Jeg elsker et menneske. Så er det, man ikke kan leve, fordi man forfængeligt – forrykt – håber sig genelsket. Men man lever. Der er sprog, man klynger sig til. Erindringen om det, der var værre. Jordskælv. Månelandinger, som måske slet ikke var på månen. Katastrofer, sygdom, død. Man behøver ikke engang at åbne for tv. Eller holde sig vågen. Der er rigeligt med billeder. Man ligner middelmådigheden, man slår sig selv med ydmyghed. Og nu i dobbelt form, fordi det medfører foragt for egen dræbermentalitet. Hellere rejse sig op og synge. En eller anden livsbekræftende folkesang, man selv har skrevet i sin ungdom. Man har rygrad. Man har stolthed. Så hvorfor ikke udføre moleræs. Fremvisning af en nystrøget skjorte? Jeg elsker et menneske. Trip trap, trip trap, derhen, men man kommer vist aldrig frem, med de gamle sko fastgjort til sårbar asfalt. Man har andre livsafsnit kørende i baggrunden, man har livsglæde og livsangst og livsnød samlet i bagagen, den lille trækvogn, man slæber rundt med på ryggen. Hjulene flintrer rundt i vinden. Den sang, de afgiver, er nytteløshedens kværnen, skibsbruddet, der dunker én i nakken. Ha, ha, flyvemaskine. Og så falder man. Men man kan også være straight og ligeud og fasttømret. Se ud, som om man hverken lider eller har bemægtiget sig lidelsen så let som ingenting. Man kan bare folde sig ud, virke i sit job eller sin situation. Være egentlig arbejdsom og tiltalende set ud fra samfundets strategi om merværdi og luksus. Det er sommer om et øjeblik. Så er det efterår, vinter. Snart forår igen. Sommer. Det er noget, der hænger ud fra vinduet, hvor hasperne har glemt, hvordan de virker. Man spæner efter som et kranium, børstet rent for kridt. Nogen har tegnet et klokkeslæt på skallen. Det skal nok gå, man består. Hej, hej, her står en kiste. Den passer til en eller anden. Hvis man er en lille fugl, kan man falde fra sin gren derned. Først lidt dunet vat, så flammer! Man tænker, man havde et udgangspunkt, men hvor var det nu, det var? Man havde en plan for den videre livsførelse, også noget med en indtægt og en række udgifter. Også noget med porcelæn og sølvtøj. Men først og fremmest noget med en ro, der skulle ramme musklerne, så de ikke længere sitrer som søm. Genelskelsen. Hvor skulle den finde sin årsag? Hvor skulle den overnatte, når den først havde forladt den elskedes hjerte? Hvor skulle den tage fat? I denne forældede krop. I disse forgældede miner? Disse downbeatbetragtninger? Ja, tak. Ja, tak. Hvor intet fremkalder løb, gang eller bare svæven. Det gensidige kræver et afklaret øjeblik i fart, hvor ’man’ løber ved siden af ’man’. Hvor man bevæger sig ved siden af den åbne side af det lukkede rum, der indeholder den anden, den elskedes hele og absolutte, konstante forvandlingsmulighed. Et eksempel kunne være et menneskeliv i ansigtsøjeblikket, hvor noget lys fanger det mørke, der har samlet sig sammen i det, man kalder personen. Eller snarere et stykke længere inde, hvor mørket bor som en låsesmeds nat. Man kunne også forestille sig en revitaliseret ungdom, der strækker hals inden i éns ansigt. Det, man nu repræsenterer. En slags forpligtende overskridelse af de normer, der hedder blik ned, blik til siden. Blik uden dybde. En slags træden frem en gang for alle med hele livsideen som bevægelse og tilblivelse i hvert eneste sande øjeblik. Så nu vil kærligheden pludselig være overalt. Det må inkludere det omtalte menneske, som netop nu bevæger sig i det samme univers, med de samme reflekser i øjnene som i gårs vand og i morgens vand og dette nus bølgende glimt af tilstedeværelse. Af væren til. Det kræver muskler at holde kroppen oppe, men det kræver også muskler at vende sig om og se! Den hvile, det afstedkommer, kaldes et-to.

