0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

9/11 eller 11/9?

Hvilken sikkerhedspolitisk kurs kan vi vente os af USA med John McCain eller Barrack Obama i Det Hvide Hus?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

9. november eller 11. september?

Der er tale om to skelsættende datoer for de seneste godt 20 års amerikanske sikkerhedspolitik. 9. november 1989 (11/9 på amerikansk) blev Berlinmuren åbnet for de frihedshungrende østtyskere, hvilket blev et af de stærkeste symboler på den kolde krigs ophør og afviklingen af Sovjetunionen.

11. september 2001 (9/11 på amerikansk) styrtede New Yorks tvillingetårne sammen efter et al-Qaeda-ledet angreb, som fik USA til at erklære den nuværende ’krig mod terror’.

Men hvilken af de to begivenheder har egentlig størst betydning for den sikkerhedspolitiske kurs under en kommende amerikansk præsident? Og hvilken rolle spiller den omsiggribende økonomiske krise for det sikkerhedspolitiske manøvrerum?

For at kunne besvare disse spørgsmål vil det i første omgang være oplagt at lytte lidt nærmere til de to kandidater, der gør sig forhåbninger om at bestride posten som øverstkommanderende for den amerikanske hær.

Selv om de amerikanske medier efterhånden synes tæt på at kåre en vinder, er det under alle omstændigheder interessant at sammenligne de to kandidaters bud på en overordnet amerikansk sikkerhedspolitik. Interessant, fordi det siger noget om den potentielle spændvidde i den amerikanske sikkerhedspolitik.

En sammenligning må naturligvis tage udgangspunkt i de sikkerhedspolitiske udsagn, som er fremkommet i løbet af de to præsidentkandidaters kampagner.

Den foreløbige konklusion er, at mens begge præsidentkandidater planlægger at videreføre den aktivistiske kurs, vi har været vidne til under Bushregeringen, så er der dog tale om to vidt forskellige typer af sikkerhedspolitisk aktivisme.

McCain har således været en af de fremmeste fortalere for optrapningen af den militære indsats i Irak ( the surge), ligesom han vedholdende har afvist at sætte en fast deadline for tilbagetrækningen af de amerikanske styrker.

Endvidere har McCain markeret sig med en stærk støtte for udbygningen af det kontroversielle missilforsvar og oven i købet indikeret, at skjoldet også skal bruges til at værne om amerikanske interesser mod »strategiske konkurrenter« (McCains udtryk) som Rusland og Kina.

Han har også ført sig frem med en skarp retorik over for de såkaldte slyngelstater, som fortsat skal være genstand for inddæmning og sanktioner snarere end dialog.

Herudover har den republikanske præsidentkandidat bakket fuldt op om de fleste af initiativerne i krigen mod terror, om end han dog tidligere har kritiseret Bushregeringens mere eller mindre indirekte blåstempling af tortur af krigsfanger i USA’s varetægt.

Endelig er det værd at notere sig, at USA med McCain ved roret vil nære en udpræget skepsis over for institutionelle indbindinger og snarere føre sikkerhedspolitik ud fra løst koblede alliancer inden for ’a League of Democracies’ – reelt en unilateralistisk pendant til Bushregeringens ’Coalitions of the willing’.

Heroverfor står Obama, som har plæderet for en mindre konfrontatorisk, men ikke nødvendigvis mindre aktivistisk kurs, hvis han får chancen som øverstkommanderende. Ganske vist har han hele tiden, dvs. siden 2002, været modstander af krigen i Irak og ikke mindst the surge, og han har således fremlagt en faseopdelt tilbagetrækningsplan, som kan bringe langt hovedparten af de amerikanske tropper ud af Irak allerede i løbet af sommeren 2010.

Til gengæld skal USA optrappe sin krigsindsats i Afghanistan (og Pakistan), som ifølge Obama er langt vigtigere indsatsområder i krigen mod terror end Irak.

