For nylig røbede en medpassager i S-toget kendskab til min begrænsede beundring af Anders Fogh og hans parti.

»Men du må da indrømme, at han er en dygtig politiker«. Det er vist en ret udbredt vurdering af statsministeren. Men hvad mener man egentlig, når man hæfter betegnelsen ’dygtig’ på Fogh? Er det ’dygtigt’ gjort, når det er lykkedes ham at gøre sig til ridder af ytringsfriheden på baggrund af Muhammedsagen – den Fogh, som i øvrigt leder en regering, hvis fhv. miljøminister har hindret forskere i at beskrive baggrunden for den globale opvarmning og en regering, der som noget af det første fratog fagbladene – heraf mange socialdemokratisk orienterede – deres portostøtte. Det har medført, at en stor del af disse blade har måttet dreje nøglen om – hvad der formentlig var hensigten, skønt det af VK-regeringsoplægget fra nov. 2001 fremgår, at man ønskede »at bidrage til, at befolkningens medieønsker og -behov tilgodeses«. Men aviserne – hvoraf hovedparten som bekendt er borgerlige – har beholdt deres momsfritagelse. For to år siden bad 11 herværende muslimske ambassadører Anders Fogh om et møde i anledning af: 1) Louise Freverts udfald mod indvandrerne – hun sammenlignede muslimer med »kræftceller, der kun kan behandles med strålebehandling eller bortoperation« og mente, at »deres grundlæggende indstilling« var, at de havde »ret til at slå danske borgere ned for fode«. Derfor burde man benytte sig af et tilbud om at »opbevare dem i russiske fængsler til 25 kroner per dag« – 2) Brian Mikkelsens ønske om at rette en af sine ‘kulturkanoner’ mod indvandrerne, 3) Radio Holgers fremmedfjendske kritik – som redaktøren senere blev dømt for – og først som sidste punkt 4) Muhammedtegningerne i JP. Fogh forholdt sig i sit svar til ambassadørerne udelukkende til tegningerne i JP. Han udlagde i øvrigt henvendelsen på den måde, at den indeholdt et krav om »retlige skridt« mod JP, skønt et sådant ikke blev fremsat i ambassadørernes brev. Alligevel afviste Fogh ’dygtigt’ – og i strid med de mest elementære diplomatiske spilleregler – at tage mødet med de muslimske ambassadører. Forblændet af sin hidtidige indenrigspolitiske succes ved at støtte sig til Pia K.s fremmedfjendskhed overså Fogh bevidst denne støttes udenrigspolitiske konsekvenser. Fogh skylder jo Pia K. meget. Uden hende var han aldrig blevet statsminister. S, R og venstrefløjen, 22 fhv. danske ambassadører og – ikke at forglemme – Uffe Ellemann gav udtryk for deres forbløffelse over Anders Foghs afvisning af mødet med de muslimske ambassadører. Selv hagede han sig fast i kampen for ytringsfriheden – skønt ingen uden for de rettroende islamistiske rækker ønskede denne frihed beskåret. Er det udtryk for ’dygtighed’, når Fogh har fået gjort Muhammedsagen til et spørgsmål om ytringsfrihed? Nej, det er endnu et rystende eksempel på de borgerlige mediers magt, at så mange er hoppet med på dette vås. »Nu skal vi holde sammen«, formanede Anders Fogh, da den alvorligste udenrigspolitiske krise for Danmark siden besættelsen kulminerede, hvorefter han skilte »fårene fra bukkene«. Det ’sammenhold’, som han appellerede til under Muhammedkrisen, havde han to år forinden ignoreret, da han førte landet i krig i Irak – på tværs af Folketingets store mindretal og FN. Fogh førte os ind i Irak på en løgn om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben, og han førte os ud på en løgn om, at det nu går meget bedre i dette hårdt plagede land. Er det ’dygtigt’ gjort af Fogh, at han i den grad har kunnet lægge låg på Iraksagen – en sag, som kom til at koste Tony Blair hans politiske liv, og som har givet præsident Bush alvorlige skrammer? Er det ikke snarere pinligt, at alle andre aviser end Politiken, Information og Ekstra Bladet