0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjernen og personen

I hjerneforskningens succesrige kølvand er der en tendens til at reducere psyken til ren biologi.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I hjerneforskningens succesrige kølvand er der en tendens til at reducere psyken til ren biologi. Det er der ikke videnskabeligt belæg for, mener kronikøren, der er neuropsykolog og forsker i relationen mellem personlighed og hjerne.

Der forskes mere intenst end nogensinde i menneskehjernens funktioner, og nyhederne formidles ud i offentligheden både i forbindelse med 'hjerneår' (eller ligefrem 'hjerneårti' - i USA), i interaktive udstillinger, f.eks. på Experimentarium og i Kroniker som Kaj Vermehrens 'Pigen med rotterne' (Pol. 18.9.). Længe før år 0 erkendte læger hjernens betydning for psyken, idet skader i hjernen tydeligvis kunne ændre menneskers psyke, men først i 1800-tallet fik man afdækket hjernens (mindste) element: nerve-cellen. Lige siden har man arbejdet med at afdække det komplekse samarbejde mellem enkeltneuroner, neuronsøjler og samarbejdende centre og systemer i hjernen, som udgør det biologiske fundament for psykiske funktioner.

Landvindingerne har kostet mange kampe mellem modstridende opfattelser og forskellige - nu forladte - myter. Vermehren aflivede en af myterne i sin Kronik, nemlig myten om at hjernen ikke er i stand til at nydanne hjerneceller. Den gode nyhed er altså, at hjernen faktisk ser ud til at være i stand til at producere nye hjerneceller som erstatning for ødelagte eller tabte hjerneceller. Den dårlige er desværre, at nogle forskere i samme pennestrøg stryger psyken og kalder det hele for hjernefunktion. Kroniken er et forsøg på at give psyken mere plads i hjernedebatten og samtidig gengive nogle af de myter, som ikke holdt til tidens tand.

Engang troede man på, at man kunne 'læse' menneskers personlighed, evner og svagheder ved at kortlægge kraniets buler og uregelmæssigheder. Det var den 'frenologiske videnskab' om de 'menneskelige fakulteter', som Gall og Spurzheim udviklede i 1800-tallet. Andre forskere havde nemlig konstateret, at skader lokaliseret til bestemte hjerneområder havde tendens til at udløse bestemte adfærdsændringer. Men selvom Gall og Spurzheim var revolutionerende neuroanatomer, lod de sig rive med og endte i en uvidenskabelig forenkling af relationen mellem forskellige hjerneområder og menneskelige personligheds-aspekter. Frenologien er nok det mest yderliggående forsøg på at knytte helt specifikke (men samtidig meget komplekse, personlighedsrelaterede) psykiske færdigheder snævert sammen med lokaliserede hjerneområder.

Da man ikke desto mindre havde kortlagt en hel mængde psykiske delfunktioners lokalisation i hjernen, opdagede man, at der var nogle kæmpe områder i hjernen, hvor der ikke kunne ses specifikke ændringer i psyken efter en skade. Det var f.eks. i menneskets frontallapper, som er betydelig større end andre pattedyrs. Den populær-videnskabelige udlægning af dette lød: »Vi bruger kun 10 procent af vores hjernekapacitet«. Selvom den gode intention med udsagnet var at indgyde mennesker selvtillid og tilskynde dem til at udfolde sig på nye måder, var den uhyggelige konsekvens, at man ikke tog det så tungt at fjerne store frontale hjerneområder i forsøg på at 'behandle' skizofreni, depression og andre psykiske sygdomme. Selv 'det hvide snit', som den 'blidere' udgave af indgrebet blev kaldt, har mange menneskeskæbner på samvittigheden. Det viste sig, at disse mennesker blev psykiske skygger af sig selv, og psykokirurgien er, belært af bitre erfaringer, blevet betydeligt mere nænsom.

I dag ved vi, at frontallapsområder svarer til 'direktionen' i 'hjernefabrikken', og det er på dette niveau, følelse og fornuft går op i en højere enhed. Damasio, en af den nyere neuropsykologis kendteste teoretikere, har argumenteret for dette i sine bøger 'Descartes' Error' og 'The Feeling of What Happens'. Om nogen har Damasio insisteret på, at krop og sind hører sammen, og at følelser er en forudsætning for fornuftige valg i hverdagen, hvorfor også følelser (affekter, emotioner) hører under det videnskabelige forskningsfelt.

