0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Irak og moderniseringen

Krigen mod Irak har gjort spørgsmålet om demokrati i ikkevestlige lande højaktuelt. Er indsættelsen af vestlige politiske systemer i Mellemøsten moralsk tilladeligt og i det hele taget muligt?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Krigen mod Irak har gjort spørgsmålet om demokrati i ikkevestlige lande højaktuelt. Er indsættelsen af vestlige politiske systemer i Mellemøsten moralsk tilladeligt og i det hele taget muligt? Kronikøren er cand.phil. i filosofi.

Uanset hvorledes man har forholdt sig til spørgsmålet om legitimiteten af krigen imod Irak, så er det klart, at man nu må lægge tidligere kløfter bag sig og i stedet arbejde på genopbygning af landet. Her er en af de første problemstillinger, efter at akutte behov er dækket, selvfølgelig hvilken politisk styreform der skal installeres i landet. Men netop dette nye perspektiv har fået visse kulturpersonligheder til, efter god kulturrelativistisk skik og brug, at påpege, at koalitionen ikke skulle søge at indføre demokrati i Irak, eftersom der ikke nødvendigvis bor en 'god amerikaner eller dansker', inde i Hassan eller Sulaima, der ønsker et politisk styre af vestlig karakter. (Eksempelvis Ib Michaels udtalelser både i Radioavisen 13.4 og i Berlingske Tidende).

Ideen bag en sådan kritik er selvfølgelig, at kultur og politisk organisation er organisk sammenhængende, og at ethvert forsøg på at indrette et politisk styre med individet og dets rettigheder for øje vil være imperialistisk og vil betyde en destruktion af den oprindelige kollektive irakiske folkesjæl og kultur.

Hvis vi fokuserer på Iraks tidligere politiske organisering, bliver det imidlertid klart, at dets indretning på afgørende vis allerede var dybt afhængig af den vestlige verdens idehistorie. Mellemøsten var i en stor del af det 20. århundrede under indflydelse af bl.a. socialisme og nationalisme. I den postkoloniale tidsalder skulle disse ideer gå hen at blive integreret i den allerede eksisterende tankegang.

Således er det muligt at pege på mange mellemøstlige politiske tendenser og identificere en lige linje tilbage til klassikere i den europæiske tænkning. Med socialismen som inspiration kan vi finde ideer, der går tilbage til Marx, Hegel, tysk idealistisk filosofi, klassisk nationaløkonomi og de tidlige franske og engelske utopiske socialister m.m. Nationalismens idehistorie har selvfølgeligt rødder tilbage til romantikken, Herder, Mazzini, Rousseau, den franske revolution.

I sin klassiske form er socialismen som bekendt ikke længere specielt velanset i Mellemøsten, navnlig ikke efter sponsoren USSR's fald, og nationalismen er i høj grad blevet fortrængt af nye strømninger. Alligevel har begge overlevet i forvanskede former i f.eks. Irak og Syrien som nationalsocialisme, hvilket måske skyldes den moderniseringsrute, som landene har fulgt.

Netop dette fænomen har sociologen Barrington Moore Jr. beskæftiget sig indgående med i sine mange sammenlignende studier af moderniseringsprocessens konsekvenser i sit mesterværk: 'Social Origins of Dictatorship and Democracy'. Den helt centrale ide for Moore er, at det politiske udfald af moderniseringsprocessen i afgørende grad er afhængig af, hvad der sker med den traditionelle landbefolkning eller the peasantry i forhold til andre samfundsgrupper. Mere specifikt siger han, at hvis ikke denne gruppe omdannes, men en stor del af befolkningen til stadighed fastholdes i en primitiv agrar leveform, efter at der er påbegyndt en industrialisering, så vil resultatet efter al sandsynlighed pege i retning af en eller anden konservativ, reaktionær antidemokratisk bevægelse, som f.eks. i Tyskland eller Japan, eller i kommunisme, som vi har set i Kina og Rusland. Eller sagt på en anden måde, hvis ikke den traditionelle landbefolkning på et eller andet tidspunkt i historien 'ødelægges' og derfra forvandles til en middelklasse med interesse i frie institutioner, så vil der være en tendens til bonderevolution og kommunisme eller en eller anden form for fascisme.

Uden at sige alt for meget om årsag og virkning har der altså været nogle strukturelle betingelser i moderniseringen af Mellemøsten, der har gødet jorden for, at netop ét element fra den europæiske idehistories rædselskabinet, nationalsocialismen, har kunnet vokse frem i en specifik mellemøstlig variant. Store dele af befolkningen lever særdeles traditionelt i lande, der samtidig har gennemgået en vis industrialisering og besidder teknologisk knowhow. I Irak er 30 procent af befolkningen således beskæftiget i landbruget, 48 procent i serviceerhvervene og 22 procent i industrien. Til sammenligning er kun fem procent i Danmark beskæftiget i landbruget og to procent i Frankrig! Således finder man traditionelle bønder i et land, der samtidig har teknologisk kapacitet til at skabe elektricitet med atomkraft.

Lad os sammenfatte de vigtigste punkter. Vi har en moderniseringsproces, der har bevæget sig ad en blindgyde, da store mængder af befolkningen har traditionelt orienterede livsformer på trods af en påbegyndt industrialisering, hvilket ikke er holdbart i længden. Desuden har vi et land, der lige er kommet ud af en lang periode med et nationalsocialistisk og endda fascistisk styre. Koalitionen ønsker, efter en krig der har skabt en betydelig antivestlig stemning i store dele af Irak og specielt i de omkringliggende lande, at indføre demokratisk og repræsentativt styre i en samfundsstruktur, der ikke er egnet dertil. At demokratiseringen vil kunne ske uden problemer er altså utopisk.