har ladet ham gøre det. Fogh var – endnu en gang presset af Pia K. – meget længe om at give asyl til nogle af det danske militærs lokale hjælpere, skønt de var truet på livet. Endnu længere har han været om at hjælpe et beskedent antal af de afviste irakiske asylansøgere, som af gode grunde frygter at vende tilbage til Irak under de herskende borgerkrigsmæssige forhold. Det skulle vente til dagen før valget. I V talte man engang meget om ’menneskesynet’. Det er man – klogelig – holdt op med. Over fire år skulle der gå, før Ekstra Bladets Cavlingspris-belønnede journalist Bo Elkjær allernådigst fik lov til at interviewe Anders Fogh – pressens minister – om Iraksagen. Den 10.8. klædte Elkjær ham grundigt af i et sekssiders langt interview. Forud havde Ombudsmanden pålagt Fogh at acceptere denne samtale, fordi Fogh var begyndt at tale med andre journalister om dette spørgsmål. Minsandten om han ikke i første omgang – med stor ’dygtighed’ – afviste Ombudsmandens pålæg. Landets leder undergravede således Ombudsmandsinstitutionens status. Fogh har foretaget sig mange grove ting som statsminister. Afvisningen af Ombudsmanden – denne vigtige institution i vort folkestyre – hører efter mit skøn til blandt de groveste. Først blev 600 af de ansatte inden for Miljøministeriets område fyret og budgettet beskåret med en tredjedel. Al forskning mht. vedvarende energi, støtten til energibesparelser og rejsningen af vindmøller blev standset. Som svar på oppositionens kritik udtalte Fogh på V’s landsmøde i 2003 – under forsamlingens stormende jubel og klapsalver: »Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. Den eneste, der har fået det ringere, er Svend Auken«, det vil sige den politiker, som mere end nogen anden bragte dansk miljø- og energipolitik i front til fordel for såvel miljøet som for dansk miljøteknologi og -eksport. 4.2.05 kommenterede Anders Fogh over for dagbladet Information den globale opvarmning således: »Klodens temperatur har tidligere bevæget sig op og ned ... Hvis man hver dag går og frygter en oversvømmelse, kan man se frem til en trist tilværelse«. Men i sin åbningstale i Folketinget 2006 sprang Fogh pludselig ud som ’grøn politiker’ og præsterede hermed endnu en af sine mange kovendinger. Først skulle eksperterne fyres. Deres udsagn »i visse råd, nævn og institutioner var udtryk for 68-tænkning, og for at de systematisk var kritiske over for os« (Fogh i Berl. 5.9.02). I en sådan situation er der jo for en overbevist ’liberal’ – det vil sige frisindet – statsminister ikke andet at gøre end at lukke munden på de formastelige. Men derefter oprettede Fogh en række nye råd og nævn – godt polstret med borgerligt orienterede eksperter. Og da Helle Thorning forleden ville vide, hvad der havde fået Fogh til at ændre sit syn på den globale opvarmning, lød svaret – eksperterne! Først skulle ulandsstøtten reduceres, så skulle den hæves – lidt. Først skulle dagpengene ikke røres – det var et af de hedeste løfter fra den velfærdsivrige Fogh under valgkampen i 2001. Så skulle der alligevel spares 800 millioner. Først skulle »det borgernære samfund« sikres. Så blev 271 kommuner reduceret til kun 98. Først skulle det være slut med minuttyranniet i hjemmeplejen. Nu har Ældre Sagen godtgjort, at det er blevet værre. Først skulle de svageste hjælpes. Så blev der indført kontanthjælpsloft og starthjælp, som har medført øget fattigdom og en øget tendens til udsættelse af familier fra deres boliger. Mon det er derfor, Fogh taler så henrevet om den ’sammenhængskraft’, han så gerne vil fremme? Først blev de mange, som demonstrerede på grund af ’de manglende hænder’ i daginstitutionerne og i ældreplejen, hængt ud som »socialistiske ballademagere«. Men straks efter lovede