I året 1784 besluttede en kreds af musikalsk interesserede i London at markere 100-året for Händels fødsel på passende vis. Det blev til fire store koncerter med et udvalg af komponistens værker og sluttende med to mammutopførelser af 'Messias' i Westminster Abbey. Der var 513 medvirkende, så Händels oprindelige intentioner blev her blæst op til mangedobbelt størrelse. Virkningen var kolossal, og ikke mindst lod publikum sig imponere af et kæmpemæssigt kombineret orgel og cembalo, der var bygget til lejligheden, og hvorfra en af initiativtagerne til begivenheden Joah Bates dirigerede slagets gang. Ved de to opførelser i Westminster Abbey var der totalt udsolgt, og koncerterne måtte suppleres med endnu to ugen efter. Desværre havde man taget fejl af årstallet. Händel blev nemlig født i 1685, så i 1785 måtte man gentage hele arrangementet. I mellemtiden var antallet af medvirkende vokset til 616, og denne tendens fortsatte de følgende år, indtil man i 1791 var nået op på 1.068 medvirkende. Det var denne opførelse, Haydn overværede under et besøg i London, og som gav ham inspirationen til oratoriet 'Skabelsen'. Rygtet om de store opførelser i London 1784-85 bredte sig hastigt over hele Europa og nåede også til København. Her udfoldede sig på denne tid et blomstrende musikliv, ikke mindst i de såkaldte 'Musikalske Selskaber'. Mest anset var 'Det harmoniske Selskab', og her besluttede man, at dette legendariske værk også burde opføres i København. Der var dog visse problemer. Ganske vist rådede 'Harmonien', som selskabet populært blev kaldt, over et glimrende orkester af talentfulde amatører blandt det københavnske borgerskab og med ingen ringere end kapelmesteren for Det Kgl. Kapel, J.E. Hartmann som koncertmester. Men selskabet havde ikke noget kor, og på Det Kgl. Teater havde man hverken et fast operakor eller for den sags skyld en stab af operasolister. Man klarede sig ved at benytte sangbegavede skuespillere også ved opsætning af operaer og syngespil. Der var således ikke megen professionel hjælp at hente til en opførelse af 'Messias'. Men opført blev den, og som noget nyt i København blev koncerten anmeldt. Anmelderen Peter Grønland skriver: »København, den 27. april 1786. I går hørte jeg den anden og tredje del af det Händelske 'Messias', hvoraf der sidste onsdag kun blev givet den første del. Koncertmester Hartmann sagde til K. (den dansk-tyske komponist F.L.Æ. Kunzen), at man i bladene måtte have læst, hvor prægtigt de Händelske kompositioner vare blevne opførte i London, og hvor store virkninger disse geniets og flidens mesterværker skulle have gjort på tilhørernes øren og hjerter. Man have derfor besluttet, også at give hans Messias her for at høre, hvilken virkning den måtte frembringe, hvis den blev slet opført. Og det har vi så faktisk erfaret. Det var nærmest en ynk at høre korene, som kun var besat med én på hver stemme. Alle soloer blev sungne af korsangerne, hvis udholdenhed jeg derved imidlertid må beundre. Jomfru Berwald og Mad. Colding sang; førstnævnte sopranstemmen, sidstnævnte alten. Tenoren var bedst besat med Hr. Rosing, skuespiller ved det herværende selskab (det vil sige Det Kgl. Teater), og bassen blev sunget af Hr. Musted, ligeledes skuespiller. Om musikken selv vil jeg ikke sige noget, bortset fra et par bemærkninger i det følgende; og omkring udførelsen ikke meget i detaljer, da den ved den solistiske besætning ikke kunne blive mere end højst middelmådig, men end ikke engang så højt op kunne den svinge sig«. Anmelderen kan slet ikke blive træt af at berette om sangernes ringe kvalitet: Sopranens sang kan næppe kaldes sang; og »Altsangeren er der sikkert kun få, der har hørt, fordi hendes stemme klinger så svagt; men så meget des bedre, da den er ret fad og klinger ilde. Jeg erindrer ikke at have hørt en eneste solo for tenor, og det beklager jeg, da han besidder en stærk, ren og behagelig stemme med stort omfang og fortræffelig smidighed. Måske skal årsagen til, at han ikke sang nogen solo, søges deri, at han ikke taler det tyske sprog, eller har komponisten, hvad jeg ikke kan tro, slet ikke betænkt tenorstemmen? ... Hr. Musted gjorde det så godt, som han kunne. Hans stemme er ikke særlig dyb og for rå og ubehageligt prustende til, at han kunne have ydet mere, end han gjorde«. Tenoren var med andre ord den eneste, der kunne synge. Han sang til gengæld ingen arier, hvad der må siges at være meget beklageligt i et værk som 'Messias'. Og den formodede årsag er ganske morsom - han talte ikke det tyske sprog. Der blev altså sunget på tysk, for