt til Frederikskirken (Marmorkirken) blev stoppet på grund af pengemangel. Men ser vi tilbage på dansk arkitekturs mere end 2.000-årige historie, vrimler det med udenlandske bygmestre og arkitekter - fra tidlig middelalder helt op til i dag. Projekter og ikke mindst ideer er vandret på kryds og tværs af grænserne - i begyndelsen hovedsageligt mellem de europæiske lande, senere over hele jordkloden. Hertil kommer, at mange af forbillederne for dansk arkitektur igennem hele arkitekturhistorien er hentet i udlandet. Ligesom udlandet naturligvis også har ladet sig inspirere af dansk og i det hele taget af den nordiske arkitekturtradition. I virkelighedens verden er bygningskunsten måske en af de mest grænseløse kunstarter, der overhovedet findes, så set i det lys er den sejlivede myte ikke så lidt af en skrøne. Et af de mest markante indslag af udenlandsk medvirken i dansk arkitektur er kirkebyggerierne fra det 10. til det 12. århundrede. Vi ejer cirka 1.700 landsbykirker, som ligger spredt overalt i det danske kulturlandskab, og de er uden sammenligning det mest imponerende byggeforetagende, der nogensinde er gennemført her til lands. I forhold til datidens midler og indbyggertal en ufattelig bedrift, der krævede massiv bistand fra udlandet. Bygherrerne var fyrster, biskopper og stormænd, men det var bønder, der måtte lægge krop til slæbet, hvorimod bygmestrene kom fra det tyske og måske også fra det engelske sprogområde som en sidste rest af vikingernes Nordsø-imperium. Tilhugning af marksten og teglbrænding krævede en teknologi, som kun udlændinge mestrede, og som de igen havde hentet i bl.a. Norditalien. Eller som Axel Bolvig skriver: »Vesteuropa var et kulturelt fællesmarked fra Sicilien helt op til Råsted nord for Randers på breddegrad med Holstebro« ('Kirkekunstens storhedstid', 1992). De udenlandske bygmestre var organiseret i de såkaldte Bauhütten eller Lodges, der var en form for kooperativer. Den øverste stenhuggermester kaldtes Magister Lapidarius, og da han rejste fra byggeri til byggeri, opstod allerede i 1200-tallet behovet for egentlige arbejdstegninger i korrekte målestoksforhold, som bønderne kunne arbejde ud fra. Hermed begyndte ordet 'arkitekt' så småt at få mening. Det er dannet af det græske architecton, hvor archi betyder øverste og tecton mester, altså den øverste bygmester, der på grund af tegningsmaterialet nu fik en frihed til at rejse fra byggeplads til byggeplads og føre tilsyn med sine byggerier. I senmiddelalderen blev Danmark en virkelig stormagt, og dermed steg behovet for byggerier, der kunne måle sig med udlandets. Kirke- og klosterbyggerier stagnerede, mens antallet af verdslige byggerier steg markant. Bygningsteknologien udviklede sig med stormskridt, og det samme gjorde udvekslingen af lærde arkitekturtraktater, der via Italien og Nederlandene nåede Danmark. De blev studeret flittigt af de danske bygherrer, og utallige er de slotte, herreborge og byhuse, der formentlig bærer udenlandsk signatur. Vi kender kun navnene på ganske få, og det skyldes, at bygherrerne, som tilhørte samfundets absolutte elite, var berejste og havde studeret på europæiske universiteter, hvor de var blevet indført i bygningskunsten. De vidste nøjagtig, hvad de ville med deres byggerier, og tog derfor hele æren for dem. En egentlig ophavsret i nutidig forstand var der ikke tale om, så denne anonymitet måtte arkitekterne indordne sig. Også på trods af, at det netop var i renæssancens Italien, at arkitektfaget begynder at blive betragtet som en selvstændig kunstart. Vi ved dog, at f.eks. Kronborgs og Frederiksborg Slots arkitekter var udlændinge. Hertil kommer en mangfoldighed af adelige byggerier, der ligger spredt over hele landet, og hvor vi med stor sikkerhed kan konstatere, at udlændinge må have