0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De unge mænd

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mange steder på kloden demonstrerer unge mænd en asocial og voldsfascineret adfærd og skræmmende mangel på mådehold og normer. De truer omgivelserne. Deres tilstand er fulgt i kølvandet på en opløsning af autoriteter, familiemønstre og uddannelsessystemer.

I en zenfortælling går en mand ind i en forretning for at købe sig en djævel. Forretningens indehaver fortæller ham, at han er meget heldig, for han har netop et særlig fint eksemplar. Han fører manden over til et af sine bure og udpeger kræet for ham, med karakteristiske gule hjørnetænder og lange kløer, et magert, håret fjæs og sort hale. Indehaveren fortæller manden, at denne djævel vil gøre alt for ham: Han er en utrættelig arbejdskraft, han er driftsikker og pålidelig. Manden skal bare huske én ting, nemlig at han er en djævel og skal holdes fuldt beskæftiget hele tiden.

Manden køber djævelen og tager ham med sig hjem. Djævlen er virkelig vidunderlig, han laver mad og gør rent, han reparerer tøj og vasker det, han køber ind, han henter, han bringer - hvert eneste stykke arbejde, stort som lille, gør han med fuldkommen elegance og effektivitet. Kort sagt, mandens liv er blevet en konges.

Måneder går, og manden er stadig såre tilfreds med sin djævel. Så en aften løber han på en gammel ven, som inviterer ham hjem til middag. De begynder at drikke saki og falder i snak om gamle dage. De bliver fulde, og manden bliver hængende om natten. Da han kommer hjem næste morgen finder han djævlen, på hug på stengulvet, småsyngende for sig selv, i færd med at spidstege naboens barn.

Det handler om mennesket - om nødvendigheden af et kald i livet, eller bare af en nogenlunde fast orden, hvis mennesket skal blive til noget fornuftigt. Nødvendigheden af en anden højere mening, som det med sindsro kan underkaste sig. Med T.E. Hulmes ord er mennesket »et ekstraordinært fastlagt og begrænset dyr. Det er kun gennem tradition og organisation, at man overhovedet kan få noget ordentligt ud af det«.

Hvad der måske gælder for mennesker i almindelighed, gælder for de unge mænd i særdeleshed. Det mest rystende ved World Trade Center-attentatet var, at det blev begået af en flok unge mænd, der var så desperate, at de ikke bare var villige til at tage en masse uskyldige menneskers liv - det har vi vænnet os til at forvente - men også deres eget.Uden de ungemænd, ingen terror. I en verden, der mest af alt synes at være præget af de stærkt voksende globale massers stigende livsforventninger, parret med et omfattende autoritetstab og almindeligt kaos, kan de 'løse' unge mænd meget vel blive til et af de rigtigt ubehagelige perspektiver for det 21. århundrede.

Der vil til enhver tid i ethvert samfund være et stort element af maskulin ungdom, som det for alles skyld gælder om at spænde for det gode, fordi de ellers let lader sig spænde for det onde. Et eller andet sted hænger det vel sammen med en hormonal ubalance, hvis der skal komme noget fornuftigt ud af dem, må de knyttes til fællesskabet. De har altid været en vigtig forudsætning for, at samfundet kom videre, men lykkes det ikke at gøre dem til en del af det konstruktive, kan de blive til en del af det destruktive.

Problemerne med sysselsætningen af de unge mænd har i vores tid fået globalt omfang. Stedvis over hele kloden demonstrerer grupper af unge mænd nu en asocial og voldsfascineret adfærd, en ofte skræmmende mangel på mådehold og normfasthed, som er en trussel for deres omgivelser. Problemet har baggrund i en tilstand af anomi - opløsning af autoritet og normer i familieliv, i uddannelsessystemer og i samfund som helhed - som i disse år sniger sig ind mange steder og på mange måder synes at ramme de unge mænd hårdest. Det giver sig ofte udslag i destruktive aktiviteter, som har sin baggrund i, at samfundet har opgivet at holde fast på de unge.

Vi ser og hører dem i medierne - fra Mellemøsten, Centralasien, Balkan, Sydamerika og Afrika - og gyser. Bander af unge mænd/drenge terroriserer store dele af Syd- og Vestafrika - de har ikke kun vanskeligt ved at underkaste sig samfundets love, de overtager ofte magten i samfundet. Flere af samfundene er tidligere postkoloniale mønstersamfund, som derefter løb ind i et socialt og politisk kaos, som nærmest må karakteriseres som barbarisering. Ikke bare er den politiske myndighed i området svækket, der er også foregået en opløsning af de traditionelle sociale netværk, der hidtil har gjort sit til at fastholde individet. Befrielseskrige er afløst af ikkeideologiske borgerkrige, hvor autonome bander af unge mænd og rene drenge for den rene vindings skyld terroriserer alt og alle. De nominelle regeringer har ingen myndighed om natten, eller bare fire gader væk, og behandlingen af dem, der kommer på tværs, er ofte grum. En yndet henrettelsesmetode i Vestafrika er at hænge et bildæk om halsen på ofret og tænde ild til det.

