En ny rapport fra Institut for Miljøvurdering (IMV) viser, at usund kost belaster miljøet mere end sund kost, og at forskellene er betydelige. At danskerne spiser og drikker usundt, skader altså ikke bare folkesundheden direkte, men også miljøet. Og så fylder usund mad og drikke 20 procent mere på kostbudgettet, end hvis man spiser sundt. Fødevarer belaster miljøet på mange måder på deres vej fra jord til bord. Der bruges energi til maskiner, som pløjer, sår og høster markerne, opvarmning af stalde, afkøling af lagerrum og varetransport. Fossilt brændstof fra disse kilder giver udledning af kuldioxid, der sammen med metan og lattergas fra landbrug og lossepladser øger drivhuseffekten og ændrer Jordens klima. Energiforbrug betyder også forurening med svovl og kvælstof, der sammen med gødskning kan føre til næringsoverbelastning og forsuring af naturlige økosystemer. Sprøjtemidler og gødskning kan føre til utilsigtede giftvirkninger på mennesker, dyr og planter, og landbrugets arealforbrug og praksis begrænser arternes mangfoldighed, biodiversiteten. Rapporten opregner alle disse miljøeffekter i otte kategorier fra klimaændringer til syreregn og finder, at sund kost i samtlige kategorier er mindre miljøbelastende end usund kost. Miljøminister Connie Hedegaard har reageret på IMV's rapport i en leder i det aktuelle nummer af forbrugerbladet Samvirke, der også bringer rapportens resultater. Ministeren slår et slag for det frie valg med ordene: »Som politiker hverken kan eller vil jeg bestemme, hvad den enkelte vælger at spise eller drikke«. Men anfægter afgifter det frie valg? Og er det frie valg altid til samfundets bedste? Fødevarer er et hot emne i dagens Danmark - en varm kartoffel. Der tales meget om fødevaresikkerhed og gammelt kød, om fugleinfluenza, salmonella og kogalskab, om overvægt og livsstilssygdomme, om sundhed og individuelt velvære, og der tales om fødevarers pris og kvalitet. Priserne har stor betydning for danskernes valg af mad og drikke, selv om udgiften til mad og drikke aldrig har udgjort en mindre andel af den disponible indkomst. Og nu indgår så også miljøet i fødevaredebatten. Måske er der råd til at bruge lidt flere penge på sundere og samtidig mere miljørigtig mad? Ifølge Ugebrevet Mandag Morgen siger 4 ud af 10 danskere, at de efter deres egen vurdering ikke spiser sundt, og tallene støttes af Ernæringsrådets rapporter. Og 90 procent melder samtidig, at de dårlige kostvaner er deres eget ansvar. Danskerne har det nemlig med fede spiser og nydelsesmidler som amerikanerne med deres biler og skydevåben; her skal ingen offentlig myndighed blande sig, det er helligt og ukrænkeligt territorium, hold fingrene væk! Men kan vi nu også styre det? For selv om vi fra utallige kampagner udmærket ved, hvad der er sundt, og hvad der er usundt, så er der langt fra hovedet til hånden, når vi står foran supermarkedets bugnende hylder og velforsynede kølemontre. Ofte glider der flere af de usunde og miljøbelastende fødevarer i indkøbsvognen end de sunde og miljøvenlige varer. Og måske fyldes vognen mere end godt er? Det er vores frie valg, hvad vi propper i indkøbsvognen, men sagen er den, at en skrantende folkesundhed og et belastet miljø i stadig højere grad tynger den danske økonomi. Sundhedsstyrelsen meddeler, at de såkaldte livsstilssygdomme, der bl.a. skyldes dårlig kost og for lidt motion, betyder store tab for samfundet. Samfundet betaler således årligt mellem 3 og 6 milliarder kroner alene til behandling af sygdomme relateret til overvægt. Fedmebølgen ruller over den industrialiserede verden, og som forbrugere, der bliver stadig mere velhavende, synes vi ikke at være i stand til at vende udviklingen på egen hånd. I USA opereres årligt 150.000 fede mennesker med indgreb på mavesækken for at fremkalde vægttab. Desværre er vi på vej mod de samme tilstande i Danmark - vi er blot 10 år bagud. Miljøbeskyttende foranstaltninger koster hvert år danskerne et tocifret milliardbeløb. Privatforbruget tegner sig for en væsentlig del af den samlede miljøbelastning, mens mad og drikke tegner sig for en væsentlig andel af privatforbrugets miljøbelastning. Valg af sund kost frem for usund begrænser ifølge Institut for Miljøvurderings rapport kostens miljøbelastning mellem 5 og 17 procent afhængig af hvilket miljøaspekt man ser på, f.eks. klimaændringer 8 procent, nedbrydning af ozonlaget 5 procent, syreregn 15 procent, truslen mod arternes mangfoldighed (biodiversitet) 16 procent, og så videre (www.imv.dk). Valg af sund kost er således et hidtil upåagtet, men ganske effektivt redskab til miljøbeskyttelse. Målt på 6 ud af 8 miljøforhold finder rapporten, at det sunde kostvalg skåner miljøet mellem 2 og 30 gange mere, end hvis forbruget af benzin, el og varme reduceres med 10 procent. Fordi danskernes valg af usund og miljøbelastende mad og drikke er samfundsøkonomisk bekosteligt, er dit og mit kostvalg ikke alene et ideologisk spørgsmål om vort frie og personlige valg - det er et samfundsanliggende. Og det gør det til politikernes ansvar. Fødevarer er et emne, der vedkommer os alle, men politikerne har de senere år taget bagperronen i den offentlige debat om fødevarer, mens skandalerne har erobret forsiderne. Vi anbefaler, at politikerne træder i karakter og kaster deres samlede vægt ind mod fedmebølgen og til gavn for folkesundhed og miljø. Først må vi spørge, hvorfor danskerne ikke af sig selv foretrækker den sunde og miljørigtige kost? Det er jo en win-win-win situation - godt for helbredet, godt for miljøet og godt for tegnebogen. Formentlig spises der usundt, dels fordi vi i dag mere end nogensinde har økonomisk overskud til at spise og drikke det, vi har mest lyst til, og dels fordi reklamerne i stigende grad lokker og 'hjælper os' til at spise løs. Reklamer påvirker vores selvbillede, hukommelse og kulturelle identitet, og redskabet bruges flittigt af de store fødevaregiganter. Vi kender mange eksempler, og kan bare tage alfabetet forfra - Arlas fløde, Beauvais sovs, Carlsbergs elefantøl og så videre. Og dog ved vi, at omfanget af f.eks. alkoholrelaterede sygdomme er stærkt stigende. Stimulanser og 'vanedannende' stoffer i bl.a. kager og slik (sukker), øl, vin og spiritus (alkohol), te, kaffe og cola (koffein og lignende) er med til at fastholde os i usunde og miljøbelastende kostvalg. Det frie valg gemmer sig godt blandt afhængighedsskabende stimulanser, reklamens psykologi, slagtilbud og vanens magt. Når man kan få forbrugerne til at køre mindre biler gennem høje registreringsafgifter, grønne ejerafgifter og benzinafgift, så kunne man måske også lokke forbrugerne til at spise sundere ved at gøre usunde fødevarer dyrere og sunde fødevarer billigere? Det er i begge tilfælde til det fælles bedste - det gavner samfundet. Og at afgifter og eventuelt tilskud påvirker valget af fødevarer er klart illustreret i analyser fra Fødevareøkonomisk Institut (www.foi.dk). Ifølge Ugebrevet Mandag Morgen er politikerne de senere år trådt i baggrunden, når det handler om at sætte dagsordenen i fødevaredebatten. Den overlades til forbrugerne og fødevaregiganternes reklamemaskineri. Hvorfor træder politikerne ikke i karakter og rækker befolkningen en hjælpende hånd - også på fødevareområdet? Politikerne kan motivere forbrugerne til at vælge samfundsgavnlig kost, og det gøres mest effektivt gennem anvendelse og omlægning af afgifter - et tiltag, der på miljøområdet allerede kendes som grønne afgifter. På miljøområdet pålægges afgifter mest effektivt nærmest ved kilden, det vil sige på gødning, sprøjtemidler og lignende. På sundhedsområdet kan afgiften lægges direkte på produktet eller på de sundhedsskadelige ingredienser. Med ny viden om fødevarevalgets betydning ikke blot for folkesundheden, men også for miljøet, burde miljøministeren tage fødevareministeren i hånden og gå hen til skatteministeren for at finde en løsning på problemerne omkring danskernes kostvalg. Vi er enige med miljøministeren i, at politikerne ikke skal bestemme, hvad vi spiser, lige så lidt som politikerne skal bestemme, hvilken bil vi kører i, eller om vi har 25 eller 20 grader hjemme i stuen. Men en samfundsgavnlig afgiftsregulering på fødevareområdet er ikke et anslag mod den personlige frihed. Ligesom det indebærer en risiko at køre mere end 130 km/t på motorvejen, indebærer det også en risiko at veje mere end 130 kg. Og hvor stor frihed har man, når man vejer 130 kg og eventuelt lider af følgesygdomme som sukkersyge, kræft eller hjertekredsløbssygdomme? Det er ikke nok at stå fast på en holdning om forbrugernes frie valg. Det er som at stå fast på retten til at forurene. Det kan koste både liv, miljø og velfærd. Vi er bevidste om, at der ikke findes hurtige løsninger på dette område. Men en god start ville være, at et ekspertudvalg blev nedsat for at finde veje til at rette op på en uheldig udvikling. Som eksperter i miljø, sundhed og økonomi anbefaler vi, at lovgiverne finder ud af, hvordan man kan justere afgifterne på fødevarer, så de afspejler de faktiske udgifter for samfundet til miljø og sundhedsvæsen. Vi tror ikke prisen for fødevarer i dag afspejler alle samfundets udgifter til miljø, og de afspejler i endnu ringere grad samfundets udgifter til sundhed. Måske skal de usunde varer være dyrere og de sunde billigere? Udgifter forbundet med kost-relaterede sygdomme - lige fra hospitaler til plejehjem - skal ligesom udgifter forbundet med miljø - lige fra drivhuseffekt til syreregn - indregnes i fødevarernes pris. Dette er en analogi til det for længst accepterede princip om, at 'forureneren betaler'. Og det er, hvad økonomerne kalder for internalisering af sundheds- og miljøeksternaliteter. Det er sund fornuft, og det vil utvivlsomt føre til øget velfærd. Alternativet til - eller et supplement til - en omlægning af afgifter kan være kampagner og mærkningsordninger. Nogle vil måske mene, at kampagner er mere liberale end afgiftsreguleringer? Og alle midler bør da også tages i brug - men især de, som giver mest for pengene. Hvis kampagners indhold strider mod fødevaregiganternes interesser, så bliver kampagner nemt en Davids kamp mod Goliat. Omvendt kan økonomiske incitamenter få fødevareindustrien til at samarbejde, f.eks. om at udvikle et sundere udvalg af fødevarer. Og netop afgifter på de usunde fødevarer eller de sundhedsskadelige komponenter i fødevarerne, vil sende det rigtige signal ikke blot til forbrugerne, men også til producenterne. Det er politikernes ansvar at sende de rette signaler. Hvad angår mærkningsordninger, så kender vi nok alle sammen Ø-mærket på økologiske varer, og nogle forbrugere har opdaget det nye kostkompas. Vi tror måske, at Ø-mærket sikrer, at vi har valgt miljørigtige varer, men er det nu også tilfældet? I lederen i Samvirke skriver miljøminister Connie Hedegaard, at »det er en rigtig god ide, at man rundt omkring i landets børnehaver og vuggestuer serverer økologisk mad«. Rapporten fra Institut for Miljøvurdering taler ikke direkte imod økologiske varer, men påpeger, at der efter alt at dømme er mere omkostningseffektive måder at beskytte miljøet på gennem sit valg af kost end ved at vælge økologisk. Miljøvenlig og sund kost er ikke altid det samme som økologisk kost. Til gengæld ligner opskriften på miljørigtig kost til forveksling opskriften på sund kost. Spis mindre animalsk fedt, færre kager og slik, drik mindre vin, alkohol og kaffe, og spis flere fuldkornsprodukter, grøntsager og frugt. Så nemt er det - i al fald for den politisk bevidste forbruger. Sådan tages der vare om både sundhed og miljø på samme tid. Miljøministerens opfordring i Samvirke til, at »man som forbruger tænker sig om en ekstra gang, når man f.eks. køber jordbær i november måned« er miljømæssig korrekt, men fjerner fokus fra det, der i dagligdagen virkelig batter, nemlig færre fede animalske produkter og flere grøntsager - færre kager og mere frugt - mindre sodavand og mere postevand. Hvad der måske kommer bag på nogen, er i øvrigt, at miljøbelastningen ved at spise varer fra fjerne lande ikke så meget skyldes transporten som det, at vi i Danmark er bedre til at producere fødevarer miljømæssigt forsvarligt. Men hvad med os andre, der lidt for ofte følger den søde tand og de fede vaner? Skal vi have dårlig samvittighed, når vi spiser og drikker det, vi holder mest af - f.eks. fed flæskesteg og sovs, rødvin, flødeboller, is og kaffe? Nej, ikke hvis prisen for fødevarerne ud over producentens, leverandørens og detailhandlens udgifter og avancer, også indeholder samfundets udgifter til sundhed og miljø. Så kan vi spise alle de flødeboller, vi vil med god samvittighed - i al fald over for samfundet. Dette kan politikerne sørge for ved at tage skridt til at indføre den anbefalede omlægning af afgifter på fødevarer. Det er dit eget valg, hvad du spiser og drikker, men selv med god samvittighed over for samfundet, er det jo ikke sikkert, din samlever er tilfreds med resultatet af 1.000 flødeboller. Det må du spørge ham eller hende om - eller se dig i spejlet. Og om dine børn er tilfredse med din øgede risiko for hjertestop, det må du jo tale med dem om, mens tid er. Og husk så at sige, hvor stor glæde det giver dig at spise, som du gør, for det skal vi trods alt ikke glemme i hele denne debat. I vores optik er det altså politikerne, der overordnet set har ansvar for, at forbrugere og producenter i deres valg og fremstilling af fødevarer tager højde for hensynet til sundheden og miljøet. Et ekspertudvalg skal nedsættes til at rådgive om afgifter på fødevarer. Men det udelukker naturligvis ikke, at den politisk bevidste forbruger tager fat med det samme. Med den nye rapport fra Institut for Miljøvurdering er der nu en nemt tilgængelig oversigt over, hvad der er miljørigtig kost - og sammenfaldet med sund kost er iøjnefaldende - jævnfør majnummeret af Samvirke eller www.imv.dk.