medvirket. De kom især fra Nederlandene, men også fra Tyskland, og bar navne som Hans von Diskau, Hans von Paeschen, Peter de Duncker, Antonius van Opbergen, Mathias Rubensaadt, Domenicus Baetiaz og Hans Steenwinkel for blot at nævne nogle få. Sidstnævnte grundlagde et veritabelt arkitekt- og kunstnerdynasti i Danmark, der skulle få stor indflydelse på samtidens byggerier. Med enevældens indførelse i 1660 og Kunstakademiets oprettelse i 1754 begyndte vi så småt at se danske arkitekter på byggerier. Hidtil var de uddannet ved militæret, men nu blev undervisningen institutionaliseret og fik fast bopæl på Charlottenborg på Kgs. Nytorv med den danskfødte arkitekt Nicolai Eigtved som den første direktør. Enevældens umættelige behov for pragtbyggerier skabte imidlertid en situation, hvor de danske arkitekter måtte konkurrere med indkaldte udenlandske arkitekter. Og det er netop her, den førnævnte Nicolas Jardin kom ind i billedet. Han tegnede bl.a. Bernstorff Slot i Gentofte og Marienlyst ved Helsingør, samtidig med at han leverede hele fire udkast til Frederikskirken. Men han forlod Danmark i frustration over ikke at kunne få sit største projekt gennemført. Uddannelsen på Kunstakademiet medførte naturligvis, at danske arkitekter overtog flere af de hjemlige byggeforetagender, selv om udenlandske arkitekter og kunsthåndværkere stadig dominerede nogle af byggeregnskaberne. Det var en udvikling, der fortsatte langt op i 1800-tallet med en perlerække af danske arkitekter som f.eks. Harsdorff, C.F. Hansen, Nebelong og Bindesbøll. Nu kunne vi selv, og det begyndte at tynde ud i de udenlandske navne. En undtagelse var f.eks. den franske arkitekt J.J. Ramëe, der tegnede landstederne Sophienholm ved Bagsværd Sø og Øregaard i Hellerup. Samtidig begyndte vi at 'eksportere' arkitektur til udlandet. På et tidspunkt, hvor statsbankerotten og krigen i 1864 skabte et nationalt traume, hvor vi vendte tæerne indad og levede efter devisen 'Hvad udad tabes, skal indad vindes', vendte dansk arkitektstand devisen på hovedet - måske af nød - og påbegyndte en arkitektureksport, som fortsatte med stigende intensitet lige til i dag. Forudsætningerne for dette udsyn er egentlig et ret uudforsket emne, men 1800-tallets guldalder, hvor kunst og naturvidenskab blomstrede, gjorde sig i høj grad også gældende inden for arkitekturen. Dansk arkitektur blev for alvor grænseløs. Som driftige eksponenter for denne spæde arkitektureksport stod brødrene Christian og Theophilus Hansen, der løste en række opgaver i Midteuropa, hvor Athens universitet fra 1839-50 og parlamentsbygningen i Wien fra 1875 er de mest kendte. Samtidig indtog F. Meldahl, J.D. Herholdt og H.S. Sibbern Skåne, hvor de ombyggede et utal af kirker og herresæder til ukendelighed. Denne overskridelse af grænser kulminerede i 1900-tallet, hvor begrebet 'Danish design' blev et globalt varemærke, og hvor danske arkitekter byggede over hele kloden. Navne som Jørn Utzon, Arne Jacobsen, Henning Larsen, Johan von Spreckelsen, Dissing & Weitling, Vandkunsten, 3xNielsen vandt - og vinder stadig - sammen med mange andre tegnestuer udenlandske arkitektkonkurrencer. Det har imidlertid ikke betydet, at de udenlandske arkitekter ikke har bygget herhjemme i samme periode. Og det er her, myten ikke rigtig passer. Ganske vist stagnerede opgavemængden til udlændinge. Men f.eks. fik den tyskfødte Gustav Friederich Hetsch i midten af det 19. århundrede et væld af opgaver i Danmark, hvor synagogen i Krystalgade og herregårdene Steensgård på Langeland og Basnæs på Sydsjælland er nogle af de kendteste. Senere i århundredet tegnede englænderen Blomfield Skt. Albans Kirke bag Gefionspringvandet. I 1900-tallet var det hovedsagelig nordiske tegnestuer, der fik opgaver i Danmark. Glostrup Amtssygehus blev tegnet