Uden den store mediemæssige opmærksomhed er der sket en lille revolution i gymnasieskolen: Dans er indført som valgfag i gymnasiet. Forsøget startede allerede i 1994. Ganske vist som forsøg, og ganske vist kun to steder, nemlig på Nørre Gymnasium i Københavns Kommune og siden på Espergærde Gymnasium og HF, Frederiksborg Amt. I dag kan elever på fire gymnasier i københavnsområdet således vælge dette fag, idet Albertslund Gymnasium og Det Frie Gymnasium nu også udbyder dans. Selv om der stadig er tale om en begyndende udbredelse, hvad det konkrete omfang angår, er betydningen af forsøget ganske vidtrækkende: For første gang er dans sat på dagsordenen som et undervisningsfag i det almene skolesystem. For første gang nyder dans den samme respekt som andre kunstneriske udtryksfag og indgår i en fagrække som et såkaldt mellemniveaufag. I forårets debat om gymnasiereformen har der været meget lidt tale om de kreative fag. Ganske vist bliver det lovet, at fagrækkerne ikke berøres i særligt omfang og at almendannelsen stadig er meget vigtig, men hele dannelsesbegrebet er under beskydning fra et mere kortsigtet markedsorienteret krav om kompetencer, der matcher en hurtig omsættelsesværdi af arbejdskraften. Når netop kreativitet, fleksibilitet, samarbejdsevner på tværs af hierarkier efterlyses som åbenlyse kompetencer i erhvervsliv og generelt i samfundet, kan det forekomme mærkværdigt, at de musiske fag, som netop besidder disse kvaliteter, så ofte nedprioriteres. Dansen er et forsømt barn i Danmark i modsætning til i vores nabolande, hvor dans er på skemaet i såvel folkeskoleforløbet som i gymnasiet. Som dannelsesinstitution skal gymnasiet give en kulturindsigt, og man kan undre sig over, at dans som fag ikke har været med tidligere. For dans er i høj grad et kulturfag. Den er en del af fortællingen om, hvem vi er, dans er en del af vores kultur- og identitetshistorie. Dansen synliggøres som kulturarv på forskellig vis via bestemte dansetrin og via opførelsen af bestemte værker, men dertil kommer, at dansen baseres på kroppens bevægelsesmulighed og bevægelsesudtryk. Dette faktum gør dansen til et væsentligt fundament for at kende og forstå vores kulturelle basis: For at kunne henvende os til og dele noget med andre må vi begynde med kroppen. Man kan kun undre sig over, hvorfor dans ikke - som i andre lande omkring os - er indført som fag i folkeskolen. Hvorfor er dansen ikke udbredt på linje med alle andre kunstarter og - som idræt - noget, der følger barnet fra den tidlige indskoling over ungdommens videreuddannelse i f.eks. gymnasiet og op til en voksenkultur ...? For der danses jo som aldrig før, og der er stor efterspørgsel på kompetence og viden inden for området. Ingen indvielsesceremoni uden dans - hvad enten det drejer sig om Øresundsbro, indkøbscentre, Dansk Melodi Grand Prix, er disse mediebegivenheder utænkelige uden koreografi. Hiphopgenrens sejrsgang over hele verden smitter. Alle børn opdrages af MTV. Men vi spørger: Hvorfor skal børnene og de unge så ikke lære og bevidstgøres om dansens betydning i samfundet? Dans kan være så meget andet og mere opløftende end de stereotype danseroller, som præger den kommercielle markedsføring gennem massemedierne. Dans kan som undervisningsfag styrke elevernes evne til at udtrykke sig kropsligt i en mangfoldighed, der ville perspektivere både MTV-dansen og ikke mindst elevernes egen kropslige forståelse. Dans som fag vil styrke elevernes evne til indsigt i egne muligheder, såvel individuelt som kollektivt. Men der er en udpræget berøringsangst for at arbejde med dans i et forsøg på at nå ud over den forfladigende og ensrettende brug af kroppen i samfundet og som et bevidst middel til højnelse af folkesundheden. Vi skal tilbage til starten af forrige århundrede for at forstå, hvorfor dans ikke er kommet ind i hele uddannelsessystemet i Danmark. Den danske folkeidræt blomstrer op i starten af forrige århundrede og udvikler en fornem breddeidræt, hvor dans også indgår under begrebet kreative bevægelser. Men op gennem århundredet bliver barnet klemt. Ifølge danseforsker Karen Vedel skyldes det tre forhold, som hun nævner i sin artikel 'Det familiære, det spektakulære og det skandaløse - kropslig iscenesættelse og moderne dans i Danmark 1900-1918' i 'Idrætshistorisk årbog', 1999. For det første var Den Kongelige Ballet