Den amerikanske journalist Robert Kaplan har været der og har set ind i øjnene på de unge mænd, som han kalder de ægte børn af det 21. århundrede, med deres »rastløse, skannende blikke« på jagt efter alt af værdi - og han ser i dem ét af mange tegn på et kommende anarki. Dette er »hvad amerikanske byer kan udvikle sig til i«, som han skriver i 'The Coming Anarchy'.

For Kaplan er unge vestafrikanske mænd symboler på, hvordan politikken kan udvikle sig globalt. Vil man tegne den kommende verdens politiske landkort, må man ifølge ham begynde med et Vestafrika, der igen er ved at blive, hvad det engang var i kolonitidens atlas, nogle få isolerede, rimeligt tilgængelige handelssteder på kysten og et indland, plaget af vold, anarki og sygdomme, der er på vej til at blive (med Graham Greenes formulering) »blankt« og »uudforsket« igen.I vores delaf verden er vi tilsyneladende forbi det problem, hvor unge mænd udgør en særlig samfundsmæssig risiko. Bevares, vi har vores Vollsmose og Nørrebro, vore andengenerationsindvandrere og vore autonome, men bortset fra nogle få utilpassede er vore unge mænd ikke det store problem for deres omgivelser. De fleste giver sig docilt (lærevilligt) hen i deres personlige verden, så fuld af tidsfordriv, og koncentrerer sig om deres karriere, forbrug, livsstil m.m. Det teknologiske samfund fungerer åbenbart som en ren malkemaskine i forhold til den hormonale overproduktion.

Men sådan har det jo ikke altid forholdt sig. En ikke uvæsentlig årsag til korstogene mod araberne i det 12.-13. århundrede var for eksempel, at de kirkelige og verdslige myndigheder derigennem ville skaffe centrale dele af den kristne verden af med en generende overskudsenergi i form af vanskelige, unge mænd - typisk de yngre sønner, som ikke skulle arve noget, og hvis energi ikke rigtigt lod sig udnytte produktivt i det daglige samfundsliv. I stedet organiserede de sig i bander og lavede ballade. Gennem en ihærdig propagandistisk indsats - blandt andet fra pavestolens side - lykkedes det at motivere dem for i stedet at drage til Palæstina og forsøge at befri Jerusalem fra muslimerne. De fik en sag at slås for, og uanset hvor misforstået den var i vore øjne, slap man i det mindste for, at de gik rundt derhjemme og bankede bønder som ren underholdning.

Med baggrund i korstogene lykkedes det ydermere - og det er et ikke uvæsentligt led i hele konstruktionen af den vestlige civilisation - at bibringe en krigende klasse af unge mænd en ideologisk overbygning af god, kristen, asketisk offervilje, som bidrog til at gøre dem mere tjenstivrige og i bedste fald lydige over for myndighederne. Selvom der givetvis var langt fra teori til praksis, blev disse riddere spændt for den kristne sag, holdt fast af deres egen samvittighed.

Ridderidealet fik som bekendt lange eftervirkninger i den vestlige kulturs mandsroller. Så sent som i det 19. århundrede - en turbulent tid med industrialisering, kolonisering, urbanisering og sekularisering - genoplivedes ridderens socialkarakter i form af en gentleman-kode. Det skete i kølvandet på den franske revolution, som umisforståeligt havde vist eliten, hvor galt det kunne gå med de sociale bevægelser. Kulturens unge mænd underkastedes med koden et ganske stramt dannelsesideal, som havde et ekko af den middelalderlige ridder. Idealet bandt med bånd af pligtfølelse, ansvarlighed, tjenstivrighed og opofrelse de unge mænd til et forsvar af den borgerlige verden. Grundværdierne indlejredes i den unge under opvæksten i en stram familiesammenhæng, hvor moderens, men frem for alt faderens autoritet var en stærk faktor. Det var nogen tid, før tugtelsesretten blev ophævet ved lov.

Det 19.århundredes samfundsliv var hægtet op på en faderautoritet, som holdt den unge ret fast. Faderen var sønnens konstruktive forbillede - konstruktiv i forhold til den herskende samfundsorden, naturligvis - og sønnen var i den modtagende ende af en kongerække af fædre, generation bag generation. Han konfronteredes i øvrigt med en lang række sekundære faderfigurer i samfundslivet: faderen som præst, som lærer, som officer, som politiker, landsfaderen og Gudfader. Det 19. århundredes vestlige kultur syntes solidt funderet i en fællesmængde af disse fædres autoritet.

