Danmark er på vej ud i en virkelig ekstrem politisk position - og tilsyneladende uden at den almindelige dansker råber vagt i gevær. Stille og roligt er det danske samfund gledet ud i en racistisk tankegang, der efterhånden gennemsyrer alle niveauer af samfundet. For bare få årtier siden ville det have været helt utænkeligt, at man skulle begynde at beklikke den agtværdige danske religionsfrihed eller tvinge folk til at bo bestemte steder. For bare få årtier siden kunne ingen drømme om at stille forhindringer op for kærlighedens frie bevægelighed over landegrænserne - og da slet ikke for de helt unge mennesker, eftersom det jo er dem, der rejser allermest. For bare få årtier siden ville man aldrig drømme om at foreslå, at flygtninge skulle sejles ud på en øde ø. I de senere år har alle disse ting været bragt frem som seriøse forslag - ikke af Dansk Folkeparti, men af Socialdemokratiet. For nylig blev grundideen gentaget af Socialdemokraterne i Folketingets høring om emnet. Selv har jeg indtil nu bare studset her og der over de stadig mere imbecile udtalelser fra de angiveligt folkelige fløje. Men så skete der en dag det, at jeg fik en veninde fra Japan. Gennem hendes kampe med de danske myndigheders groteske metoder har jeg fået en brat opvågning. Og denne Kronik skal ses som mit desperate forsøg på at råbe den danske befolkning op: Der foregår regulære uhyrligheder her i landet, som vi aldrig nogen sinde ville tillade, hvis det var noget, der overgik hvide mennesker. Eksempel? Min japanske veninde har en verserende klagesag om en studieopholdstilladelse i Danmark. Hun vil nemlig gerne læse til pædagog og siden bo i Danmark for at passe danskernes børn. Derfor søgte hun sidste år ind på et seminarium, der har et særligt forberedelseskursus, som alene henvender sig til udlændinge. Seminariet er ligefrem blevet belønnet af Integrationsministeriet, fordi det har lavet dette forberedelseskursus, som har til hensigt lige at styrke kineseres, egypteres og australieres kulturelle og sproglige forudsætninger, inden de starter på en dansk uddannelse. Min japanske veninde fik blankt afslag på at få opholdstilladelse, imens hun tog uddannelsen - som altså alene henvender sig til udlændinge, der jo af gode grunde må bo i landet, hvis de uddanner sig her. Afslaget kom med den helt uventede begrundelse, at forberedelseskurset ikke var »en videregående uddannelse«. På Udlændingestyrelsens egen hjemmeside defineres en sådan ellers som en uddannelse, der kommer efter en gymnasieuddannelse. Og en gymnasieuddannelse er da også netop en forudsætning for overhovedet at komme ind på forberedelseskurset. Det må altså være en banal fejl. Det er let at se. Det er simpelt. Fejl! Men da hun sagde det til Udlændingestyrelsen, så fik hun den besked, at hun kunne sende en skriftlig klage til Integrationsministeriet, hvis hun var utilfreds med afgørelsen. Det var hun - den var jo fejlagtig. Men selv om hun klagede skriftligt for snart et år siden, så har hun måttet vente helt indtil her forleden, hvor der så endelig kom et brev. I brevet stod der imidlertid bare, at der desværre nok vil blive endnu to måneders ventetid på grund af travlhed. Min veninde var dybt forundret over den behandling, hun fik af den danske Udlændingestyrelse. Det samme var seminarierektoren, da jeg sidste sommer ringede ud til ham for at høre, om det virkelig kunne passe, at en prisbelønnet uddannelse for udlændinge ikke kunne anvendes af udlændinge, fordi de myndigheder, der havde givet den prisen, slet og ret nægtede udlændinge adgang? Ja da, svarede han. Hvert eneste år blev en håndfuld af hans studerende afvist af Udlændingestyrelsen med forskellige meningsløse begrundelser. Derfor startede holdene aldrig fuldtallige i august. Og af samme grund havde manden en standardskrivelse liggende, som han gladelig