Som beboer i Tingbjerg, Københavns største og mest berygtede ghetto, fornøjer det mig at læse og høre om, at min bopæl endelig er blevet et højaktuelt emne på den politiske dagsorden. Da jeg i sin tid flyttede til Tingbjerg, havde jeg hørt rygter om, at det var et forfærdeligt område at bosætte sig i. Jeg havde en ide om, hvordan det var, men alligevel blev jeg overrasket, da jeg fik min praktiske erfaring med Tingbjerg. Min første sande oplevelse med Tingbjerg var et møde med en verden, jeg kun havde set i filmen 'Bænken'. Den film, som i øvrigt også foregår i Tingbjerg, og som jeg i dag har et meget mere autentisk forhold til end nogen anden film. Som indfødt Frederiksbergborger opdraget af en tyrkisk moder, der holder af den konservative borgmester, Mads Lebech, som var han hendes egen søn, har jeg fået et billede af Tingbjerg i forskellige perspektiver. Tingbjerg er en slags parkeringsplads, hvor livet holder stille sammen med håbet og ambitionerne. Tingbjerg er en skamplet på det københavnske bykort og en ridse på Danmark som et rigt, vestligt, oplyst og tolerant samfund. Tingbjerg er Danmarks 'underjeg', det sted, hvor alle tabuerne er placeret. Narkomaner, pyromaner, ludomaner, alkoholikere, kontanthjælpsmodtagere, 1.-, 2.- og 3.-generationsindvandrere, især de muslimske, som jeg selv, holder til her. Tingbjerg er et sted, man kun tager hen, hvis man bor der, eller nødtvunget skal besøge en, der bor der. Tingbjerg er et mareridt for integrationen, kriminalforsorgen og for enhver, der har et håb om at give sine børn en god fremtid. En tur rundt i Tingbjerg kl. 12 mandag formiddag byder på forskellige kulturelle oplevelser. Nogle hænger ud foran Aldi og bodegaen og drikker en bajer. Andre står i en klump omkring en knallert og ryger smøger, mens burkaklædte damer går rundt og handler med et opgivende udtryk i blikket. Nogle børn sidder på biblioteket og chatter på nettet, og et par teenagere samt nogle ludomaner prøver lykken på spilleautomaterne i den tilrøgede kiosk. Om natten er Tingbjerg en dyster, tavs og gudsforladt omegn, der kun er velbesøgt af politiet. Det er svært at falde i søvn på en hverdag og næsten umuligt at drømme om at møde frisk og udhvilet på arbejde næste dag. Kl. fire om natten er der nærmest konkurrence om at spille højest musik blandt beboerne, der er på en eller anden form for trip. I Tingbjerg taler selv unge mennesker med ren etnisk dansk baggrund tjingbjergsk. Selv om jeg ikke kan betegnes som ren etnisk dansk, blev jeg ofte stødt af ord som 'luder' og 'kneppe' kombineret med religiøse symboler som 'wallah' (jeg sværger i Allahs navn). Men det bekræftede bare min formodning om, at ghettoen havde overrepræsentation af liderlige mandschauvinister, der led af mindreværdskomplekser og derfor havde brug for at hævde sig ved at have et nedladende kvindesyn. Det varede dog ikke længe, før jeg fandt ud af at afkode den særegne sprogstamme, tjingbjergsk. Tjingbjergsk er en særlig dansk dialekt, der er en blanding af forskellige accenter fra især muslimske landes sprog og socialt tilfælde-agtigt dansk. Ordforrådet er sparsomt og afspejler beboernes knebne budgetter. 'Luder', 'hvad', 'bums', 'wallah, jeg sværger', 'kneppe' samt 'syg nok' er ofte anvendte ord samt udtryk, der kan indgå i enhver sammenhæng. 