De fleste politikere er enige om, at forskning og uddannelse er vores vigtigste kilde til at kunne hævde os i den globaliserede verden med stadigt stigende konkurrence og udfordringer fra især Kina og Indien.

Udtryk som videnssamfund, eliteuddannelser og frontforskning anvendes hyppigt i den offentlige debat. Vi enten er eller skal være blandt de bedste i verden inden for højere uddannelse, ph.d.-uddannelse og avanceret forskning i bl.a. it, nanoteknologi, bioteknologi, fødevarer, sundhed, vedvarende energi, miljø og klima. Politikerne nævner gerne de store beløb, der går til forskning, og man kan jævnligt læse i avisen, at dén og dén forsker fået x antal tusinder eller millioner kroner fra en offentlig eller privat institution eller fond. Befolkningen må derfor få det indtryk, at der er masser af penge til forskningen, og at forskerne bare er nogle forkælede kværulanter. Problemet er, at hverken politikerne eller befolkningen ved, hvordan vilkårene for forskningen på universiteterne i virkeligheden er. Forskningsbaseretundervisning? Påstand: Et særkende for universitetsuddannelserne er, at undervisningen er forskningsbaseret. Virkelighed: Da der er stor mangel på fastansatte undervisere på universiteterne, varetages en stor del af undervisningen af deltidsansatte lærere, der ikke udfører forskning. I nogle fag er det over 50 procent. Mange af disse lærere udfører et værdifuldt arbejde under dårlige ansættelsesvilkår. Det er således en illusion, at undervisningen på universitetet er forskningsbaseret, hvis man ser på den enkelte lærer. Forelæsningerne gives dog normalt af fastansatte lektorer og professorer, mens klasseundervisning og øvelser altså ofte varetages af eksterne lærere eller studerende. Det stigende undervisningskrav til de faste lærere fører til alvorlig begrænsning i forskningsaktiviteten. Universitetsforskere er i realiteten deltidsforskere, som nedsætter deres konkurrenceevne i forhold til fuldtidsforskere i ind- og udland. Løsning: Slagt den hellige ko og ansæt faste undervisere, da undervisningen i mange af de basale fag under bachelordelen i højere grad handler om gode pædagogiske evner end om forskningsbaggrund. For professionsuddannelserne er det vigtigste mål at tilegne sig pensum og bestå eksamen, så man kan derfor begrænse den forskningsbaserede undervisning til at gælde forskeruddannelse på kandidat- og ph.d.-niveau, sådan som det oprindeligt var tanken. Samfundet vil med den fordeling få mere og bedre forskning for pengene, hvis forskerne fik mere tid til at beskæftige sig med det, de er uddannet til, nemlig forskning. Disse forslag er ikke nye, se Mogens Westergaard: Om slagtning af hellige køer (Hans Reitzels Forlag, 1965) og Thor A. Bak: En drøm om videnskab (Munksgaard, 1992). Undervisningsbaseretforskning? Påstand: Der skal være en tæt kobling mellem undervisning og forskning, som udmøntes i finansieringen gennem taxametersystemet, hvor forskningsbevillingerne er direkte afhængige af antallet af studenter (kandidater). Det betyder, at fag med faldende studenteroptag mister tilskud, mens populære fag med stigende tilgang får øgede tilskud. Virkelighed: På grund af faldet i ansøgere til de fleste højere uddannelser i 2008 vil tilskuddet fra det offentlige blive reduceret i de kommende år. Bl.a. fordi søgningen til især naturvidenskab har været faldende over en årrække, er der opstået et betydeligt underskud, og ved budgetmødet 3. december vedtog bestyrelsen for KU et budget for 2009, der betyder et underskud (kaldet tilpasning) på Det Naturvidenskabelige Fakultet på 40 mio. kr., der kan betyde fyring af 50-70 forskere. Det forekommer fuldstændig absurd, når man tænker på politikernes satsning på især naturvidenskabelig forskning. Det tager mange år at opbygge en forskning i international klasse, men