Til dig, som sidder med magten, dig, som har påtaget dig et ansvar, dig, som er forpligtet på andet og mere end egne interesser! Jeg er lærer og ansat på Nordgårskolen i Gellerup, en skole med 100 procent tosprogede elever. Jeg er lærer, men jeg får aldrig mulighed for at give eleverne den grunduddannelse, som de har krav på. Nordgårdskolen brillerer med landets dårligste resultater ved afgangsprøven. Mange elever er faldet fra allerede inden eksamen og får således aldrig deres 9.-klasses afgangsprøve. Dette vil selvfølgelig ændre sig med de nye regler, som gør det obligatorisk at gå til prøve, men det vil nok ikke højne karaktergennemsnittet. ELeverne på Nordgårdskolen er på forhånd dømt til et liv i uvidenhed, stigmatiseret, uden kontakt og indflydelse på det danske samfund. Mange vil defilere ind og ud af voldelige ægteskaber, krisecentre, fængsler, terroristceller ... whatever! Og resten vil bare leve et uværdigt liv på bistandshjælp. Selvfølgelig vil enkelte klare sig tåleligt, måske endda godt – nogle elever er simpelthen så begavede, at selv ikke Nordgårdskolen kan knække dem! Men hvorfor skal en gruppe af de svagest stillede mennesker i vores samfund svigtes endnu en gang – hvem er vi, som ikke vil dele den bøf og den flaske rødvin, vi er ved at blive kvalt i? Er det betydningen af de værdier, vi kæmper for? Er det det, vi slår ihjel for i Irak? Kristne, humanistiske, demokratiske værdier? Vi er veluddannede, et af verdens rigeste samfund, innovative, omstillingsparate, engagerede, ansvarlige, men vi har ikke råd til at give disse børn af flygtninge/indvandrere en chance for et værdigt liv, på lige vilkår med vores egne småfede, forkælede unger?Jeg kender børn, som bliver slået, svigtet, terroriseret af en sindssyg far – det lyder som enkelttilfælde, men problemet er, at det er så stor en gruppe, at det er normalt, og hvem orker at gribe ind over for det normale? Jeg har haft en elev i 4. klasse, som ikke havde et hjem. Hun vidste ikke, hvor hun boede – hos mormor, farmor, mosteren, det kom an på så meget. Moren boede i udlandet, og faren havde fået ny kone, så der var ikke længere plads til hende derhjemme. Jeg vidste det, skolen vidste det, socialforvaltningen vidste det, alle vidste – alle talte og holdt møder, men ingen kunne hjælpe, ville hjælpe. Jeg har brugt fem år på at prøve at lære dem at læse. Lære dem at løse konflikter. Vi har malet og tegnet. Vi har læst historier og spillet teater. Vi har haft en venskabsklasse med fremmedartede lyshårede børn med blå øjne – og været på lejrskole sammen med dem. Jeg har kæmpet fem år for at give mine elever de redskaber, som er nødvendige, hvis de skal kunne indgå aktivt og konstruktivt i det danske samfund. Men så giv mig dog en mulighed for at passe mit arbejde! Hvorfor bliver vores vilkår mere og mere umulige? Tja ... jeg kender vel svaret til dels: store sociale og psykiske problemer i familierne i Gellerupparken. Uansvarlige politikere og skattestop. Berøringsangst i forhold til denne befolkningsgruppes specielle problemer – manglende viden og redskaber til at gøre noget, især hvis det koster penge. En skabsracistisk folkestemning. Vi vil helst lade, som om de ikke er der – få det til at gå over! Men undskyld – disse mennesker er her – de er en del af vores samfund/fællesskab. Ved at negligere deres problemer er vi med til at skabe yderligere afstand mellem dem og os. En af folkeskolens fornemmeste opgaver i forhold til flygtninge-/indvandrerbørn må være at understøtte integrationsprocessen. Men det er en meget vanskelig opgave, når vores elever praktisk taget lever isoleret fra det danske samfund. De møder ganske vist danske lærere, danske socialrådgivere, læger, bibliotekarer og kassedamer. Men de er alle professionelle. Der er ingen personlige relationer. Ingen relationer, hvor det er lysten, sympatien og det mellemmenneskelige der er det bærende. Mange forældre ser problemet og forsøger at flytte deres børn til andre skoler. Det lykkes for de bedst stillede. Resten må tage til takke og blive på Nordgårdskolen, ingen andre skoler vil have dem. Med den nye lov om frit skolevalg skulle man tro, at denne sortering ikke længere er mulig, men når de tosprogede elever ønsker skoleskift, skal de sprog-screenes. Hvis ikke de klarer ’testen’, hvilket de færreste gør, kan de ikke selv vælge skole. De får i stedet anvist en, der som oftest ligger i den anden ende af byen. Dette tilbud vælger familierne som regel at sige nej til og i stedet tage til takke med Nordgårdskolen. Men lykkedes det dem at slippe gennem nåleøjet, vender mange elever tilbage til Nordgårdskolen, fordi de hverken kan klare de faglige eller de sociale udfordringer, som de bliver mødt med på den nye skole. Måske er det et helt grundlæggende problem, at vi dybest set ikke ønsker at blive konfronteret med disse mennesker. I Århus har der gennem længere tid været planer om at lægge to skoler sammen. Den ene skole har en høj procentdel af tosprogede elever, mens den anden primært er skole for velstillede middelklassedanskere. Budskabet fra de etnisk danske forældre var utvetydigt: Min Sofie skal ikke gå i skole med din Abir, for det er ikke sundt for Sofie. Men vi kan ikke integrere disse børn af anden etnisk herkomst på tryg afstand af alt det, som betyder noget for os – vi bliver nødt til selv at satse noget. Og vil vi ikke konfronteres før, så bliver vi det siden. Når mine teenagebørn går på diskotek i Århus, møder de en gruppe af dem. De er provokerende, usympatiske, truende og grænseoverskridende. Vi andre mærker det, når vi på en bustur gennem det vestlige Århus må lægge øre og ryg til utilpassede unges desperate forsøg på at skabe sig en identitet ved at signalere magt. Men det er kun toppen af isbjerget. Gennem længere tid har vi været vidne til en række påsatte brande i Gellerupplanen. Endnu er ingen døde, men det er kun et spørgsmål om tid, før det går rigtigt galt, og det vil ikke stoppe ved det. Jeg møder ofte mennesker, som påpeger, at forældrene i vores skoledistrikt også selv bærer et ansvar. Dertil er der kun at sige – det gør de nogle gange. Det kan godt være, at vi synes, de i højere grad burde tage ansvaret på sig, men det er ikke det samme, som at de kan det eller gør det, og det er børnene, som betaler prisen. Når en meget stor gruppe af eleverne kommer morgen efter morgen uden at have fået noget at spise, så kan vi ikke bare trække på skulderen og sige »nå«, så er vi forpligtet til at gribe ind, og det er muligt. Vi har råd til at etablere en morgenmadsordning, hvis vi vil. Problemet er bare, at det vil vi ikke, for så begunstiger vi eleverne i Gellerup frem for dem i Egå! Andre mener, at vi bør løse problemerne ved at gå i dialog med forældrene. At det handler om at tydeliggøre, hvad det betyder for børn, hvis de ikke får morgenmad, bliver klædt fornuftigt på i forhold til årstiderne, får ro til at lave lektier, tryghed, forudsigelighed og omsorg i hverdagen. Men måske ved den mor, som jeg taler med, det udmærket i forvejen. Det er bare en stor opgave, når hun er psykisk eller fysisk syg, med eller uden mand og med en børneflok så stor, at den ville få de fleste etniske danskere til at tabe pusten. Som lærer er det hårdt at være vidne til den fattigdom og armod, som findes i Gellerup. Både fordi jeg tager mit professionelle ansvar alvorligt, og fordi jeg ligesom resten af lærerteamet på Nordgårdskolen ønsker at gøre en forskel. Det er svært at se på, at elever år efter år bliver ringere stillet. Det gør noget ved mig, noget, som sætter dybe spor i sjælen. Men det ser ikke ud til at bekymre de ansvarlige ledere, hverken de daglige eller de politiske. Og der er altid nye lærere, som vil træde til, når de ’gamle’ har set nok, hørt nok, fået nok. Men også alle nye lærere har brug for rimelige arbejdsvilkår og ressourcer, som står i et realistisk forhold til opgavens omfang. Det kan være vanskeligt at definere, hvad rimelige ressourcer er – og dog. Igennem de år, jeg har været ansat på Nordgårdskolen, har ikke én elev modtaget den undervisning, som vi er forpligtet af Undervisningsministeriet til at levere. Så må man vel erkende, at der ikke er ressourcer til stede i rimeligt omfang. Det handler om økonomiske, menneskelige og faglige ressourcer, så der er nok at tage fat på. Som den eneste skole i Århus Kommune har vi en femdelt ledelse plus en mediemedarbejder. Ved sommerferien sagde vi farvel til tolv kolleger, lærere og pædagoger. Vi skulle spare, men er det rimeligt at spare det pædagogiske personale væk, mens ledelsen vokser i antal? Med væsentligt færre lærere og med fire måneders forberedelsestid indførte vi ved skoleårets begyndelse heldagsskole for 0.-3. klasse. Det har bl.a. betydet, at de elever, som tidligere havde et godt eftermiddagstilbud på et fritidshjem eller i SFO’en, har fået det byttet ud med en lavbudgetforanstaltning. Men heldagsskolen og ændrede bevillinger betyder også, at alle skolens elever i år går i klasser med op til 50 procent flere elever, end de tidligere har gjort. Resultatet er små børn, som skal gå i skole fra kl. 8 til 16 i omgivelser, der er så grimme og så nedslidte, at det giver kvalme. Et hav af skiftende voksne – mange uuddannede vikarer. Trætte børn, ulykkelige børn, udadreagerende børn. Et alt for højt konfliktniveau for slet ikke at tale om støjniveauet. I de ældre klasser er undervisningen mange steder faldet helt fra hinanden, fordi smertegrænsen for klassestørrelser for længst er overskredet. Hele projektet er lanceret som en ekstra indsats for området, men det må være sket imod bedre vidende. I 2003 blev konsulentfirmaet PLS Rambøll engageret til at lave en analyse af Nordgårdskolen og skitsere nogle udviklingsscenarier og handleplaner. Resultatet blev tre modeller, hvoraf den ene model var ’Nordgårdskolen som Magnetskole’. Denne model ligner på overfladen det, man nu kalder heldagsskolen. En væsentlig forskel er bare, at de ressourcer, som konsulentfirmaet beregnede som nødvendige, aldrig er tildelt Nordgårdskolen, hverken da den skulle være magnetskole eller nu, hvor den skal fungere som heldagsskole. Men som altid ellers er det lærerne, som desperat forsøger at få enderne til at nå sammen. Der er bare det, at lærere efterhånden er så tyndslidte, at de snart er gennemsigtige. Men statsministeren siger offentligt, at lærerne selv er ude om den lave status, som præger lærerfaget – vi klynker for meget – barnlige, selvoptagne, uden evne til at handle, det må være noget i den retning, han mener. Jeg klager ikke, klynker ikke, det er ikke for at brokke mig offentligt. Jeg prøver at råbe så højt og gennemtrængende, at selv de, som normalt vender det døve øre til og ser den anden vej, er nødt til at forholde sig til de faktiske forhold – at eleverne på Nordgårdskolen har dårligere vilkår nu end nogen sinde tidligere.