0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mandeløn til kvindefag

En højere løn er nødvendig, hvis det skal blive muligt at tiltrække flere ansøgere til velfærdsjob – også flere mænd.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kvinde. Offentligt ansat. Og beskæftiget med pasning og pleje.

Den blanding giver lav løn, få skulderklap og et stort arbejdspres. For lidt tid til at yde omsorg og for meget kontrol.

Det er kvinder ved at få øjnene op for. De søger væk fra den offentlige sektor og efterlader det danske velfærdssamfund med et stort problem.

Uden dygtige social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere og omsorgsmedhjælpere er børn, ældre og svage ilde stedt. Det samme er regeringens kvalitetsreform.

Vi skal træffe et valg: Vil vi udvikle den offentlige sektors tilbud og sikre, at alle får den bedste pasning, pleje og omsorg? Ja eller nej?

Hvis svaret er ja, har vi ikke noget valg. Så skal vi holde på kvinderne. De skal belønnes med flere penge på lønsedlen og bedre arbejdsvilkår. Og så skal vi gøre op med forestillingen om, at omsorgsarbejdet kun er for kvinder …

Engang var det husmoderen, der skabte velfærd og trivsel for familiens børn, svage og ældre. Hun sørgede for omsorgen og plejen, så manden kunne gøre sine forretninger og bringe føden hjem. Og selv om det var moderen, der fik familien til at hænge sammen, fik hun kun ringe belønning og anerkendelse for sit arbejde. Sådan var det for de såkaldt hjemmegående husmødre, og sådan var det for de mange kvinder, der både arbejdede for andre og sørgede for deres familier. Vaskekoner, rullekoner, fabriksarbejdersker, kogekoner. Jo, kvinder har altid arbejdet – hjemme, ude og mange begge steder.

I dag er verden en anden. Omsorg for vores børn, svage og ældre er blevet en offentlig opgave, og en stor del af kvindernes omsorgsarbejde er flyttet ind i den offentlige sektor. Men kvindearbejdet eksisterer stadig. Det samme gør den ringe anerkendelse af arbejdet desværre også.

Selv i dag – hvor kampen for kvindefrigørelse og ligestilling har over 100 år på bagen – er ni ud af ti omsorgsarbejdere i den offentlige sektor kvinder.

Takketvære arven fra tidligere generationer opfatter mange stadig omsorgsopgaverne som noget, der ikke kræver særlige kvalifikationer. Bare man udviser empati, omsorg og ’moderlighed’, går det nok, og det kan enhver kvinde vel finde ud af, eller hvad? Og her må vi erkende, at fagbevægelsen også har sin del af ansvaret for denne opfattelse. Der var ikke just begejstring fr