Politik er ikke, hvad det har været. Men hvad er det, der er sket med den hjemlige fløjpolitik? Kronikøren, der er formand i Metal København, går på opdagelse i den nye politiske arkitektur. »Historien er genopstået«. Således kommenterede Uffe Ellemann-Jensen begivenhederne 11. september - med reference til Francis Fukuyamas bestseller fra tiden efter Murens fald, hvor synspunktet er, at historien er afsluttet i og med liberalismens sejr over socialismen. Men nu har historien fået repremiere. Men hvilken historie? Partiet Venstre hælder til den anskuelse, at den historiske kamp mellem højre og venstre er erstattet med kampen mellem det gode og det onde. I sin nytårstale henviser statsministeren direkte til, at i »kampen mod det onde skal USA ikke stå alene«. Og næppe havde Venstre vundet valget i november, før Anders Fogh Rasmussen afsagde kendelsen. »Valget var et opgør med den gammeldags opdeling i højre og venstre. Det var et opgør med opdelingen i dem og os. Det var et opgør med klassekampen«. Udtalelsen var vel lige så forudsigelig, som det er forudsigeligt, at den kommende tid vil vise, at det langtfra er sandt. Højre og venstre eksisterer fortsat. Men ikke som vi lærte det i skolen. Det 20. århundredes politiske rum med dets endimensionale polarisering i højre og venstre viger i disse år pladsen for en ny polarisering. Men skal denne nye polarisering indkredses, er det ikke tilstrækkeligt blot at hente inspiration i Hollywoods mange film over temaet 'kampen mellem det gode og det onde'. Indrømmet! Mange af disse film er fremragende film, men virkeligheden den følger her. I det gamle politiske rum placerede partierne sig som perler på en snor ved siden af hinanden og i denne rækkefølge fra venstre til højre: kommunister - socialdemokrater - radikale - venstre - konservative. I 50'erne kilede SF sig ind mellem Socialdemokratiet og DKP på den samme endimensionale skala. Og i 70'erne dukkede Fremskridtspartiet op til højre for de konservative. Men ingen af disse fornyelser indvarslede et brud med et politisk rum med to verdenshjørner: venstre og højre. For venstre og højre var identisk med industrisamfundets to store ideologier: socialismen og liberalismen. Men venstre og højre var også sammenfaldende med en modsætning mellem det internationale og det nationale. Højre var liberalt og nationalt . Venstre var socialistisk og internationalt. Dette endimensionale politiske rum er i dag i opbrud. Karakteristisk for opbruddet er, at aksen internationalisme-nationalisme ikke længere er parallelt med aksen socialisme-liberalisme. De begynder at danne vinkel til hinanden. Herved er et nyt politisk rum med fire verdenshjørner under dannelse. Denne fornyelse af selve det politiske rum har tre danske partier til dato forholdt sig aktivt til: Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Fælles Kurs. Med betydelig forskel i politisk succes har disse partier forsøgt at erobre nyt politisk land i henholdsvis det brune, det blå og det røde felt. I dette nye politiske rum er der opstået et politisk vakuum i krydsfeltet mellem internationalisme og socialisme. I Danmark findes der intet politisk parti, som programmatisk har udgangspunkt i det grønne felt. Det betyder ikke, at feltet ikke eksisterer. I Danmark har feltet blot ikke fået noget partimæssigt udtryk i modsætning til lande som Tyskland og Finland, hvor De Grønne og Venstrepartiet formulerer et politisk udsyn fra dette felt. Det nye politiske rum har længe været undervejs. Som det første af tre eksempler skal nævnes forskellen mellem Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. Fremskridtspartiet var og er et gammeldags parti, som ikke bryder med højre-venstre-aksen. Det blev til som et traditionelt protestparti mod velfærdssamfundets høje skattetryk - og som traditionelt liberalt parti var og er Fremskridts-partiet tilhænger af EF/EU. Som højrepopulist på vælgermæssig tilbagegang kastede Glistrup sig efterfølgende over 'de fremmede', men mere som et fortvivlet og i stemmeføringen skingert forsøg på at give sig selv kunstigt åndedræt. Heroverfor repræsenterer Dansk Folkeparti noget helt nyt. Poul Nyrup Rasmussens problemstilling - er Pia Kjærsgard nu også blevet stueren eller ej - skyder ved siden af fornyelsen. Pia Kjærsgaard har ikke bevæget sig ind mod midten på den gamle højre-venstre-skala. Hun har rykket Dansk Folkeparti ned i et nyt politisk krydsfelt, hvor nationalisme og liberalisme forenes på en ny måde. I dette politiske felt har Dansk Folkeparti fået styr på et 'moderne' politisk program, hvor partiet kan profilere sig som et 'konservativt Socialdemokrati'. I modsætning til Glistrup er Dansk Folkeparti offensivt med et