det tager blot nogle få års nedgang i studenterantallet at nedlægge den. Det bliver til en ond cirkel, hvor nedgang i studenterantallet fører til nedgang i forskning og undervisning, som fører til yderligere nedgang i studenterantallet. Desuden mister miljøet sin tiltrækning som arbejdsplads for de bedste forskere på grund af usikkerhed i ansættelsen. Det er veldokumenteret, at de universiteter i USA og England, der tiltrækker både de bedste forskere og flest studenter, er dem, der har den højeste kvalitet af forskning. Løsning: Hvis politikerne mener det alvorligt, at forskning er vejen til Danmarks overlevelse i den globaliserede verden, må man fjerne den tætte kobling mellem undervisning og forskning. Hvis der er internationalt anerkendte forskergrupper ved danske universiteter, må de opretholdes og støttes uanset antallet af studerende. Taxametersystemet må afskaffes eller begrænses til at berøre bevillinger til undervisning, men under ingen omstændigheder influere på finansiering af forskningen. Tværtimod vil en styrkelse af den bedste forskning medføre tiltrækning af de bedste studenter fra ind- og udland. Karrieremuligheder Påstand: Der skal være gode karrieremuligheder for universitetsansatte. Virkelighed: Karrieremulighederne på universiteterne er nærmest ikke eksisterende, hverken for kvinder eller for mænd. Når man bliver ansat som adjunkt, er stillingen tidsbegrænset til tre år, hvor man har pligt til at undervise og forske. Da man er nyansat, skal man yde en stor indsats for at sætte sig ind i undervisningen. Da man skal etablere sig som forsker, må man enten indgå i en eksisterende forskergruppe, hvor der er forskningsmidler, eller selv søge eksterne midler, hvilket kan være svært, når man både skal undervise og forske. Efter tre år kan man søge en lektorstilling, hvis der er nogen ledige, men der skal man konkurrere med andre, som måske allerede er højt kvalificerede fra en karriere i udlandet eller i det private erhvervsliv. Hvis man ikke får stillingen, er fremtiden meget usikker. Man må gå fra den ene fondsansættelse til den anden. Det kan ikke undre, at mange adjunkter søger over i det private erhvervsliv for at slippe for presset for at skabe forskningsresultater og være afhængig af fondsmidler. Løsning: Ansættelse som adjunkt i tre år burde føre til en lektorstilling, hvis man har opnået de nødvendige kvalifikationer, ligesom man burde udnævnes til professor, hvis man har de nødvendige kvalifikationer (som i bl.a. Norge). Ved bedømmelse af kvinder bør man naturligvis tage hensyn til børneorlov og andre pauser i karrieren, som kan forsinke publikationsfrekvensen, men ikke den videnskabelige kapacitet. For at tiltrække de bedste forskere må universiteterne tilbyde bedre forskningsvilkår, forskningsfrihed, mindre basal undervisning, etableringstilskud, driftsmidler og sabbatordning snarere end at tilbyde højere lønninger end industrien. Man bliver nemlig ikke forsker for at tjene mange penge, men fordi man er nysgerrig. Basismidler? Påstand: Universiteterne får masser af basismidler, som de kan bruge til forskning. Virkelighed: Basismidler går til løn, administration og drift, men der er så godt som ingen midler til forskning. Afhængigt af institut får hver fastansat forsker typisk højst 30.000 kr. om året til forskning, men disse penge skal også dække fællesudgifter på instituttet. Inden for eksperimentel forskning regnes der med driftsudgifter på mindst 100.000 kr. om året for hver forsker inklusive speciale- og ph.d.-studerende. Bortset fra egen løn, hvis man er fastansat, og visse puljer til særlige programmer (’Stjerneprogrammer’ og ’Temapakker’ på KU) skal alle driftsmidler skaffes ved fra eksterne kilder. På Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet udgør de eksterne midler lige så meget som udgifterne til undervisning. Som fastansat har man pligt til at forske, men man skal selv skaffe pengene, og hvis man vil have speciale- og ph.d.