engelsk var der jo ingen normale danskere, der kunne tale dengang. Den tyske oversættelse stammer efter al sandsynlighed fra Hamburg, hvor den tyske digter F.G. Klopstock i samarbejde med en teolog og engelskkyndig, C.D. Ebeling havde udarbejdet en oversættelse få år tidligere. Det var denne oversættelse, der lå til grund for Mozarts instrumentering af 'Messias', der opførtes i Wien i 1789, og som har været brugt som erstatning for Händels egen helt op til vore dage. I København brugte man Händels originale orkesterstemmer. Men det fremgår tydeligt, at anmelderen, Peter Grønland, ikke bryder sig om Händels musik. Han finder ganske vist, at det har sine gode sider, at sådanne værker »kun sjældent, men derfor desto mere højtideligt, bliver fremvist« (!) Værket bliver altså ikke opført, men 'fremvist'. Duften af museum og mølkugler er tydelig. Og selve musikken - føj! Den indeholder alt for meget, »som en kunstdommer af smag nu ikke mere burde tåle«. Blandt smagsdommerne regner Peter Grønland tydeligvis sig selv, og han opregner alle Händels 'fejl': De mange fugaer, som bremser handlingens forløb; den traditionelle langsomme afslutning på alle satser, uanset hvad der står i teksten; den 'tyndbenede' instrumentation etc. Peter Grønland deltog aktivt i det københavnske musikliv frem til sin død i 1825 og fik med sine synspunkter stor betydning ikke blot for Weyse, der en overgang var hans elev, men også på indflydelsesrige komponister som Schulz og Kunzen. Det var en medvirkende årsag til, at de barokke korværker i mange år slet ikke indgik i det københavnske koncertrepertoire. Publikum foretrak de enklere og mere tilgængelige vokalværker af Schulz og Kunzen. Desuden fulgte der i kølvandet på Englandskrigene 1801-14 en kraftig økonomisk afmatning. Den ramte netop det borgerskab, der havde holdt liv i de musikalske selskaber, og som nu sygnede hen og til sidst måtte lukke. Samtidig skete der en almindelig forfladigelse af den musikalske smag. Således fik direktionen for Det Kgl. Teater den ide at engagere 'et Tyrolerselskab' der kunne jodle i pausen under opførelsen af Beethovens 'Fidelio'! Efter mange år i glemsel blev dog både Bach og Händel gravet frem, da N.W. Gade blev dirigent for Musikforeningen. Det var byens førende koncertforening, og den rådede over både et ganske godt orkester og et stort kor. 24. april 1852 afholdtes i Kasinos lille sal i Amaliegade den 'Første historiske Koncert', og her kunne man efter en pause på 66 år atter høre Händels 'Messias' opført i København - om end det skete 'i udvalg'. Programmet afslører dog, at udvalget var yderst beskedent. Det omfattede nemlig kun tre 'numre' blandt værkets mange satser: 1. En kort version af orkestersatsen 'Pifa', med det efterfølgende juleevangelium for sopransolisten, afsluttet med koret: 'Ære være Gud i det Høie' (Glory to God). 2. Sopranarien: 'Hvor liflig er hans Sendebuds Røst' (How beautiful are the feet of them). 3. 'Halleluja'-koret. Det var alt, hvad Musikforeningens medlemmer fik at høre af Messias i de 79 år, foreningen endnu eksisterede. Det opførtes i alt syv gange, sidste gang under Carl Nielsen i 1923. Der blev aldrig indkøbt rigtige noder til hverken kor eller orkester; man klarede sig med de sirligt håndskrevne stemmer fra 1852. N.W. Gade derimod dirigerede efter et smukt og meget velholdt partitur fra musikforlaget Breitkopf & Härtel, der gengav Mozarts version af 'Messias'. Ved de tre udvalgte 'numre' var der fastsyet bogmærker af små elfenbensplader til hjælp ved bladvending under opførelsen! Som det fremgår, blev der sunget på dansk, idet hverken engelsk eller tysk var videre populært i Danmark på dette tidspunkt. I 1877 var den 23-årige danske komponist og dirigent Frederik Rung på en musikalsk uddannelsesrejse rundt i Europa. I London fik han lejlighed til i Krystalpaladset at høre en af de berømte opførelser af 'Messias'. Der var hen ved 4.000 sangere i koret, og det gjorde et stærkt indtryk på ham. Tilbage i Danmark stod han netop over for at skulle overtage ledelsen af Cæciliaforeningen, en korforening, der var hans afdøde far, Henrik Rungs livsværk. Den første selvstændige koncert i København blev netop 'Messias'. Opførelsen fandt sted lørdag 3. november 1877 i Christiansborg Slotskirke, hvor Cæciliaforeningen gerne afholdt sine kirkekoncerter. Der opførtes det meste af 1. og 2. del samt af uransagelige grunde trompetarien fra 3. del, en ide, som dog ikke senere blev gentaget. Mozarts partitur lå til grund for orkesterspillet, og der blev nu sunget på tysk. Udførelsen af værket blev meget rost, men dog kunne anmelderen ikke skjule, at »for musikalsk forvænte Øren kunne händelske Chorsange betragtes som et staalbad (!), vel skikket til at rense en forkjælet musikalsk smag«; og man måtte nok også indrømme, »at alt for Meget paa én Gang af Händels Musik let kan virke trættende på et moderne Øre ...«. Holdningen til barokmusik havde med andre ord ikke ændret sig væsentligt, siden den famøse førsteopførelse 91 år tidligere. Gennem de følgende 56 år opførte Cæciliaforeningen værket i alt ni gange i nogenlunde det samme udvalg. Der var altså endnu langtfra tale om nogen årligt tilbagevendende begivenhed. Det skete først med en opførelse i julen 1946 med Akademisk Orkester og Kor under dirigenten Walter Meyer-Radon. Koncerten havde egentlig været planlagt længe, men de vanskelige forhold i de sidste krigsår kom i vejen. Da det på grund af censuren under krigen ikke havde været muligt at indstudere på engelsk, og da man af letforståelige grunde ikke ønskede at synge på tysk, faldt valget på Harald Vilstrups danske oversættelse fra 1933. Da koret var på over 200 medlemmer, valgte man af pladshensyn at afholde koncerten i Københavns Domkirke, hvis overdådige akustik sammenholdt med korets størrelse bevirkede, at de valgte tempi blev ganske langsomme. Af samme grund opførtes kun værkets to første dele, og det med en hel del overspringelser. Men en juletradition var grundlagt, og hvert år fyldtes kirken til denne ene opførelse. Men en dansk opførelse af Händels værk i dets fulde længde og med den originale engelske tekst lod vente på sig. Det skete først i april 1954, da Mogens Wöldike med Københavns Drengekor opførte værket i det nu nedbrændte Odd-Fellow Palæ i Bredgade. Det lykkedes her Wöldike at fremstille værket i den storslåede bueform, som Händel havde forestillet sig med 'Halleluja'-koret som centrum og højdepunkt og de pragtfulde slutkor, som afrunding og udklang. Modtagelsen hos publikum og anmeldere var meget positiv. Politikens anmelder Robert Naur hyldede dirigenten med ordene: »Han havde sit store publikum med sig, og den efterfølgende reaktion viste, at det kan lade sig gøre at holde tankerne samlede hos nutidsmennesker gennem en så gigantisk musikledsagelse ...«. Så usædvanligt virkede en fuldstændig opførelse for 50 år siden. I dag kan man høre mindst 10 sådanne opførelser i julemåneden. Oprindelig skrev Händel sine oratorier til fastetiden, hvor teatrene var lukkede for skuespil og opera. Det var derfor noget nyt, at Akademisk Kor nu havde gjort opførelserne af Messias til en juletradition. Men andre kor fulgte efter. I 1957 begyndte Messiaskirken - meget passende - med en tilsvarende tradition, og fra 1977 fulgte Kammerkoret Camerata. Frem til årtusindskiftet voksede antallet af kor år for år, indtil mere end 10 af Københavns større og mindre kor kappedes om publikums gunst. Og selv om de fleste af disse kor gentager koncerterne både to og tre gange, synes der fortsat at være tilhørere til alle opførelser. Ved årtusindskiftet kunne man således tælle 27 velbesøgte opførelser af 'Messias' i København alene, og dette tal er siden da kun faldet svagt. Det er interessant at konstatere, at det nye publikum i meget høj grad består af unge mennesker med et afslappet forhold til den traditionelle koncertsituation. Det er også bemærkelsesværdigt, at der under selve koncertforløbet hersker en usædvanlig tysthed, som måske lader sig forklare ved, at mange tilhørere befinder sig i en art meditativ tilstand. I sin bog 'Den fjerne kirke' forsøger teologen Jørgen I. Jensen at forklare dette forhold: »Men så vidt man forstår, er kirkerne i det hele taget fyldte til 'Messias' - her er ingen barriere, ingen lindorm, mellem kirke og kultur. Mennesker forholder sig selvfølgeligt og ligefremt til at gå ind i kirkerummet, når det ikke er budskabet selv, men dets spejling i musikken, der kalder. Man vil gerne møde kirke og kristendom så at sige i indirekte formulering, i brudt form - i et regi, hvor der ikke sigtes på bekendelse og afgørelse, men hersker frihed til at forholde sig på kunstnerisk afstand«. Har Jørgen I. Jensen ret - og det er der al mulig grund til at antage - har Charles Jennens genialt udvalgte bibeltekster i forening med Händels rytmisk spændte og ekstatiske musik vakt genklang hos de mange unge og yngre mennesker, som i de seneste år har søgt nye veje til 'det uudsigelige', og som ikke nødvendigvis søger det i folkekirken. Og så længe denne søgen fortsætter, vil der nok fortsat være kø foran de københavnske kirker ved juletid.