socialt program kombineret med en prygelknabe - vor tids jøde, som ironisk nok er muslim. Det store brud med fortiden består i, at Dansk Folkeparti ikke blot er mod de fremmede, men også 'det fremmede', som her til lands er identisk med EU. Foreningen af et socialt program med kampen mod såvel udlandet som udlændinge er som skræddersyet til det brune felt. Den legitimitet, som tidligere omgærdede venstrefløjens EU-modstand, er i dag med succes blevet udfordret af Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti er godt i gang med at iføre sig EU-modstandens førertrøje ved at gøre det legitimt at være modstander af EU i nutid og for Velfærdsdanmark i datid. Dansk Folkeparti presser ikke højrefløjen i dansk politik - men venstrefløjen. Fornyelsen har også indhentet Det Radikale Venstre. Det er værd at bemærke, at ved valget i november havde de radikale det bedste valg i København (10,8 procent af vælgerne), og alene blandt alle 'ikke-indvandrer-fjendske-partier' gik partiet frem. Med stor succes profilerer Det Radikale Venstre sig som et parti i et multietnisk Danmark. EU-politikken ligger efterhånden fast med et stærkt europæisk engagement, og tidligere tiders hovskisnovskisnak i forsvarsspørgsmål er i dag kun tom retorik. Når en radikal udenrigsminister kan gå af med den begrundelse, at årtiers forløjethed i dansk udenrigspolitik i almindelighed og i dansk Europapolitik i særdeleshed må bringes til ophør, så er det stærke ord i munden på en radikal. For den forløjethed, som i store dele af det 20. århundrede har præget dansk udenrigspolitik, er om nogen blevet forvaltet af Det Radikale Venstre. Dansk udenrigspolitik har siden 1864 handlet om at sige et og gøre noget andet. Det gør kommunikationen mellem politikerne og befolkningen vanskelig - men ikke umulig. Dansk udenrigspolitik har i 138 år handlet om, at vi udadtil tilpassede os tyske interesser (efter Anden Verdenskrig amerikanske interesser) og indadtil lod endnu et oplag af Højskolesangbogen genoptrykke. En konflikt mellem reel underdanighed og uselvstændighed og så en meget stor national selvfølelse. Befolkningens antityske og antiamerikanske holdninger overskrider langt grænserne for, hvad der på Christiansborg anses for politisk korrekt. Denne forløjede dobbelthed i danskernes forhold til omverdenen er først og fremmest blevet forvaltet af radikale politikere (Munch-Scavenius), selv om Socialdemokratiet hurtigt lærte lektien. Et højdepunkt blev nået i 1957, da socialdemokraten H.C. Hansen reelt accepterede amerikanske atomvåben på Grønland i lodret konflikt med landets officielle politik. Mere end noget andet er denne forløjethed blevet 'stenen i skoen' på danskernes Europapolitik. Såfremt Det Radikale Venstre har indledt et opgør med denne fortid, har det alle muligheder for at erobre nyt land i 'det blå felt' - og ikke mindst med Anders Fogh Rasmussen som formand for Venstre. Det tredje eksempel på fornyelse har fundet sted i det røde felt. I krydsfeltet mellem socialisme og nationalisme tegnede Fælles Kurs så tidligt som i midten af 80'erne et hvidt kors ind i den røde fane. Den voldsomme nationale argumentation målrettet mod ældre socialdemokratiske arbejdervælgere bragte i 1987 Fælles Kurs i Folketinget. Fra 1994 opstillede Fælles Kurs ikke længere til Folketinget, og ved kommunalvalget i 2001 røg Preben Møller Hansen ud af Borgerrepræsentationen i København. Fornyelsen udviklede sig til fiasko. Men fiaskoen var en fornyelse. Hvor polakken Adam Michnik med slet skjult ironi har udtalt, at »kommunismen var nationalismens højeste stadium«, dér opfangede Fælles Kurs ikke ironien, men fastholdt troen på, at den danske model var samfundsudviklingens højeste stadium. I dag er der fortsat kunder til de kulinariske retter i sømandens danske kro, hvor pølserne er røde, kartoflerne hvide, sovsen brun og Tuborgen grøn, men det kniber med at trække kunder til ekskommunistens politiske ret, idet 'den danske ret' reelt serveres med mere pondus og med mere ægthed af Dansk Folkeparti. Baggrunden for fornyelsens manglende succes i det røde felt har rødder ned i den samfundsmæssige formationsproces - og giver tilsyneladende anledning til eftertanke i partier som SF og Enhedslisten. Med Murens fald døde 'den nationale socialisme'. Dette er ikke min ringe dom, men historiens dom. Som økonomisk projekt var 'den virkeliggjorte socialisme' et nationalt projekt. Udenrigshandel og international arbejdsdeling deltog man ikke i af lyst, men kun af bitter nød. Meget kan undskyldes med - og det er sket i rigt mål - at 'socialismens virkeliggørelse' ikke havde noget andet valg. Med andre ord fandt den socialistiske opbygning sted med ryggen til