Man kan til tider få det indtryk, at europæiske politikere længes tilbage til den kolde krig – til den tid, hvor verden var så enkel, fjenden syntes let at definere, og den amerikanske paraply dækkede os alle, selv bornholmere og berlinere. Det er, som om man har glemt, at det europæiske projekt, der nu går under betegnelsen Den Europæiske Union, begyndte efter Anden Verdenskrig som et sikkerhedspolitisk projekt, iværksat af USA med Marshallhjælpen og den europæiske økonomiske samarbejdsorganisation OEEC og fulgt op af Frankrig med Schumanplanen og kul- og stålunionen ECSC. For at tage stilling til den sikkerhedspolitiske udfordring i dag efter den kolde krigs afslutning i 1989 og terrorangrebene i Europa efter september 2001 kan det derfor være lærerigt at genkalde sig situationen og udviklingen i årene 1946-48. Dengang var man langtfra kommet sig over krigens granatchok. Til trods for at modstanderen bogstaveligt talt var smadret i både politisk og økonomisk henseende, var det stadig Tyskland, man anså for fjenden. Ganske vist mente Churchill, at et jerntæppe havde sænket sig i Europa, men i samme åndedrag talte han om tyskerne som teutoner og germanniske horder, der havde hærget Europa. De vestallierede havde planer og forslag om, at Tyskland skulle afindustrialiseres og udlægges som landbrugsland, og om, at det burde opløses i småstater som før Bismarck. Ydmyges skulle det i hvert fald, så det tabte evnen til at genrejse sig som europæisk stormagt. Storbritannien og Frankrig indgik den såkaldte Dunkirktraktat, som forpligtede dem til gensidig støtte i tilfælde af fremtidig tysk aggression – den blev kort tid senere udvidet med Beneluxlandene til Vestunionen. Stalin satte sig tungt på Østeuropa, overbevist om sin ret hertil, fordi det var russerne, der havde vundet krigen i Europa langt mere end Vestmagterne – det havde kostet dem millioner af ofre at komme fra Stalingrad til Berlin, sammenlignet med de få hundredtusind, det kostede de vestallierede at komme fra Normandiet til Elben. Han ventede på, at det kapitalistiske Vesteuropa skulle bryde sammen i indre konflikter, mens Churchill klamrede sig til en forestilling om et ’special relationship’ mellem USA og Storbritannien, som langtfra alle amerikanere ville vide af. Den amerikanske udenrigsminister George Marshall deltog i april 1947 i en frugtesløs konference i Moskva, og på tilbagerejsen gjorde han ophold i Tyskland, hvor han med egne øjne så den nød og elendighed, som herskede her. Ved sin hjemkomst til Washington tilkaldte han straks ministeriets bedste kender af Sovjetunionen, George Kennan, og bad ham i hast og »uden trivialiteter« udarbejde et program for en genrejsning af Europa. Mindre end tre uger senere modtog Marshall resultatet, og han kunne præsentere sin plan i en tale på Harvard allerede 4. juni. Europæerne reagerede positivt på den, og forhandlinger gik straks i gang. Kennan var med sit solide kendskab til Sovjetunionen og kommunisterne overbevist om, at der ikke umiddelbart var nogen fare for et massivt militært fremstød mod Vesteuropa. For det første var landet og militæret udmattet efter ’den store fædrelandskrig’, og for det andet var det slet ikke den kommunistiske strategi at vinde verdensherredømme gennem åben krig. Stalin mente, at kommunismen ville sejre på grund af marxismens logik, der tilsagde kapitalismens indre sammenbrud, og at denne proces bedst kunne fremmes gennem de kommunistiske partiers folkelige appel og undergravende aktivitet i de liberale demokratier. I betragtning af den brede støtte, der var til de kommunistiske partier især i Italien og Frankrig straks efter krigen, var dette ikke usandsynligt. Den lille kreds af fremsynede amerikanere omkring Marshall og Kennan var derfor overbevist om, at det var nødvendigt snarest at få den europæiske økonomi sat i gang ved hjælp af massiv amerikansk bistand. Den trussel, som udgik fra Sovjetunionen og den internationale kommunisme, måtte mødes ved en politik, som afværgede faren gennem en økonomisk genrejsning, ikke mindst af Tyskland. Når den økonomiske vækst var kommet i gang, ville grundlaget for kommunismen i Vesteuropa forsvinde, mens det kommunistiske system østpå blev inddæmmet og før eller senere ville bryde sammen under et indre pres. Marshallhjælpen var et tilbud til alle de europæiske lande, men Stalin forhindrede allerede under de tidlige forhandlinger, at østeuropæerne modtog det. Før USA’s Kongres havde vedtaget loven, skete der imidlertid 25. februar 1948 et kup i Prag, hvor kommunisterne støttet af Moskva tog magten fra den demokratisk valgte regering. Dette kup gav et chok i Vest, som i dag kan sammenlignes med virkningen af 11. september 2001. Reaktionen var en appel fra vesteuropæerne