sendte til min veninde, så hun kunne vedlægge den, når hun sendte klagen ind til ministeriet. Sagen er komplet absurd fra ende til anden. Den er et fornærmende spild af kostbar tid - ja, faktisk af kostbart liv. Og den er en hån imod et menneske, der hellere end gerne vil deltage i det danske samfund, som faktisk står og mangler pædagoger - og unge skatteydere - i endog meget svær grad. Behandlingen fra Udlændingestyrelsens side svarer måske lidt til, at man som dansker pludselig får afslag på en ansøgning om en børnecheck, med henvisning til at man jo ikke har nogen børn. Når man så siger, at vel har man da det, man har jo to knægte lige her ude i baghaven, og det har man også skrevet i ansøgningen, så himler sagsbehandleren med øjnene og siger, at så må man altså virkelig klage til Socialministeriet. Hvorefter der er et års ventetid på at få den banale fejl rettet. Ville man acceptere det i et civiliseret vestligt land som Danmark? Ville man acceptere, hvis almindelige danskere blev behandlet på den måde? Hvis hvide blev behandlet sådan? Og hvordan kan det egentlig være, at der overhovedet er disse ventetider hos Udlændingestyrelsen? Befolkningen accepterer det bare uden videre. Men ville vi også acceptere at vente på svar på et brev i over et år fra Erhvervsministeriet? Fra Finansministeriet? Fra Statsministeriet? På grund af hele min venindes langstrakte sagsforløb har jeg i nu i et års tid fra sidelinjen kunnet følge Udlændingestyrelsens behandling af sager, af dokumenter og af mennesker. Hvis jeg skal udtrykke mig meget moderat om min oplevelse, så er jeg fuldkommen chokeret og rystet i min grundvold over det, der finder sted i denne lille surreale lomme af det offentlige Danmark. Et eksempel på, hvor hårrejsende Danmarks behandling af udlændinge virkelig er, kunne være her forleden, da jeg tog med min veninde ud til Udlændingestyrelsen. Grunden til, at vi tog derud personligt, var, at man ikke kan ringe ud og tale med sin sagsbehandler. I telefonen bliver man - efter siger og skriver to timers ventetid i røret - primært bare opfordret til selv at søge informationer på styrelsens hjemmeside. Men når man så prøver på det, opdager man, at siden altid er nede eller overbelastet. Der er med andre ord kun én måde at få ordnet sine sager på: personligt fremmøde. På grund af en ombygning - som varer i månedsvis - er Udlændingestyrelsen for tiden flyttet til det, jeg formoder tidligere har været en cykelkælder omme i tredje baggård i Ryesgade ude på Østerbro. Det kan man da kalde symbolværdi. Så vidt jeg ved, ligger vigtige ting inde i City. Og der er vist ingen andre offentlige instanser, der ligger i tredje baggård. Denne dag træder vi ned ad en kort trappe og kommer derefter ind i det lille lokale, hvor omkring hundrede mennesker - skrigende babyer, martrede sjæle på flugt, prostituerede boygirls à la thai, nyforelskede dansk-amerikanske vinderpar og kosmopolitiske forretningsfolk med seje mapper - venter i en ulidelig tung luft. Vi trækker et nummer og kan med det samme konstatere, at der er halvfjerds sager før vores. Vi dobbelttjekker. Halvfjerds!? Halvfjerds. Ergo står vi op i stive tre timer og venter, fordi der ikke er nær stole nok. Sagsbehandlingen finder sted i venteværelset. Alene det finder jeg dybt krænkende. Der skal man stå og forklare, at ens afrikanske kone har aids. Der skal man stå og genfortælle, at hele ens familie er blevet udslettet i en krig. Der skal man stå og drøfte sine dansk-indiske forretningsplaner. Men det er værre end som så. For det er også der, man bliver ydmyget. »Hvorfor har du det her stykke papir med, hva'? Hvad skal jeg med det? Den her er jo udløbet. HVORFOR HAR DU DET HER PAPIR MED? KAN DU SVARE PÅ DET??!!«. Manden mumler, at han altså ikke var klar over ... »AT HVAD VAR DU IKKE? DET ER FOR GAMMELT! Det her dokument er FOR GAMMELT!