Inden for den klassiske psykoanalyse arbejder man med at finde det, man kalder patientens maksimale smertepunkt. Når patienten ligger på briksen og ikke kan se analytikeren, der ganske ofte forholder sig tavs, skyldes det, at man vil fremkalde det, man kalder patientens maksimale angst. Ikke af ren og skær ondskab, men fordi man ønsker at få adgang til potentielt forstyrrede områder. Som analysanden ellers vil gøre alt for at holde skjult. I meget andet samfundsliv vedkender man sig ikke smerte. Faktisk synes ganske meget af samfundslivet at koncentrere sig om at nægte, at lidelsen findes. Livet skulle helst være én lang lykkelig distraktion. Den naturlige grundtilstand er ikke smerte, den naturlige grundtilstand er lykke. Hvis man ikke har gjort noget forkert, fortjener man ikke at føle smerte. Sloganet i L'Oréals reklame fungerer mere eller mindre ubevidst i os alle sammen. Du fortjener det. Ja, jeg gør! Fortjener jeg egentlig ikke en ny jakke? Fortjener jeg ikke at have det godt? Hvad er problemet? Eller som jeg for nylig hørte en ung mand sige i IC3-toget, da kontrolløren på grund af en fejl var nødt til at bede ham om at rejse sig fra den plads, han havde bestilt: »Det kan jeg ikke bruge til noget!«. Sloganet fra L'Oréal-reklamen vækker genklang, fordi det rammer ned i en central tankegang i vores kultur. Engang var det vel Gud, der bestemte, hvad vi fortjente, og hvad vi ikke fortjente. En straffende Gud, en gavmild Gud, det afhang af, hvilken Gud man troede på. I dag er det de færreste, der fører regnskabet med ham. Regnestykket er ikke længere himmelstræbende, det føres først og fremmest med ens egen samvittighed. Fortjener jeg en ny computer med fladskærm? Fortjener jeg et weekendophold på Bali? Selvfølgelig gør jeg det. Det er interessant, at regnskabet over, hvad man fortjener og ikke fortjener, falder så forskelligt ud. Nogen fortjener en hel masse, andre slet ingenting. Nogen har arvet retten til riget og fortjener et par millioner i årsløn. Andre fortjener knapt at gå på Guds grønne Jord. Den absolut største regulator er os selv, vores egne indre fantasier. Når en af de værste forbrydelser på denne Jord, voldtægt, har fundet sted, sker der meget ofte det, at det er offeret, der i årevis kæmper med skyldfølelse. Voldtægtsmanden føler ikke lige så meget skyld, gjorde han det, havde han slet ikke begået forbrydelsen. Også børn suger skyldfølelse til sig. Hvis mor er mere interesseret i sit arbejde end i mig, er det nok mig, der har gjort noget forkert. Mig, der ikke er bedre værd. En undersøgelse fra Center for Selvmordsforskning i 2002 viste, at næsten halvdelen af de adspurgte piger havde overvejet selvdestruktive handlinger, såsom at skære i sig selv. 17 procent havde faktisk gjort det. Det er et alarmerende højt tal, som viser, hvor udbredt det er blandt unge at straffe sig selv, ikke bare psykisk, men også fysisk. Når noget går galt, er det min egen skyld, og jeg fortjener straf. Det er her, understrømmen af reklamens glade budskab findes: Jeg fortjener det ikke. Slet ikke. Der findes givetvis en lang række mindre iøjnefaldende måder at straffe sig selv på, der er mange måder at holde sig selv nede på, pine og plage sin stakkels sjæl, det kender vi alle sammen. Hvad enten man skærer sig eller straffer sig selv på anden vis, så er den underliggende opfattelse, at man har gjort noget galt og derfor skal straffes. I Europa adopterer vi i stigende grad det amerikanske credo om, at enhver er sin egen lykkes smed, end ikke misrøgtede, alkoholskadede incestofre går fri. I 1970'erne og 80'erne var alting 'samfundets skyld', nu er alting ens egen skyld. Det er formentlig dét, undersøgelsen fra Center for Selvmordsforskning viser: at så store byrder er der intet menneske, der kan bære. En anden undersøgelse for nylig viste noget lignende: Hver fjerde amerikaner lider af