Det var lettere ikke at elske. Men nu er det blevet hvert øjebliks vilkår. Det udløser ingen spænding. Det medfører akut behov for søvn, der kommer og går. Det er helt naturligt, forstået som helt efter blomsternes bog. Helt efter tigerens tand. Helt efter blod og lymfe. Man kunne selvfølgelig leve i døsig, opstående retstilling med fare for, at vinden ville vælte én. Man sejler halvblind for den nærmeste blæst. Eller man kunne stirre med opslåede øjne lige ind i vilkårets vilkår. Det ville være hjerteligt, det ville være mere natur på en festdag. Det ville være eksempelløst, fordi ingen før har set næste øjeblik. Ingen før har genlydt i disse historiske haller, der smuldrer for hver indånding, hver udånding, med den yderste lungespids i behold. Jeg elsker et menneske. Så er det, man forflyttes til håb og forventning. Men der falder tage ned fra husene, og det er en ganske almindelig hverdag. Intet sker, før skyggerne samler sig til et let fortumlet monster, der går i seng på fliserne. En drabelig udsigelse lige under huden vækker dagen, og det, der bliver sagt, er bare gentagelser. I forhold til, hvad der ellers står på spil. For i éns hjerne har der hobet sig et billedalbum op, som bladrer på egne vegne og viser én det, man frygter at miste. Og hvis der er tårer, er de så store som kirketårne eller begravelsesklokker, der er ingen selvynk eller lille bøn om medynk, for det er helt andre formater, der arbejdes med i disse riger af malm og kobber. Hvis overhovedet instrumenter, da trompeter! Man jokker ind i andre mennesker, der selv jokker ind i mennesker, og i det mylder, mønstrene danner, kæmper kærligheden som ål, der snor sig. Skulle det ikke være en blank, undersøisk kæmpeslange, der har forvildet sig op imellem sko og årets første klipklappere? Brun hud kommer til syne som anklers irettesættelser af luften, de vandrende fortabelser imellem det første forår og de siv og de mosser og det algeværk, naturen har efterladt i byrummet. Her slingrer cyklister og nattens sidste vedvarende. Men det er alt sammen bare almindelige mønter, det er alt sammen bare almindelig strømføring. Det har intet at gøre med éns verdenssyn, der har fået et øksehug i nakken, eller er det bare jakkesættet, der er ramt af fugt? Man lever udueligt og kan ikke tale til telefonen med den stemme, der blev vaccineret ind i én i første klasse, så man ikke skulle begynde at rable i høj alder om genfødsel og akut ny tro på, at noget havde mening. Man sætter sig som resten af byen. Man rejser sig, i samme øjeblik. Det går let. Der er hele tiden to-tre arbejdsgange indbygget i enhver tilgang til arbejdsmarkedet. Ingen genkender noget af sig selv i det blik, man lader snurre rundt i lokalet. Der er ingen overflødige håndtryk, ingen lår, der støder ind i hinanden i elevatoren, højst en nederdel, der viser sig at være af metal. Man rejser sig hurtigt, når man falder, belæsset med urter fra gifthaven under dynen derhjemme, hvor en svejseflamme brænder og holder drømmene i kog. Jeg elsker et menneske. Det stod skrevet, og dernæst tog det flugten. Som et sug i maven, et sus af fjerne lande, dvs. små hår, der rejser sig. Tiden pustes op, nu flyver den i sit udstyr. Man tager bukser på og etablerer hjerne. Etablerer følelse og den forbindelse til alle verdens mursten, der bygger huse og skelner imellem håbløs kærlighed og kærlighed all over. I det sidste skjuler sig vistnok det første, som da blot ikke har kastet håbet, men ryger som et bål af drømte fodgængere. Et bål af de minutter, to mennesker kan sidde og se ud over havet sammen i, båret oppe af en luftstrøm, der indbygget i stolesædet har lys og laviner af mulige kys. Kys som mulighed, som sproglig åbenhed. Det lyder som læber. Som talesprog. Hop, hop. II At elske vil sige ikke at ønske sig genelsket. Ikke at spilde tid på at drømme. Men klart at formidle sin kærlighed via hver dags manglende utilfredshed med forhold i universet. At elske vil sige at træde til, ikke over for ét menneske, men alle. Sådan inden for rimelighedens grænser. Det skulle ikke være så svært, hvis man elsker. At elske et menneske vil ikke sige at elske verden mindre, og verden vil her sige solens lys og nattemørket, og hvad der ligger der imellem af naturfænomener, planter, bier, bær. Alt, der kan trække vejret, eller som sten måske bare venter. At elske vil sige at være forpligtet til at se fra den lyse side det mørke og være på vagt over for ethvert angreb på den, man elsker, eller noget, der støder op til den elskedes dør. Det er ikke et ejerforhold, ikke en kontrakt, der skal skrives, slet ikke noget, der skal siges eller gøres, specielt i denne anledning. Der er nok at tage sig af i rundhorisonten. At elske et menneske derude indebærer straks en stor tilgivelsesmanøvre, en fest, hvor deltagerne knap nok ved, at de er inviteret, for hele fortiden blæses væk, ikke i sorg, men i glemsel. At elske vil sige at glemme, at intet ville, at intet kræve. Det eneste, man husker, er, hvorfor man lever. Ikke for at skade. Ikke for at råbe op, men for at bede om ilt til de forsagte. Hvad er det værd at spise maden ud af den fattiges hånd? Hvad er det værd at holde den tavse for munden? Hvad tilfredsstillelse giver det at nyde et øjebliks rigdom på bekostning af andres næste glæde?