Fogh en Kvalitetsreform – som dog ikke måtte koste noget, der er jo skattestop. Før sommerferien kunne skattetrykket under ingen omstændigheder sænkes – men det kunne det pludselig efter sommerferien. For 14 dage siden kunne de afviste asylansøgere ikke få lov til at bo uden for asylcentrene. Men det kunne 60 særlig hårdt ramte familier, som nævnt pludselig få mulighed for – dagen før valget. Den ene kovending efter den anden, og stadig kan man i de aviser, som her under valgkampen har vurderet Foghs gode og dårlige sider, læse om hans uovertrufne troværdighed. Forleden fik Anders Fogh lige i tv mindet om, hvordan Poul Nyrup svigtede vælgernes tillid mht. efterlønnen. Men hvem var det egentlig, der svigtede mest? VK havde under valgkampen i marts 1998 lovet at afskaffe efterlønnen – med skjult støtte fra R. Fogh udarbejdede imidlertid et nyt efterlønsforslag sammen med Mogens Lykketoft – hvorefter Nyrup fik alle kløene. S raslede fra 36 procent af stemmerne ved valget i marts 1998 ned til 19 procent i meningsmålingerne i december 1998. Men hvad er mest utroværdigt: at videreføre noget i ændret form, som Nyrup gjorde det eller at videreføre noget, som man har lovet vælgerne at afskaffe, som Fogh gjorde det? Endnu i dag klæber der utroværdighed ved Nyrups navn og dermed ved S. Men Fogh slap lige så uskadt fra efterlønssagen som fra sin ideologiske omklædning samme år. I marts 1998 førte han valgkamp mod »velfærdsnarkomanien, der er vanedannende ligesom al anden narko«. Måneden efter bekendte han sig som ny formand for V til »det grundlæggende princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel« (Berl. 19.4.98) – han, der har været efterkrigstidens mest hadefulde kritiker af velfærdsstaten. Det er sørme ’dygtigt’ gjort. Forleden kunne gratisavisen metroXpress offentliggøre en undersøgelse, som viste, at de tre vigtigste emner for vælgerne er: skat, sygehuse og udlændinge. Så længe jeg kan huske tilbage – og det er nu snart ved at være et halvt århundrede – har V (og K) ved hvert eneste valg lovet lavere skatter. Af Danmarks Statistiks skatteoversigt fremgår det imidlertid, at i perioden efter 1945 – det vil sige den periode, hvor skatte-afgiftstrykket for alvor begyndte at stige – er de borgerlige ansvarlige for to tredjedele af stigningen, skønt de kun har siddet i en fjerdedel af perioden. Det fremgår også, at VKR-regeringen satte danmarksrekord med hensyn til skatte-afgiftsstigning. På tre år 1968-71 blev stigningen fra 32 til 42 procent lige så høj, som den blev i de foregående 14 år med S-ledede regeringer. Det fremgår videre af DS’ skatteoversigt, at skatte-afgiftstrykket første gang nåede over 50 procent i 1987 og 1988, hvilket – så vidt jeg er orienteret – var ensbetydende med verdensrekord. Det var for resten dengang, skatteministeren hed Anders Fogh Rasmussen, inden han i 1992 måtte træde tilbage som minister, fordi han løj over for Folketinget. På linje med andre borgerlige fremhæver Fogh ’dygtigt’ igen og igen, at skattetrykket altid bliver sat i vejret i perioder med S- eller S-ledede regeringer, mens det falder i perioder med borgerlige – uden at jeg nogensinde har hørt, at han eller andre til højre for midten er blevet korrigeret af nogen journalist. I Nyrup-perioden var der på det nærmeste skattestop. Da han måtte gå af i 2001, var skatte-afgiftstrykket det samme, som da han kom til – nemlig 48 procent. Der kom 105 nye skatter eller afgifter eller skatte-afgiftsstigninger i Nyrup-perioden – fremhæver Fogh og andre borgerlige – uden at nævne, at der samtidig blev gennemført 103 skatte-afgiftsfjernelser eller -sænkninger. Og skønt Nyrup-regeringens Pinsepakke gav 4,5 milliarder i skattelettelser, karakteriserer Fogh og andre borgerlige altid