To fænomener præger tidens mediebillede: en flok glade sangtalenter, der for fuld musik er blevet verdensstjerner i Danmark, og så en lille håndfuld politiske kommentatorer, som har taget springet fra kommentatorboksen til hovedroller på den politiske scene. Begge forvandlinger er sket i raketfart, men derudover har Martin, Laura og alle de andre x-faktorer intet tilfælles med Niels Krause-Kjær, Michael Kristiansen, Peter Mogensen og det øvrige kommentatorslæng. Tværtom – for hvor det første fænomen i bedste fald er underholdende, så er de politiske kommentatorers fremmarch i værste fald ødelæggende for dansk politik. De politiske kommentatorer har pillet indholdet ud af dansk politik, der ensidigt i medierne fremstilles som et magtspil, hvor udspekulerede politikere dyrker egeninteressen – hvis de ikke ligger på lur for at bluffe eller score vælgerne. Så når statsministeren drager til møder udenlands, så er det ikke et udtryk for, at han blot passer sit arbejde i det store internationale politiske maskineri. Niks, så er det ifølge de politiske kommentatorer endnu et taktisk træk, der enten skal holde ham på sikker afstand af dansk politik i nogle dage eller også sikre ham en international toppost. Og når den samme statsminister lufter, at han gerne vil af med de danske EU-forbehold, så er det ikke, fordi det er et dybtfølt politisk ønske, han har næret siden 1992. Niks, så er også det et sikkert tegn på, at han virkelig vil topposten. Og når Socialdemokraterne fremkommer med en storstilet og længe efterspurgt integrationsplan, så er det ikke en interessant politisk sag, som indholdsmæssigt fortjener en grundig behandling. Niks, i den politiske kommentatorkreds bliver det hurtigt til en taktisk affære, hvor en presset Helle ThorningSchmidt er nødt til at komme med ... et eller andet udspil. Og så kører spillet ellers videre, videre og videre. I USA kaldes dyrkelsen af det politiske spil for horse race-journalism og har sit aktuelle udtryk i det kapløb som Barack Obama og Hillary Clinton udkæmper i disse måneder, hvor alt politisk indhold for længst er dampet af, og hvor det kun handler om at holde sig i sadlen, indsamle flere penge undervejs og så ellers undgå slips of the tongue på opløbsstrækningen. Så langt ud i de politiske absurditeter er vi ikke nået – men vi er godt på vej. For resultatet af en tæt alliance mellem energiske politiske kommentatorer og simplificerende journalister er et mediebillede, hvor det politiske persongalleri for længst har slået partierne af banen; så i dag er Helle Thorning-Schmidt Socialdemokraterne, Villy Søvndal er Socialistisk Folkeparti – og i dén medieskabte logik er problemet for Enhedslisten, at partiet var Pernille Rosenkrantz-Theil, og at mange konservative har mere end svært ved at kapere, at Bendt Bendtsen er personificeringen af deres parti. I det lys er det også oplagt, at politikernes gøren og laden er rendyrket kommentatorguf. Og derfor bliver det pludselig til både forsidehistorier og godt fjernsyn, når Villy Søvndal skifter sin bondeskjorte ud med en figursyet fra Giorgio Armani. Og derfor går samtlige politiske kommentatorer amok i en hysterisk medieverden, når Lars Løkke Rasmussen har røget cigaretter og set videofilm på statens regning, når Naser Khader måske har fået et sort stakit, og når Jeppe Kofod har haft sex med en pige, som næsten var mindreårig. Og derfor bliver det helt sikkert en stor dag i den politiske kommentatorkreds, hvis det kommer frem, at statsministeren toner sit hår. Det omsiggribende dyneløfteri har meget lidt relevans i den politiske sags tjeneste, men i det politiske spil er det konge. Ud over spil- og personfikseringen er de politiske kommentatorer også skadevoldere på andre fronter. De går sjældent af vejen for et frejdigt politisk gætværk, hvor det tilsyneladende er bandlyst at tøve, nuancere eller nægte at svare på spørgsmål, som man ikke har velfunderede svar til. Og derfor er det også ærgerligt, at det ikke mere hyppigt er folk med forskerbaggrund, der bliver bedt om en politisk kommentar; for de er åbenlyst utilpassede i tidens mediebillede – ved for meget, kommer med for mange forbehold og evner ikke