0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Globalisering med overskud

Modsætningerne i opfattelsen af globaliseringen skyldes i højere grad kommunikationsvanskeligheder mellem parterne, end de skyldes reelle interessemodsætninger.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Modsætningerne i opfattelsen af globaliseringen skyldes i højere grad kommunikationsvanskeligheder mellem parterne, end de skyldes reelle interessemodsætninger, mener kronikøren, der er cand.polit. og ph.d., forud for WTO's topmøde i Qatar.

Globalisering er godt. Hvis to lande, som har været afskåret fra samhandel, får mulighed for at handle med hinanden, vil begge lande have mulighed for at opnå en velfærdsgevinst. Ved at sælge de varer, de respektive lande er bedst til at producere, kan de få mere af alle varer, end de ellers havde mulighed for. Dette er ideen om de såkaldte komparative fordele, som er blevet doceret af økonomer verden over i et århundrede.

Umiddelbart virker argumentationen overbevisende. Hvorfor er der da så mange, som ikke tror på den? Hvorfor er tusindvis af unge mennesker parat til at påtage sig store ofre som aktive modstandere af globaliseringen, der bombarderer veludrustede politistyrker med kasteskyts, vel vidende at de løber en betydelig risiko for at komme til skade, blive anholdt osv.?

Globaliseringen er et af de emner, der har været mest uenighed om i de sidste årtier. Indeværende år har ført til adskillige markante - og voldelige - manifestationer af de modsætninger, som har gjort sig gældende omkring globaliseringen. Tænk blot på begivenhederne tidligere på året i Göteborg og Genova. Om end Göteborg og Genova jo allerede er fjerne i de flestes bevidsthed. Katastrofen i USA 11. september og det efterfølgende angreb på Afghanistan har svækket erindringen om tidligere begivenheder markant. I hvilket omfang terrorangrebet kan forstås som en del af modsætningerne omkring globaliseringen, vil jeg ikke tage stilling til her. Hvilke motiver gerningsmændene fra 11. september præcis har haft, ved de kun selv. Men mon ikke globaliseringen i en eller anden forstand indgår i ligningen.

WTO holder sit næste topmøde i denne måned i Qatar. En af grundene til, at dette sted er valgt, er netop ønsket om at slippe for ubehagelige antiglobaliseringsdemonstrationer.
Der er altså god grund til at opholde sig ved disse modsætninger omkring globaliseringen. Derfor vil jeg argumentere for det synspunkt, at modsætningerne i højere grad skyldes kommunikationsvanskeligheder mellem parterne, end det skyldes reelle interessemodsætninger. Jeg har allerede antydet min hovedtese. Det, vi sædvanligvis forstår ved globalisering, skaber et overskud i forhold til situationen før globaliseringen. Problemet er, at dette overskud ikke af sig selv bliver fordelt til fordel for dem, som har størst behov, især den tredje verdens fattige.

Globalisering er ikke lige godt for alle. For at sikre, at globaliseringens overskud fordeles retfærdigt, og især til gavn for verdens fattige, kræves en bevidst politisk indsats. Attac og andre folkelige bevægelser kan spille en interessant rolle i denne sammenhæng, hvis de selv vil. Det kræver imidlertid, at man i sådanne bevægelser forstår, at der er et overskud forbundet med globaliseringen, og at en politik til gavn for de fattigste handler om at fordele dette overskud på en socialt acceptabel måde.

Den politiske indsats må derfor ikke gå ud på at bekæmpe globaliseringen. Tværtimod skal man fremme globaliseringen, men samtidig sikre, at overskuddet fordeles retfærdigt og til gavn for de fattige. Med Ignacio Ramonets ord skal man »skabe en solidarisk og human globalisering« (citeret fra Clinell (2001): Attac - Græsrøddernes oprør mod markedet. Forlaget Introite).

Lad os se på en række af de problemer, jeg allerede har nævnt. Jeg vil argumentere for tesen om, at globaliseringen skaber et overskud. Jeg vil endvidere gøre gældende, at det kræver en politisk indsats, hvis dette overskud skal komme de fattigste og svageste til gode. Indledningsvis er der dog måske grund til at afgrænse analysen. Derfor vil globalisering først og fremmest blive brugt i betydningen øget handel over grænserne. Multinationale selskaber, gældskrise mv. er udeladt af pladshensyn. Det forudsættes, at handel er et frivilligt fænomen, idet der ses bort fra ufrivillig 'handel' i forbindelse med kolonialisme eller lignende.

Som absolut hovedregel er øget samhandel mellem lande til begge parters fordel. Producenter af eksportvarer kan øge produktionen og sprede deres risiko mellem flere markeder, og forbrugere af importvarer får flere varer og større udvalg til lavere priser. Teoretisk er det muligt at tænke sig undtagelser fra denne regel om de såkaldte komparative fordele, hvis der forekommer konkurrencebegrænsninger, stordriftsfordele med videre. I praksis kan dette sjældent påvises, og næsten aldrig når der er tale om handel mellem rige og fattige lande.

Det er dog også velkendt, at globaliseringen skaber både vindere og tabere. Analysen heraf deler sig, alt efter om man betragter fordelingen inden for de enkelte berørte lande, eller om man betragter fordelingen mellem landene. I dette afsnit vil jeg betragte problematikken inden for det enkelte land. I det følgende afsnit behandler jeg den internationale fordeling.

Der er mange gange under debatten blevet peget på, hvem der er vindere, og hvem der er tabere. Vinderne, siges der, er som regel veluddannede og unge, som regel mænd osv. Taberne er de ufaglærte, lidt ældre og ofte kvinder. Det er selvfølgelig en forenkling, og man kan sagtens finde undtagelser. Men der er den sandhed i forenklingen, at globaliseringen kræver omstillingsevne. Og den vokser med uddannelsesniveauet, men ikke med alderen.

I et land, hvor der over en periode indføres stadig mere fri handel med omverdenen, vil der være opgangsbrancher, som går frem, fordi omverdenen efterspørger denne branches produkter. Og nedgangsbrancher, som går tilbage, fordi deres produkter fremstilles billigere i udlandet og derfor importeres. I en måske lang og smertefuld periode breder arbejdsløshed og depression sig i nedgangsbrancherne. Ofte dominerer nedgangsbrancherne i bestemte regioner og har så tendens til at trække hele regionen med i depressionen. Dette har man f.eks. kunnet se i Midtengland og Nord-frankrig, hvor disse landes stålindustri ikke har været konkurrencedygtig på internationalt plan. Her i Danmark er Nakskovegnen et eksempel i mindre skala på dette fænomen.

I den periode hvor globaliseringen pågår, vil beskæftigelsen i nedgangsbrancherne falde og de beskæftigede være under pres for at finde beskæftigelse andetsteds, ofte i opgangsbrancherne. Og jo yngre og bedre uddannet man er, desto lettere går omstillingen. Derfor er vinderne ofte veluddannede unge, og taberne er ufaglærte ældre. Nu er pointen, at den samlede gevinst i opgangs-brancherne er større end tabet i nedgangsbrancherne. Det er derfor muligt at omfordele gevinsten fra opgangsbrancherne til de dele af samfundet, som lider under globaliseringens omstillings- processer. Det sker imidlertid ikke af sig selv. Det kræver politisk vilje og handlekraft. Men også en god retningsfornemmelse hos politikerne. Det gælder ikke om at imødekomme alle mulige krav fra nedgangsbrancherne om økonomisk støtte, men derimod om at lette omstillingsprocessen.

Nu til uligheden mellem rige og fattige lande. De rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere, siges der. Det er blevet sagt så ofte, at mange alene af den grund tror på påstanden. Og næsten lige så ofte anføres globaliseringen som årsagen. Er det nu rigtigt, at den globale ulighed mellem landene er vokset? Det kommer an på, hvordan man måler den. Der er ingen entydigt anerkendt måde at måle ulighed på. Følgelig er der frit slag for alle hånde påstande. Det er korrekt, at de allerfattigste lande gennem nogle årtier er blevet fattigere. Og de rigeste er blevet rigere, ikke blot absolut, men også relativt, idet de har fået en større andel af verdens samlede indkomster. Hvis man nøjes med at sammenligne de lande, der repræsenterer de ca. 10 procent fattigste og 10 procent rigeste dele af verdens befolkning, er påstanden korrekt.

Men hvad med resten? For de ca. 80 procent af verdens befolkning, som befinder sig imellem de to yderpunkter, er tendensen den omvendte, endda i meget markant grad. De fattige lande i denne gruppe (f.eks. Kina) har vundet andele af verdens indkomster på bekostning af de relativt rige (f.eks. Rusland). Af denne grund er det ikke muligt at sige noget entydigt om, hvordan uligheden i verden har ændret sig under de sidste årtiers globalisering. Måler man ved hjælp af de fleste anerkendte ulighedsmål, f.eks. Gini-koefficienten, er sagen forholdsvis klar: Den globale ulighed er blevet mindre. Men som antydet kan man også argumentere for det modsatte synspunkt.

Et andet spørgsmål er så, hvordan globaliseringen i sig selv har påvirket disse tendenser omkring den globale ulighed. Har globaliseringen trukket i retning af større eller mindre global ulighed? Igen er svaret langt mere kompliceret, end man får indtryk af gennem debatten.
Hvis vi ser på de 10 procent fattigste, kan man se, at globaliseringen stort set er gået uden om disse lande. Deres andele af verdenshandelen har været faldende, ligesom investeringer fra udlandet er udeblevet.

Ser man dernæst på de hurtigt voksende økonomier blandt de lidt mindre fattige, f.eks. Kina, er det karakteristisk, at stort set alle disse lande har øget deres samhandel med omverdenen markant. I de fleste tilfælde kan man endvidere finde en klar sammenhæng mellem øget eksport og øget vækst. Globaliseringen har altså i disse tilfælde bidraget til at gøre den globale ulighed mindre.

Hvis vi ser på de langsomt voksende økonomier i den lidt rigere gruppe, f.eks. Rusland, er det omvendt klart, at deres samhandel med omverdenen er gået tilbage. Faktisk kan de alvorlige tilbageslag, der for mange af disse økonomier fulgte efter Murens fald, sættes i forbindelse med sammenbruddet i Comecon, altså de østeuropæiske landes handelsorganisation, efter 1989. Her ses det altså, at tilbagegang i den internationale handel har ført til relativ (i nogle tilfælde også absolut) tilbagegang. Det er altså ikke globaliseringen, der har gjort disse lande relativt fattigere, men tværtimod manglende globalisering.
Ironisk nok har disse landes relative eller absolutte tilbagegang i de fleste tilfælde bidraget til mindre global ulighed. De pågældende lande havde nemlig før murens fald indkomster over verdensgennemsnittet.

I alle disse tilfælde ses det, at globalisering har bidraget til at løfte mange fattige lande, hvorimod de lande, som har tabt andele af verdens indkomster, også har tabt andele af den internationale handel. Med Romano Prodis ord: Problemet for de fattigste lande er ikke globaliseringen, men manglende globalisering (Politiken 21.7.). Ser vi til sidst på gruppen af de allerrigeste lande, hvortil vi selv hører, finder vi en anden stor gruppe vindere. Her er det også klart, at globaliseringen spiller en stor rolle for den vækst, der har fundet sted. I forlængelse heraf kan man sige, at globaliseringen på en særlig måde bidrager til øget global ulighed, netop fordi den skaber vækst i nogle lande, men går uden om andre og dermed skaber ulighed mellem disse kategorier af lande. Men igen: Løsningen er ikke mindre globalisering i de fattige lande, men mere.

Når to lande samhandler, skabes der overskud i begge lande. Det er imidlertid ikke på forhånd givet, hvordan det samlede overskud fordeles mellem de to lande. I en neoliberal verden vil de lande, som høster fordele af globaliseringen, fortsætte med at blive rigere, mens de marginaliserede lande lades tilbage. Endvidere vil globaliseringens overskud blive fordelt efter de deltagende landes forhandlingsstyrke.

