Igen er børn i fokus, og der diskuteres atter indførelse af regler, disciplin og mulige disciplineringsmetoder. Børnene fortolkes primært ud fra de vanskeligheder, de opleves at påføre forskellige instanser. Der er udsendelser, som hedder 'Hjælp vi skal have barn' eller 'De pokkers unger', og her i 2005 er der børn, som defineres som umulige børn! Det er børn, som beskrives som værende uden for pædagogisk rækkevidde. De stemples som asociale og undervisningsuegnede af professionelle omsorgsudøvere, som kræver mere håndfaste værktøjer. Kuren for den slags børn er ofte disciplin, irettesættelser og eksklusion, en medicin, de selv samme børn ofte har fået i overdoser og måske af samme grund har udviklet en selvbeskyttende resistens imod. Fra mange sider er det tydeligt dokumenteret, at mange voksne har svært ved at se barnets perspektiv og afstemme deres myndighed i forhold hertil. Barnet ses ikke som et menneske, der på menneskelig vis reagerer på de udviklingsvilkår, det tilbydes. Det ses som et asocialt og udannet væsen, som skal rettes til og indordnes inden for nogle udviklingsrum, som ofte er i modstrid med dets grundlæggende behov. Set fra et børneperspektiv må det unægtelig gøre indtryk og skabe forvirring, at betydningsfulde voksne ofte fremtræder som bebrejdende og beklagende rollemodeller. Børn har altid været i fokus, og oftest ud fra et bekymrings- og belastningsperspektiv. Tilbage i 40'erne skrev man om, hvordan forældre, pædagoger og lærere var mere optaget af besværlighederne ved at omgås børn frem for at fokusere på glæderne, mulighederne og udfordringerne i samværet. Pædagogen Anne Marie Nørvig skrev i 1942: »Dette er ikke Barnets Århundrede, der har aldrig været så mange Forbud som nu. Det gale er ikke, at Børn må alt, hvad de vil - det gale er, at der er så meget, de ikke må«. Hvor står vi så i dag? På overfladen er de mange forbud konverteret til tilbud. Stikker vi spaden dybere, er de mange tilbud defineret og udformet af voksne; og ofte ud fra et rationelt og samfundsøkonomisk voksenperspektiv. Altså tilbud defineret og formuleret på baggrund af samfundets behov for pasning, opdragelse og undervisning, og de kan med Per Schultz Jørgensens formulering kaldes »den børnevenlige iscenesættelse«. Erik Sigsgaard formulerer den samme problematik således: »Vi anbringer børnene under forhold, hvor der er mange regler og restriktioner, som de per definition ikke kan overholde, fordi de er børn. (...) Man laver jo regler for alt. Hvornår man skal spise. Hvornår man må tale. Hvornår man må lege ude. Og inde. Og alle børn skal gøre det samme på samme tidspunkt«. Alligevel er det børnene, der bliver gjort til syndebukke, når de reagerer mod en tilværelse, der ikke tager højde for deres udviklingsbehov og integritet. Så måske er det stadig sådan - ganske vist iklædt den børnevenlige iscenesættelse, at børn skal ses, men ikke høres og langt mindre respekteres. I serviceloven og folkeskoleloven er der formuleret en række udviklingsmål, som lærere, forældre og pædagoger i samarbejde skal sikre, at barnet udvikler. Det drejer sig om blandt andet selvværd, sociale kompetencer, medbestemmelse og selvstændighed. Ét er lovens formuleringer, noget andet er praksisudøvelsen. Her er mange faktorer i spil. Det drejer sig blandt andet om, hvilke midler og rammer daginstitutioner og skoler har for at efterleve lovens fordringer. Her har der gennem de seneste år været markante nedskæringer, så arbejdspresset og ikke mindst muligheden for at yde en kvalificeret pædagogisk indsats i forhold til børn med vanskeligheder er blevet markant forringet. Mange institutioner må trods gode intentioner affinde sig med en overlevelsespædagogik. Eksempelvis er det ikke ualmindeligt i en skolefritidsordning, at der er 150 børn, som 8-10 voksne skal sikre en kvalificeret og individuel pædagogisk indsats for. Det bør derfor ikke være overraskende, at intentionerne om en individualiseret og udviklingsstøttende pædagogik i praksis nu ofte bliver karakteriseret som rå pasning. Det handler om politiske prioriteringer, som er en voksenopgave. Det smertefulde er, at børnene bliver både ofre og syndebukke for de politiske prioriteringer. I særdeleshed de børn, der ikke trives med de udviklingsvilkår, de tilbydes, såvel ude som hjemme. De stemples som umulige, asociale og undervisningsuegnede. En