'Luder' og 'kneppe' kan for eksempel bruges i forbindelse med en ubrugelig bil, som er blevet beskadiget. En luder-bil, som er blevet 'gennemkneppet', er synonymer på tjingbjergsk. Udtrykket 'sygt nok' refererer ikke til en konkret sundhedstilstand, men snarere til noget, gruppen synes er fedt, noget gruppen anerkender som en del af sit eget. Når drengene i Tingbjerg således siger, det er nogle syge sko, du har, så er det ikke, fordi skoene har mæslinger, men så er skoene flotte eller gode. Bussen, der kører direkte til og fra Tingbjerg, er også et af de symboler, der kendetegner ghettoen. I bussen bliver passagerskarens sammensætning mere og mere ensartet, jo mere bussen nærmer sig sidste stop i Tingbjerg, og buschaufføren bliver mere og mere grov. Det er for meget for buschaufføren, der skælder en irakisk dreng ud for ikke at tale ordentligt dansk og derfor ikke kan forklare, hvor han skal stå af. Ved næste stoppested har han ikke tålmodighed nok til at vente på en alkoholiseret midaldrende etnisk ren dansk mand, der har mistet balancen og derfor ikke kan bevæge sig hurtigt nok ind i bussen. Døren lukker for snuden af manden, og bussen fortsætter mod Københavns røvhul, Tingbjerg. Stoppet inden jeg hopper af, stiger en burka på (ja burka eller ninja-lignende skikkelse, for man kan ikke se, hvad der er inde under, selv ansigtet og hænderne er gemt) og burkaen eller ninjaen viser et månedskort frem med billede på. Buschaufføren giver op og vinker burkaen ind, mens han mumler noget om, at han jo ikke kan se personen og derfor ikke burde godkende, at billedet på månedskortet tilhører burkaen. En ung fyr med kasket og bukser, der er ved at falde af, spiller høj musik fra mp3-afspilleren, mens han venter på bussen på stoppestedet ved krydset Nordre Fasanvej og Godthåbsvej på Frederiksberg. Hans hud- og hårfarve, hans ansigtsudtryk og kropsholdning, samt måden han holder cigaretten på (mellem tommel- og pegefingeren), minder mig umiddelbart om gangsterfilmen 'Scarface' med Al Pacino i hovedrollen - i øvrigt min favorit nr. 2 af alle gangsterfilm. Enhver Frederiksbergborger med respekt for sig selv vil blive forarget over den unge mand, hvis ikke ligefrem have følelsen af foragt på den ene side og rædsel på den anden side. Jeg vil ikke lyve, jeg tog mig selv i at mene, at den unge mand burde opføre sig ordentligt og ikke stå der og se skræmmende ud og forstyrre med det der lavkulturelle pladdermusik. I næste øjeblik tænkte jeg på den nat, jeg desperat gik rundt i Tingbjergs ubelyste, mennesketomme og åndsforladte gyder for at købe cigaretter efter en tur i byen kl. tre om natten. Den nat hvor mine fordomme, min angst eller mine myter blev forvandlet til en konkret positiv oplevelse. I nattens mørke en måned efter jeg var flyttet fra mine trygge omgivelser på Frederiksberg, stod en flok unge fyre omkring en knallert, mit hjerte bankede, jeg tænkte på gruppevoldtægt, som jeg så tit læste om i avisen, og jeg tænkte på skuddrabet, der havde fundet sted kort tid forinden. De kiggede mærkeligt på mig, mens min overlevelsestrang mærkværdigvis fik mig til at spørge dem, om de vidste, hvor jeg kunne købe smøger. Jeg fik fem Prince i solidaritet og omsorg oven i købet - for hvis ikke det var for de unge fyre, skulle jeg åbenbart en tur til Frederiksberg for at finde den nærmeste 7-Eleven-butik. Jeg overbeviste mig selv om, at den unge fyr ved busstoppestedet havde et lige så godt hjerte som drengene fra den nat. Jeg nikkede til ham og forsøgte ihærdigt at finde frem til nogle tjingbjergske gloser, der ville falde i den unge fyrs smag. »Sygt nok musik«, sagde jeg anerkendende. Det fik et stort smil frem i ansigtet på ham, han blev lidt flov og takkede med en svag og blid stemmeføring. Den unge fyrs diktion stod i direkte modsætning til det ellers så farlige gangsteragtige udseende. I bussen satte jeg mig derfor ved siden af ham, en gestus der var meget ekstraordinær for mit vedkommende - jeg valgte normalt med omhu at undgå enhver, der kunne se ud som en, der kunne forstyrre min læsning. Ja, undgå at sidde ved siden af en, der alligevel ikke kunne forstå og værdsætte litteraturen. Men i dag valgte jeg at eksperimentere og tog Orhan Pamuks nyeste roman op af tasken, mens den unge fyrs mp3-afspiller gentog en monoton melodi med teksten 'I'm a motherfucker V.I.P'. Jeg vidste godt, jeg ikke ville kunne koncentrere mig