Han opsummerer i sin seneste bog, hvordan emotioner er blevet holdt uden for det 'gode' videnskabelige selskab i det 20. århundrede med begrundelser som: »Følelser var for subjektive, blev det sagt. Følelser var for flygtige og vage. Følelser var i den modsatte ende af fornuft, der klart var den fineste menneskelige færdighed, og fornuft blev formodet at være fuldstændig uafhængig af følelse. Dette var en pervers forvridning af det romantiske humanismesyn. Romantikerne placerede følelser i kroppen og fornuft i hjernen. Det tyvende århundredes videnskab udelod kroppen, flyttede følelser tilbage i hjernen, men forviste dem til de lavere neurale sfærer med forfædre, som ingen værdsatte. Til sidst var følelser ikke blot irrationelle; selv det at studere dem var formentlig irrationelt« (Damasio, 1999, s. 39, min oversættelse).

De seneste år har denne tendens ændret sig. Dette skyldes ikke mindst hjerneforskningen, specielt der hvor man forsøger at forstå, på hvilken måde menneskets frontallaps-områder samarbejder med andre hjerneområder, og hvordan man kan undersøge de måder, mennesket ændrer sig på, hvis man får en skade i disse områder. Et tydeligt signal om, at fysikken, kemien eller biologien ikke har et tilstrækkeligt ordforråd til at begribe følgerne efter sådanne skader, er de ordvalg, som dukker op, når de skal beskrives. Man griber f.eks. til termer fra 1980'ernes managementkultur og taler om 'eksekutive funktioner' eller 'det superviserende opmærksomhedssystem'«.

Når disse 'tekniske' begreber ikke slår til, er der alligevel nogen, som vælger at gribe til psykologien, hvor man jo netop beskæftiger sig med - ja - psyken: Det specifikt menneskelige, det ikke-mekanisk-intelligente omfattes af det bevidste selv, 'jeget', svarende til de præfrontale strukturer, » ... der bygger bro over kløften mellem (...) hjernen og den uafhængigt tænkende enhed med den fri vilje, der kaldes psyken«, som neuropsykologerne Stuss og Benson formulerede det i deres bog 'The Frontal Lobes'. Denne psyke har ikke blot bevidsthed, men også selvbevidsthed og selvrefleksion, hvorved individet er i stand til både at være bevidst om sig selv og at erkende sin egen position inden for det sociale miljø. Disse hjerneforskere synes at erkende, at man på et vist niveau bliver nødt til at 'løsrive' psykiske funktioner fra den biologiske begrebsverden og de naturvidenskabelige termer.

Disse slår ikke til, når det er specifikt menneskelige, herunder personlighedsrelaterede (subjektivt oplevede) fænomener, der skal begribes. Man kan ikke fyldestgørende beskrive f.eks. indfølingsevne, kærlighed, kunst eller uselviske handlinger i naturvidenskabelige termer.

I takt med udviklingen af avancerede nye metoder til måling af hjerneaktivitet har man nu igen turdet stille sig den opgave at afdække fænomener som 'bevidsthed' i relation til hjernen. F.eks. er man i dag i stand til at identificere helt bestemte hjerneområder, som er aktive, når man tager en beslutning eller træffer et valg. Man kan ikke alene 'se' hjerneaktivitet lokaliseret til motoriske hjernebarkområder, hvis man beder forsøgsdeltageren løfte en pegefinger. Det er også muligt at identificere aktivitet, som knytter sig til 'tanken' eller forestillinger om at ville udføre en viljestyret handling: Specielt frontallapsområder synes at spille en vigtig rolle i den sammenhæng. Her har naturvidenskaben altså udvidet sit forskningsfelt de seneste årtier. Der er desværre samtidig en tendens til: 1) at kalde naturvidenskab for den eneste 'sande' videnskab og 2) ud fra sine natur-videnskabelige fund at konkludere, at psyken ikke er andet end hjerneaktivitet. Det vil sige, at hjerneaktivitet, som iagttages i forbindelse med bestemte psykiske handlinger, er ensbetydende med, at psykiske handlinger i sidste ende ikke er andet end hjernefunktioner. Det første punkt medfører ofte, at man samtidig hævder, at det, som ikke kan indfanges naturvidenskabeligt, heller ikke er virkeligt.