-studerende, bliver det til rigtigt mange penge. Der er ikke mange job, hvor man selv skal medbringe penge til at dække de udgifter, der er forbundet med jobbet. Løsning: Universiteterne bør i det mindste have så mange basismidler, at forskerne kan udføre den forskning, som de er ansat til at udføre, herunder forskeruddannelsen af speciale- og ph.d.-studerende. Det kan ikke være rigtigt, at man som ansat til at forske selv skal skaffe de penge, som arbejdet kræver. Hvis man ønsker at udvide sine forskningsaktiviteter, må man ansøge om offentlige og private midler i konkurrence med andre. Konkurrencemidler? Påstand: Der har aldrig været så mange midler til forskningen som nu. For at fremme den bedste forskning skal midlerne udbydes i fri konkurrence. Virkelighed: Det er rigtigt, at der i de seneste år er kommet flere midler til forskning, men der er også kommet flere forskere, så behovet er steget. Konkurrencen er nu så stor, at der ved den netop afsluttede ansøgningsrunde i forskningsrådene kun blev bevilget støtte til en ud af seks ansøgninger. I Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom var det endda kun en ud af ti. Dvs. at der i gennemsnit skal skrives ti ansøgninger, for at én skal gå igennem. Noget tilsvarende gælder for Grundforskningsfonden og mange private fonde som Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden. Et uforudset problem, som er en konsekvens af den aktuelle finanskrise, er, at mange private fonde, som er afhængige af investeringer, kommer til at reducere deres uddelinger i betydelig grad. Dette kan få en alvorlig indflydelse på finansieringen af forskningen på universiteterne, som netop i deres udviklingskontrakter med Forskningsministeriet har satset på en betydelig øgning i andelen af eksterne forskningsmidler. Som dokumenteret i flere undersøgelser anvender mange forskere en væsentlig del af deres tid til at skrive ansøgninger samt udfærdigelse af statusrapporter til fem-ti fonde og forskningsråd, som man ofte må søge for at holde en forskergruppe i gang. I den seneste tid er der især udbudt mange penge i det Strategiske Forskningsråd og i Højteknologifonden, som imidlertid er øremærkede til særlige satsningsområder. Da der kræves en væsentlig medfinansiering til disse projekter, er det ofte forskergrupper med tætte forbindelser til industrien, som får gavn af disse midler. Den fri konkurrence kan ofte være kontraproduktiv, idet man kan komme til at konkurrere med sine kollegaer om de samme emner og midler. I stedet for at stimulere samarbejde kan den overdrevne konkurrence føre til hemmeligholdelse, faglig strid og fjendskab. Løsning: Da selv forskningstunge industrier som Novo Nordisk gang på gang har argumenteret for, at den erkendelsessøgende grundforskning på universiteterne bør styrkes til gavn for industrien på længere sigt, bør en større del af de offentlige forskningsmidler anvendes på grundforskningen, der som bekendt står for de fleste epokegørende opdagelser. Der skal naturligvis være en tæt kontakt mellem grundforskningen og målforskningen, men det er ikke nødvendigvis de samme personer, der skal stå for begge dele. Konkurrencemotivet må justeres, således at konkurrerende ansøgere bringes i kontakt med hinanden med henblik på at etablere samarbejde, som det allerede foregår i et vist omfang. For en uddybende redegørelse for samspillet mellem grundforskning og målforskning samt forskningspolitik og administration henvises til Peder Olesen Larsen: Forskningens verden ( Aarhus Universitetsforlag, 2003). Forskningsevaluering? Påstand: Ekspert eller kollegial bedømmelse (’peer review’) af forskningsresultater, forskere, publikationer