om at forstå et kuk af Pamuks lange indviklede finkulturelle sætninger, men det var ikke afgørende, det handlede for mig om at se fyrens reaktion. Han kiggede et par gange hen over min skulder, det hjalp ikke, han slukkede musikken og til sidst kunne han ikke holde nysgerrigheden ud og spurgte, hvad det var jeg læste. Han var fascineret og sagde, det var godt, at jeg læste og pludselig udviklede det sig til en behagelig konversation, der blev mere og mere pinefuld for mig. Det stak i mig, at jeg så ukritisk havde slugt alle vandrehistorierne og skræmmebillederne råt. Det plagede mig, at han ikke levede op til mine forestillinger om, at han sikkert ville kaste sten efter mig. Det pinte mig, at han var sympatisk, kærlig og tog både hensyn til, at jeg læste og var engageret i litteraturen. For så længe han også var interesseret i litteraturen, var jeg ikke det, jeg forestillede mig at være - nemlig fundamentalt anderledes end ham; og når jeg siger anderledes, så er det selvfølgelig på den gode måde. Jeg blev yderligere sat på pinebænken, da jeg uden for min fornufts kontrol visualiserede en scene fra 'Scarface', hvor Al Pacino i rollen som den såkaldte politiske flygtning fra Cuba, Tony Montana, efter et meget privat skænderi om ægteskabets mest ømtålelige emner, uønsket bliver negativt centrum for gæsterne på en restaurant. Han kigger sig omkring på restauranten, der i københavnske standarder minimum vil svare til D'Angleterre og udbryder: »Hvad glor I på? I er alle sammen en flok røvhuller, fordi I ikke har modet til at være den, I vil være. I har brug for folk som mig, så I kan pege fingre og sige, det er skurken. Hvad er I så? Gode? I er ikke gode, men I forstår at skjule løgnen. Det problem har jeg ikke. Jeg taler altid sandt. Selv når jeg lyver. Så sig godnat til skurken. Der er sidste gang, I ser en skurk på den måde«. Det var netop sidste gang, jeg så en bandit på den måde. Det billede jeg havde af, hvordan skurken så ud, var blevet revet i stumper og stykker. Jeg kunne ikke pege fingre ad ham længere, det var han for elskværdig til. Ligesom jeg selv har også samfundet brug for at pege den anden ud, Tingbjerg er en oplagt mulighed. Frederiksberg Kommune derimod defineres som god, fordi den bedre skjuler det, som Tingbjerg er kendetegnet ved. I et kort øjeblik inden jeg skal sige farvel til min nye ven i bussen, giver Københavns Kommunes nye integrationsplan (at få ressourcestærke folk ud til Tingbjerg og at gemme typer som mig rundt omkring i private ejendomme) pludselig mening. Jeg får en af de berømte aha-oplevelser: Integrationen vil falde på plads den dag, det lykkes Københavns Kommune at hemmeligholde en burkaklædt kvindes indflytning på Holmen og hendes V.I.P-medlemskort til Operaen. Omvendt vil berøringsangsten over for de socialt udsatte afkræftes, den dag vores statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i åbenhedens navn selv sætter sine valgplakater op i Tingbjerg og kommer i naboskab med pyromanerne. Klædt ud som burkakvinde og i dialogens tegn vil han heller ikke have svært ved at få adgang til den lokale kvindeklub, der hvor al integrationen jo starter. Jeg siger farvel til min nye ven, der åbenbart også bor i Arkaderne. Siden vores bustur er jeg tilfældigt stødt ind i ham forskellige steder. Engang da han skulle indskrive sin søster på en balletskole, gjorde han opmærksom på, at hun ikke skulle være sådan en som ham. Han spørger bl.a. også, hvordan det går med læsningen og har en enkelt gang kommenteret, at han har set mig i TV-avisen sammen med statsministeren. I samme anledning sagde han, at nu hvor jeg var blevet en berømthed fra Tingbjerg, skulle jeg hilse ham der luder statsministeren og sige, at han har gennemkneppet Danmark. Oversættelse fra tjingbjergsk: Hils den ubrugelige statsminister og sig, han har beskadiget Danmark.