»Nu har vi skabt Italien. Så mangler vi bare at skabe italienerne«.
Citatet tilskrives den italienske politiker Massimo Tapparelli d’Azeglio, som var et af de store navne i Risorgimento, dvs. i den ideologiske og politiske bevægelse, som førte til Italiens samling i 1860. De berømte ord illustrerer den kendsgerning, at den italienske stat blev til, fordi en relativt snæver intellektuel og politisk elite betragtede et forenet Italien som en betingelse for økonomisk udvikling og politiske fremskridt, selv om der ikke i den brede befolkning var noget stærkt ønske om at blive borgere i Kongeriget Italien i stedet for i Kongeriget Begge Sicilier, Pavestaten, Storhertugdømmet Toscana eller det østrigske Lombardisk-Venetiske Kongerige. De midler, som blev taget i brug for at forsyne italienerne med et system af fælles værdier, myter osv., som var egnet til at sikre deres opslutning bag det nationale projekt, var især skolen og den store værnepligtshær, hvor unge italienske mænd fik kammerater fra andre landsdele og foruden i de militære færdigheder blev undervist i læsning, regning, fædrelandets historie og kærlighed til kongehuset. Men langtfra alle børn gik i skole, og langtfra alle mænd aftjente deres værnepligt, og heller ikke de øvrige officielle initiativer, der skulle »skabe italienerne«, havde den ønskede rækkevidde og gennemslagskraft. At italienerne et halvt århundrede efter nationalstatens samling faktisk havde langt mere tilfælles, end da halvøens forskellige stater blev til ét rige, skyldtes i høj grad, at historien havde givet dem en vis portion fælles erfaringer: demokratisering, økonomisk fremgang og modernisering (især i Norditalien), erhvervelsen af kolonier i Nord- og Østafrika samt ikke mindst deltagelsen i Første Verdenskrig med alt, hvad den indebar af lidelser og tiltagende organisering af samfundet. Det betød dog ikke, at italienerne havde udviklet nogen stærk fælles opfattelse af, hvorfor det gav mening at være italiener. Mussolinis fascistiske regime, der styrede Italien fra oktober 1922 til juli 1943 og Norditalien helt frem til april 1945, ville skabe en ny slags italienere: ensartede, lydige, krigeriske, offervillige, nationalistiske, på én gang moderne og præget af den traditionelle, ’sunde’ bondekultur (til forskel fra den ’dekadente’ bykultur) og inspireret af kejsertidens romerske verdensrige. Fascisternes bestræbelser, som ikke mindst bestod af en massiv propagandaindsats, bar frugt, for så vidt som der i 1930’erne, inden Italien trådte ind i krigen på Hitlers side, og i særdeleshed inden krigen begyndte at gå dårligt for Tyskland og Italien, var en udbredt tilslutning til regimet og kun meget lidt modstand. Modstanden tog imidlertid til, efterhånden som krigen skred frem, og da krigen i 1943 sprang fra Nordafrika til Sicilien og videre til det italienske fastland, udbrød der nord for den tysk-allierede front en borgerkrig mellem italienske antifascister og fascister. Efter de allieredes sejr og det fascistiske regimes undergang i april-maj 1945 forsøgte den nye italienske elite at bygge en national identitet på en italiensk variant af den ideologi, som den tyske filosof Jürgen Habermas har døbt »forfatningspatriotisme«. Forfatningspatriotismen dyrker ikke Folket, Landet, Blodet, De Naturlige Grænser, Sproget, Nationens Historiske Mission eller dens nære forhold til Gud, men derimod friheden og demokratiet – Republikken forstået som moralsk og politisk fællesskab og dens forfatning og institutioner. Dertil kom en udtalt europæisme og internationalisme, der havde rødder i Risorgimento-bevægelsen og i den katolske og socialistiske tradition. Denne ideologi, som påberåbte sig modstandskampens idealer, blev aldrig virkelig fælles for hele befolkningen. Mange italienere havde til det sidste kæmpet på fascisternes og tyskernes side, og endnu flere forblev, uden nødvendigvis at have været særligt aktive tilhængere af Mussolinis regime, ubegejstrede for den nye antifascistiske, republikanske ideologi. Den officielle