at fatte sig i ekstrem korthed. Dertil kommer, at de politiske kommentatorer med sikker sans for dramatik ofte forstærker de politiske tendenser – både i opad- og nedadgående retning. Så da Ny Alliance blev stiftet for et år siden og bragede gennem den politiske lydmur, var der ingen grænser for superlativerne fra de politiske kommentatorer. Henrik Qvortrup kronede Naser Khader som Danmarks bedste varemærke, og Nyhedsavisens David Trads fik svinget sig helt op til at kalde Khader for vor tids nye Kennedy. Det er glemt nu, helt glemt – hvor ingen kommentator holder sig tilbage fra lige at levere et sidste spark til Khader – der på rekordtid er blevet til en politisk letvægter af værste skuffe. Og da Socialdemokraterne i meningsmålingerne fra marts i år næsten blev overhalet af SF, så fik det omgående Politikens Peter Mogensen til at se partiet som en sten, der synker mod havets bund – og at kun omgående fyringer af Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen kunne redde partiet fra nedsmeltning. Stærke ord i marts – specielt når det tages i betragtning, at SF måneden efter styrtdykkede i meningsmålingerne, og at det igen gik fremad for Socialdemokraterne. En vigtig kompetence i den politiske kommentatorverden er evnen til at pille en politiker ned fra den piedestal, som de selv har sat hende op på. Det trick kendte Connie Hedegaard, da hun blev miljøminister i 2004, hvor blandt andre de politiske kommentatorer fik skruet så højt op for Connieeffekten, at den nyudnævnte miljøminister selv måtte ud og nedjustere forventningerne. Oven i alle disse fortrædeligheder kommer, at den politiske kommentatorflok, som vi betjener os af i Danmark, er suspekt – både hvad antal og troværdighed angår. I USA går kredsen af politiske kommentatorer, spinnere og analytikere under betegnelsen Club of 500. Det er en udskældt skare, som optræder i hinandens medier, skriver om og for hinanden – men som dog har en vis størrelse – og dermed mangfoldighed. En tilsvarende klub i Danmark – det politiske kommentarium – tæller højst en 10-15 sjæle. Det er langtfra kritisk masse, og kombineret med den udvidede medietid forklarer det jo, hvorfor en meget fåtallig kommentatorkreds giver sit politiske besyv med igen og igen – og i øvrigt meget mere end selv fremtrædende politikere. Og oveni kommer så et alvorligt troværdighedsproblem. Med meget få undtagelser består det politiske kommentarium af tidligere spindoktorer og fallerede politikere med alvorlige ridser i lakken. I mange år troede politologer og andet godtfolk, at ministeriernes stigende brug af politiske embedsmænd, spindoktorerne – ville udgøre et alvorligt demokratisk problem, og derfor blev der udarbejdet rapporter, betænkninger og nedsat kommissioner, som satte rammer op for deres adfærd. Med få undtagelser har bekymringerne vist sig at være ubegrundede. I de store ministerielle systemer bliver spindoktorerne hurtigt enten marginaliserede til at passe ministerens valgkreds eller også institutionaliserede og kommer dermed til at ligne den store kreds af politisk tænkende embedsmænd, som i øvrigt omkranser ministeren. Hvad ingen havde forudset var, at spindoktorerne først bliver til et politisk problem, når de ikke er spindoktorer længere, fordi de bedste sælger sig selv til den politiske kommentatorbranche. Og uanset kommentatorernes erklæringer om det modsatte, kan nære relationer til en statsminister eller en anden toppolitiker ikke undgå at spille ind på deres politiske vurderinger og spådomme. Og derfor virker det da også både løjerligt og forkert, hver gang Michael Kristiansen forsøger sig med et kritisk interview af Anders Fogh Rasmussen, hans arbejdsgiver gennem seks år. Ligesom det er umuligt at se bort fra, at Hans Engell og nu også Jens Christiansen, tidligere partisekretær i Socialdemokraterne, har været involveret i så mange beskidte og voldsomme politiske magtkampe, at det på livstid burde diskvalificere dem som politiske kommentatorer. Og ligesom det er helt umuligt at acceptere Ralf Pittelkow, der som politisk rådgiver ragede uklar med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som siden hen klart har markeret egne politiske