Jeg anråber hermed rollespillere, festoriginaler, oldemødre og andre, der stadig holder af gode gys, tårepersere, eventyr og heltekvad, om at slutte sig til forsvaret af den rene, ubesmittede kærlighed til den gode historie. Det er slut med diplomati, fløjlshandsker og skåneærmer. Følg mig i kampen mod akademisk tørvetrilleri, åndssnobber og smagsdommere, der kun er ude på en eneste ting: at trække enhver form for læseglæde ud af børn og gamle i landet og kvæle magien, der ligger i at lade sig indfange af en saftig saga eller krasbørstig krimi. Ondskaben, der pisker kærlighed i vores bare rygstykker, indtil vi ligger på jorden i en pøl af blod, lever i kanonudvalg, i universitetskantiner og andre lyssky steder. Grundtvig, Andersen, Blicher og de andre spøgelser vandrer i dyster procession op ad trapperne til landets skoler og spreder en besk hørm af mug og mølkugler. De må stoppes, inden alt liv og læseglæde forstummer. Jeg husker tydeligt, første gang det skete for mig. Historien, der greb mig, var hverken ny eller på skoleskemaet, men den gjorde noget særligt ved mig, og det er præcis, hvad jeg forstår ved en god historie - den gør noget særligt ved én. Jeg sad under tæppet, og min far læste højt af 'Ringenes herre'. Om hobbitterne, den særlige race, der altid går på bare, lodne fødder, lever i hyggelige hobbithuller med runde døre, ild i pejsen og indtil flere spisekamre, og som holder af at dyrke jorden i de grønne haver, af mellemmåltider med hjemmebagte boller og te, en lang pibe, stoppet med velkrydret pibeurt, eller en tallerken med smørstegte champignoner fra gårdmand Makkers marker. De bager, sylter, går på visit, spiser indtil flere morgenmåltider, går ture og nyder livet i fulde drag. Men hvad hobbitter ikke holder af, er uventede overraskelser. Og det er netop sådan en, der sætter historien i gang. Historien om ringen, mørkets fyrste, Sauron, om troldmanden Gandalf den grå, enterne, der i samtlige tidsaldre har passet på træerne, om orker, ørne, bjergtrolde, dværge, elverfolk og ikke mindst Nazgul, de sorte ryttere. Jeg holdt vejret med gåsehud og en klump i maven, da Frodo og Sam, de to hobbitter, måtte forlade Herredet, slåbrok, æblekage og mellemmåltider for over hals og hoved at flygte med den mystiske ring for at ødelægge og forhindre Sauron i at bruge den. Bruge den til at sænke mørket over Midgård. Min rædsel var som en kold kniv i maven, da hobbitterne trykkede sig ned i den fugtige skovbund for at gemme sig for de sorte ryttere. De sorte ryttere, der flænser luften med deres øresønderrivende dødsskrig, så alt levende må kaste sig til jorden og vende det hvide ud af øjnene, sindssyge af skræk som svin på slagtebænken, og deres dødningeluft breder sig som råddent blomstervand. Og hvordan skulle Frodo og Sam nogensinde nå til Dommedagsbjerget i Mordor og kaste ringen i den evige ild, hvor Saurons orker, trolde og olifanter ruster sig til kamp for det onde? Med hjælp fra elverdronningen Galadriel af Lórien, Gollum, hestebetvingerne fra Rohan og andre uventede kanter kæmper heltene sig langsomt gennem eventyret. Den mest fantastiske historie, der nogensinde har grebet mig. Jeg har fået den læst højt, har hørt den på lydbånd i min walkman, har læst den om og om igen og har set filmene adskillige gange. Hver eneste gang har historien taget mig i et jerngreb lige indtil det sidste, hvor hobbitternes, ringens og hele verdens skæbne bliver afgjort med det største slag i alle tider. Jeg kan stadig blive lækkersulten af hobbitternes livretter, og de sorte ryttere kan stadig give mig gåsehud, hvis Saurons brændende øje pludselig får øje på mig, mens jeg er nede med skraldet en sen efterårsaften med regn og rusk. Så tager jeg to trin ad gangen på vej op for ikke at høre skrigene fra de sorte ryttere. For så ved jeg, det er for sent. Historien har grebet mig, og måske griber den også dig? Måske har min begejstring smittet lidt og måske ikke. Hvis du ikke kender den, kan du låne den på alle biblioteker eller købe den i alle boghandler. Du kan også lade være, hvis nu din yndlingshistorie er en anden. Den er måske skrevet af en russisk digter med sort skæg og buskede bryn, måske af en fransk eksistentialist eller af en svensk krimiforfatter. Måske er det 'Gummi Tarzan', 'Anne Franks dagbog' eller 'Pigeliv' af Tine Bryld. Måske finder du din historie i en omgang 'Warhammer'-rollespil, i 'Age of Empires II' på en netcafé i Randers, eller måske skriver du dem selv i en lille læderindbundet dagbog med hængelås. Det er helt og aldeles hip som hap. Oplevelsen af en god historie er værdifuld, og læseglæden er værd at kæmpe for. Derfor bliver jeg meget vred, når andre vil diktere og bestemme over min læseglæde. Man kan lokke med gulerødder og forsøge at lade sin begejstring smitte, men hvis nogen hiver pisken frem, så trækker jeg blank. Jeg kunne f.eks. godt få lyst til at klæde mig ud som H.C. Andersen og liste mig med til et møde i Kanonudvalget. Med fedtede bølger i håret, en lang, krum næse og en lille klud med opium i hånden til at duppe mine henrådnende forlorne tænder ville jeg duknakket kunne stavre ubemærket ind ad døren. Jeg ville vente på det rette øjeblik til at smide parykken og gribe den første den bedste litterat i kravetøjet til en rusketur og en omgang smæk i numsen for at lære dem, at man ikke skal bestemme over andres læseglæde. Ikke at jeg har noget imod den gamle digter og eventyrene - fred være med dem. Derimod vågner min kampglæde, når den politisk korrekte dyrkelse viser sit grimme fjæs og grinende sprøjter H.C. Andersen ud over landet som varm gylle over et blomsterbed, og jeg bliver tvunget til at dyrke manden. Når Odense Pigegarde tordner gennem Vestergade i en hektisk strækmarch hver evig eneste lange lørdag, så sagesløse handlende må søge tilflugt under markiserne, limet til butiksruderne som insekter på en varm køler. Horn, bjælder, bækkener smadrer mod hinanden, æblekinder og henførte øjne hylder Andersen, mens busserne flager, og eventyrlige blomsterdekorationer til digterens ære blokerer enhver form for civil trafik i gågaden. Faktisk vælter galden op i mig, når pisken svinges over mig, og andre dikterer min læseglæde, og hvad der skal give mig værdi. Så kan jeg da godt tage fat i Johannes Ewald, der figurerer i Kanonudvalgets 'tillæg til gymnasiale uddannelser'. Lad dog den gamle stakkel og hans læsere være i fred. Som danskstuderende ved jeg godt, at han har en central plads i litteraturhistorien, selv om han var en stiv sønderjyde, der ikke kunne kapere overgangen fra land til by. Han vraltede rundt i København på sine gigtkrumme ben og skreg brændevinen ud af kroppen med liderlige tilråb efter tilfældigt forbipasserende frøkener på gaden, indtil han endte sine dage på Rungsted Kro med klatgæld og en dråbe snot hængende fra sin knortede portvinstud og en pen bag øret. Hvis nogen holder af ham, så er det helt o.k.! Men hvis man i Kanonudvalget vil motivere ungdommen til at læse mere ved at lukke dem inde i et lufttæt rum med den stive nisse, skal der nok andre metoder end pisk og gammelt hø til. På universitetet er en god historie ikke bare en god historie - fair nok. Det kræver en lang perlerække af velfunderede akademiske argumenter for, hvad der gør netop denne historie god. Er der f.eks. et hensigtsmæssigt samarbejde mellem de metaforer, der optræder i teksten? Udsøgte spidsfindigheder i intertekstualiteten? Sprøde allitterationer? Eller en hårfin balancegang mellem aktanternes interne forhold under konfliktopbygningen? Der findes helt klare vurderinger af, hvem der tilhører litteraturens tunge klasse, og hvem der, i den lettere ende, koger suppe og laver pop på allerede afprøvede genrer og virkemidler. Det er jo sådan set o.k. alt sammen, og man vælger jo selv, hvilket pensum man vil følge, og om man overhovedet vil studere. Hvad der gør mig gal og får mig til at lægge hånden på sværdet, er derimod den finkulturelle, gode smag, der som en ond kanon dikterer læseoplevelser ned over hovedet på mig. Mellem timerne, til festerne og i kantinen huserer den korrekte og gode smag. Jeg glemmer aldrig den frokost, hvor jeg ved et uheld kom til at fortælle, at Harry Potter for tiden lå på mit natbord. Én mumlede noget med, at den jo også skulle være utrolig godt plottet, og at man i hvert fald skal læse den engelske version. En anden rømmede sig diskret, og jeg fik røde ører. Hvis man er heldig, benådes man med en ægte finkulturel og korrekt fornemmelse for, hvad man bør læse, og hvad man skal holde sig fra, eller i hvert fald holde hemmeligt. »Har du læst noget Wittgenstein for nylig?«, kan det lyde. Der bliver smagt og suttet på ordene, som er de syrlige bolsjer. »Ja, jeg blev fuldstændig opslugt af hans arbitrære leg med sprogets distancerede omskiftelighed, da jeg læste 'Tractatus Logicus' for syttende gang«, sutte, sutte, smask. »Har du nu igen været om bord i 'Das Schloss?'«. »Ja, den skildrede afmagt er fortryllende, og jeg har måttet omdøbe min kat fra Goethe til Kafka«. Hvis du kan tyde runer, kragetæer og oldfransk, er du velkommen i disse kredse. Hvis du taler tolv sprog flydende, har rejst i mindst ni ikkeeuropæiske forstæder, har set morild, spillet førsteviolin og har fået minimum fem top-3-placeringer i voksenudgaven af Trivial Pursuit, så er du berettiget til selv at bestemme, hvad du skal læse eller ej. Forsigtigt sniger jeg mig ind og strækker mine lange fingre frem for at kvæle smagsdommerne. Mine fingre er tynde og skæve, men overraskende stærke. Som Gollums, der rækker ud efter Frodo og ringen. Jeg hvæser og hvisler, så spyt og savl drypper ned på mit bare bryst, på én gang bange og vred. Hold jer væk fra mig og min læselyst - jeres ækle øjne stikker mig som små syle i min hud. Jeg har gemt mig. I en fjern krog af Bøllemosen har jeg forskanset mig med min bog, 'Ringenes herre'. Jeg kan læse den igen og igen. Den er mig kær - min dyrebare. En ægte god historie griber dig og tvinger dig i knæ, så du bladrer med rystende hænder for at se, hvad der sker på den næste side. Som en narkoman, der har tabt en ketogan og med febrilske fingre forsøger at nippe den op fra det våde fortov. Dagen bliver til nat, mens eventyret rider dig som en mare og svedperler triller ned over dit trætte ansigt. I mosen sidder jeg under skræppeblade og tidsler nær det grumsede vand og kærtegner siderne, frygtsom og på vagt. I det fjerne anes et hoppende lys. En elver? En lygtemand? Nej, det er vist bare Ewald, der kommer hjem fra byen, hønefuld som altid. Noget bevæger sig i vandkanten, og jeg hører et sagte plask. Det rumler i min mave. Med et sæt jager jeg hånden ned, famler rundt og får fat i noget levende. Koldt, glat og en anelse nubret. En fed frø dingler fra min udstrakte arm, mens den kvækker hjælpeløst, og jeg svinger den foran mit ansigt som et pendul af koldt kød. Jeg slikker mig om munden og nynner sagte et vers, som den sagnomspundne hobbit Bilbo Sækker har skrevet: »Se, stjernerne skinner som kostbare stene, og månen dig blinder som sølvet alene. Og varmere skinner vor ild på kaminen end guldet, man finder i dybet af minen. Oh, tra-la-la-la«.