I forhold til ’slyngelstaterne’ har Obama lagt op til en nyorientering af den diplomatiske linje med øget vilje til dialog med bl.a. Iran og Syrien omkring regionens sikkerhedsproblemer. Missilforsvaret har ikke været nævnt med mange ord i løbet af hans kampagne, og han har tidligere advokeret for en kritisk granskning af hele det bagvedliggende våbenprogram.

Endelig har Obama gang på gang slået fast, at han vil arbejde ihærdigt for at genetablere USA’s tætte partnerskab med de øvrige vestlige allierede og ikke mindst USA’s moralske lederskab oven på otte år med en stærkt unilateralistisk indstillet Bushregering.

Selv om kandidaterne i en præsidentvalgkamp ofte vil søge at indtage konvergerende, midtsøgende positioner på de fleste politikområder, når først primærvalgene er overstået, så er der altså på det sikkerhedspolitiske felt udsigt til, at det rent faktisk vil spille en væsentlig rolle, om USA’s næste præsident kommer til at hedde McCain eller Obama.

Ganske vist vil begge kandidater videreføre det stærke globale sikkerhedspolitiske engagement inden for rammerne af krigen mod terror. Men hvis demokraterne erobrer Det Hvide Hus, kan vi tilsyneladende se frem til ændrede militære prioriteringer, færre konfrontationer med ’slyngelstaterne’ samt et øget fokus på diplomati og samarbejde – om end ingen skal forvente sig rendyrket multilateralisme.

Bevæger vi os væk fra kandidaternes egne erklæringer og i stedet retter opmærksomheden mod de bagvedliggende strukturelle forudsætninger for den kommende amerikanske sikkerhedspolitik, så er det ikke svært at øjne en række begrænsninger, som sandsynligvis vil have større betydning for USA’s sikkerhedspolitik de kommende fire år end kandidaternes egne politiske dagsordener.

Allerførst er der den kriseramte økonomi. Lige siden USA i kølvandet på den kolde krigs ophør trådte frem på den internationale scene som den ubestridte supermagt med en militær tilstedeværelse overalt på kloden, har der lydt kritiske røster om, at den ’amerikanske sikkerhedspolitiske hegemoni’ i længden ville blive for omkostningsfuld.

At USA var i færd med at favne for vidt, og at historien var fuld af eksempler på ’imperier’, hvis militære udgifter i sidste ende underminerede den hjemlige økonomi. USA’s militærbudget på ca. 6 pct. af BNP (inklusive alle faste militære udgifter, men eksklusive krigene i Irak-Afghanistan) er således ikke langt fra at være på størrelse med resten af verdens samlede militære udgifter målt i nominelle beløb.

Og det er tankevækkende, at de foreløbige omkostninger ved den militære indsats i Irak i sig selv svarer nogenlunde til hele det beløb, Kongressen netop har afsat til den økonomiske krisepakke, der skal søge at genoprette tilliden til den amerikanske økonomi (ca. 700 mia. dollar).

Så længe USA’s BNP har kunnet fremvise flotte vækstrater, har de kritiske røster haft svært ved for alvor at sætte spørgsmålstegn ved landets enorme militærbudget. Men med udsigten til en egentlig recessionsperiode vil USA’s nu 14-cifrede gældsbyrde nødvendigvis fremtvinge føderale besparelser.

Når sparekniven først for alvor hvæsses, vil det militære budget næppe kunne unddrage sig væsentlige besparelser, og her vil det være langt mere oplagt at beskære særbevillingerne til de folkeligt upopulære krige i Irak og Afghanistan –170 mia. dollar i 2007 – end at gøre tilsvarende indhug i Pentagons faste militærbudget.

Økonomiske imperativer kan med andre ord meget vel gennemtvinge en mindre aktivistisk dagsorden på den sikkerhedspolitiske arena.

Det erdog ikke blot den økonomiske krise, som peger i retning af et mindre aktivistisk USA. 11. september-angrebene på USA vejer selvfølgelig stadig tungt i amerikanernes bevidsthed, men efter mere end syv års global krig mod terror har krigstrætheden for alvor indfundet sig i den amerikanske befolkning.

Ét er, at der ikke siden den vanvittige septemberdag i 2001 har fundet noget terrorangreb sted mod USA på amerikansk jord; noget andet er, at det med tiden er blevet stadig vanskeligere for amerikanerne at få øje på koblingen mellem Bushregeringens krig mod terror og de tragiske begivenheder 11. september.

Alt dette rejser et mere fundamentalt spørgsmål: Hvordan kan en af historiens mest asymmetriske konflikter (USA vs. al-Qaeda) blive ved med at være det sikkerhedspolitiske omdrejningspunkt for verdens eneste supermagt.

Ser man bort fra selve trusselsperspektivet, kan man vælge at pege på bagvedliggende dagsordener såsom forfølgelsen af energi- og geopolitiske interesser, udbredelsen af det liberale demokrati i Mellemøsten eller måske blot ideologisk stivsind i Bushregeringen.

Men det afgørende i denne sammenhæng er, at en sådan asymmetrisk konflikt i længden kun kan opretholdes, så længe USA fortsat er i stand til at fremstille al-Qaeda som en akut trussel, der nødvendigvis skal konfronteres. Og i fraværet af succesfulde al-Qaeda-angreb – ikke mindst på amerikansk jord – vil krigen mod terror efterhånden miste sit rationale (og mobiliseringspotentiale) over for den amerikanske befolkning.

9. november 1989 faldt Berlinmuren, og den kolde krigs ophør var dermed en realitet. Den bipolære magtstruktur var lige pludselig afløst af noget, som eksperterne i international politik havde svært ved at begrebsliggøre – var strukturen multipolær, unipolær eller måske blot diffus (nonpolær)?

Alle var dog enige om, at de sikkerhedspolitiske ’spilleregler’ var fundamentalt ændrede, nu hvor USA var ene supermagt.

Mange eksperter forventede, at USA snart ville blive direkte udfordret og afbalanceret af (en koalition af) stater, der ikke var indstillet på et USA-domineret internationalt samfund. Men i stedet samarbejdede stormagterne forbilledligt under Golfkrigen i 1990, og op gennem 90’erne blev USA’s position og sikkerhed heller ikke direkte truet.

USA begyndte derfor i stigende grad at skue indad og nedtone det globale sikkerhedspolitiske engagement – måske bedst illustreret med Nato’s eksistenskrise samt det historiske lavpunkt i forsvarsbudgettets andel af det amerikanske BNP – nemlig ca. 4 pct. i 1999-2001.

Så kom terrorangrebene 11. september og rystede Bushregeringen. Den relativt nyvalgte Bushregering havde ganske vist i løbet af de første måneder demonstreret en udpræget unilateralistisk tilbøjelighed i forhold til FN-kontingentet, ABM-traktaten, Den Internationale Straffedomstol m.v., men den havde endnu ikke – trods en skarp retorik over for Rusland og især Kina – formået at fremmane nogen alvorlige trusler, der kunne retfærdiggøre et nyt storstilet sikkerhedspolitisk engagement.

I den forstand var 11. september 2001 den perfekte katalysator for Bushregeringens sikkerhedspolitiske ambitioner. Med de neokonservative kuglestøbere ved sin side kunne præsident Bush nu erklære global krig mod terror og lancere sin såkaldte Bushdoktrin, ifølge hvilken USA forbeholdt sig retten til at kunne føre præventive krige mod stater, der ellers ikke udgjorde nogen umiddelbar trussel.

En Bushtilgænger kunne selvfølgelig hævde, at de seneste syv års krig mod terror har forhindret nye terrorangreb på det amerikanske fastland, og at krigen i den forstand har været en succes. Da vi aldrig vil kunne få afklaret, om fraværet af terrorangreb overhovedet skyldes krigen mod terror, kan vi nøjes med at konstatere, at krigen ikke bare har været uhyre omkostningsfuld, men også undermineret USA’s anseelse og skabt øget fjendtlighed i resten af verden.