depressioner, angstneuroser og andre lidelser. Det er et meget stort problem, når 26 procent af en befolkning er så svækket psykisk. Og det er især et problem, når lidelserne knytter sig til selve den amerikanske drøm. Ifølge undersøgelsen skyldes amerikanernes dårlige tal nemlig, at de forventer sig for meget af livet og ofte bliver skuffede og i værste fald syge. Selvfølgelig findes der også dem, der fortjener det. De seneste års Enron- og Elfskandaler viser, at toppen af erhvervslivet fortjener helt afsindigt meget. Faktisk er der ikke grænser for, hvad de fortjener. I stedet for at banke sig selv på plads med følelser af skyld går de amok i storhedsvanvid. Jeg fortjener alt. Fordi mit ansvar i denne virksomhed er så stort, og fordi jeg er så fantastisk. Jeg fortjener en lind strøm af ludere, jeg fortjener biler, huse, både, jeg fortjener at brække mig i champagne ligesom den engelske adel. Når spørgsmålet om, hvad man fortjener og ikke fortjener, helt overlades til private værdisystemer, er det, at der udvikles nogle bobler, hvor værdisystemet er helt ude af takt med samfundets øvrige normer. Den unge pige fortjener ikke at straffe sig selv i et mareridt, der aldrig holder op. Enronchefen fortjener ikke sine millioner. Det, der er sket, er, at hele ideen om, hvad man fortjener og ikke fortjener, er blevet overladt til en indre fantasiverden. For selvfølgelig ville der normalt være en vis logik i, hvad man fortjener og ikke fortjener. Det er det, reklamen spiller på. Hvad enten det drejer sig om opmærksomhed, gaver eller kærlighed, skulle man gerne modtage noget, der nogenlunde svarer til, hvad man kan modtage, hvad man fortjener. Folk, der har arbejdet for deres rigdom, har det generelt bedre med deres rigdom end dem, der har fået den forærende. En succes, som står mål med anstrengelserne, er ofte den, man værdsætter mest. Spørgsmålet om, hvad man fortjener, er ofte et spørgsmål om skyld. Hvad fortjener jeg egentlig? Og hvad fortjener jeg ikke? Hvis man ikke kan føle og rumme sine egne skyldfølelser, kan der ske et af to: Skyldfølelsen vokser, og fra et sted i underbevidstheden oversvømmer den til sidst alt, hvad man gør, man fortjener simpelt hen ikke at nyde den gave, livet er. Man påtager sig for meget ansvar. Det er altid en selv, der har gjort noget galt. Det andet, der kan ske, er, at skyldfølelserne isoleres og nægtes adgang til resten af psyken. Det er det, der sker for en voldtægtsmand. Han kan simpelt hen ikke mærke, at han har gjort noget galt. Offeret kunne jo også bare lade være med at gå i udfordrende tøj. Om natten. I en storby. Ifølge psykiateren Johan Cullberg må man skelne mellem to former for skyldfølelse. Den første form er den sunde naturlige skyldfølelse, det, han kalder den reelle skyldfølelse. Det er den, man oplever, når man er kommet til at skade et medmenneskes vitale interesser. Den, man oplever, når man pludselig ser det, man har gjort fra den andens side. Det er den form for skyldfølelse, et samfund simpelt hen ikke kan være foruden, for det er den, der får os til at rødme, undskylde, bakke og i det hele taget anerkende andre menneskers følelser og eksistens. Det er, kan man sige, den form for skyldfølelse, som totalt udebliver i en direktørhjerne, der mener, at han skal tjene 20-30 gange så meget som alle andre i virksomheden. Det er den form for skyldfølelse, der udebliver, når vi i den hvide verden vælter os i nye biler og luksus, når store dele af verden stadig går omkring med en tom blikskål og dør af sult. Den anden form for skyld er ifølge Johan Cullberg i virkeligheden et symptom på noget andet. Og det er her, de indre regnskaber kommer ind i billedet. Skyldfølelserne kommer måske op til overfladen i forbindelse med små ting, man har gjort forkert, man kommer for sent til en aftale, glemmer et forældremøde, kører over for rødt. Desværre sker