allerede en veletableret dansekunstform, for det andet var Danmark både i befolkningsmæssig og kulturel henseende så tilpas lille, at der tilsyneladende kun var plads til en dominerende tradition, og for det tredje havde Danmark både på gymnastikkens og ballettens områder veletablerede systemer. Dette forklarer dog ikke, hvorfor dansen så har opnået institutionel status i det norske og svenske uddannelsessystem. Noget kunne tyde på, at landbrugskulturen i nabolandene i højere grad indoptog den måske bedre bevarede og endnu levende dansekultur fra de små lokale samfund som basis for opbygningen af en mere moderne opfattelse af, hvad dans kan bruges til som samfundsmæssig dannelsesfaktor, hvor Danmark altså på sin måde var mere let på tå og alligevel tungere at danse med i uddannelsespolitisk sammenhæng. Et yndet argument for at lade dansen sidde som bænkevarmer i uddannelsessektorens fagrække er, at dansen jo må opfattes som en underafdeling af idræt. Hvorfor ikke bare lade det være under faget idræt? Hvorfor er det så betydningsfuldt, at dans kommer ind som selvstændigt fag i skolesystemet? Men dans er netop ikke kun fysisk udfoldelse - det er tillige en scenisk og æstetisk kunstform. Som fag baseres det på en kombination af æstetik, historie, analyse og teknik. Dans er ikke blot en kvindeligt domineret form for motion, men et fag, hvor man bevidst arbejder med form og udtryk. I dans er den æstetiske dimension en afgørende del af undervisningen, som peger mod de sociale og kommunikative elementer i det at kunne skabe et udtryk, at kunne udtrykke sig i en skaben. Og normerne for denne æstetik diskuteres som led i en humanistisk tradition. En naturvidenskabelig tilgang fortæller, at dans i virkeligheden er en kompliceret kobling af en række motoriske og kognitive funktioner, der generelt har en positiv effekt på indlæring og koncentrationsevne. Derudover er der et kommunikativt aspekt: Når eleven danser, udforsker han/hun kroppens muligheder,samtidigmed at der kommunikeres. Dansen er altid dialogisk og udvikler faktisk sproglige færdigheder hos den dansende, og gennem det kinæstetiske lærer man at begå sig i et fælles socialt rum uden at miste sin integritet. Man bliver sig selv bevidst i mødet med de andre. Når barnet oplever kropsbevidsthed og bevægelsesglæde i og gennem dansen, tilegner det sig den omkringliggende verden, samtidig med at det indre rum skabes og opleves. Hvad dette egentlig vil sige, er ganske omfattende. Der er tale om dannelse i meget bred forstand: en kulturel dannelse, hvor barnet spejler sig - med kroppen - i forhold til en socialitet. Herved indøves samfundets normer, samtidig med at barnet efterprøver egne grænser, responderer - og derved lærer at finde egne grænser i samspil med de andre. I dansen er samarbejdet, følelsesudvekslingen og kropskontrollen tæt forbundne - enhver, der har danset, må nikke genkendende til dette. Og med kropsligheden som bærer af subjektiviteten, ja, identiteten, lærer barnet også at forholde sig til, at livet er en fortælling i tid - med begyndelse, forløb og slutning. Med drama, følelser og udtryk. I den praktiske undervisning af børn benytter man begrebet kreativ danstil at betegne den metode, som dansepædagogikken anvender for at udvikle ovenstående identitetsdannelse. Konkret tager man udgangspunkt i børnenes egne bevægelser, som undersøges, bearbejdes og gøres bevidste via arbejdet med f.eks. bevægelsesretninger, opmærksomhed på rum, dynamiske skift, forholdet til de andre børn, og som eventuelt indflettes i en historie, eleverne selv er med til at udforme. Perspektiverne kan være oprettelsen af dans som fag i sig selv, tværfaglige projekter om vidensstof, der visualiseres gennem dans, og som således indlæres på flere forskellige kognitive måder. Det kan nævnes, at Sydafrika organiserer megen undervisning efter en sådan metode. Opsamlende og mere overordnet beskrevet så lærer eleven i faget dans at beherske sin krop, sit sind, sit rum og sit forhold til andre. Som garvede lærere i andre fag - tilsammen dækker vi henholdsvis biologi, idræt, musik og dansk ud over dans - har vi naturligvis også gjort os mere konkrete erfaringer om bl.a. ligheder og forskelle mellem dans og de øvrige fag. Det har været interessant at se, hvor godt det kan lade sig gøre at opnå en række færdigheder gennem et kropsligt domineret