Samtidig er krigene i Irak og Afghanistan i bedste fald skrøbelige succeser, som kun kan opretholdes via et fortsat massivt engagement.

Med alt dette in mente synes meget at pege i retning af, at den asymmetriske krig mod terror er på retur, til trods for at ingen af de to præsidentkandidater har afsværget krigen i løbet af deres kampagner.

Men ét er en ophedet valgkamp, hvor ingen af kandidaterne vil risikere at blive stemplet som ’soft on terror’; noget andet er det faktiske strategiske manøvrerum, en ny præsident vil blive stillet over for på den sikkerhedspolitiske scene.

Med udsigt til en skrantende økonomi, til en krigstræt amerikansk befolkning og i fraværet af åbenlyse militære trusler mod det amerikanske samfund, vil stærke kræfter direkte og indirekte trække USA’s næste præsident hjemad.

Hvordan det sikkerhedspolitiske kursskifte vil foregå, dét afhænger selvfølgelig af, hvem der til den tid residerer i Det Hvide Hus. Da McCain har kædet sin politiske karriere intimt sammen med krigen mod terror (og især Irakkrigen), vil det i givet fald blive Kongressen, der via sin budgetmagt vil kunne tvinge ham til at mindske det sikkerhedspolitiske engagement – men der vil i så fald være lagt op til en hård kamp mellem Kongressen og Det Hvide Hus.

For Obamas vedkommende gælder det, at han under alle omstændigheder har annonceret en markant omprioritering af den sikkerhedspolitiske indsats, hvilket i praksis vil give ham muligheden for at trække tropperne hjem fra Irak uden at sætte tilsvarende massivt ind på andre fronter.

Under forudsætning af at USA ikke endnu en gang bliver udsat for et voldsomt terrorangreb i stil med 9/11, så vil den sikkerhedspolitiske logik fra tiden efter 11/9 (Murens fald) gradvis vinde frem igen. USA er stadig verdens ubestridte supermagt i militær forstand.

Og der er stadig ikke nogen af de øvrige stormagter, der for alvor truer USA – ej heller Rusland, der ellers har raslet med sablen på det seneste. Indtil den amerikanske militærmaskine atter reelt udfordres, kan vi altså forvente at se et mere tilbagetrukket USA. En udvikling, der vil blive fremskyndet af den økonomiske krise.

Kan vi så ligefrem forvente en isolationistisk strømning? I amerikansk sikkerhedspolitisk terminologi er ’isolationisme’ et negativt ladet ord – associeret med mellemkrigstidens manglende vilje til at imødegå et revisionistisk Nazityskland. Således vil ingen amerikansk præsident tale åbent om at anlægge en mere isolationistisk kurs.

Når det kommer til stykket, giver det måske heller ikke den store mening at tale om en egentlig isolationistisk strømning i amerikansk sikkerhedspolitik, for så vidt USA under alle omstændigheder fortsat vil råde over militærbaser over hele Jorden og patruljere verdenshavene med overlegne flådestyrker. Og hertil kommer, at USA i såvel økonomisk som kulturel forstand er vævet tæt sammen med omverdenen.

Men anlægger man en relativ målestok, der tager højde for USA’s nuværende militære kapacitet og de historiske variationer i landets sikkerhedspolitiske aktivisme, så virker det knap så meningsløst at tale om en begyndende isolationistisk strømning.

En periode, hvor USA afblæser de højtprofilerede sikkerhedspolitiske missioner og i stedet koncentrerer sig om hjemlige problemstillinger såsom den hensygnende økonomi, den illegale indvandring, den konservative/liberale værdikamp etc.

Når man om ti år kigger tilbage på tiden efter den kolde krig, er det med andre ord meget muligt, at 9/11 allerede fremstår som en på mange måder tragisk parentes i en amerikansk sikkerhedspolitisk æra, der ellers var kendetegnet ved en form for neoisolationisme.