dyrkelse af modstandskampens værdier afholdt da heller ikke højrepopulisten Silvio Berlusconi fra i 1994 at danne regering sammen med et parti, der nedstammede direkte fra Mussolinis fascistparti eller fra i sin anden regeringsperiode (2001-2006) gang på gang at vise sin manglende respekt for modstandskampen og sin vilje til at mildne dommen over Mussolini og fascismen. Berlusconi var meget tæt på at vinde sit tredje parlamentsvalg i april 2006, og man må konkludere, at omkring halvdelen af de italienske vælgere ikke betragter antifascismen og det historisk-ideologiske apparat, der knytter sig til den, som væsentlig nok til at stemme imod Berlusconi. For manges vedkommende snarere tværtimod. Mere end 60 år efter fascismens fald har italienerne mere tilfælles end nogen sinde før, men de har stadig ikke noget stærkt fælles værdisæt. Velstandsstigningen, udbredelsen af rigssproget og af evnen til at læse og skrive til så godt som hele befolkningen, motorveje, jernbaner, migration mellem landsdelene, en katolsk kirke, der ikke længere (som ved Italiens samling) er nationalstatens fjende, men repræsenterer en kultur, der er fælles for næsten alle italienere, samt en fælles massekultur, der i særdeleshed er båret af fjernsynet – alt dette har bidraget til at give vore dages italienere en fælles referenceramme. Men der mangler stadig et sæt fælles værdier, som kan sikre den solidaritet og opslutning om de demokratiske institutioner, der er nødvendig, for at samfundet kan hænge sammen i en tid, hvor Italien står over for alvorlige udfordringer. I løbet af 1980’erne og 1990’erne har dette ideologiske underskud vist sig at være et problem. Det mere og mere højreekstremistiske og fremmedfjendske separatistparti Lega Nord har gennem hele perioden udfordret nationalstaten. For ikke at miste Lega Nords støtte brugte Berlusconi i november 2005 sit flertal i parlamentet til at vedtage en forfatningsreform, som, hvis den ikke var blevet standset af en folkeafstemning i juni 2006, ville have øget uligheden mellem Nord- og Syditalien og have begrænset statens muligheder for at sikre borgerne lige adgang til sundhed, uddannelse og politi- og retsbeskyttelse. Udfordringerne kommer ikke bare fra Lega Nord. Tabet af arbejdspladser og manglen på økonomisk konkurrenceevne i en globaliseret verden, Syditaliens økonomiske og sociale underudvikling, den organiserede kriminalitet, terrortruslen, manglen på en sammenhængende politik for indvandring og integration, velfærdsstatens skrøbelighed, et ineffektivt bureaukrati, et langsommeligt retsvæsen og et anakronistisk, lav-lignende system af privilegier og begrænsninger, som hæmmer dynamikken i erhvervslivet og gør livet unødigt dyrt og besværligt for borgerne: Det er alt sammen problemer, hvis løsning vil kræve en beslutsomhed og en offervilje, som er svær at mobilisere uden fælles værdier, der kan motivere borgerne til at forholde sig loyalt og solidarisk til deres samfund. Det er i dette lys, man skal se det seneste i rækken af den patriotiske elites forsøg på at »skabe italienerne«. Den tidligere centralbankdirektør og partiløse premierminister Carlo Azeglio Ciampi arbejdede som Italiens præsident fra 1999 til 15. maj 2006 hårdt for at indgyde italienerne en ikke-nationalistisk historiebevidst patriotisme, som var entydigt demokratisk og antifascistisk, men samtidig mere inkluderende end eksklusiv. Ciampi FORSØMTE ingen lejlighed til at hylde Italiens forfatning, som han i sin tale ved befrielsesjubilæet 25. april 2006 betegnede som »min borgerlige bibel«, eller til at omtale antifascismen og modstandskampen som en fortsættelse af Risorgimento og det moderne Italiens ideologiske fundament. Men Ciampis fortælling om nationen var bredere end som så. Som præsident besøgte han ikke bare Risorgimentos og modstandskampens mindesteder, men også le Foibe, de klippespalter omkring Trieste, hvor de kommunistiske jugoslaviske partisaner i 1945 styrtede tusinder af italienere i døden, og El Alamein, hvor ca. 50.000 italienske