af finnerne Ypyä og Malmio i 1950, Kong Haakons Kirke ved Stadsgraven af nordmanden Corwin i 1957, samme år som Alvar Aalto vandt konkurrencen om Nordjyllands Kunstmuseum. De finske arkitekter, bl.a. Heikkinen og Komonen, vandt i 1992 førstepræmie til Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, og kun tre år efter vandt det finske team Arkki konkurrencen om en generalplan til Ørestad. Flere udenlandske arkitekter har også mistet store opgaver i Danmark. Det var bl.a. franskmanden Jean Nouvel, som i 1978 ikke fik realiseret sit forslag til Baron Boltens Gård ved Kgs. Nytorv, nordmanden Sverre Fehn, som i 1996 måtte opgive sin ombygning af Det Kgl. Teater, og den tyske tegnestue Behnisch & Behnisch, hvis forslag til Rigsarkivet fra 1997 blev stoppet sent i projektforløbet af kulturministeren. For ikke at glemme van Egeraats forslag til Krøyers Plads i København, som også er skrinlagt. Men det har ikke afholdt de udenlandske tegnestuer fra at deltage i konkurrencer. Snarere tværtimod. Andelen af spektakulære konkurrenceforslag fra internationale tegnestuer er i markant stigning. Det skyldes naturligvis EU-direktiverne om prækvalifikation, men også globaliseringen og bygherrernes og investorernes ønske om at 'brande' deres byggerier. Det resulterer undertiden i en arkitektur, der i ordets bogstaveligste betydning er så grænseoverskridende, at der bliver tale om en begivenhedsarkitektur, som ikke tåler at stå ude om natten endsige opfylder brugernes krav om funktion og levedygtighed. Den form for store armsving har vi også set herhjemme i disse års arkitektkonkurrencer. Balancegangen er svær. Var Jean Nouvels, Sverre Fehns eller Behnisch & Behnischs i enhver forstand grænseoverskridende forslag dårlig arkitektur? Jeg mener så afgjort nej, hvorimod jeg nok var mere skeptisk med hensyn til Erick van Egeraats forslag til Krøyers Plads. Arkitektur er en brugskunst, og til god arkitektur hører gode bygherrer. Der er altså tale om en dialog, hvor ikke mindst det grundlæggende byggeprograms krav til funktionalitet og den gensidige respekt under byggeprocessen er vigtige parametre. Historien viser, at den bygningskunst, hvis kunstneriske og brugsmæssige kvaliteter overlever i generationer, hverken er de store arkitektoniske egotrip eller den reduktion til overfladisk pynt på facaden, som mange developere indimellem byder på. God arkitektur er et langt, sejt træk. Og med indvielsen af Ordrupgaards markante tilbygning ser vi netop et skoleeksempel på en arkitekts lange, seje kamp for anerkendelse. Zaha Hadid er uden tvivl en af verdens mest talentfulde - men også mest omdiskuterede arkitekter. Hendes tilbygning til Ordrupgaard er et tegn i tiden, hvor internationaliseringen for alvor er slået igennem. Forhåbentlig til gensidig inspiration og kollegial anerkendelse danske og udenlandske arkitekter indbyrdes. Vores egen arkitekturtradition har for længst bevist sin styrke - ikke mindst i form af alle de opgaver, som danske arkitekter udfører i det store udland. Ikke mindre end 40 procent af de etablerede, danske tegnestuers virke finder sted i udlandet. Men i de kommende år vil vi utvivlsomt blive rusket godt og grundigt i vores hjemlige arkitekturopfattelse af nogle af de udenlandske projekter. Det gælder ikke mindst Jean Nouvels koncerthus i DR Byen i Ørestad, Coop Himmelb(l)aus Musikkens Hus i Aalborg og Norman Fosters elefanthus i Københavns Zoo. Set i det store arkitekturhistoriske perspektiv er disse projekter og Zaha Hadids energiudladning i Ordrupgaards have i virkeligheden en naturlig forlængelse af en grænseløs arkitekturtradition, der i større eller mindre udstrækning har fundet sted i Danmark i mere end 2.000 år. Hermed er myten om et besynderligt udslag af dansk fremmedangst forhåbentlig aflivet.