denne pakke som værende særdeles skattebelastende. Marginalskatten (af den sidst tjente krone) steg med 5 procent i Schlüter-perioden, mens den faldt med 5 procent under Nyrup. I Fogh-perioden er den kun faldet med 0,4 procent – i forbindelse med hans midlertidige suspension af det Særlige Pensionsbidrag – og skatteafgiftstrykket er steget i Fogh-perioden fra 48 til 50 procent af BNP – trods skattestoppet. Fogh og andre borgerlige har allerede et par gange under valgkampen med henvisning til Nyrup-perioden gentaget påstanden om, at en S-regering vil sætte skatte-afgiftstrykket i vejret, skønt Helle Thorning igen og igen har understreget, at »vi betaler tilstrækkeligt høje skatter«, og at S derfor ikke vil sætte skattetrykket i vejret – et synspunkt, som både Margrethe Vestager og Villy Søvndal deler. I 2000-2001 foregik der i S en debat om den holdning, som man skulle indtage til det af vælgerne højt prioriterede indvandringsspørgsmål. En række S-ministre med Poul Nyrup i spidsen ønskede en stramning af indvandringen, så længe integrationen fortsat gjorde så beskedne fremskridt. Men S-venstrefløjen modsatte sig denne stramning – stærkt presset af R og SF. Holger K. Nielsen havde ellers på sit partis årsmøde samme år opfordret sine fæller til at tage kritisk stilling til nogle af de problemer, som indvandringen fra tredjelande medfører. Han blev fejet ned af talerstolen. Fogh fik således foræret valgsejren i 2001. Når vi i seks år har skullet trækkes med ham og Pia K., så har R og SF deres store del af skylden. I januar 2005 enedes S og R om at ville foreslå en undersøgelse af mulighederne for at finde et alternativ til 24-års reglen som følge af den kritik, Institut for Menneskerettigheder havde fremsat på grund af reglens uheldige konsekvenser for danske statsborgere, gift eller samlevende med udlændinge. Men Anders Fogh udskrev valg, hvorefter han på en af valgkampens første dage påstod, at der skulle eksistere ’en hemmelig SR-plan’, og at S havde bøjet sig for R’s ønske om »en slappere udlændingepolitik«. Denne ’dygtige’ løgn kom til at spille en stor rolle med hensyn til Mogens Lykketofts vanskeligheder allerede ved indledningen af den seneste valgkamp. På V’s sommermøde sidste år understregede Anders Fogh bl.a., at Venstre »for længst(!) har forladt tanken om, at den offentlige sektor begrænser den enkeltes udfoldelse. Ja, jeg vil nærmest påstå det modsatte. Der er masser af eksempler på, at vi igennem den offentlige sektor skaber mere frihed« – ganske rigtigt. Men styrkelsen af den offentlige sektor, som dannede grundlaget for det velfærdssamfund, S udviklede i forrige århundrede, og som skabte større frihed for hele befolkningen – bedre boligforhold, bedre skole- og videreuddannelse, bedre hospitalsbehandling og bedre forhold i alderdommen – blev jo af V (og K) anset for at være et samfund, som undertrykte den enkeltes frihed, og i nyere tid blev Fogh som nævnt denne velfærdsmodels mest hadefulde kritiker. Udviklingen af velfærdssamfundet førte til, at borgerne blev reduceret til »tæmmede og lydige sociale dyr« præget af »en ynkelig slavenatur« og »trællementalitet«. Ja, det danske velfærdssamfund udviklede sig i realiteten til »et samfund af livegne« – skriver han i sin Minimalstatsbog umiddelbart efter ti års borgerligt styre med ham selv som skatteminister. Men på V’s sommermøde 2006 tillod Fogh sig altså at stå frem og påstå, at V »for længst har forladt tanken om, at den offentlige sektor begrænser den enkeltes udfoldelse«. Der er tilsyneladende ingen grænser for Anders Foghs utroværdighed og opportunisme. Han er parat til at sige hvad som helst og skifte mening og holdning når som helst, hvis det kan gavne hans sag. Det er ualmindelig ’dygtigt ' gjort.