Vi har set dette i WTO, især fordi der ikke har været styrke nok bag de fattige landes krav. Det kan også ske i Qatar. På dagsordenen er bl.a. forhandlinger om de såkaldte TRIPS (handelsrelateret intellektuel ejendomsret), hvor nogle af de rige lande vil arbejde for, at forbrugerne i de fattige lande skal betale for patenter på f.eks. livsvigtig medicin, som er patenteret. Hvis dette bliver gennemført, vil det medføre betydelige forringelser for de fattigste.
Vil man påvirke dette, må man forsøge at påvirke forhandlingerne i Qatar på en måde, så de fattige lande høster størst mulige fordele ved globaliseringen. Hvis man i stedet bekæmper globaliseringen som sådan, opnår man det modsatte: De fattigste lande vil fortsat blive marginaliseret, men væksten finder sted i de lande, som deltager i globaliseringen.

Som nævnt ovenfor er der rig mulighed for, at de folkelige bevægelser som f.eks. Attac kan spille en konstruktiv rolle i denne sammenhæng. De kan bidrage til at lægge pres på politikerne for at trække beslutningerne i den rigtige retning. Fra de såkaldte antiglobaliseringsbevægelser er det imidlertid sjældent, at man møder en sådan konstruktiv indsats. Oftest er det afstandtagen fra globaliseringen som sådan, der fremføres. Det er bl.a. blevet foreslået, at WTO skal nedlægges. Dette ville indebære, at betingelserne for international handel ensidigt bliver fastlagt af de stærkeste, nemlig de største af de rigeste lande. For u-landene vil dette være en katastrofe.

Hvorfor nu disse modsætninger mellem tilhængere og modstandere af globaliseringen? Som antydet skyldes modsætningerne ikke forskelle i ønsket om at fremme u- landenes og de fattigstes velfærd. Min påstand er, at kommunikationsproblemer spiller en væsentlig rolle i denne sammenhæng. En del af disse er historisk betingede, afledt af de lange skygger, kolonitiden kaster ind over vores egen tid.

Kolonialismens historie er de fleste steder indledningsvis ikke en historie om militær besættelse, men om handel. Kolonitidens monopolhandel var imidlertid ensidigt til fordel for kolonimagten, netop på grund af monopol-karakteren. Den kan derfor ikke sammenlignes med vore dages globalisering. Alligevel har den været med til at sætte dagsordenen blandt globaliseringsmodstandere, især i den tredje verden.

Et andet forhold, som har bidraget til at skabe kommunikationsvanskeligheder globaliseringstilhængere og -modstandere imellem, er tendensen til, at debattørerne hæfter sig ved henholdsvis vindere og tabere. Endvidere hæfter tilhængerne sig oftest ved perspektivet for enden af vejen til den globale økonomi, mens modstanderne betoner den smertefulde omstillingsproces. Et typisk eksempel på kommunikationsproblemer. Parterne taler om to forskellige ting.

Har begge parter så ret? Ikke helt. Pointen er, at det er muligt ved politiske indgreb at omfordele overskuddet ved globaliseringen, som ophober sig i opgangsbrancherne. Eftersom der er et nettooverskud ved globaliseringen for hele samfundet under ét, er overskuddet stort nok til løbende at kompensere de ansatte i nedgangsbrancherne og endda efterlade et nettooverskud.

Det er dog ikke nogen let sag at omfordele dette overskud, så der bliver noget til alle. Målt i kroner er overskuddet ofte langt mindre end de bruttotab og -gevinster, som registreres i de respektive brancher. I de neoliberale samfund vil ofrene i nedgangsbrancherne ofte være overladt til sig selv. En god grobund for antiglobaliserings-bevægelser, som vi har set det i mange lande. En mere retfærdig verdensorden med mindre fattigdom kan fremmes bl.a. ved at udnytte globaliseringens overskud til dette formål. Hjælp fra Attac og andre folkelige bevægelser til dette formål bør være velkommen.