soldater og deres tyske allierede i oktober-november 1942 kæmpede mod general Montgomerys 8. Armé. Kommentatorer på venstrefløjen kritiserede Ciampi for hans deltagelse i mindehøjtideligheden i den egyptiske ørken, ligesom han også blev beskyldt for at lade sig bruge af højrefløjen, da han besøgte le Foibe. Andre bemærkede, at Ciampi tilsyneladende prøvede at dele sol og vind lige, men at han med sine forsøg på at stille alle tilfreds risikerede at ophæve den nødvendige moralske skelnen mellem fascisme og antifascisme. Men forskellen på Ciampi og Berlusconi var netop, at Ciampi, der selv som ung officer havde kæmpet mod tyskerne efter Italiens brud med Tyskland 8. september 1943, trods sin respekt for de enkelte krigsdeltagere på begge sider ikke forsøgte at sløre, at kampen mellem antifascisme og fascisme var en konflikt mellem to sider, hvis politiske mål og midler ikke var ligeværdige, og at vore dages italienske og europæiske demokrati eksisterer, fordi den ene og ikke den anden side vandt krigen. Ciampis patriotiske projekt rakte længere tilbage i tiden end Risorgimento og længere frem end krigens afslutning. I sin sidste nytårstale fremhævede han de frie middelalderlige bystater som kilden til »den upartiske, konstruktive, civile solidaritetsånd, der lever i hele Italien, og som (…) besjæler de mange frivillige bistandsinitiativer i Italien og i udlandet, hvor som helst vor tilstedeværelse kan være til hjælp«. Og med særlig adresse til Italiens unge sagde han: »Min generation har bestræbt sig på at bevare og videregive den ånd, der besjælede os efter en rædselsfuld krig. Den ånd, der gav os kræfter til at genopbygge vore byer, give liv til de frihedens institutioner, der kendetegner Republikken Italien, og den Europæiske Union, som vi har skabt sammen med andre folkeslag. (…) I er født og lever i et fredens og frihedens Europa. Hold dets idealer højt og udbred dem i verden. Det bliver jeres opgave at fuldende og styrke dets institutioner. Der er ingen fremtid for nogen europæere undtagen i en stadig mere samhørig Europæisk Union«. Ciampi fremhævede sin stolthed over at være arvtager til »en ældgammel skat af kristne og humanistiske værdier, der er grundlaget for vor nationale identitet«. Men selv om den kristne arv indtog en af hæderspladserne i Ciampis italienske univers, understregede han, hvordan han som præsident altid havde hævdet statens verdslige karakter. I sit patriotiske manifest gik Ciampi forholdsvis let hen over brudlinjerne i det italienske samfund og nævnte heller ikke de skarpe politiske modsætninger, der havde præget hans præsidentperiode, hvor han ved flere lejligheder havde bremset regeringen Berlusconis forfatningsstridige lovforslag. Der lå dog en letfattelig formaning i det afsnit, hvor Ciampi mindede om, at han »til stadighed har opfordret alle til dialog, til en fair og åben konfrontation præget af gensidig respekt«. Ifølge en meningsmåling steg Ciampis popularitet i perioden marts 2001-november/december 2005 fra 62,9 procent til over 80 procent, hvilket tyder på, at mange italienere har haft sympati for hans forsøg på at genoptage Risorgimento-ledernes indsats for at »skabe italienerne«. Ciampis kampagne havde på den anden side ikke større gennemslagskraft, end at det centrum-venstre-orienterede internetmagasin Golem l’Indispensabile, da det op til folkeafstemningen om Berlusconis og Lega Nords forfatningsreform tilbød sine læsere en lille plakat, der opfordrede til at stemme nej for at »forsvare Forfatningen, der garanterer alle borgere demokrati, sundhed, uddannelse …«, bragte plakaten i to forskellige udgaver, med og uden trikoloren i baggrunden: »En patriotisk udgave og en, der ikke er det, til dem, der får knopper af flag«. »Men«, tilføjede Golem-redaktionen med en understregning af sammenhængen mellem den demokratiske forfatning og la Patria, »dén med flaget er pænest og – hvem ved? – mest overbevisende, for hvis der er én ting, vi kan være stolte af, så er det netop den velsignede Forfatning«.