stempling, som repræsenterer en meget individualiseret og unuanceret forklaring på udviklings- og læringsvanskeligheder. Barnet ses alene som årsagen til problemet. Når barnets vanskeligheder primært fortolkes ud fra dets egne dispositioner og adfærd, er der stor risiko for, at vi overser den væsentligste udviklingsfaktor i opvæksten: nemlig kontakten med de nære voksne. Kontakt handler både om kvalitet og kvantitet, og en udviklingsstøttende kontakt er forudsætningen for en harmonisk og sund udvikling. Barnet kommer til verden som et socialt individ med kompetencer for at tilknytte sig og kommunikere. Barnet kommunikerer i form af handlinger, følelser og lyde, og den respons, det får på sin kommunikation, får betydning for dets selvudvikling. Barnet formes og udvikles gennem de relationer, det bliver en del af. Det vil sige, at vi principielt ikke kan tænke barnet som en isoleret størrelse, men at vi skal medtænke og inddrage dets nære relationer. Det samme gør sig gældende, når vi skal forklare udviklings- og trivselsvanskeligheder. Barnets relationer skal inddrages i analysen af dets vanskeligheder, og så kan vi som voksne ikke unddrage os ansvaret. Mange undersøgelser viser, at børn, der trives og gerne vil lære nyt, får masser af udviklingsstøttende voksenkontakt; hvorimod børn med vanskeligheder får begrænset udviklingsstøttende kontakt, men til gengæld meget skældud og mange irettesættelser. Gentagne afvisninger, skældud og irettesættelser hæmmer og krænker selvværdet, selvtilliden og ikke mindst glæden og modet til at lære. Den erklærede børnevenlige iscenesættelse udformes i stor udstrækning på de voksnes præmisser, og de børn, der ikke magter at indfri de erklærede mål, stemples og i værste fald udstødes fra nærende udviklingsmiljøer. At det er på tide at gøre noget andet, kan blandt andet ses i stigningen i antallet af psykisk syge børn. I en rapport fra Amtsrådsforeningen fremgår det, at antallet af børn i behandling på otte år er steget fra 2.063 til 10.675, en stigning på 417 procent! Dette bør bekymre! Vi lever i et videnssamfund, og vi ved meget om, hvordan børn kan udvikle de dannelseskriterier, som serviceloven og folkeskoleloven formulerer, og samfundet efterspørger. Vi ved derudover meget om, hvordan vi kan forebygge og behandle børn med trivselsvanskeligheder, og vi kan med sikkerhed sige, at vi kan afhjælpe et barn med trivsels- og udviklingsvanskeligheder. Så spørgsmålet er ikke, om vi kan, men snarere, om vi vil? Vi mangler ikke videnskompetencer, men viljeskompetencer. Såvel menneskeligt som økonomisk er der meget at opnå, såfremt vi for alvor inddrager og anvender den nyeste udviklingspsykologiske forskning og metodik om, hvad der fremmer børns udvikling, læring og trivsel. I dag ved vi, at barnet er et socialt individ med individuelle egenskaber i form af temperament, køn, behov, intentioner, følelser og potentialer. Vi ved, at samspilskvaliteten mellem barnet og dets nære voksne er den vigtigste udviklingsfaktor. Det er derfor vigtigt, at den voksne ser verden fra barnets perspektiv og følger og bekræfter dets intentioner, behov og følelsesmæssige tilstande. Denne samspilsform udvikler og vitaliserer barnets selvværd og selvtillid og skaber de fundamentale betingelser for lysten og modet til at lære. Det er denne form, der skal videreudvikles gennem opvæksten, og som udgør dynamoen for en meningsfyldt menneskelig udvikling og læring. Barnet kan som nævnt tage initiativer, og den måde, hvorpå omsorgspersonen responderer på dets initiativer, får betydning for barnets oplevelse af sig selv og andre og for dets læringsiver. I den sunde udvikling foregår det ved, at barnet oplever sig mødt, set, respekteret, anerkendt, og hvor samspillet mellem voksne og barnet har været domineret af udviklingsstøttende og mestringsfremmende responser på barnets gøren og væren. Et udviklingsstøttende samspil

En 9-årig dreng, som meget opgivende og beklagende henvender sig til læreren: »Jeg kan ikke finde ud af det med bogstaver, jeg kan ikke stave til ansigt«. Læreren svarer beroligende: »Nåh, skal vi prøve sammen. Hvordan tror du?«. Drengen tænker sig lidt om, hvorefter han begynder: »Ansikt« og kigger lidt usikkert op på læreren. Læreren svarer: »Kunne du bytte k med et andet bogstav?«. Drengen tænker en tid og svarer smilende: »g«, og læreren smiler tilbage og siger: »Se, du kunne jo godt, det var flot stavet«. Et disciplinerende samspil