og projektansøgninger er den bedste metode til vurdering af forskningens kvalitet. Virkelighed: De fleste forskere har oplevet, at deres artikel eller ansøgning har været udsat for en uretfærdig bedømmelse. Ofte får man blot afslag på grund af manglende midler, eller man får totalt modstridende bedømmelser fra bedømmerne. Hvis man selv har siddet i et bedømmelsesudvalg, kender man til den uenighed, der kan være i bedømmelsen af en forskningsansøgning. Normalt bliver ansøgningerne fordelt mellem medlemmerne af bedømmelsesudvalget under hensyntagen til emnet. Hvis hovedbedømmeren er positiv, er der gode chancer for accept, idet der lægges stor vægt på dennes vurdering og argumentation. Da bedømmere ikke er bedre mennesker end andre, er de påvirket af præferencer og andre fornemmelser, der kan påvirke den objektive vurdering. Det er især problematisk, hvis ansøgningen skal bedømmes af et panel uden ekspertviden om emnet. Mens man er skeptisk over for smagsdommere af kunst, er der ofte blind tillid til bedømmere af videnskab. Faktisk har flere nobelpristagere oplevet, at deres oprindelige, epokegørende resultater blev afvist. Det er derfor betænkeligt, at ansøgningerne til forskningsrådene ikke må skrives for specialiseret og på et for højt niveau, da rådsmedlemmerne kan komme fra andre fagområder. Formuleringerne skal være salgbare. Det er ikke på den måde, at artikler til de prestigefyldte videnskabelige tidsskrifter bedømmes. Den igangværende evaluering af forskernes produktivitet, hvor der er nedsat 64 udvalg fra forskellige forskningsdiscipliner til at udpege de vigtigste tidsskrifter på området, forekommer helt absurd, da alle tidsskrifter allerede er bedømt efter ’impact factor’, og alle forskeres ’h-index’ er tilgængelig på internettet. Problemet er, i hvor høj grad disse tal afspejler forskningens kvalitet og indflydelse. Der er flere eksempler på nobelpristagere, som ikke rangerer særligt højt efter disse kriterier. Det gennemsnitlige antal læsere af hver videnskabelig publikation er under én, hvilket betyder, at mange publikationer, selv i ’high impact’-tidsskrifter, aldrig bliver læst. I det hele taget synes evalueringsdillen at være gået amok. Alle aktiviteter i samfundet skal omsættes til en karakterskala. Det er beregnet, at der anvendes flere penge på at skrive og evaluere ansøgninger til EU end de penge, der faktisk uddeles. Som på mange andre områder bruges der flere penge til at kontrollere, rapportere, administrere og evaluere forskning, end der bruges på forskning. Løsning: Ved bedømmelse af forskningsansøgninger bør man anvende samme faglige kriterier som ved bedømmelse af publikationer. Desuden bør der sendes evalueringer til ansøgeren, som kan hjælpe med at forbedre en eventuel ny ansøgning, som det foregår i de fleste større fonde i udlandet. Hvis ikke man vil ofre de midler, der skal til en grundig faglig evaluering, bør man overveje at uddele midlerne efter andre kriterier. Da universitetsansatte i forvejen er grundigt bedømt på deres forskningsindsats, burde man vise så meget tiltro til deres evner, at man bevilgede dem midler i forhold til deres bidrag til de samlede aktiviteter på universitetet omfattende forskning, formidling, kvalitet, intuition, inspiration og originalitet, som det jo foregår på alle andre arbejdspladser. Det kan anbefales at læse Jens F. Rehfeld: Fornemmelse for forskning (Akademisk Forlag, 2001). Konklusion: Forskerne søger ny viden og erkendelse til gavn for samfundet. Samfundet bruger mange penge på at uddanne forskere. Forskerne bruger meget tid på at uddanne sig selv og andre til bedre forskere. Samfundet bør sikre sig, at forskerne bruger deres tid på at forske. Et af målene med den kommende revision af universitetsloven må være: Mere forskning for pengene.