fag. Undervisningen har indeholdt teoritimer med gruppearbejde, med analyse og diskussioner, og med oplæg fra eleverne om noget på forhånd givet stof. Men undervisningen har tillige indeholdt fastholdelse og fordybelse i udfærdigelsen af et fagligt produkt. I den sammenhæng har eleverne indøvet koreograferede bevægelser igen og igen - for at opnå et kvalitativt produkt, og det har skærpet elevernes evne til at skelne mellem det ikkeacceptable og det tilfredsstillende, vel at mærke en analytisk proces, som vedrører dem selv helt konkret: De må ændre deres bevægelser til det mere perfekte ud fra en selvstændig kritisk stillingtagen til deres egen krops måde at udtrykke sig på. De tænker ikke blot analytisk, men handler derefter i selve den kreative proces. Produktet bliver såvel den intellektuelle proces som selve udførelsen. I faget dans gives plads til eleven - og det på en meget mere direkte måde end i så mange andre fag. Det er jo netop ikke formålet, at eleverne skal danse som underviseren, men tværtimod som sig selv. Dette kan måske forekomme som en selvfølgelighed, men det er i daglig undervisningspraksis ikke så indlysende endda. Eleven ser og former sig efter, hvad læreren siger, er korrekt, og som lærer har man også ofte en skjult dagsorden med et ønske om at se eleven skabt i sit eget spejlbillede. Men i dansefaget bliver udtrykket aldrig fjernet fra kroppen, så eleven er derved altid i centrum. Dette kan blive specielt synligt og konkret bl.a. i forhold til de såkaldte stillepiger. De bliver afkrævet mere fysisk aktivitet, der ikke virker for overskridende til, at de vil holde sig tilbage. Stillepigerne får således på netop egne betingelser en reel mulighed for at slå sig mere løs. I en normal klassesamtale, hvor deres kropssprog og fysiske tilstedeværelse er underkastet stram disciplin, lader de sig underkaste og hæmmer sig selv. I dansetimerne ved de på forhånd, at de skal optræde, de har valgt at gå ind i det og sætter sig selv på prøve. En anden sideeffekt af danseundervisningen er muligheden for øget integration, både socialt og i forhold til elever af anden kulturel baggrund. På folkeskoler med mange sprog og elever af anden etnisk herkomst har danseprogrammerne en positiv effekt, også for de børn, der ikke er verbalt stærke og dygtige til at kommunikere sprogligt. I danseundervisningen kan man vise, at man har andre evner end de sprogligt funderede evner at byde på. Ann Crosset er mangeårig danser, underviser og koreograf og medlem af Statens Teaterråd. Hun beskriver det med følgende ord: »Dans fordrer på samme tid tolerance og selvrespekt. Den sociale tendens til individualisme ville få en tiltrængt modvægt i dansens fælles kropsoplevelser«. Foreningen Dans i Uddannelse blev oprettet for to år siden og arbejder specielt med fokus på at synliggøre dans i folkeskolen. Man kan ikke andet end se det som en form for anerkendelse fra Kulturministeriets side, at den økonomiske støtte derfra allerede efter knap et års eksistens gjorde det muligt for foreningen at oprette to dansekonsulentstillinger. Disse dansekonsulenters funktion er bl.a. at iværksætte og udbrede dans i uddannelsesregi. Vores ambition er, at dansefaget oprettes på mindst et gymnasium i hvert amt, således at dans indgår som en selvfølgelig del af dannelsesidealet. Vi er realistiske nok. Der skal slides mange par sko, før den dans fuldføres. Faget skal også bygges op nedefra - der skal være dans i folkeskolen ligesom i gymnasiet. Et fag, der på den ene side vil kunne være med til at styrke folkesundheden og kulturforståelsen, og som ligeledes som en sidegevinst vil være med til at producere kandidater, som til fulde kan leve op til et højt internationalt danseniveau. Derfor er det så vigtigt at skabe en såkaldt dansens fødekæde i Danmark, således, at barnet kan få mulighed for at udvikle sig lige så kompetent inden for kroppens kunstart som inden for de andre kreative fag i skolen. Dans og dannelse har en lang og traditionsrig fælles historie. Lad os gøre den synlig. Det er indlysende: Funderet i kropsligheden, det vil sige i en reel forståelse og oplevelse af det at være krop og ikke mindst kulturskabende krop i bevægelse, kan man være med til at skabe en bedre tænkning, en mere helstøbt intelligens, et menneske med omtanke for sig selv og for andre i verdens turbulente trafik.