til USA om oprettelse af en fælles forsvarsalliance, hvilket førte til Atlantpagtens etablering i 1949. Det er afgørende vigtigt at understrege, at Kennans ’doktrin’ om inddæmning, containment, ikke drejede sig om ved militære midler at indkapsle en militær trussel fra øst. Han sigtede først og fremmest på at skabe et politisk bolværk over for en politisk trussel. Derfor var det en kolossal skuffelse for ham at se, hvorledes reaktionen på Pragkuppet blev en militær oprustning, kraftigt forstærket senere af udbruddet af Koreakrigen i 1950, som førte til et absurd våbenkapløb, der i de følgende årtier bragte den ganske verden på kanten af en global katastrofe, om ikke total udslettelse. Det er et åbent spørgsmål, hvad og hvor meget man kan lære af historien. Man ved aldrig, hvorledes den ville have udviklet sig, hvis der i afgørende situationer havde været handlet anderledes. Men set i bagklogskabens lys kan man alligevel godt skelne mellem fornuftige handlinger og åbenbare fejltagelser, og herfra kan man drage en lære, som kan være hjælpsom for aktuelle beslutninger, som kan blive afgørende for den kommende udvikling. Ser vi i dag tres år tilbage til 1948, forekommer det mig, at der er to ting, dels en fornuftig handling og dels en åbenbar fejltagelse, man kan trække frem som lære for den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Europa. For det første, hvordan man behandler en slagen fjende, og for det andet, hvordan man forholder sig til den ny trussel. Begge dele er væsentlige, hvis man vil vinde freden. Det sidste element først, den ny trussel. Den består ikke, som man ofte hører fremført, i klimaændringer, globalisering, terror, sammenbrudte stater eller regionale krige. Disse forhold udgør ikke en trussel mod Europa som politisk system. Alle erkender, at et angreb på Europa i større målestok er helt usandsynligt, hvad enten det drejer sig om Iran eller resterne af den tidligere frygtede fjende, Sovjetunionen. Storkrige som i det tyvende århundrede finder næppe mere sted. Den ny trussel, som Europa står over for, er faktisk af samme karakter som den trussel, George Kennan pegede på i 1947, nemlig en ideologisk-politisk trussel. Det er en trussel, som tilmed er af endnu større styrke end den kommunistiske, fordi den er religiøst baseret. Det er truslen fra den islamistiske fundamentalisme, vel at mærke ikke fra den muslimske civilisation. Den har en politisk karakter og kan derfor ikke mødes med et militært forsvar, endsige angreb. Den må mødes med et politisk bolværk, et politisk projekt, som er i stand til at ’inddæmme’ den. ’Europa’ er i dag et sådant politisk projekt, men om det vil være i stand til at føre en beslutsom policy of containment er usikkert. Foreløbig er det meget usikre og varierede signaler, der er sendt fra de europæiske statsledere. Men lytter man til vore bedste kendere af islam, som studerer historien om og udviklingen af den moderne muslimske civilisation, og følger man George Kennans tankegang, så må man regne med, at de teokratisk-totalitære kræfter, som findes i den muslimske verden, på længere sigt vil lide nederlag inden for deres egne politiske systemer, ganske som de totalitære kommunistiske systemer kollapsede under vægten af indre svagheder. Det store flertal af folkene i Mellemøsten ønsker intet mere end at komme til at leve under et liberalt politisk-økonomisk system som i Europa, ganske som tilfældet var for folkene i Østeuropa og Sovjetunionen under den kolde krig. Netop af denne grund er det, at mange af dem søger tilflugt i Europa. Og én ting kan vi være sikre på, nemlig at denne drift mod Europa vil fortsætte og intensiveres fremover. Mure og pigtråd kan ikke holde dem ude. Sandsynligvis har langt de fleste af disse indvandrere, selv om de måtte være sig meget bevidste som muslimer, ingen eller en højst spinkel kontakt til fundamentalistisk-politisk islam, endsige nogen sympati for et sådant system. Det var også de færreste socialister i Vesteuropa, som i 1948 havde sympati for stalinistisk kommunisme. Men formår vi ikke i Europa at indpasse dem i vor politiske kultur, men i stedet forstøder og tilmed fjendtliggør dem og deres religiøse holdning, kan nogle af dem blive ofre for den fundamentalistiske ideologi, således som det skete for en del stærkt venstreorienterede i Vesten under den kolde krig. Hermed skaber vi selv terrorister iblandt os. Formår vi ikke at holde denne første skanse på grund af svagheder i vor egen sekulær-liberale politiske kultur, men i stedet tilslutter os ’krigen mod terror’, sætter vi en selvforstærkende spiral i gang med militær oprustning og måske direkte angreb mod samfund i den muslimske verden, hvorved vi netop gør disse folk til fjender af os. Ud over