«. Under højlydte, overdramatiserende trusler om udvisning og med en demonstrativ hovedrysten udfærdiger damen ved bordet fnysende en ny. Det hele bliver overværet af det, der svarer til cirka fire skoleklasser. På et tidspunkt får min veninde det ligefrem fysisk dårligt ved udsigt til mødet med skrankepaverne. Jeg foreslår, at hun går ud og trækker lidt luft, mens jeg bliver tilbage med nummeret og holder øje med køens sneglende fremdrift. Hun siger, at det kan man ikke. Jeg spørger undrende om, hvad i alverden hun mener. Hun peger på en vagt. Det viser sig, at hos Udlændingestyrelsen kan de mennesker, der betjenes, ikke gå ud, når klokken er over tolv. Forlader man stedet efter tolv, kan man først komme ind igen næste dag. For vagten afviser alle ved døren. Uanset hvad. Det er især et problem, fordi stedet for tiden ikke har noget toilet til de besøgende. Der henvises til Rigshospitalets toiletter. Men det vil jo sige udenfor. Altså kan en tissetrang betyde, at man har spildt en halv dags venten - og må komme igen en anden dag. Når man hører om den slags overgreb på vilkårlige mennesker, eller ligefrem selv ser dem finde sted, så tror man ikke sine egne sanser. Men det er virkelig så umenneskeligt, det hele foregår. Det virker faktisk som ren og skær obstruktion af alle de mennesker, der gerne på helt legal vis vil i gang med et arbejds- eller studieliv i Danmark. Man kunne også sige det på en anden måde. Det er tamilsagen om igen - bare i lille format. Hvor man tidligere forhalede sagerne, så ansøgerne blev slået ihjel, så trækker man dem nu netop så langt ud, at ansøgerne er ruinerede - eller rejst hjem igen - når svaret kommer. Tag nu bare postgangen i Udlændingestyrelsen. Da jeg var der sidst og talte med en pakistaner - næsten alle sagsbehandlerne er udlændinge, hvilket fordobler eventuelle sprogproblemer og giver den ene tragikomiske scene efter den anden - fik jeg forklaret, at »postmodtagelsen for tiden er forsinket med fem dage«. Det vil sige, at et brev afsendt en mandag først bliver registreret som 'modtaget', en solid kalenderuge efter at det er afleveret. Og først da kan indholdet så læses af sagsbehandleren. Når Udlændingestyrelsen først 'modtager' posten, en uge efter at de faktisk har modtaget den, og når samme styrelse så oven i købet kan have massive ventetider - i øvrigt uden nogen som helst rationel begrundelse andet end 'travlhed' formuleret i generelle vendinger - på bare afsendelsen af kvitteringerne for modtagelse af ansøgninger, så betyder det faktisk, at alle de oplyste gennemsnitsventetider er skrupforkerte. Eksempelvis gad min veninde selvfølgelig ikke vente på svaret på klagen over Udlændingestyrelsens bommert i sagen om uddannelsesopholdet, så hun gjorde noget helt andet. Hun skaffede sig - ved egen hjælp - et job i løbet af ganske kort tid. Det viste sig nemlig, at et dansk firma i årevis havde stået og manglet en ung medarbejder med præcis hendes kombination af kvalifikationer. En noget nær usandsynlig sammensætning af erhvervserfaring, sprogkompetencer og uddannelsesmæssig og etnisk baggrund gjorde hende til et guldæg for virksomheden. Derfor søgte hun straks om en arbejdstilladelse. Hos Udlændingestyrelsen. Ventetiden på sagsbehandlingen af sådan en er i øjeblikket officielt tre måneder, fra ansøgningen er modtaget. Men da der kom et brev efter to og en halv måned, efter at hun havde afleveret den, så stod der bare, at nu - nu havde Udlændingestyrelsen per dags dato 'modtaget' ansøgningen. Og fra da af ville der så gå tre måneder. I øjeblikket er der derfor gået fem måneder, siden ansøgningen blev afleveret personligt i Udlændingestyrelsen i december. Og der resterer formentlig måneders ventetid endnu. I mellemtiden taber den danske virksomhed den ene kunde efter den anden på gulvet, fordi de ikke kan håndtere kulturforskellen mellem Danmark og Japan. Alt sammen med venlig hilsen fra en såkaldt borgerlig regering. Undervejs i forløbet har udlændingestyrelsen bedt om flere oplysninger, hvilket åbenlyst var for at forhale sagen. Det må man konkludere, når styrelsen - da den blev direkte adspurgt - faktisk ikke rigtig kunne forklare, hvilke oplysninger der manglede. Det var bare »nogle flere«. Da de ønskede 'flere' oplysninger så kom prompte, »blev faxen væk«, så ventetiden sjovt nok blev forlænget med en måned. Da min veninde i sidste uge ville høre til sagen igen, fik hun at vide, at sagsbehandleren var på ferie, og at sagen lå bomstille imens. Hun forklarede, at det kunne hverken hun eller arbejdsgiveren acceptere. De havde jo allerede ventet i månedsvis, og jobbet stod bare og ventede. Manden i skranken var der som et søm. »Hør lige her. Du kan vente på at få svaret fra din sagsbehandler, som svarer, når han har tid, eller også kan du rejse hjem til Japan. Det må du FULDSTÆNDIG selv om«. Altså det gode, gamle racistiske tilråb - Skrid dog hjem, hvor du kommer fra! - bare pakket ind i lidt pænere ord. Og så i øvrigt serveret dybt perverst. Det blev nemlig fyret af med gebrokken accent og et selvfedt, hånligt smil midt i Udlændingestyrelsens ventelokale. Foran cirka firs fremmede mennesker. Da min veninde senere spurgte en anden sagsbehandler om, hvorfor hendes ansøgning om arbejdstilladelse i det hele taget skulle undersøges så grundigt, at det trak ud i mange måneder, så fik hun følgende svar. »Vi er jo i gang med at finde ud af, om du prøver på at snyde os«. Snyde os? SNYDE OS? Min veninde er en nydelig, velsoigneret, venlig, velhavende, begavet, rask og rørig japansk kvinde, der alene er kommet til Danmark, fordi hun gerne vil være en del af vores velfærdssystem, som hun finder forbilledligt. Hun taler flydende dansk - den sidste roman, hun har læst, var en af Kirsten Thorups tidlige. Hun har været på flere højskoleophold, og hun har som au pair i et helt år taget sig kærligt af et hjerneskadet barn. Hos en jysk familie, der slog plat på både hende, på kommunen og på skattevæsenet. Snyde os? SNYDE OS? Jeg tror, det er vores manipulerende politikere, der snyder os. I Danmark findes der efterhånden kun ganske få partier, der ikke jublende går ind for de former for statsracisme, som både 24-års reglen og det generelle indvandrerstop i grunden er udtryk for. Og som giver et væld af stemmer, fordi samme politikere med vold og magt - og især fiktive skrækscenarier - skaber en helt unødig frygt i befolkningen for alt, hvad der er bare en anelse fremmed. For hvad er det egentlig, vi skal være så afsindig bange for? Hvad er det ved 'udlandet' og ved 'udlændinge' og ved 'de fremmede' og ved alle 'perkerne' og 'negrene', som vi skal være så bange for? Skal vi ryste, af skræk for at de skal gøre rent i vores huse? For at de skal programmere vores computere? For at de skal tage sig af vore ældre? For at de skal passe vores børn? For at de skal dyrke vores jord? For at de skal lave vores mad? For at de skal føre vores sag i retten? For at de skal holde os i hånden, imens vi samler mod til hjerteoperationen? Der er ikke længere grund til at frygte min japanske veninde. Hun er nemlig på nippet til at opgive ævred helt og rejse hjem igen. Og det er jo synd. Ikke så meget for hende, for Japan er jo et vidunderligt land med en gæstfrihed, en ydmyghed, en hjælpsomhed og en effektivitet, som Danmark nok aldrig kommer så meget som bare i nærheden af. Nej, det er sgu synd for os. For ifølge de seneste beregninger fra Nationalbanken står Danmark over for en massiv mangel på kvalificeret arbejdskraft i den allernærmeste fremtid og i de kommende mange år. Der er med andre ord ikke engagerede, kvalificerede, velvillige og erhvervsaktive indvandrere nok i Danmark.