FN’s generalforsamling vedtager i disse dage en ny menneskerettighedskonvention om handicappedes rettigheder.

Det er den flottest tænkelige markering af FN’s Internationale Handicapdag, 3. december. For handicapbevægelsen både her i landet og på globalt plan er en konvention, som fastslår vore menneskerettigheder klart og tydeligt, et tigerspring fremad. Vi går fra tiggerstatus til rettighedshaver. Hidtil har mennesker med handicap og deres organisationer altid skullet tigge både regering og andre magthavere om det, vi ønskede at opnå i form af lige muligheder, men når konventionen træder i kraft, kan vi pege på vore rettigheder og spørge, hvornår får vi dem opfyldt. Det er godt både for vore muligheder, for at opnå fremskridt og ligestilling og for vores værdighed. Det har taget 25 år at nå frem til et dokument med retligt bindende regler, en konvention. Det begyndte i 1981 med FN’s Internationale Handicapår og vedtagelsen af Verdenshandlingsprogrammet for handicappede året efter i FN’s Generalforsamling. Jeg har været med hele vejen. Set bagud virker forløbet måske enkelt og ret indlysende. Det måtte da ende med en konvention. Vi havde en drøm, og nu er den tæt på at gå i opfyldelse. Men undervejs gik det langsomt, op ad bakke, med frem- og tilbageskridt. Det har krævet tålmodighed, trods og hårdt arbejde for handicapbevægelsens folk at nå frem til en konvention om vore rettigheder. Hvad er det så for rettigheder, der er omfattet af konventionen? Det er de grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder, som alle mennesker har. Men hvorfor dog bruge tid og kræfter på at gentage det, der gælder i forvejen? Sådan spørger kun den, der ikke selv tilhører mindretallet af mennesker med handicap. Vist er det teoretisk set rigtigt, at menneskerettighederne gælder for alle uden begrænsninger, men det er netop kun teori, for dels står det ikke i nogen menneskerettighedskonvention, dels var og er der kun få, der ved det, og endnu værre, ingen eller næsten ingen, der respekterer dette. Teoretiske og usynlige rettigheder har ingen gennemslagskraft og slet ikke for en minoritet, som i sig selv lider under at være usynlig eller dog kun er meget lidt synlig. Lad mig vedrørende handicappedes ikke synlige menneskerettigheder minde om, at FN i Verdenserklæringen vedrørende menneskerettigheder fra 1948, som er det grundlæggende dokument, i artikel 2 fremhæver, at de rettigheder, der nævnes i deklarationen gælder for alle uanset race, religion, køn, nationalitet og politisk opfattelse. Handicap nævnes ikke. Det tog 25 år for mennesker med handicap at blive nævnt i et generelt menneskerettighedsdokument. Det skete først ved Wien-deklarationen fra 1993 – i øvrigt på basis af et dansk forslag. Men tilbage til, hvad mennesker med handicap opnår ved denne nye menneskerettighedskonvention. Vi opnår ingen nye rettigheder, og det har heller ikke været målet. Har det så overhovedet været al arbejdet og tiden værd? Det er der ingen tvivl om. Handicapbevægelsen ønsker ingen fortrin eller privilegier, men lige muligheder for mennesker med handicap, og de samme rettigheder som alle andre. Og det er netop, hvad konventionen giver os. Konventionen gør vore rettigheder tydelige og kendte, og det er præcis, hvad der er et stort behov for. Men hvordan er konventionen da blevet til? De første konventionsinitiativer blev taget af Italien i 1987 og Sverige i 1989, men ingen af dem lykkedes. Tiden var endnu ikke moden. De vanskelige og meget langvarige forhandlinger om Børnekonventionen var da stadig i gang, og i diplomatkredse i FN var det en almindelig opfattelse blandt de vestlige lande, at når det var så vanskeligt at opnå enighed om børns rettigheder, hvem turde så gå i gang med en handicapkonvention. Takket være svensk ihærdighed og engagement fik vi i stedet for en konvention et sæt vejledende regler i 1993: FN’s standardregler om lige muligheder for mennesker med handicap. Gennembruddet kom i 2001. Det var Mexico, der tog initiativet denne gang og fik vedtaget en resolution i december 2001, hvorefter det skulle undersøges, om der kunne opnås enighed om at udarbejde en konvention om handicappedes rettigheder. Efter nogle lange og ganske vanskelige drøftelser vedtog FN året efter at nedsætte en Ad Hoc Commitee, som fik til