der det, at skyldfølelserne antager helt urimelige dimensioner. Det gør de, fordi det i virkeligheden er en helt anden urgammel skyld, der forsøger at komme frem i bevidstheden. Typisk kan det være de skyldfølelser, man har over for sig selv: for eksempel fordi man gennem årene har opbygget et falsk selv. Måske har man indvilget i en lang række falske livsløsninger, der måske nok passer ens mor, ens mand, ens børn, men som i bund og grund ikke passer en selv. Denne form for skyldfølelse kan være så stor og voldsom, at den kan være svær at sætte fingeren på. Og så kan den for alvor spænde ben for livet. Få os til at føle, at vi ikke fortjener noget som helst, fordi vi har fucket alting op. Det er denne form for skyldfølelse, der kan forpeste ens indre liv i en sådan grad, at man ikke ved, om skyldfølelserne er reelle. Man går altid rundt med en følelse af at have gjort noget galt. Ofte tror man, at det er andre, man så at sige skylder noget, men meget ofte kan det være den måde, man misbruger sig selv på, der er problemet. Et problem, det kan være svært at gøre op med, eftersom falske livsløsninger ofte er noget, vi er flasket op med, og skal vi give slip på dem, skal vi meget ofte også give slip på dem, der fastholder os i dem. Den berømte psykoanalytiker Melanie Klein går endnu længere ned i skyldfølelserne. For hende at se kan ubalancen i det indre regnskab have meget tidlige rødder. Når folk er optændt af skyldfølelser, der ikke synes at have nogen reel begrundelse, skyldes det måske processer, som er foregået så tidligt som i spædbarnsalderen. Hvis spædbarnet af forskellige grunde ikke i tilstrækkelig grad tilfredsstilles af moderen, kan det udvikle et regulært raseri mod hende. Denne destruktive misundelse (over at moderen har alt og spædbarnet intet) er imidlertid noget, der fylder spædbarnet med næsten uudholdelige skyldfølelser. For hvordan hade den mor, ens hele overlevelse afhænger af? Spædbarnet kan meget vel være kastet ud i alvorlige følelsesmæssige konflikter i en meget tidlig alder. Og det sætter spor. Det kan enten føre til en ganske overdreven skyldfølelse over ens egne (sunde, naturlige) behov - eller det kan føre til en total fornægtelse af skyld overhovedet. Det kan føre til en ganske blind grådighed, hvor man selv som voksen ikke kan tilfredsstilles, simpelt hen fordi det er for sent. Vi kender alle sammen forundringen over, at folk, der har fire huse, også vil have fem. At folk, der har 622 par sko, også vil have 623. Bilerne kan aldrig blive store nok, svømmepølen ej heller. Det er skruen uden ende. Grådigheden kan aldrig blive mødt, for grådigheden skulle i virkeligheden imødekommes i en spædbarnssituation, psyken for længst har gemt som en gammel ruin i Roms undergrund. Det paradoksale er, at det i spædbarnssituationer er moderen, der svigter - men det er spædbarnet, der kæmper med de allerstørste skyldfølelser (over de destruktive følelser). Meget skyldige mennesker er altså ofte også de mest svigtede. Meget grådige mennesker kæmper ofte med en sult, der er konstitueret således, at den ikke kan tilfredsstilles. Grådigheden har det med at slukke for skyldfølelserne, altså den reelle skyldfølelse, som man bør have over for andre mennesker her på Jorden. Som man bør have over for helheden. Og som en hel del direktører og topchefer altså har lært sig at overhøre. Vi har ikke brug for en ungdomsgeneration, der straffer sig selv. Vi har heller ikke brug for direktører, der udviser en grådighed, der ikke er voksne mennesker værdig. Men vi har stadig brug for det, Johan Cullberg kalder 'reel' skyldfølelse. Vi har nemlig brug for et fælles værdisystem, hvor regnskabet over, hvad man fortjener og ikke fortjener, reguleres. Meget ofte er den sunde skyldfølelse over for fællesskabet én, vi er nødt til at holde hinanden fast på. Fordi vores fællesskab fortjener det.