Meningsløs aktivering, virksomheder, der ikke kan få kvalificeret arbejdskraft, jobcentermedarbejdere, der bruger mere tid på bureaukrati end på at hjælpe folk i arbejde. Overledighed hos ufaglærte og dimittender, der ikke kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Vi bruger milliarder og atter milliarder på beskæftigelsespolitikken. Men få er tilsyneladende glade for den. Jeg tror ikke, det handler så meget om enkelte paragraffer i lovgivningen. Og guderne skal vide, at medarbejderne knokler og der foregår mange gode ting rundt omkring på både jobcentre og i a-kasserne. Derfor er det noget mere grundlæggende, der er forkert. Og det er et politisk ansvar. Det er tid til at sadle om og styre efter andre værdier. Regeringen har to overordnede mål for sin beskæftigelsespolitik: For det første skal en arbejdsløs vende styrket tilbage på arbejdsmarkedet med flere kvalifikationer, når han har været igennem beskæftigelsesindsatsen, end den dag, han blev fyret. Og lige så vigtigt: Virksomhederne og den offentlige sektor skal sikres den arbejdskraft, de har brug for. De to mål udgør de vigtigste pejlemærker for de reformer, vi har bebudet, og for den politik, vi vil lægge frem i årene, der kommer. Målene er samtidig udtryk for en ny samlet arbejdsmarkedspolitik. Vi skal tilbage til en politik, der går på to ben: rettigheder og pligter – og som har et entydigt fokus: uddannelse og job! Grundlaget for vores holdninger, reformplaner og visioner på det danske arbejdsmarked er vores værdier. Værdier, der står på vores 100-årige faner. Vi kræver plads til alle ved samfundets bord. Plads til alle, som vil. Vi mener det, når vi synger Oscar Hansens sang fra 1934, om et ’Danmark for folket’. Andre faktorer kan ændre sig. En international krise, mindre årgange og en skarpere konkurrence fra udlandet. Men når vi skal træffe valg, prioritere og formulere konkret politik, så er vores værdier givet. Mere og reel frihed, lige og værdige valgmuligheder. Ikke som teoretiske værdier. Nej helt konkret. Reel solidaritet indeholder både rettigheder og pligter. Hvis et sjak eller en hvilken som helst gruppe skal fungere, så ved vi, at alle har en rolle og en værdi, og vi ved, at vi alle har brug for en hjælpende hånd indimellem. De værdier har vi fået og udviklet gennem generationer i det virkelige liv – på skolebænken, på arbejdspladser og i foreningslivet. Værdierne er vores arv, men er samtidig vores fundament og kompas for fremtiden. Den grundlæggende værdi er frihed. Vi skal som mennesker have værdige og lige muligheder for at realisere vores potentiale. Enhver har ret til at forfølge lykken med alle sine evner. Men ingen skal bære byrden af uheldige eller urimelige omstændigheder alene. Vores samfund er et fællesskab, hvor de, der kan, har frihed til at udnytte deres evner. Ikke på bekostning af dem, der ikke kan, men til gavn for fællesskabet og dem selv. Men de, der har sværest ved at løbe hurtigt, og som har mest at bære på, dem efterlader vi ikke. Det er vores arv og samvittighed.

Min respekt for en dygtig smed bliver ikke mindre af, at han mister sit job. Og min mistro til ham vokser ikke, og jeg tror ikke på, at han kommer tættere på et job ved at bygge spagettitårne, finde sin indre fugl eller ved at rende til flere samtaler om nøjagtig det samme. Også derfor vi nu vil tage et opgør med den endeløse række af cv- og jobansøgningskurser for i stedet at fokusere på et reelt kvalifikationsløft af den ledige. Endelig ved vi, at det kræver en særlig indsats, hvis vi skal have det bedste sjak, den bedste produktionslinje og det mest innovative team. Hvis holdet mangler hænder, hvis kæden mangler et led, og hvis teamet står uden en afgørende kompetence. Ja, så falder det hele fra hinanden. Virksomhederne skal have adgang til arbejdskraft. Kvalificeret arbejdskraft. Alternativt lukker virksomheden og flytter derhen, hvor arbejdskraften er. Dermed forsvinder arbejdspladserne, og grundlaget for vores velfærd går tabt. Vores vision for dansk arbejdsmarkedspolitik er klar: Vi skal invitere flere indenfor i arbejdsfællesskabet. Det bliver ikke let, og vi kan ikke klare opgaven med et snuptag – slet ikke mens krisen raser i hele Europa. Men jeg insisterer på, at alle skal have adgang til at udfolde sig og bruge deres evner på arbejdsmarkedet. Jeg anerkender og ved, at mange voksne mennesker har et meningsfyldt liv uden arbejde. Det er naturligvis ikke kun et arbejde, der skaber identitet og selvværd. Og jeg synes det er beskæmmende, at der er borgere på overførselsindkomst, der føler sig mistænkeliggjort og set ned på. Det hører ikke hjemme i vores velfærdssamfund. Mennesker kan ikke gøres op i nytte og funktion. Ikke desto mindre er selvforsørgelse, hvis det er muligt, en fundamental værdi, som socialdemokrater altid vil sætte højt. Jeg ved godt, at udsigten til reformer kan skabe bekymring og utryghed. Det gælder især hos dem, der sidder yderst. Men vi har ikke ubegrænsede midler. Og tilbage står, at hvis vi også fremover skal have mulighed for at opretholde og ikke mindst udvikle vores velfærdssamfund og sikre den frie og lige adgang til sundhed og uddannelse, så skal vi have modet til at prioritere og viljen til at træffe valg. Som det parti der har stået fader til mange af velfærdssamfundets muligheder, så har Socialdemokraterne et særligt ansvar for at handle, når det er påkrævet, og hvis vi kan se, at der er opstået systemfejl og nogle mennesker reelt holdes ude af arbejdsmarkedet. Velfærdssamfundets logik skal hele tiden udfordres. Ellers bliver vi uskarpe på prioriteterne. Og så løser vi ikke opgaven. De kritiske røster om, at vi socialdemokrater er blevet for reformvenlige, er svært forenelige med historien. Vi har altid været parat til at træffe svære valg i Socialdemokratiet. De første skridt blev allerede taget ved Kanslergadeforliget i 1933. Kursen blev senere udstukket af Hans Hedtoft som arbejdsminister og senere statsminister, da Danmark trådte ud af skyggen efter Anden Verdenskrig. I 90’erne var det bl.a. Jytte Andersen, der førte arbejdsmarkedet ind i en ny tid gennem en række reformer. Så da tekstilfabrikkerne flyttede fra Jylland og skibsværfterne lukkede, kunne syerskerne og værftsarbejderne flytte til andre fag, der havde brug for arbejdskraften. Her blev pligten til at stille sig til rådighed for arbejde og især retten til aktiv opkvalificering slået fast, og rammerne for en fleksibel arbejdsmarkedspolitik blev grundlagt. Det er kendetegnende for hele perioden, at de ledige skulle opkvalificeres, og at virksomhederne skulle have adgang til arbejdskraft. Kodeordene for reformerne var også dengang: uddannelse og job.