I sidste uge nåede statsministeren, formanden for Naalakkersuisut og lagmanden med noget besvær frem til Igaliku i Sydgrønland til årets rigsmøde. Mødet, hvor de tre regeringsledere med en hemmeligholdt dagsorden sætter sig sammen i nogle timer og drøfter rigsfællesskabet og dets udfordringer. Vejret viste sig fra den krasse side og forsinkede flyene med nogle timer. Igaliku bød velkommen med blæst og bid, ganske som skriverier og politikerudtalelser havde gjort det i ugen op til mødet. At rigsfællesskabet i disse år er udfordret i sin konstruktion, er ingen hemmelighed. Gennem de seneste år har både Grønland og Færøerne udvist ønsker om udvidelse af beføjelserne. Færingerne med deres udkast til en grundlov, og vi i Grønland med indførelsen af selvstyre og den med denne medfølgende overtagelse af råstofområdet. Ingen af disse begivenheder er som sådan overraskende for os selv i Nordatlanten, eller for den sags skyld for mange andre i verden. Hvilke nationer ønsker ikke selvbestemmelse? Hvilke nationer ønsker ikke at beskrive deres egne grundprincipper for samfundet? Hvilke nationer ønsker ikke økonomisk selvbårenhed? Udviklingen i både Grønland og Færøerne er forventelig og ligger i naturlig forlængelse af den historie, begge nationer har. Netop derfor er det overraskende, at Danmark synes at være blevet taget på sengen i forhold til den udvikling, vi står over for i Grønland. Gennem de seneste år, særligt efter hjemtagelsen af råstofområdet, har danske politikere, på til tider svært uproportionerede og utidige måder, gentagne gange ytret sig om råstofferne og de dertil hørende mulige indtægter. Senest gennem en serie artikler i Berlingske, hvor det sædvanlige brokkeri fra Dansk Folkepartis side over Grønlands overtagelse af råstofferne og den dertil hørende sirlige fordelingsnøgle for de mulige indtægter indledte en noget afsporet mediedebat om netop dette emne. Debatten viste endnu en gang, at på trods af de nogenlunde klare paragraffer i selvstyreloven hersker der stadig en grundlæggende dansk uenighed og usikkerhed om selvstyrelovens og rigsfællesskabets præmisser.
Det er, som om man glemmer, at den tid, vi er i nu, er en tid, hvor selvstyreloven som juridisk ramme for rigsfællesskabet skal implementeres. Det bliver en lang proces, og den er kun lige gået i gang. En proces, som kræver arbejde og engagement fra både Grønland og Danmark, og som gerne skal munde ud i en reel styrkelse af Grønland, og dermed af rigsfællesskabet. Der er ingen tvivl om, at delen af selvstyreloven, som omhandler råstofferne, er et af de vigtigste elementer af loven. Det undrer mig dog, at det gang på gang er denne gennemforhandlede del af selvstyreloven, som optager danske politikere og danske journalister. Hvad med de sagsområder, som Danmark fortsat har ansvaret for, og som vi i Grønland er fuldstændig afhængige af bliver varetaget på tilfredsstillende vis af Danmark? De er også del af selvstyreloven. Lad mig her opridse et par af de emner, som burde være i fokus fra dansk side, hvis man da ellers mener sin store interesse for den rivende grønlandske udvikling alvorligt. Danmark har ansvaret for retsvæsenet i Grønland, og Danmark har haft dette ansvar i en meget lang årrække. For ethvert samfund er blandt andet et stærkt retsvæsen og en høj grad af retssikkerhed nogle af de vigtigste grundpiller – det kan danskerne vel ikke være uenige i, og Grønland er absolut ingen undtagelse. Alligevel halter retsvæsenet i Grønland gevaldigt. Der har været nedsat en retsvæsenskommission, der er skrevet mange, mange sider om, hvordan man kan komme nogle af de udfordringer, der hersker på området, til livs, og der er rigsmøde efter rigsmøde blevet presset på fra grønlandsk side for at få rettet op på redeligheden. Dette til trods hører man gentagne gange danske politikere sige, at vi da bare kan hjemtage området. Sagen er bare den, at retsvæsenet i Grønland er i en sådan stand, at det for Grønland ville medføre et gevaldigt efterslæb, både økonomisk og kapacitetsmæssigt, hvis man skulle hjemtage sagsområdet på nuværende tidspunkt. Sagen er også den, at netop præmisserne ved hjemtagelse af sagsområder også er noget, man er blevet enige om Grønland og Danmark imellem. Det er et dansk ansvar at løfte standarden på sagsområder, som endnu er statens ansvar, således at sagsområdets stand er på højde med den tilsvarende i Danmark. Det kan man ingenlunde sige er tilfældet for det grønlandske retsvæsen. Nu er vi dog kommet til et punkt, hvor det bare ikke går længere. Grønland kan ikke være tjent med, at Danmark misrøgter et område, som er så vitalt for et moderne samfund i udvikling. Et fungerende retsvæsen er alfa og omega i et land, hvor rigtig mange investorer fra nær og fjern byder ind med små, mellemstore og store virksomheder. Grønlands erhvervsliv udvikles konstant, og vi er simpelthen nødt til at have en høj grad af retssikkerhed. Både til beskyttelse af vores egne borgere og til beskyttelse af de mennesker og virksomheder, som ønsker at engagere sig og investere i Grønland. Gang på gang ser vi dog, at det grønlandske retsvæsen ender nederst i bunken, når der uddeles bevillinger. Det er et problem. Det er også et problem, at der ikke afsættes et øremærket beløb til det grønlandske retsvæsen på den danske finanslov. Pengene ligger og gemmer sig et sted under en fælles konto, og når det af forskellige grunde går dårligt for retsvæsenet i Danmark, så mærkes det som efterdønninger på retsvæsenet i Grønland. Efterladenskaberne er en syltet retskredsreform og et system, hvor sagsbehandlingen tager alt, alt for lang tid. Et system, som ikke kan følge med den reelle udvikling. Budskabet er klart. Vi ønsker et stærkt retsvæsen og en høj retssikkerhed. Vores retsvæsen må for alt i verden ikke ende med at blive betragtet som ’det vilde vesten’. Slet ikke nu, hvor vi står i en rivende udvikling. Desværre er realiteten bare, at det er en evig kamp med den danske stat at få løftet det grønlandske retsvæsen. Endnu mere ærgerligt er det, at det er absurd svært at få de danske partiers rets- og grønlandsordførere til at interessere sig for lige netop retsvæsenet i Grønland. Råstofferne er der dog mange, der vil udtale sig om.