Den investering, der her løbende var gjort i nationernes unge mænd, blev med ét slag opsagt til fuld udbetaling i august 1914, da Første Verdenskrig brød ud. I den krig blev opofrelse dagens orden - her blev lammet slagtet, og nettoresultatet kunne fire år senere opgøres til 8-9 millioner døde og mange flere lemlæstede på krop og sjæl. De var alle unge mænd. Det var, før krig mod civilbefolkningen manifesterede sig som en del af det almindelige fremskridt.

Dermed var det i mere omfattende forstand slut med, at de unge mænd tog faderen som forbillede. Men det var ikke slut med offerviljen. I stedet kastede de sig over de radikale utopiske ideologier - kommunisme, nazisme - som de kunne identificere som kald.

Alle ved, hvordan dét endte. Så nu er vi i den vestlige verden på godt og ondt vaccineret mod utopierne - vores ideologi er liberalistisk. Her dør ingen længere frivilligt for nogen sags skyld.

Det er en lettelse og en belastning. Prisen er en udbredt narcissisme og en ubestemmelig følelse af meningsløshed. Manglen på mening, manglen på kald, går måske hårdest ud over de unge mænd, som altid var de mest idealistiske. De vokser nu op i en kulturs tvingende fællesskabsideologier og uden konstruktive forbilleder, som kunne forpligte dem over for fællesskabet. Fædrene er enten helt væk eller i betydelig grad svækkede eller demoraliserede, og det medfører en svækket kulturel kontinuitet. Historien betyder ikke længere noget - for nu at sige det, som det er.

De unge mænd betaler prisen ved gradvis at lade sig skubbe længere ud på sidelinien i samfundslivet. En god fysik er ikke længere en samfundsmæssig nødvendighed, og mændene har i stigende grad vanskeligt ved at konkurrere med kvinderne på områder, hvor de ellers stod stærkt - f.eks. på universitetsområdet - og de hænger efter på områder som social kompetence og integrationsevne. I stedet synes mange at bruge kræfterne på alt eller intet-karrierer og ekstremsport.

For tiden savner vi ikke noget rent materielt i vores del af verden - livet er temmelig let, selvom vores holdninger ikke afspejler det. Men klokken er faldet i slag, og man spørger sig, hvordan man skal få de unge mænds samfundsfølelse stampet op af jorden igen, hvis det skulle blive nødvendigt, altså hvis markedet holder op med at levere varen så let og automatisk som nu. Den fornødne, løbende investering i deres fællesskabsfølelse må siges at være blevet forsømt.Den vestligekultur er en magtfuld kultur. Men den er også et tveægget sværd. Dens dominerende element er kapitalismen, og kapitalismen virker opløsende på den traditionelle kultur. Vestlig kultur er med andre ord ved at opløse sig selv, eller i det mindste ved at transformere sig til en teknologi. Kapitalismen er også ved at opløse klodens andre traditionelle kulturer - det er essensen af, hvad vi for tiden foretrækker at kalde globalisering, og særligt tydeligt i det afrikanske scenario.

Det skinner også igennem i forhold til den muslimske verden - hvilket bringer os tilbage til udgangspunktet: de fundamentalistiske terrorister. Fundamentalismen må ses som en reaktion på kapitalismens opløsende virkninger. Angst og vrede over for dette truende Andet har ført til genoplivningsforsøg og redefinition af den traditionelle tro. Dette engagement, som særlig har kaldt på de unge mænds handlekraft, reflekterer en social struktur, der ligesom vores heller ikke længere kan holde individet fast. Det viser sig ikke mindst gennem en erodering af fadermyndigheden, og her løber muslimsk og vestlig kultur parallelt. Heller ikke en muslimsk faderverden vil overleve den vestlige mediesituation, ligesom den vanskeligt kan overleve virkeligheden i en palæstinensisk flygtningelejr og i de vestlige metropolers indvandrerghettoer. Her vokser de unge mænd op stort set lige så faderløse som de unge mænd i de nordamerikanske, sorte ghettoer.

Både i den første og den tredje verden er der med andre ord store problemer med 'løse' små djævle. Deres mangel på orden og kald fører til en utilpassethed og frustration, som i Vesten måske mest ytrer sig indad - som narcissisme. I den tredje verden, hvor de små djævle af medierne dagligt bombarderes med indgående og vellignende billeder af Vestens Babylon - billeder, der er lige så tiltrækkende, som de er afskyvækkende - leder frustrationerne derimod til politisk radikalisering og fanatisme. Og for enden af det venter selvmordsaktionerne. De diabolske forbilleder - de falske fædre - har let spil. Som de havde i Europa i mellemkrigstiden.

  • Ældste