Dette kan dog diskuteres; det er nemlig ikke en natur-videnskabelig teori, man her præsenterer, men en filosofisk position (scientisme). Denne position kan derfor diskuteres og tilbagevises ud fra andre filosofiske synsvinkler. Det andet punkt kan også diskuteres. De samme forskere ville ikke påstå, at blot fordi man kan finde hjerneaktivitet i bestemte hjerneområder, når man iagttager et æble, er æblet ikke andet end hjerneaktivitet. Fuglespor i tøsne ville man ikke tolke som udelukkende udtryk for 'aktivitet' eller ændringer i sneens struktur eller udseende: De fleste af os vil tro, at et fjerkræ rent faktisk har bevæget sig hen over sneen. Fodsporet er et fysisk(kemisk) aftryk af en eksistens fra et andet ontologisk niveau end det rent fysisk-kemiske, nemlig det biologiske.

Det er et kæmpe fremskridt at kunne 'se' sammenhænge mellem hjerneaktivitet og psykisk aktivitet. Her kan vi nemlig lære en masse om vores fantastiske hjernes funktioner og det komplekse samarbejde mellem hjerne og psyke. Men at reducere psykiske funktioner til at være det samme som de reaktioner, vi kan se i hjernen, ville svare til at sige, at fuglen er lig med (og ikke andet end) de fodspor, den har efterladt i sneen.

Når det bliver så afgørende at diskutere disse emner offentligt, er det, fordi konsekvensen af at reducere menneskepsyken til neurobiologi (det vil sige hjerne) kan risikere at komme til udtryk i praksis som en umenneskelig omgang med f.eks. psykiatriske patienter. Det sker, når man lader fysisk- kemiske behandlinger stå alene: Jeg har oplevet en svært depressiv kvinde blive tilbudt en serie elektrochok, hvilket tidligere havde vist sig at være en effektiv behandling.

Desværre nægtede man at kombinere denne behandling med psykoterapi eller støttende samtaler, selv ikke på nogen af de fem af ugens syv dage, hvor hun ikke blev behandlet med elektrochok. Om morgenen på elektrochokagene (som man i øvrigt skal være fastende op til, det vil sige, man må heller ikke ryge - et frygteligt afsavn for en deprimeret ryger!) blev hun tilbudt en stesolid, hvorefter hun kunne lægge sig og vente på at blive afhentet (når man huskede det; hun oplevede at blive glemt) af en portør. Opvågningen var fulgt af svær hovedpine og hukommelsestab. Dette mareridt var hun overladt til selv at klare gang på gang - oven i sin depression og trangen til at gøre en ende på sit liv, fordi det var for smertefuldt at leve med et sind, der uden for hendes kontrol kunne sende hende i et følelsesmæssigt helvede.

Her er der selvfølgelig sket rent menneskelige svigt. Men derudover overser man fuldstændig, at en svækket psyke kan styrkes ved samtale, det vil sige psykisk interaktion med et andet menneske. Man vælger at se fuldstændig bort fra styrken i psykiske påvirkninger, uanset at det kan være fornuftigt samtidig at alliere sig med fysiske påvirkninger såsom medicinsk behandling. Resultatet af denne historie er en svækket tillid til at blive menneskeligt mødt, hvis situationen opstår igen, hvorved selvmordet måske netop bliver eneste udholdelige løsning.