verdensmarkedet og som et nationalt projekt på grund af embargo, belejring og kold krig. Men det er og bliver en bortforklaring, for som økonomisk projekt var kontrollen med varer og priser, marked og kapital aldrig tænkt som andet end et nationalt projekt. Og det er fortællekraften i et sådant projekt, som i dag er død. Med Murens fald kan ingen for alvor tro på et fremtidssamfund, som skal opbygges med ryggen til den øvrige verden og som en lukket økonomi afgrænset fra verdensmarkedet? Ingen vil betale den politiske pris herfor. Efter 1864 tog danskerne højskolebevægelsen til sig, fordi den med venstremanden Christen Bergs ord opbyggede et endnu stærkere 'Danevirke i hver mands bryst'. Men danskerne gik ikke i gang med en genopbygning til tredobbelt højde af det virkelige Danevirke og vil næppe nogen sinde gøre det - heller ikke til værn for en rød krone. Et socialistisk engagement er mere end nogen sinde tidligere dømt til at skulle virkeliggøres i et åbent samfund - til i selve udgangspunktet at være et internationalt projekt. Og hvis Holger K. og Keld Albrechtsen vil gå vejen, så kan ophævelsen af ét af EU-forbeholdene godt bogføres som et skridt på vejen, men venstrefløjen i Danmark rykker først, når den erkender, at nationalstaten ikke udgør - og kan ikke udgøre - et værn mod globaliseringens negative sider. Den illusion er forbeholdt Pia Kjærsgaard. En politisk eksponering i det grønne felt synes ikke umiddelbart at ligge for hånden, selv om ledende venstrefløjspolitikere opsender prøveballoner. Og det er ærgerligt. For det er i en eksponering her - og i en alliance til nybruddet i det blå segment - at danskernes nye identitet ligger gemt. Her findes den identitet, som kan overvinde 138 års forløjethed. Her findes indgangsdøren til et globalt engagement med Europapolitikken som krumtap. Vil danskerne overvinde forløjetheden i den danske identitet, må de udvikle en europæisk identitet - som tyskerne har gjort det efter to verdenskrige, og som finnerne nu er i gang med efter finlandiseringens ophør. Den klassiske nationalstat banede vejen for kapitalen - for en national økonomi. I dag baner økonomien sin egen vej, og nationalstatens legitimitet er bundet op på, at den kan skabe grundlag for velfærd og forvaltning. Vil du som politiker frem i velfærdsstaten så byd højest. Flere ønsker mere. Men denne situation står i skærende kontrast til den globale virkelighed. Til den globale fattigdom og den virkelighed, som denne fattigdom skaber for os. I det grønne felt skal den globale virkelighed ikke fortrænges. Indvandringen af fattigdomsflygtninge kan danskerne ikke stemme sig bort fra. Denne indvandring er først lige begyndt, og den vil fortsætte. Tidligere minister Anita Bay Bundegaard slog til lyd for en international konvention omhandlende verdens fattigdomsflygtninge - og blev straks Nyrup-regeringens mest upopulære minister. Men hun var regeringens mest visionære minister. I det grønne felt skal Europaengagementet være ægte og uden forbehold. Vi kan lære af Finland. Det europæiske samarbejde er vores chance (venstrefløjens chance) - løsningen og ikke problemet. For der findes ikke et dansk svar på danskernes antityske holdninger. Men der findes et europæisk svar. Og der findes ikke et dansk svar på USA's verdenshegemoni på en monetaristisk verdensvaluta uden demokratisk kontrol og socialt indhold. Men der findes et europæisk svar. Det er i kampen for dette svar, at danskernes nye identitet skal udvikles. 'Et nyt Europa i hver mands bryst' - det er Danevirke i det 21. århundrede. Det store spørgsmål er imidlertid, om denne virkelige udfordring til vores historie er ved at 'genopstå' med Venstre ved magten. Indtil videre peger svaret på et stort, bedrøvende nej. Med Anders Fogh Rasmussen som leder af Venstre og som statsminister kan man frygte, at ånden fra nytårstalen føres videre. På den ene side dyb ærbødighed over for USA - 'den nation, som hele den frie verden skylder så meget' - og på den anden side tandudtrækning på en offensiv Europapolitik til et niveau, der gør den spiselig for det populistiske højre. Holder denne profeti stik, vil fremtiden byde på masser af plads i det blå felt. En chance ikke blot for Det Radikale Venstre, men endnu mere for Socialdemokratiet. For sandheden er, at det er dødkedeligt at være henvist til at leve som udkantsland til Europa - det er ligegyldigt, det er navlebeskuende og provinsielt, en tumleplads for højrepopulistiske fremmed-hadere og venstresnoede hjemstavnsidealister. Kun et ægte europæisk engagement - formuleret med udsyn fra det grønne felt og uden forbehold - kan reelt give danskerne den storhed, som de i egen selvforståelse allerede besidder.