standpunkter, og som oveni deler bord og seng med en fremtrædende minister. Kommentatorerne har ondt i den politiske habilitet – eller burde have det. Niels Krause-Kjær fremstår som renskuret kommentator, selv om han i den grad har tjent sine sporer i og omkring Det Konservative Folkeparti. Og selv om Thomas Larsen er den flinke dreng i det politiske kommentarium, så er det altså svært at se bort fra, at han i Berlingske Tidende har en klar tendens til at skrive politiske kommentarer, der går regeringens vej. Nu venter vi så blot på, at Rasmus Jønsson vender tilbage som politisk kommentator med friske erfaringer fra sit praktikophold hos Ny Alliance. Bananrepublik! er den dom over de politiske kommentatorer, som ingen i den danske medieverden selv kan finde frem til, men som Per Egil Hegge, en kendt norsk redaktør og kommentator, ikke desto mindre fældede efter at have iagttaget den danske valgkamp sidste år. De politiske kommentatorer bærer selv på skammen og skylden – men samtidig er de også bare triste pejlemærker i en tid, hvor dansk politik i foruroligende grad har mistet både essens og substans. Den uheldige udvikling har medierne et stort medansvar for. De tilbeder forenklingen og reducerer alt for ofte journalistikken til ukritisk mikrofonholderi mikset med et overforbrug af politiske kommentatorer, hvis fortid og politiske engagement i øvrigt alt for sjældent bliver nævnt. Og udviklingen er tilsyneladende irreversibel: Ugebrevet A4 har netop via mediedatabasen Infomedia påvist, at mediernes brug af politiske kommentatorer, som ikke er universitetsforskere, vokser støt. Og det er klart, når eksempelvis TV 2/Nyhedernes politiske redaktør Anders Krab-Johansen er af den opfattelse, at kommentatorerne er en nødvendighed, fordi politikerne er blevet for gode til at fremstille sig selv i et positivt lys. Måske, men hvilken journalistisk fallit er vi så ikke vidne til. I stigende grad har medierne opgivet den indsigtsfulde dialog mellem journalist og politiker og stiller i stedet om til en snak mellem to politiske kommentatorer, der ikke taler om politik – men rundt om den. Og politikerne? De fremstår i mediebilledet som villige deltagere i en uskøn magtkamp, hvor de kun har tanke på politisk styling og forsimplede budskaber. Derfor oplever vi politikerlede i befolkningen – som i stigende grad tror, at dansk politik er lig med det politiske spil i ’Kongekabale’ og ’Kongemordet’ eller Troels Hartmanns og Poul Bremers beskidte magtkamp i ’Forbrydelsen’. Og derfor blev vi nærmest beklemte, da Jeppe Kofod efter sin politiske frifindelse bedyrede, at han ville tilbage i dansk politisk, fordi han fortsat ville ændre på samfundets udvikling; vi havde jo midt i mediehysteriet glemt, at det er det, som politik egentlig handler om. Og derfor har vi ikke siden Marianne Jelved mødt en politisk tørvetriller, der insisterer på at tale seriøst om det politiske indhold – også selv om der skal bruges lange ord og det vil komme til at gøre ondt – helt ned i detaljen. Og derfor er Anders Fogh Rasmussen et sindbillede på den nye tids politiker; en mand, som tilsyneladende ikke har trådt forkert, siden han drak sig fuld i gymnasietiden, men som så til gengæld kan tåle et nærgående medietjek – så der heller ikke på dette område er noget at komme efter. Der er intet, som tyder på, at udviklingen vender – tværtom. På grund af mediernes efterspørgsel og politikernes medløberi vil de politiske kommentatorer kun få mere og mere plads og stigende betydning i dansk politik. Og dermed er der også lagt op til, at det politiske indhold taber endnu mere opmærksomhed til det politiske spil, personfikseringen og det smarte spin. Der findes et kodeks for offentlige topledere, der findes et etisk kodeks for sygeplejersker, der findes dogmeregler for filmmagere – og selv i USA har to politiske kommentatorer, John Harris og Jim VandeHai, udformet en blanding af et mea culpa og et manifest, hvor de dels undskylder deres fejlvurderinger og dels giver løfte om forbedringer. Pyt med undskyldningerne, men hvis de politiske kommentatorer i Danmark kan udarbejde et kodeks for egen adfærd ... så får de min stemme næste gang.