De seneste landvindinger i hjerneforskningen vedrører hjernens plasticitet og herunder nogle revolutionerende eksperimenter, der giver håb om, at menneskehjernen faktisk er i stand til at nydanne celler, hvilket Kaj Vermehren beskrev i sin Kronik. Den gode nyhed i denne sammenhæng er selvfølgelig, at man med en kombination af medicinsk og psykoterapeutisk behandling kan komme langt i rehabiliteringen af mennesker med hjernesygdom eller følger efter hjerneskade. Desværre er der samtidig nogen, der uddrager den pointe, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt, at den vigtigste tid for vor hjernes udvikling er de første tre år efter fødslen. »Måske er sandheden i stedet, at erfaringer gjort gennem hele vores voksne tilværelse kan påvirke hjernens fysiske struktur, og i så tilfælde kan man roligt gå i gang med at korrigere lærebøgerne om den menneskelige hjernes udvikling og inddrage denne viden om, hvordan nye erfaringer påvirker hjernen«, skriver Vermehren.

Det lyder, som om der mangler en mellemregning her - nemlig psyken. Fra at kunne meget lidt med sit livs største antal hjerneceller til at kunne spille 'Für Elise' - måske endda med følelse - være kærligt knyttet til både forældre og andre og have social fornemmelse for andre mennesker med langt færre hjerneceller til rådighed må der jo være sket noget: Antallet af hjerneceller er ikke blot blevet reduceret, der er blevet sorteret, organiseret og struktureret oven i knoppen, og der er meget, der tyder på, at det er den psykiske interaktion mellem spædbarn og omsorgsperson, der strukturerer ikke blot psyken, men også hjernen.

Rent psykologisk er man ikke i tvivl: Spædbarnets (fysiske og) psykiske interaktion med den voksne de første tre leveår er altafgørende for, om barnet udvikler sig til et psykisk robust menneske. Personlighedsforstyrrelser og dertil knyttede problemer med at leve et socialt velfungerende liv mener man stadig, skyldes svær omsorgssvigt (ikke kun fysisk) over for spædbarnet.

En af grundene til, at man ikke har troet på, at der kunne dannes nye hjerneceller, er, at den voksne hjernes hjerneceller er så specialiserede. De er udviklet til at deltage i 'hjernekoncerten' med hver sit specielle talent. Hvordan skulle man kunne gendanne så mange forskellige og specielle hjerneceller som den voksnes, at den enkelte celle kunne spille med lige fra dens opståen? Vermehren beskrev, at nydannelsen af hjerneceller sker som 'stamceller', der skal 'oplæres', f.eks. som celler, der indgår i hukommelsen via hjernestrukturen hippocampus.

Oplæringen foregår ved at stimulere indlæringsprocesser, som aktiverer hippocampus. Her har vi i virkeligheden et rigtig godt eksempel på, hvorfor målrettet genoptræning af f.eks. apopleksipatienter eller andre mennesker med hjerneskade er vigtigt og har en effekt: Det er ved at fokusere træningen på de forstyrrede områder, man får den allerbedste 'oplæring' af nydannede hjerneceller og dermed den ønskede fysiske og psykiske udvikling.

I relation til hjernen er der i dag en del, der argumenterer for, at de psykiske processer virker ind på hjernens funktioner, således at der i praksis er tale om en aktiv neuro-psyko-dynamik, der ikke holder op på noget tidspunkt af menneskets liv. Vi ved da også i dag, at selv svært demente mennesker kan hjælpes til en langt mere velfungerende hverdag med pædagogisk struktur og gode psykiske rammer. Her er det ikke en direkte fysisk-kemisk (eller biologisk) påvirkning af den demensramtes hjerne, men en psykisk-social påvirkning, der har en direkte gavnlig virkning på de fysisk forringede hjernefunktioner. Igen argumenteres der ikke imod at drage nytte af medicinske landvindinger, blot ikke barnet ryger ud med badevandet, det vil sige, blot ikke man undlader samtidig (og fortsat) at forholde sig til den unikke menneskepsyke.

Litteratur: Damasio A.R.: Descartes' Error. Emotion, reason and the human brain, 1st ed. New York: Putnam, 1994. Udkommer i november 2001 på Hans Reitzels Forlag under titlen Descartes fejltagelse. Damasio A.R.: The Feeling of What Happens. Body and Emotion in the Making of Consciousness. London: William Heinemann, 1999. Stuss D.T., Benson D.F.: The frontal lobes, 1st ed. New York: Raven Press, 1986.