80 procent af befolkningen er medlem af folkekirken. Intet andet land kan præstere en så stor religiøs enhed. Men gudstro står ikke til analyse og lader sig ikke føre i statistik, sådan som ellers alt nu til dags måles og vejes og tælles. Hvordan det således står til med troen forbliver dunkelt. Ateisten trænger tydeligere igennem med sin påstand om, at der ikke findes en Gud. Min mor havde denne overbevisning, og jeg har aldrig set mine forældre til en gudstjeneste. Hun havde imidlertid det vidunderlige frisind, så da hendes dreng i 12-års alderen begyndte at gå i kirke, sagde hun: »Du skal gå din vej«. Med understregning af din. Det var frisind i renkultur. Fra da af er frisind blevet den afgørende faktor i min tilværelse. Den sætter mennesker i frihed. Jeg ved, hvor jeg står med min tro og holdning, derved er jeg i stand til at sætte dig, der står et andet sted, i frihed. Jeg har venner i forskellige trossamfund, samt ateister og så agnostikere, der afholder sig fra gudstro, fordi man intet kan vide om det. Man skal rumme hinanden og udvikles i mødet med sin modsætning. Beror gudstro på noget genetisk, eller er den forbundet med tradition og kultur? Jeg kan ikke svare, men jeg vil påstå, at det religiøse menneske mere sanser tingene end forstår dem. Forstanden kan være spærrebom for troen. Når astrofysikere med moderne computerteknik finder frem til, at universet er 13,7 milliarder år gammelt og fyldt med 100 milliarder galakser, som hver især indeholder 100 milliarder stjerner, så ligger det uden for, hvad et menneske kan rumme. Denne indsigt vil få mange til at sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens. Søren Kierkegaard sloges allerede med dette, men kom til det resultat: »Det ubekendte, mod hvilket forstanden støder an. Så lad os kalde dette ubekendte guden«. Gud er uden for det, et menneske er skabt til at fatte. Her støder vi ind i det fjeld, som mennesker nu bygger op af en overvældende informationsmængde skabt af naturvidenskaben. Men her møder vi også et menneskes begrænsning.
For den kristentroende er Gud trådt frem i en forståelig sammenhæng i et enestående væsen i den Jesus, som præsenterer sig som Gud og menneske i samme person. Kristendom beror på, om man har tillid til – tro på – denne Jesus, eller man fravælger ham. Det Ny Testamente er beretningen om folk, der blev mærket for livet af mødet med ham. Han taler om Guds rige og siger: »Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres, men ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst«. Dér er sandelig stof til prædiken til markedssamfundets folk, men uden for den virkelighed, finanskrisen truer med. Fascinationen af denne tale glider over i det, vi kalder tro.