En 9-årig dreng, som meget opgivende og beklagende henvender sig til læreren: »Jeg kan ikke finde ud af det med bogstaver, jeg kan ikke stave til ansigt«. Læreren sukker og siger bebrejdende: »Hvis du forstyrrede mindre, ville du lære mere«. Drengen kigger ned, ser opgivende ud og kaster sin blyant ned i gulvet. Læreren svarer vredt: »Hold så lige op, saml blyanten op, nu!«. Eleven rejser sig modstræbende, tager blyanten og skuler hen til læreren. Han sætter sig meget støjende på sin plads, og læreren siger: »Nu skal du altså forholde dig i ro, ellers bliver du sendt hen til inspektøren«. Drengen kigger ned og begynder at tegne kruseduller. Hans blik er fyldt med modløshed. Det er vores erfaring, at mange af de såkaldte umulige børn har begrænsede erfaringer med at få positive responser på deres initiativer. Det er en velkendt tese, at mennesker ikke kan ændre sig i et negativt defineret felt, og det er vores erfaringer, at det netop er mange 'umulige' børns vilkår. De får typisk en tilbagemelding på sig selv om, at de burde være anderledes. Der er meget fokus på, hvad de ikke kan, og hvor de fejler. Det vil skabe udviklings- og trivselsvanskeligheder, som kan udvikle sig til normløshed, identitetsforvirring og asocialitet. Læringsiver og udfordringslyst er betinget af, at verden repræsenteret af voksne opleves som et rart og trygt sted at befinde sig, og ikke mindst i oplevelsen af at have en positiv forventning til sig selv og andre. I dag findes der flere samspilsmetoder, som er udformet til at skabe et bedre samspilsrum for børn med vanskeligheder. En af dem er marte meo-metoden. Metoden er en mestringsmetode, som fokuserer på de udviklingsstøttende elementer i samspillet mellem den voksne og barnet. Marte meo betyder af egen kraft og er en kommunikationsbaseret vejledningsmetode, som kan benyttes i familier, daginstitutioner og skoler. Den er baseret på studier af det, der sker naturligt i kommunikationen mellem voksne og børn, når der ikke er problemer i relationen eller i situationen. Det drejer sig om få, veldefinerede samspilsprincipper, som karakteriserer et udviklingsstøttende samspil, også kaldet marte meo-principperne. Det er samspilsprincipper, som vi ved fremmer både selvværd, socialitet og lysten til at lære og udfordre sig selv, og som netop kan kvalificere flere af de dannelseskriterier, som er formuleret i serviceloven og folkeskoleloven. Det er de udviklingsstøttende elementer herfra, som kan overføres til kommunikationen med de 'umulige børn'. Metoden anvender videooptagelser af almindelige samspils- og læringssituationer, og ved hjælp af disse optagelser er det muligt at se: 1. Hvilke udviklingsstøttende principper, den voksne anvender i samspillet, og hvilke den voksne kunne praktisere yderligere. 2. Barnets initiativer vil vise både dets udviklingsbehov og trivselsvanskeligheder, men også dets ressourcer og sunde udviklingsbestræbelser. 3. Hvilken målrettet kommunikationsindsats den voksne kan anvende med henblik på at støtte barnets egne udviklingskræfter og trivsel. Det 'umulige barn' er ikke kun umuligt, men vi kan som voksne have en tendens til kun at se barnet i et snævert og selvbekræftende perspektiv, hvilket vil begrænse dets udviklingsmuligheder. Undersøgelser viser, at voksne kigger mindre, smiler mindre og reagerer mere bebrejdende og irettesættende på børn, der har adfærdsproblemer. Men det 'umulige barn' har samme elementære menneskelige behov for at blive respekteret og anerkendt for sin eksistens og dermed få langt mere positiv respons på, hvad det kan, frem for på, hvad det ikke kan. Videooptagelser er et suverænt hjælperedskab til at skærpe opmærksomheden på, hvad barnet faktisk kan, og hermed kan dets selvværd, socialitet og læringslyst fremmes. I dag ved vi, at psykisk sundhed og trivsel skabes i de samspilsmiljøer, børnene tilbydes. Vi ved endvidere, at mønsterbrydning fremmes i samspillet med betydningsfulde voksne, når de voksne støtter barnets selvværd og tilbyder sig som en tillidsfuld og autentisk voksen. Såvel menneskeligt som økonomisk vil det være langt mere profitabelt at have øje for mulighederne hos de 'umulige' børn, og som sidegevinst kan vi få større blik for det meningsfulde, glæderne og vitaliteten i samvær med børn i almindelighed.