opgave at udarbejde en handicapkonvention. Ad hoc-komiteen var åben for alle FN’s medlemslande, hvoraf godt 100 deltog aktivt i arbejdet sammen med efterhånden næsten lige så mange nationale og internationale handicaporganisationer. Under møderne var vi op til godt 500 deltagere. En stor forsamling, hvor de direkte forhandlinger måtte foregå i korridorerne. En arbejdsgruppe udarbejdede i januar 2003 et arbejdsudkast under ledelse af New Zealands ambassadør, John Don MacCay, som det viste sig kom til at spille en helt afgørende rolle for hele forhandlingsforløbet, først som næstformand og senere som formand for ad hoc-komiteen. Uden hans store diplomatiske evner og stærke engagement ville arbejdet hverken indholds- eller tidsmæssigt være lykkedes nær så godt, som det gjorde. Ad hoc-komiteen har holdt i alt otte møder, og i august 2006 opnåedes der enighed om teksten. Hvordan kan så mange lande blive enige om så forholdsvis komplicerede regler? Når det drejer sig om en konventionstekst, skal der skabes enighed. Man kan ikke stemme sig til noget. Alle skal tilslutte sig resultatet til sidst. Nok var deltagerne alle positive og engagerede, men de kulturelle, sociale, religiøse og nationale forskelle var enorme. Det var ikke mindst at bygge bro over sådanne forskelle, der tog tid. Til tider så det håbløst ud, men ambassadør John Don MacCay viste sig at være en mester i at finde muligheder for kompromis og veje til at skabe gensidig forståelse og respekt. Nogle vil nok synes, at fem år er lang tid, men til sammenligning kan det nævnes, at Børnekonventionen tog 10 år. Hvis nogen fortjener ære for, at det lykkedes at skabe et godt resultat på blot fem år, så er det ambassadør John Don MacCay. Hvad er det vigtigste, som er opnået ved konventionen om handicappedes rettigheder? Svaret på dette spørgsmål hænger nøje sammen med det, der efter min mening er handicapbevægelsens største problem, dens manglende synlighed. Det er altid svært for et mindretal at gøre sig synlig, og da politikere ikke forholder sig til usynlige problemer, er det en følge af en sociologisk naturlov, at mennesker med handicap er blevet overset og glemt så systematisk og ofte, som tilfældet er. Hidtil har politikere og andre beslutningstagere i bedste fald sagt undskyld og lovet, at det ikke vil gentage sig. Når konventionen træder i kraft, bliver forglemmelser ikke blot beklagelige fejltagelser, men konventionsbrud. Mit råd til alle politikere er, at de hellere må begynde at øve sig på at huske os allerede nu, så de om føje tid undgår at begå konventionsbrud. Konventionen gør vore rettigheder og dermed også mennesker med handicap som rettighedsbærere meget mere synlige. Med konventionen får vi, hvad vi aldrig har haft her i landet, en klar beskrivelse af handicapbegrebet. Det er ikke så overraskende det miljørelaterede handicapbegreb, som konventionen bygger på. Om og hvor stærkt handicappet man er, afhænger af ens funktionsnedsættelse i samspil med omgivelserne, de barrierer, man mødes med såvel i form af fordomme som af fysisk art. Og endelig indeholder konventionen et helt generelt forbud imod enhver form for diskrimination (negativ usaglig forskelsbehandling) af mennesker med handicap, uanset i hvilken forbindelse og sammenhæng det måtte ske. Et sådant forbud har vi heller ikke i Danmark. Diskrimination af mennesker med handicap er kun forbudt på arbejdsmarkedet, og det har det kun været siden januar 2005. Så kom ikke og sig, at konventionen ikke får nogen betydning i Danmark. Det gør den i høj grad. Konventionen sondrer imellem de borgerlige og politiske rettigheder på den ene side og de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder på den anden side. De borgerlige og politiske rettigheder træder i kraft straks uden nogen form for overgangsregler. Når et land tiltræder (ratificerer) konventionen, skal disse rettigheder være på plads. De borgerlige og politiske rettigheder i konventionen omfatter bl.a. ret til deltagelse i det politiske og offentlige liv, ytringsfrihed, ikke-diskrimination, lige ret for loven, personlig frihed m.fl. Disse rettigheder vil næppe give Danmark større tilpasningsproblemer. Det samme kan man derimod ikke sige om de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Det drejer sig blandt andet om lige adgang til skolegang og alle former for videregående uddannelse, til arbejdsmarkedet og til deltagelse i kultur- og fritidsliv og sport, herunder til rejser og turisme. Her vil der blive behov for at iværksætte ganske mange foranstaltninger for at opfylde konventionens krav. På dette område gælder det imidlertid, at opfyldelsen skal ske gradvis, i overensstemmelse med det, der kaldes princippet om progressiv realisering, dvs. i overensstemmelse med landets økonomiske bæreevne og sociale udvikling. Rige lande som Danmark og mange andre vestlige lande vil derfor få betydelig kortere tid til opfyldelse af konventionens krav end udviklingslande som f.eks. Uganda, Cap Verde og Eritrea. Hvordan skal konventionen gennemføres, og hvem skal overvåge, at det sker? Pligten til at gennemføre konventionen påhviler regeringen. Når et land har ratificeret konventionen, normalt ved at få regeringens tiltrædelse godkendt i landets parlament, har landet forpligtet sig til at overholde konventionen. Hvert enkelt land må derfor undersøge, om der findes konventionsstridige regler i dets lovgivning eller praksis og ændre sådanne forhold. Herefter begynder arbejdet med at foretage den progressive realisering. Men samtidig skal hvert land udfærdige en slags basisrapport, hvor det nøje beskrives regel for regel, om de enkelte bestemmelser allerede er opfyldt og i benægtende fald, hvad der mangler. Denne rapport sendes til den internationale overvågningskomité, som bruger den som grundlag for alle senere bedømmelser. Landets handicaporganisationer og andre ngo’er kan kommentere regeringens rapport og dermed påvise, hvor de ømme punkter findes, hvilket selvsagt hjælper den internationale overvågningskomité til at stille relevante spørgsmål til regeringen under eksamination af regeringens redegørelse for landets handicaptilstand. Den samme fremgangsmåde anvendes ved senere regeringsrapporter. Denne metode anvendes også ved andre konventioner. Selv om rapporteringssystemet er behæftet med visse svagheder, navnlig på grund af for få ressourcer i FN-systemet, er metoden ret virkningsfuld. Den internationale overvågningskomité kan give anbefalinger, udtale kritik og komme med henstillinger. Ingen regering er ufølsom, når det drejer sig om ikke-overholdelse af menneskerettigheder. Medierne og særlig den skrevne presse følger altid meget opmærksomt eksaminationen i de åbne høringer vedrørende landets overholdelse af sine traktatmæssige forpligtelser, og regeringen dør ikke i synden, når der er noget at komme efter. Efter de ratificerende landes indstilling vil der blive opstillet en række internationale, uafhængige eksperter inden for handicapområdet, herunder også mennesker med handicap, hvoraf 12 vil blive valgt til overvågningskomitéen. Det er denne komité, der skal føre tilsyn med konventionens gennemførelse og overholdelse. Hvornår træder konventionen i kraft? Konventionen forventes godkendt af FN’s Generalforsamling 13. december i år. Dernæst vil den blive fremlagt til underskrift i FN i løbet af de første måneder af 2007, og derefter er det op til de enkelte lande, efter hver deres nationale regler, at foretage ratifikation. EU-landene forventes at ratificere, og det vil EU også selv gøre som overstatslig myndighed. Det sidste er nyt og aldrig set før. Det vil få den betydning, at al fremtidig EU-politik og direktiver på handicapområdet vil bygge på konventionen, hvilket vil påvirke retstilstanden i alle EU’s medlems- og ansøgerlande. Konventionen træder i kraft, når 20 lande har deponeret deres ratifikationsdokumenter i FN. Hvor lang tid vil der gå, før dette er sket? Tyve ratifikationer er i sig selv ikke meget, at dømme efter hvor mange lande der har været meget aktive under konventionens udarbejdelse, men selv om viljen og interessen for at ratificere er til stede hos regeringerne, skal de have deres parlamenter med og ikke mindst have ryddet alle eventuelle knaster i egen lovgivning af vejen, og det sidste kan godt tage nogen tid. Konventionen træder næppe i kraft før i 2008. Men én ting er vist. Konventionen om handicappedes rettigheder er ikke en papirtiger. Den vil over tid komme til at forbedre millioner af handicappedes liv. Konventionen er en opfyldelse af vores drøm. Det tog 25 år – men den var værd at vente på.