at inkludere de muslimske indvandrere i vor social-liberale økonomiske kultur, må strategien bag en tidssvarende inddæmningspolitik for Europa også være at opmuntre og styrke de ’blive del af Europa’-kræfter, som findes i vore nærmeste nabolande. Det kan klarest illustreres med forholdet til Tyrkiet, hvor vi i EU har svært ved at melde klart ud om, at vi tilstræber, at landet kan blive inkluderet i det europæiske projekt. Sender vi ikke et sådant utvetydigt signal til Tyrkiet, vil vi styrke de fundamentalistisk-politiske kræfter ikke blot i Tyrkiet, men også i Iran og andre lande i regionen. Truslen mod Europa vil blive forøget. Det andet væsentlige element i læren fra 1948 er den fornuftige handling, som de vestallierede med nogen forsinkelse i 1948-49 foretog i forhold til den slagne fjende, Tyskland. Man gik aktivt ind i en politisk genrejsning af landet i stedet for at ydmyge det og tro, at man også kunne ødelægge dets nationale identitet. Vi siger stadig, at det var tyskerne, der tabte Anden Verdenskrig, selv om det er forkert. Det var nazisterne, som tabte krigen. På samme måde er det forkert at hævde, at det var russerne, der tabte den kolde krig. Det var kommunisterne. Men Europas politik over for Rusland har siden 1991 været præget af en holdning af, at landet skulle ydmyges, og at enhver tro på, at det igen kunne blive en stormagt i europæisk politik, skulle fjernes. En ting var, at man i Vesten ikke kunne eller ville gøre sig nogen forestilling om, hvordan man i begyndelsen af 1990’erne kunne bistå Østeuropa og endnu mindre Rusland i en økonomisk oprejsning. Hele den del af Europa sank ned i en økonomisk afgrund, som var endnu dybere end den store krise i begyndelsen af 1930’erne. Dengang fik depression, massearbejdsløshed og fattigdom alvorlige politiske konsekvenser for de svage demokratiske systemer. Der er al mulig grund til at tro, at de svage demokratiske kræfter i Øst blev tilsvarende svækket. Værre var det dog, at Europas reaktion på denne svækkelse i midten af 1990’erne blev en sikkerhedspolitik, anført af USA, som førte til en hastig udvidelse i 1999-2004 af NATO med ti lande, som alle havde været del af Ruslands ’nære udland’. Man kan selvfølgelig godt forstå, at disse lande med deres bitre historiske erfaringer, ikke mindst i Baltikum, med ivrighed tog imod dette tilbud om sikkerhed, specielt efter at EU havde vist sig helt ude af stand til at føre sikkerhedspolitik. Men at der var nogen som helst anden grund til udvidelsen end at ydmyge russerne og markere, at de ikke skal drømme om igen at blive en europæisk stormagt, er svært at se. Reaktionen er heller ikke udeblevet. Klarest på en konference i München sidste år, hvor præsident Putin markerede en skarp kritik af USA, som han senest har fulgt op med at beskylde Vesten for at starte et våbenkapløb med henvisning til planerne om at opstille et missilskjold i Polen og Tjekkiet. Svaret har været, at det er Rusland, der fører en konfrontationspolitik og kun handler ud fra egne interesser. Som om man kan forvente andet af et suverænt land. Samtidig hermed bliver Putin beskyldt for at undertrykke udviklingen af en demokratisk kultur i Rusland og vise mangel på respekt for menneskerettigheder. Har man nogen forståelse for Ruslands lange historie og umiddelbare fortid, burde man snarere være lettet over, at han har formået at skabe nogenlunde stabile forhold og en betragtelig grad af frihed i dette store, komplekse land. Putin bliver også beskyldt for at udnytte landets store energireserver i en storpolitisk konfrontationspolitik i Europa, et forhold, som EU forholder sig meget tøvende over for. Men tænker man igen tilbage på situationen i Europa i 1948-50, og genkalder man sig motiverne bag Jean Monnet og Robert Schumans forslag om en europæisk kul- og stålunion, så kan man let få den tanke, at EU og Rusland har en stærk fælles interesse i at indgå et tilsvarende teknokratisk samarbejde om energi og handel. Men en sådan tanke ville forekomme helt naiv i den standende sikkerhedspolitiske diskurs. At russerne samtidig har en stærk fælles interesse med europæerne i at inddæmme truslen fra den islamistisk-totalitære fundamentalisme, der har gode vækstvilkår i Centralasien og Kaukasus, er en yderligere grund til seriøst at overveje en strategi for en europæisk sikkerhedspolitik, som svarer til de udfordringer, Europa står over for i det 21. århundrede. I stedet dyrker man forældede dogmatiske fjendebilleder, som har forbillede i den historiske situation ikke blot for århundreder tilbage, men også så sent som for blot få årtier siden. Den, som ikke kan lære af historien, er dømt til at gentage dens fejltagelser. Men kan man i det mindste ikke lære af de fornuftige handlinger?