Men hvad er det, mere specifikt, for problemer, som Irak går i møde under udviklingen hen imod demokrati? Dette kan sociologen Seymore Lipset give et godt bud på. Lipset har i 'Political Man. The Social Bases of Politics', ligesom Moore, arbejdet med, hvilken samfundsstruktur der er den bedste forudsætning for demokrati og de idealer, der følger med.

Den centrale konklusion er, at et sundt og 'naturligt' fungerende demokrati forudsætter en økonomi, der kan tillade fremvæksten af en middelklasse, der er så stor, at hverken eliten eller de laveste klasser kan udøve megen indflydelse i de politiske processer. Netop af denne grund er demokrati ikke almindeligt i historien, og når demokrati først er opnået, må man konstant sikre sig, at betingelserne for dets eksistens opretholdes.

Ud fra Lipsets forståelse må der altså ske en omfattende forandring i den irakiske klassestruktur, for at demokrati kan fungere 'naturligt' i landet. Fra at have en pyramideformet samfundsstruktur med en stor uorganiseret underklasse og stærk elite, hvilket er befordrende for fascisme, skal befolkningens kår forbedres, således at størstedelen får interesse i moderate politiske systemer. Hvis ikke dette sker, vil den store underklasse, på grund af styrets fald, hurtigt organisere sig og en revolutionær tilstand vokse frem. Selv om det ville være ukorrekt at kalde konsekvensen af en sådan potentiel udvikling for kommunisme, så kunne den måske kaldes for en slags kollektivistisk fundamentalisme.

Det er ikke svært at forestille sig, hvilke økonomiske forbedringer der skal til, for at den store underklasse bliver 'løftet op' og bliver et demokratisk samfunds bærende element. Det ville kræve massive omvæltninger i det irakiske samfunds natur og funktionsmåde. Det er selvsagt ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, men over en meget lang årrække. Desuden vil forandringen ikke ske uden problemer. Den vil være præget af stor usikkerhed og ustabilitet, da tidligere beskæftigelser forsvinder, hvilket igen underminerer grundlaget for traditioner, ritualer og identiteter.

Men det er trods alt noget, de vestlige samfund selv har været igennem. I Danmark kender vi det som landsbyfællesskabets ophævelse med udskiftningen, og i England var der en kommercialisering afthe landed aristocracy, der drev det tidligere jordfællesskab ud. I begge tilfælde betød det radikale forandringer for store dele af befolkningen, således at de ikke blev fastholdt i århundredgamle arbejdsmåder, men kunne øge deres produktion radikalt. Mange af dem, der tidligere var beskæftiget i det gamle ineffektive og arbejdskrævende landbrug, kunne således anvendes i industrien, hvilket lagde grunden for en kæmpe stor middelklasse og dermed følgende ændringer i de politiske interesser.

Selv om dette lyder ubehageligt i bakspejlets intellektualiserende lys, så må vi huske, at disse forandringer i samfundet medfører mindre fattigdom og betydelige materielle forbedringer. Set i det lys bliver tabet af tradition et luksusproblem. Det store spørgsmål i overgangsfasen er, hvorvidt selve demokratiseringen kan medvirke til, at den sociale strukturelle proces kan påbegyndes, (eller om dette må vente i årevis), således at demokratiet ikke bliver misbrugt til at vælte sig selv?

Kan vi så begrunde et moralsk standpunkt om ikkeindblanden i Irak ud fra et argument om, at befolkningen på en eller anden måde er oprindelig, ufordærvet og principielt anderledes end os i den vestlige verden? Det er svært at se, hvorledes dette skulle være tilfældet. Den irakiske befolkning er allerede midt i en moderniseringsproces, hvilket Saddam Husseins nationalsocialistiske styre netop var udtryk for.

Det betyder dog ikke, at Hassan og Sulaima har en dansker eller amerikaner inden i sig, hvilket da også ville være absurd. Men hele ideen om, at der findes en iraker, der endnu ikke har tabt sin uskyld til moderniseringen og den vestlige idehistorie, er altså direkte utopisk.

Den europæiske idehistorie har leveret en stor del af det gods, hvormed det irakiske politiske univers har været styret i mange år, og vi i Vesten har således en forståelseshorisont tilfælles med befolkningen. Socialismen kan godt drejes ind mod midten, og nationalismen behøver ikke at være jingoistisk, men kan være moderat. Demokrati og repræsentativt styre kan desuden, på trods af en smertefuld omstillingsproces, give gode institutionelle rammer om den irakiske befolkning, rammer, der passer til den moderne selvforståelse, de alligevel er ved at udvikle.

Det er simpelthen for sent for irakerne at vende tilbage til en 'problemløs', traditionel levevis, da de allerede er selvreflekterende og bevidste om deres situation i politisk, historisk, social og kulturel forstand. Netop derfor er det ikke imperialistisk og undertrykkende at give irakerne mulighed for at lade deres selvbevidsthed udvikle sig med et styre, der ikke er totalitært, elitært og undertrykkende, men tværtimod bygger på selvbestemmelse og indflydelse på egne, fælles mål.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage